Kronik

Mønsterbrydere - fra helte til ligegyldigheder

Den klassiske mønsterbryder møder stolthed, når han fortæller om sit heroiske brud med sit opvækstmiljø. Den moderne mønsterbryder er derimod et ensomt menneske, der er os ligegyldig og halvpinlig at høre på
Det uddannelsesmæssige gennembrud blev sikret i anden halvdel af århundredet via ungdomsuddannelserne og med udbredelsen og skabelsen af masseuniversitetet.

Det uddannelsesmæssige gennembrud blev sikret i anden halvdel af århundredet via ungdomsuddannelserne og med udbredelsen og skabelsen af masseuniversitetet.

Lars Møller

5. maj 2009

Søndag den 26. april havde Deadline 2. sektion inviteret to mønsterbrydere - journalisten Nagieb Khaja og forfatter Kristian Ditlev Jensen - i studiet. Her blev de spurgt om, hvordan de var blevet succesrige mønsterbrydere. Og de fortalte så deres historie om, hvordan de på trods af dårlige opvækstbetingelser i en betonblok og en brun ghetto kunne sidde der, som vindere, en helt almindelige søndag aften i Danmarks Radio rampelys.

Udsendelsen demonstrerede egentlig blot, at det er forholdsvis populært at få gode fortællere til at fortælle om deres kampe for at blive til noget. Sagt på anden vis, så bliver det mere og mere påfaldende, at det ikke er mønsterbrydernes stræben opad, der i selv er vigtig, men den enkeltes ønske om at berette om et eller andet brud i sit liv. Det kan være et opbrud, et nedbrud, et sammenbrud, et udbrud, det gør ikke den store forskel, bare beretningen er god.

Moderne mønsterbrydere vil som moderne forfattere og journalister gerne fortælle om sig selv: Og hvem vil nu om dage ikke gerne være god til at fortælle om bruddene i sit liv? Det vil folk i al almindelighed. Derfor bliver det stadigt svære at identificere en egentlig udmærkende handling. Moderne mønsterbrydere leverer med andre ord flere og flere og mere og mere ligegyldige beretninger om alle mulige brud i deres liv.

Intelligensreserve

At proklamere sig selv som klassisk mønsterbryder tilhører derimod en svunden tid med langt klarere forestillinger om det "at blive til noget" - vel at mærke til "noget andet". Det vigtigste standardtræk ved den klassiske mønsterbryder var, at han uddannelsesmæssigt var den første i familien, der fik en studentereksamen. At han var den første, der skulle noget andet. Den klassiske mønsterbryder tilhørte en velfærdsstat, der ville udnytte en intelligensreserve. Reserven var til stede hos de lag i befolkningen og i de etniske minoriteter, der ikke havde en forestilling om at bryde med det sociale mønster. Det uddannelsesmæssige gennembrud skete i takt med velfærdssamfundets tilblivelse i første halvdel af 1900-tallet. Og gennembruddet blev sikret i anden halvdel af århundredet via ungdomsuddannelserne og med udbredelsen og skabelsen af masseuniversitetet. Den 12-årige enhedsskole blev et mål og langt hen ad vejen en realitet. En så lang formaliseret skolegang og den åbne vej til videre-gående uddannelse var uprøvet for mange befolkningsgrupper. Og det at 'få en studentereksamen' eller 'blive den første student i familien' blev derfor et emblem for mønsterbryderne.

Sådan ser verden ikke ud mere. Det klassiske mønsterbryderi er båret af en forestilling om opstigning - om opdrift, hvilket også er titlen på Johanne Myginds aktuelle bog, som rummer 11 beretninger om at blive en succesrig mønsterbryder mod alle odds. Men det er netop denne idé om opdrift, som er en uholdbar karakteristik af vore dages mønsterbrydere. For vi skal ikke nødvendigvis stige op mere. Vi skal som enkeltindivider blot bryde ud og hen et andet sted.

Pointen er, at sammenligning og stræben bliver mere horisontalt end vertikalt orienteret. Når alle skal modernisere sig, når alle skal være i en livslang læreproces, så er dét at kravle op ad den samme sociale rangstige ikke den eneste indlysende måde at bryde med sit ophav på. I dag er det nemlig knap så pinligt at være økonomisk ubemidlet. Til gengæld bliver det stadig mere pinligt ikke at have det godt; ikke at føle sig rask og fyldt af velvære. Det handler om at undgå at blive regnet for at være 'livsfallent' i modsætning til ideen om at leve en optimalt meningsfuld tilværelse.

Velfærdskapitalisme

Guderne skal vide, at det er et befriende fremskridt, at de fleste nu om dage kan klare dagen og vejen og mere til. Men med i købet har vi fået en velfærdskapitalisme, der kredser mere om selvbestemmelse end en simpel stigning i indkomst. Det relevante spørgsmål, den enkelte stiller sig selv, er: "Befinder jeg mig i en situation, hvor jeg bestemmer over min tid, min fremtid? Og kan jeg tilrettelægge min situation selv?"

Det vil sige, at det at være frigjort fra et skæbnehjul er gået hen og blevet det afgørende. Den enkeltes initiativ, ikke den sociale arv, spiller førsteviolin. Derfor hører vi mønsterbrydere gå rundt og sige noget i retning af følgende: "Det var ikke mig, der var herre over situationen, tingene var lagt ud for mig, men jeg tog selv initiativ og ansvar". Det er denne umiskendelige vilje til at gøre noget ved dét, som kendetegner den moderne mønsterbryder. Men det handler ikke mere om at gøre noget bestemt eller at gøre som de andre. Derimod handler det om gøre et eller andet, som er defineret som individuelt meningsfuldt. Det er den moderne individualiseringstvang, der sætter sig igennem - også her.

Det er et klassisk kendetegn - vil nogle måske indvende - at mønsterbrydere altid har udmærket sig ved at have taget skæbnen i egen hånd og bestemt sig for at følge en anden vej end den slagne - det vil sige det mønster, som allerede havde tegnet sig for familiegruppen. Dertil kommer, at det er vanskeligt at bryde den negative sociale arv - og i den sammenhæng må man for eksempel indse, at uddannelsessystemet ikke er lykkedes med den opgave, det var tiltænkt i velfærdssamfundet. Systemet viste sig at være en reproduktionsmaskine, hvor forventningshorisonten slog igennem som et mønster.

Men den store forskel er, at vi står med den første velfærdsgeneration, som bliver skuffet og overrasket over deres afkoms mønsterbrud. Den pensionerede erhvervsdrivende med en god indkomst i bagagen forventer, at 'sønnen' eller 'barnebarnet' klarer sig eller kæmper for det samme som ham selv. Det samme gør offentlige honoratiores som dommere og læger. Men det sker bare ikke. I stedet må de sande, at deres børn risikerer at råde over færre midler - dels på grund af udviklingen på arbejdsmarkedet, dels på grund af et andet syn på velfærd, hvor velvære og otium - fri tid - sættes højere end indkomst. Og samtidig er prestigen ved at være læge, lærer eller direktør simpelthen ikke-eksisterende for dem. Pointen er måske, at de nye generationer fatter, at der efterhånden er en omvendt proportionalitet mellem velvære og et professionelt liv målt på livslængde, livskvalitet, stress-barometer og selvmords-rater. Så derfor ser vi en tendens til, at den moderne mønsterbryder går efter, hvad man kunne kalde neddrift rent økonomisk for at få optur på selvbestemmelses- og meningsplanet.

Hemmelig stolthed

Den klassiske mønsterbryder havde en hemmelig stolthed, som han skjulte for det segment, han havde brudt med. Han skjulte sin stolthed ved for eksempel at være blevet en del af den bedre middelklasse, fordi han befandt sig i et limbo mellem nostalgi og lettelse i forhold til sit udgangspunkt. Men hvad vigtigere er, så havde han forældre og venner, der var mærkbare; enten ved deres stolthed over ham eller i deres klage over at føle sig svigtet af ham.

Den moderne mønsterbryder kan ikke mærke verden på samme måde. Han er ensom ved at være omringet af en ligegyldighed. Vedkommendes brud bliver ikke nødvendigvis bemærket. Hvor mønsterbryderen tidligere kunne sige "I did it!", er svaret nu "and so what - who didn't?". Det er den ny ensomhed - ligegyldigheden, som berøver de moderne mønsterbrydere tilfredsstillelsen ved, at andre er opmærksomme på deres forsøg på at udmærke sig. De moderne mønsterbrydere savner på denne vis tidligere tiders stolte vidner. Derfor konkurrerer de om at være bedst til at udråbe sig selv til mønsterbrydere. Og det er godt på vej til at blive en ny tids pinlighed.

For som mønsterbryder må man stille sig selv spørgsmålet, om man egentlig har gjort noget, som bør påkalde sig andres opmærksomhed? Hvem har ikke ændret spor, hvem har ikke skiftet kæreste? Hvem har ikke begået sig mellem forskellige muligheder? Det har alle, ja, det er alle tvunget til nu om dage. Og som sådan er mønsterbrud en moderne banalitet. Kampen handler i stedet for om, hvem der er bedst til at fortælle om sig selv - for eksempel en søvnig søndag aften i Deadline 2. sektion.

Lars-Henrik Schmidt er direktør for forskningscentret GNOSIS, Aarhus Universitet. Claus Holm er prodekan for DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Fin og skarp analyse og ganske interessant problemstilling, dog er den historiske historien periode som skildres, (hele forrige århundrede) ikke helt så enkelt som det fremstilles. Jeg savner nuancer, og en forståelse for de mange gråtoner i det sociale felt, hvorfra mønstrebrydere og andre godtfolk udspringer. I skriver om succesrige mønster brydere. Der findes imidlertid en anden kategori: ”den forliste mønster bryder”. Det er ham/hende der brød den sociale arv, men på trods af alle anstrengelser ikke blev accepterede af omverden. Grunden findes i klassesamfundets struktur og overbygning. En mønsterbryder bevæger sig fra en klasse til en anden; men selvom han/hun har alle faglige redskaber og faglig viden på plads, mangler der noge,t for at de andre i andegården, vil anerkende vedkommende. Der mangler symbolsk kapital, et begreb som Pierre Bourdieu har påpeget betydningen af. En mønsterbryder og klasse overløber vil altid forblive en parvenu i de andres øjne. Ikke bevidst, uha nej – man tænker ikke engang tanken, selvom social udvælgelse og segregering forekommer hver dag og hver time i døgnet.

Karsten Johansen

Hvis man ennå ikke har oppdaget, at 99,9 prosent av det som "foregår" i mediene er helt likegyldig, pinlig, uinteressant privatvås osv., ja så har man et problem.

Neil Postmans "Vi morer oss til døde" fastslo medieproblemet allerede i 1985. Siden har det blitt langt verre. Mediene er et konstant realityshow som er helt uten almenn interesse. Vrøvleklassen fyller eteren med sin tomhet, og denne "ytringsfriheten"s tomhet er den mest effektive totalitære sensur historien har sett. Den fjerner effektivt enhver mulighet for fornuftig offentlig samtale om livsviktige felles anliggender for menneskeheten ved å drukne alt i infotainment og hyperensrettet og hyperbanal liberaltotalitarisme.

Samtidig med at klodens klima krysser skjebnesvangre terskler og artsutryddelsen på kloden er den verste på titalls millioner av år, fylles vi med vås om en bagatellmessig influensaepidemi som i allerverste fall kun kan koste tusendels promiller livet. Vi druknes i likegyldig svada om selebriteter som ikke har prestert annet i livet enn å bli født "pene" osv.