Kommentar

Obama vs. Netanyahu

Ingen israelsk regering kan med held modsætte sig en populær amerikansk præsident, som er opsat på at søge arabisk-israelsk fred
19. maj 2009

Vil præsident Barack Obama sejre i det seje tovtrækkeri, der forestår med den israelske regering (og den amerikansk Israel-lobby) om fredsprocessen?

I sidste uge gjorde vicepræsident Joe Biden det helt klart, at USA's regering vil presse hårdt på for en palæstinensisk stat.

Obama har forpligtet sig stærkt på en to-statsløsning og vil insistere på, at den israelske regering ikke træffer foranstaltninger, der modarbejder dette mål.

Dette vil indebære, at der skal sættes ind imod de stadig ekspanderende bosættelser, ske en lettelse af strømmen af varer ind og ud af Gaza og fjernes tjekpoints og andre hindringer for palæstinensernes bevægelsesfrihed. USA's regering er også på vej væk fra Israels stålsatte modstand mod at forhandle med Hamas.

Som udenrigsminister Hillary Clinton har bemærket: Selv om vi ikke forhandler med Hizbollah, forhandler vi med en libanesisk regering, der omfatter Hizbollah. Hvorfor ikke samme model over for en palæstinensisk samlingsregering? Samtidig har Obamas udenrigspolitiske toprådgiver, James Jones, erklæret, at Obama ikke agter at vente på, at israelere og palæstinensere selv kan finde frem til en formel.

Står langt fra hinanden

Så er der Iran. Præsident Shimon Peres var i sidste uge i Washington for at tale for en hård linje over for Iran (når det gælder Iran, er Peres en lige så stor høg som Netanyahu).

Han modsatte sig ikke udtrykkeligt Obamas diplomatiske åbning over for Teheran, men markerede, at Israel ikke var begejstret. Israel ønsker en fast udløbsdato for diplomatiet. Leverer Iran ikke inden denne dato, foreligger der en ny situation, var budskabet.

Kort sagt, den israelske og den amerikanske regering står langt fra hinanden på de fleste af de centrale spørgsmål.

Er et sammenstød så uundgåeligt?

Efter min mening, nej. Som jeg ser det, kan ingen israelsk regering med held modsætte sig en populær amerikansk præsident, som er opsat på at søge arabisk-israelsk fred.

Hverken den israelske regering (eller Israel-lobbyen) var henrykte over præsident Jimmy Carters ihærdige bestræbelser på at fremme den israelsk-egyptiske fredsaftale i slutningen af 1970'erne. Men Carter blev ufortrødent ved, og fredsaftalen blev - af alle mennesker - underskrevet af premierminister Menachem Begin. Det samme gjaldt Reagan-planen fra 1982 og Reagans anerkendelse af PLO i 1988. I ingen af disse tilfælde blev der for alvor gjort forsøg at afværge den amerikanske udfordring. Israel-lobbyen afskyr tanken om at skulle konfrontere enhver amerikanske præsident, og især da en populær en.

Ved to andre lejligheder kom den israelske modstand til klarere udtryk. Første gang var i forbindelse med Reagans salg af AWACS-radarfly til Saudi-Arabien. Den anden var, da præsident George HW Bush besluttede at tilbageholde lånegarantier i protest mod den israelske bosættelsespolitik. Men i begge tilfælde vandt den amerikanske præsident armlægningsduellen. I sidstnævnte tilfælde brød-Shamir-regeringen sammen og blev erstattet af en regering (under ledelse af Yitzhak Rabin) af Bush' foretrukne.

Sikkerhed i lederrolle

Bush orkestrerede ikke Shamirs fald. Han blev væltet af Israels politiske establishment (og offentlighed), der ikke ønskede en regering i et modsætningsforhold til Israels eneste betydelige allierede og våbenleverandør. Få israelere - og få af deres amerikanske tilhængere - ville være villige til at bringe 'Israels livline' i fare for at kunne beholde Vestbreddens bosættelser.

Hvis Obama forstår at stå fast, vil det ikke være Obama, der slår øjnene ned som den første.

Og ikke kun fordi det er USA, som er supermagt. Men også fordi præsident Obama jo ikke vil kræve, at Israel giver afkald på vitale interesser. Tværtimod: Ved at påtage sig en lederrolle i fredsbestræbelserne, vil Obama ikke blot fremme Israels sikkerhed, men også USA's.

Det er også grunden til amerikanske jøder vil slutte op bag ham. Det er ikke, fordi de er ligeglade med Israels sikkerhed, men fordi de forstår, at en opretholdelse af besættelsen vil undergrave Israels langsigtede overlevelse.

Fortalere for status quo mener, at Israel kan fastholde besættelsen og forblive en demokratisk jødisk stat. Men det er umuligt. På Israels uafhængighedsdag i sidste måned kom der nye tal frem fra det officielle statistiske bureau, der viste, at de territorier, der står under israelsk kontrol, allerede er 51 procent ikke-jødiske (5,6 millioner jøder over for 5,8 millioner ikke-jøder).

At fortsætte besættelsen vil indebære et markant arabisk flertal i løbet af en årrække, som vil kunne opnå magt gennem valgurnerne og dermed aflive det zionistiske projekt. Eller også kan Israel fastholde disse territorier, men nægte den arabiske befolkning at stemme og blive en apartheidstat som Sydafrika før Nelson Mandela.

Nu eller aldrig, Obama

Den sidste mulighed - den, som USA arbejder på - er at oprette en palæstinensisk stat på Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Fundamentalt set vil Israel så gå tilbage til at blive, hvad det var før 1967: en overvejende jødisk stat. Forskellen vil være, at det nu vil have nagelfaste fredsaftaler med palæstinenserne, egypterne og jordanerne. Med andre ord, Israel vil opnå, hvad enhver israeler drømte om før den 5. juni 1967: fred og sikkerhed i et jødisk land. Hvor forfærdeligt vil det være? (For dem, der er for unge til at huske, var Israel før 1967 ikke forfærdeligt overhovedet. Faktisk, var det vidunderligt. Det er de 40 års besættelse, der har været forfærdelige.)

Det skal bemærkes, at til trods for hvad nogle måske tror, så er amerikanske jøder amerikanere, og stemmer - må det siges - overvejende demokratisk. De vil støtte deres præsident, hvis han presser hårdt på for fred i Mellemøsten. 78 procent har stemt på Obama, et tal, der ikke matches af nogen anden hvid vælgergruppe. De vil ikke vende sig mod Obama for at protestere, hvis hans handlinger fremmer fred. De stemte på Obama og for en stor dels vedkommende, fordi han stillede op på sin politik om at tage afstand fra Irak-krigen og begunstige diplomati med Iran.

Med hensyn til lobbyen vil den ikke turde gå i direkte konfrontation med præsidenten. Det vil den ikke fordi den lige så lidt som enhver anden bryder sig om at tabe, så lidt som den bryder sig om at miste sin adgang til magten. Hvad angår det demokratiske flertal i Kongressen, vil det med undtagelse af et par medlemmer af Huset, der står til højre for Likud, holde sig til den præsident, som gav deres parti sin første jordskredsvalgsejr siden 1964.

Kort sagt, Barack Obama er i en unik position til at realisere to stater for to folk. Det er nu eller aldrig. Hvis det er aldrig, vil vi få en 'én stats-løsning' i stedet. Og den stat vil ikke hedde Israel.

M.J. Rosenberg er formand for den amerikanske tænketank Israel Policy Forum

© Common Ground News og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu