Kommentar

New Labour er færdig

Et parti med rødder i arbejderklassen, der ikke er i stand til at fremme denne befolknings-gruppes interesser, kan kun skabe kynisme. Derfor ser både valget til Europa-Parlamentet og det kommende parlamentsvalg i Storbritannien ud til at blive protestvalg
23. maj 2009

Det er altså sådan, det ender. Mere end et årti efter, at Labour kom til magten i Storbritannien med løfter om etisk lederskab og retskaffenhed, er partiets og parlamentets anseelse i offentligheden rekordlav.

Partiet er i frit fald, den politiske kultur ligger i ruiner, og den politiske elite er faldet i unåde. For første gang i mere 300 år er underhusets formand blevet tvunget til at gå af. Ministre og parlamentsmedlemmer fra både venstre- og højrefløjen har taget deres afsked. Premierminister Gordon Brown kan blive den næste. For Labour kan det kun blive værre. Valget til Europa-Parlamentet den 4. juni vil decimere partiet. Parlamentsvalget, som skal afholdes inden for det næste år, kan meget vel ødelægge den næste generations muligheder.

Årsagen til denne krise er, at parlamentsmedlemmer har ladet statskassen dække private udgifter. Deres appetit har været varierende.

En ministers ægtemand krævede refundering for en erotisk film, som han så på sit hotelværelse. En anden krævede godtgørelse for rensningen af sin voldgrav, for at få sit klaver stemt og for ny belysning i sin stald. Nogle krævede godtgørelse for nye møbler i deres hjem, mens andre ville have dækket lån, som de allerede havde betalt af. Labours chief whip, som skulle håndhæve reglerne, krævede i løbet af fire år at få refunderet et beløb på 240.000 kr. for udgifter til mad. Hans konservative modstykke krævede en godtgørelse på 4.000 kroner, fordi han havde fået installeret nye vinduer i sit andet hjem. Et konservativt parlamentsmedlem krævede godtgørelse for havegødning, et medlem af Labour krævede ti kroner for et indbagt æg.

Utilfredshed

En nylig opinionsundersøgelse i Times viser, at der er udbredt utilfredshed med den politiske elite. Mere end 80 pct. mener, at misbruget viser, "hvor egoistiske og verdensfjerne de fleste parlamentsmedlemmer er".

Fire ud af fem sagde, at parlamentsmedlemmernes påstande om, at godtgørelserne var berettigede, ikke holder vand. Det er utroligt, at det netop er denne skandale, som bringer denne politiske elite til fald. En offentlighed, som slugte en ulovlig krig mod Irak, der har kostet millioner af liv og milliarder af pund, er ved at brække sig over den lovlige udnyttelse af en godtgørelsesordning, som kun har kostet skatteyderne et par millioner pund.

Væmmelsen ved parlamentsmedlemmernes udgifter kan sammenlignes med forargelsen over bankdirektørers bonusordninger. Flere af de mest mærkværdige eksempler - deriblandt voldgraven, måltiderne og vinduerne - var helt lovlige. Men i en tid med lønstop og fyringer blev lovgyldigheden underordnet anstændigheden. Der er grundlæggende ikke sket noget nyt, men nye omstændigheder har tvunget folk til at betragte en hævdvunden praksis på en ny måde. Og de bryder sig ikke om det, de ser.

Begge de store partier støttede krigen, for ikke at tale om privatiseringen af mange offentlige serviceydelser, og bortset fra fremstillingsmåden har de ikke været til at skelne fra hinanden på det politiske område. Men så længe økonomien var sund, og det største oppositionsparti ikke havde noget bedre at tilbyde, var folk indstillet på at lade tvivlen komme Labour til gode.

Krisen

Men den økonomiske krise har ændret diskussionen og skabt utilfredshed. Indkomstforskellene har ikke været større siden 60'erne, arbejdsløsheden, som nu er på 7,1 pct., har i det seneste kvartal ikke steget hurtigere end siden 1981, da Margaret Thatcher var ved magten. Antallet af fattige børn og pensionister er stigende. Labour kan nu imødese et stort nederlag ved det kommende parlamentsvalg, som skal afholdes inden den 3. juni næste år.

Mange partimedlemmer tager nu sigte mod Gordon Brown. Han har kun lejlighedsvis vist lederskab under den økonomiske nedsmeltning, og hans håndtering af den politiske krise har været ynkelig. Men man kan kun flytte lidt rundt på liggestolene på et skib, som længe har været ved at synke. Udskiftningen af Blair med Brown skulle have vendt situationen for Labour, men det varede kun i et par måneder.

Man kan kun opnå en smule ved at skifte personalet ud, hvis man ikke også ændrer politikken. Det gør ikke den store forskel, om Labour skiller sig af med Brown efter valget til Europa-Parlamentet, eller om vælgerne gør det ved parlamentsvalget. New Labour er færdig. Det, som kommer bagefter, vil næsten med sikkerhed være værre. Og alligevel bør vi ikke sørge over bortgangen. Jo længere tid det fortsatte, des giftigere ville arven efter New Labour blive, og des mere medskyldige ville vi være.

Gary Younge skriver jævnligt for The Nation magazine, og han er korrespondent for the Guardian i New York

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu