Kronik

Remediering: fidus eller kreativ strategi

Overførsel eller kopiering mellem teater- og filmmediet er ikke en ny strategi, og den kreative forstyrrelse eller blokering af den traditionelle medievirkelighed er vigtig for både teater og film
Forestillingen -Kitchen (You-ve Never Had It So Good)- var en liveoptagelse af skuespillernes forsøg på at genskabe en række Andy Warhol-film med en refleksion og forhandling af processen, hvor der undervejs byttes roller - også mellem skuespillere og publikum.

Forestillingen -Kitchen (You-ve Never Had It So Good)- var en liveoptagelse af skuespillernes forsøg på at genskabe en række Andy Warhol-film med en refleksion og forhandling af processen, hvor der undervejs byttes roller - også mellem skuespillere og publikum.

David Baltzer

15. maj 2009

På det seneste har der været en tendens til at overføre film til teatret: lige fra Den eneste ene til Alt om min mor eller Foragt på Camp X. Er det en smart pengemaskine? Er filmen bedre end teatret til at udvikle gode historier lige nu? Jeg hælder til, at selve transformationen eller remedieringen fra film til teater er et centralt kreativt og kunstnerisk greb i tiden.

Remediering er et træk i mediekulturen, som ikke bare findes i teatret, men i alle kunstarter, og som kan skabe tværæstetiske hybride medier og genrer. Begrebet dækker over en kreativ oversættelse, kopiering eller overførsel fra et medium til et andet. Dog er det ikke en ny kreativ strategi. Teater og film har jo altid overført tekst til levende billeder, og gentagelsen er en benyttet dramatisk teknik.

Vi har også begrebet palimpsest, som er en form for overmaling, hvor det foreliggende billede anes i det nye, hvilket er en teknik, som f.eks. Picasso ofte benyttede. Mange af Lars von Triers film er remedieringer: Dogville fornyer teatrets episke lærestykke, mens De fem benspænd, hvor Jørgen Leth skal genskabe sin film Det perfekte menneske fra 1967 på fem forskellige måder, fornyr dokumentargenren. Filmkunstneren Peter Greenaway har blandt andet remedieret berømte billeder som da Vincis Den sidste nadver som installation. Den form for reenact-ment, en geniscenesættelse af teatrale begivenheder, vinder indpas i samtidskunsten, hvor et eksempel er den danske performer Lilibeth Cuenca Rasmussen, som lavede reenactments af f.eks. værker af Yves Kein og Yoko Ono i 2007.

Men remediering kan altså også være en måde at forny teatret, som uden tvivl er en truet kunstart, der er bundet til tid, rum og konkrete tilskuere, og som i effektivitet langt overgås af de globaliserede digitale mediers evne til udbredelse. Remediering af film til teater kan åbne for en række kreative problemstillinger, som opstår i opgavens umulighed. Filmmediets teknikker som panorering, zoom, close up, spring i kameravinkel og beskæring er umulige at overføre til tea-tret, hvor scenen så at sige er stationær uden filmmediets mulighed for at bevæge tilskuerens blik i tid og rum. I hvert fald kræver det et kreativt arbejde og en medial oversættelse. Det er præcis det, som er spændende.

Pretty Woman

Et aktuelt eksempel på remediering er Tue Biering og Jeppe Kristensens forestilling Pretty Woman A/S, som blev opført i containere på Halmtorvet i København i november 2008. Forestillingen var en remediering af filmen Pretty Woman med Richard Gere og Julia Roberts. Teaterversionen fulgte manuskriptet slavisk, men rollen som prostitueret blev spillet af en faktisk gadeprostitueret, som blev engageret på gaden før hver forestilling. Performeren kendte altså ikke teksten på forhånd og blev iscenesat gennem en øre-snegl både i forhold til replikker og bevægelser. Den prostitueredes løn svarede til 'gadeprisen', og hvis der ikke meldte sig nogen til rollen på det aftalte sted, var konsekvensen aflysning. Forestillingens risikomoment var altså en afgørende dimension i konceptet.

Forestillingen skabte betydelig debat. Nogle kaldte det "social pornografi" og beklagede den offentlige støtte på knap en million kroner, mens Kunstrådets Scenekunstudvalg forsvarede forestillingen som et spændende eksperiment, der "bevæger sig uden for det etablerede teaters rammer og møder kvinderne i deres eget miljø" (www. kunst.dk/ kunstraadet). Selve konceptet blev faktisk beskyldt for at være bedrag. De prostituerede var i virkeligheden ukendte svenske skuespillere, hævdede Lars Wredstrøm i dagbladet Børsen (den 3. november, 2008).

Pretty Woman A/S' interaktion mellem tilskuernes og scenens realitet skabte en ustabilitet, en pinlighed og en spænding, som knyttede sig til opførelsens uforudsigelighed og potentielle risiko for 'mislykkethed'. Det var en særlig version af samspillet mellem det iscenesatte og det tilsyneladende autentiske, mellem det offentlige og det private eller mellem teater og prostitution. Forestillingens kreative pointe var efter min mening netop denne glidning mellem det æstetiske og etiske spørgsmål omkring prostitution.

Gob Squad

Et andet eksempel på remediering af film er Gob Squads forestilling Kitchen (You've Never Had It So Good), som blev opført sidste år på Camp X i København. Forlægget var film af Andy Warhol: Kitchen (1965), Kiss (1963) (tre-fire minutters kyssescener), Sleep (1963) (otte timer fokus på sovende person) og Screen Test. Forestillingen var enliveoptagelse af skuespillernes forsøg på at genskabe disse film med en refleksion og forhandling af processen, hvor der undervejs byttes roller. Selve scenen var en stor skærm, som i biografen med tre projektioner, og bag skærmen var der indrettet tre scener. Den ene var en seng og en sovende skuespiller. I midten var der et køkken i 60'erstil med bord og stole og to skuespillere, som forsøger at skabe filmen, hvor der tales om sex, stoffer og vilde fester, uden at der sker noget særligt. Endelig en scene med en stol og en skuespiller, som bliver screen testet. Tilskuerne ser de tre optagede film på skærmen og altså ikke selve optagelserne, bortset fra enkelte brud, hvor skue-spillerne kommer ud fra backstage for at kommentere forløbet.

Undervejs udskiftes alle skuespillerne med tilskuere, som så guides med hoved-mikrofoner af skuespillerne fra tilskuerpladserne til at udføre de givne bevægelser og replikker. Det skaber undertiden en 'medial' forsinkelse.

Gob Squad 'jagter' et autentisk og virkeligt jeg bag overfladen - her og nu - men gennem mediet. Warhol mente, at enhver burde have "15 minutters berømmelse". Men han skabte også noget på en gang meget kunstigt og transparent uden en klar forskel mellem det improviserede og det iscenesatte, mellem performernes selv og rollespillet.

Det er præcis denne uklarhed, som stykket forstærker og forstørrer, og en pointe er, at der hele tiden veksles mellem tilskuernes perception af, hvad der er mest 'ægte'. En smuk og meget troværdig orgasmescene viser sig at være fake. Kyssescenen, som iscenesættes med en tilskuer, forekommer til gengæld i sin kunstighed autentisk. Det mest mærkelige er, at performerne virker uvirkelige, når de kommer ud bagfra. Det hænger sammen med, at de er forstørrede på skærmen og i sort/hvid. Man vænner sig til skærmens form og proportioner, og når skuespillerne viser sig, er de meget mindre og dermed 'synliggøres' medieringen.

Til forhandling

Hvad er performer, og hvad er rolle, hvad er tilskuer, og hvad er iscenesat? Hvad er reelt, og hvad er kunstigt skabt? Skaber vi 60'ernes 'revolution' gennem en rekonstruktion, eller er vi skabt af historien? Er skærmen en hvid flade tilgængelig for enhver projektion, fri fantasi, eller skaber den en repræsentation af bestemt virkelighed?

På et tidspunkt opstår der et skænderi mellem de nye performere/tilskuerne og en af de oprindelige skuespillere. De gider ikke høre mere på hende og skubber hende ud af skærmens ramme. Hun vil være med, men de ydmyger hende med at være en uvirkelig rolle og utroværdig i modsætning til dem selv, som er virkelige, men faktisk på vej til at blive roller. Virkeligheden er så at sige til forhandling mellem disse scener og ændrer sig alt efter, hvorfra man ser. Repræsentationerne er lige så virkelige eller usande som tilskuernes realitet. Det betyder ikke, at alt er teater eller fiktion. Virkeligheden er et valg eller en synsmåde, en konstruktion, som når den er valgt også bliver en realitet.

Konklusionen er, at remediering er en form for bearbejdning af tradition, medialitet og form og af den interferens som opstår i selve gentagelsen, hvor gamle og nye medieformer og traditioner griber ind i hinanden. Teatermediets nærvær og opførelsens unikhed lader sig remediere med teknikker, som skaber nærbilleder og optiske bedrag. Men omvendt tilføjer teatret filmen en form for risiko og uberegnelighed og faktisk interaktion mellem æstetiske og etiske spørgsmål.

Begge forestillinger har et kreativt risikomoment og det er præcis denne kreative forstyrrelse eller blokering af den traditionelle medievirkelighed, som er vigtig.

Erik Exe Christoffersen er lektor og redaktør for Peripeti- tidsskrift for dramaturgiske studier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu