Kronik

Skrev Francis Bacon Shakespeares værker?

Diana Prices biografi om William Shakespeare, der er baseret alene på dokumenterbare kendsgerninger om hans liv, støtter, hvad mange førende kulturelle personligheder har påstået i mere end 200 år: At manden, hvis navn står som forfatteren, umuligt kan have skrevet værkerne
Diana Prices biografi om William Shakespeare, der er baseret alene på dokumenterbare kendsgerninger om hans liv, støtter, hvad mange førende kulturelle personligheder har påstået i mere end 200 år: At manden, hvis navn står som forfatteren, umuligt kan have skrevet værkerne
14. maj 2009

Ifølge Diana Price, der for nyligt har udgivet en omtalt biografi om William Shakespeare, hidrører den viden, vi har om manden fra Stratford, hovedsagelig fra retssager, der viser, at han var en snu pengeudlåner, der ville gå i retten for at få tilbagebetalt selv mindre beløb. Kan dette virkelig være manden, der afviste låneerhvervet i Købmanden i Venedig.

Det er ligeledes kendt, at mandens far og en af hans døtre var analfabeter, at han spekulerede i korn, og at han var tæt forbundet med to kendte ågerkarle.

Det vides endvidere, at han købte en andel (10 pct.) i Globe Teater og et hus i Stratford. Price skriver: "Der findes ikke et eneste datidigt (det vil sige, mens han levede) dokument, der viser at William Shakespeare var skuespiller i nogen af de skuespil han påstås at have skrevet".

Aldrig set et eneste brev

Der findes ingen dokumentation for, at han nogensinde modtog penge som manuskriptforfatter og kun ét tilfælde, hvor han modtog penge som skuespiller.

Hans testamente nævner intet om manuskripter eller bøger. Ikke et eneste brev fra hans hånd er nogensinde dukket op, selv om store mængder af korrespondance fra hans jævnaldrende har overlevet. Det er nærliggende at konkludere, at en højt uddannet person, der var rejsevant, dybt fortrolig med hofferne i Europa og som talte flere sprog flydende, måtte have anvendt Shakespeare navnet som et pseudonym, en praksis, der var almindelig i det 16. århundredes England, hvor selv den mindste politisk ukorrekte kommentar kunne sende folk i fængsel. Men hvem skrev så værkerne og hvorfor?

En berejst verdensmand

På det seneste står særligt to kandidater frem fra resten af feltet af mulige forfattere, nemlig digteren, Edward de Vere, og Sir Francis Bacon, den store filosof, forfatter, Højesteretspræsident, førende parlamentariker, Lord Chancellor (justitsminister, red.) under King James og "faderen til den empiriske videnskab ".

I det følgende, vil jeg nævne et par af de mange argumenter for Francis Bacon. Allerede med mit første argument vil jeg hævde at have indsnævret feltet betragteligt og i realiteten også at have elimineret kandidaterne Edward de Vere og Will Shakespeare som mulige forfattere.

En række førende juridiske eksperter, herunder Lord Penzance, der var en førende dommer og juridisk autoritet fra det 19. århundrede, og Lord Campbell, der var Højesteretspræsident og Lord Chancellor, har gjort opmærksom på, at forfatteren må have været en meget kompetent juridisk ekspert.

Ikke bare en akademisk ekspert, men en, der praktiserede jura til dagligt. Forfatterens juridiske metaforer var omfattende og hans viden var ufejlbarlig. Francis Bacon er kendt som en af de klogeste juridiske hoveder igennem tiden. Ikke en eneste af hans domme er nogensinde blevet omstødt.

De parallelle værdisystemer, de enslydende meninger og den meget sammenlignelige litterære kvalitet, udtrykt i Bacons prosa og Shakespeares vers, er blevet bemærket af mange forfattere.

For eksempel digteren og essayisten Alexander Smith, der skrev om Bacon: "Han synes at have skrevet sine værker med Shakespeares pen."

Gerald Massey, digter, profet og mystiker, skrev på lignende vis: "Bacons filosofiske ideer er overgydet med Shakespeares tanker." Thomas Carlyle, essayist og historiker, har udtrykt: "Der er en forståelse manifesteret i Shakespeares skuespil lig med den i Bacons Novum Organum."

Og historikeren Will Durant har skrevet om Bacon: "Her er sproget så overlegent i prosa som Shakespeares er i vers."

Thomas Fowler, vicekansler ved Oxford Universitet, udtrykker om Bacon: "Ingen anden forfatter kan sammenlignes med ham, måske med undtagelse af Shakespeare."

Et stærkt argument for, at Shakespeares sande identitet skal findes i Sir Francis Bacon kan observeres i den måde, Londons litterære kredse reagerede ved henholdsvis Will Shakespeares død i 1616 og ved Bacons ditto i 1628.

Ingen notits af hans død

Datidens tradition for litterære kolleger var at ære en afdød digter eller forfatter i blomstrende sætninger og rosende vers. Men da Will Shakespeare døde, var der fuldstændig stilhed. Ikke et ord blev ytret på skrift, selvom Shakespeares skuespil var meget populære og Shake-Spears Sonnetter blev rost vidt og bredt.

Denne manglende reaktion er usandsynlig, nærmest utænkelig, hvis manden fra Stratford virkelig var den sande forfatter.

Da Bacon døde, var responsen til gengæld enorm. Der var så mange anerkendelser, at en særlig bog blev udgivet til hans ære - Manus Verulamiani. Det mest forbavsende træk ved denne bog, var de mange henvisninger til Bacons digteriske evner (Han havde aldrig udgivet et eneste vers i eget navn), med mange henvisninger til hans inspirationskilde, Pallas Athena, Shakespeares anerkendte muse, som dokumenteret i Sonnetterne.

Tilsyneladende vidste den litterære elite udmærket godt, at Will Shakespeare blot var en dæk personlighed for Bacon.

Bacon - barn af majestæt

Francis Bacon var et kærlighedsbarn af dronning Elizabeth I og Lord Robert Dudley (senere Jarl af Leicester). Det var en omhyggeligt bevogtet statshemmelighed, fordi Elizabeth sandsynligvis ville have mistet både krone og sit hoved, hvis det havde været almindeligt kendt, at hun havde født et barn, der endda blev undfanget med en gift mand, hvis kone døde på mystisk vis, kort før de i hast og i hemmelighed blev gift, den 21. januar 1561.

Det var præcis dagen før Francis Bacons fødsel, og valget var tilsyneladende et forsøg på at forbedre hans juridiske chancer for at efterfølge hende som konge af England. Disse kendsgerninger er alle dokumenterede bl.a. i forskellige, overleverede brevvekslinger fra den spanske ambassadør i England.

Hemmeligheden var almindeligt kendt i den inderste kreds omkring den kongelige familie og i Privy Council, såvel som ved de franske og spanske hoffer - men ikke i offentligheden.

En stor del af bevismaterialet dukkede først op længe efter begivenhederne, nogle endda så sent som i det 20. århundrede.

Shake-Speare's Sonnets var Bacons personlige dagbog. Navnet var antageligt inspireret af hans muse, Pallas Athena, den græske gudinde, som var beskytteren for kunst og videnskab og kendt som 'spydrysteren' (spear-shaker), der rystede uvidenhed ud af mennesker og vækkede dem op til en større vision - det centrale tema i både Bacons og Shakespeares værker. Derfor havde navnet William Shakespeare en naturlig tiltrækning for Bacon, som var nødt til at skrive under et pseudonym, idet det at skrive skuespil, blev anset for upassende adfærd for adelen, og Bacon håbede i mange år på at efterfølge Elizabeth.

Shakespeares samlede værker - der er almindeligt anerkendt som det største enkeltstående bidrag til engelsk litteratur - er intet mindre end livshistorien om en af de største personligheder, der nogensinde har leveten dramatisk historie om håb, hemmeligheder, ambition, kærlighed, intriger og forræderi.

Når først det indses, at Francis Bacon var forfatteren til Shakespeares værker, så kan værkerne forstås i en sammenhæng med datidens førende personlighed, og ikke - som det ellers er hævdet - som noget, der er mirakuløst udsprunget af en bondedrengs bevidsthed.

Ross Jackson er forfatter og ph.d. i økonomi. Kronikken er baseret på hans to bøger 'Shaker of the Speare; the Francis Bacon Story' og 'The Companion to Shaker of the Speare'. Ross Jackson holder en workshop om emnet den 16. maj med Shakespeare-skuespiller Merete Nørgård

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå, så skal dén gamle traver luftes igen.

Helt tilbage i 1915 hyrede rigmanden Georg Fabian en genetiker ved navn Wolfe (senere Williiam) Frederic Friedman til sit Riverbank laboratorium, hvor han også havde ansat en cryptolog for at bevise Bacon hypotesen.

Sammen med Elisabeth Smith, som senere giftede sig med Friedman, blev det starten på en legendarisk karriere for et par af verdens store kryptologer, visse af hans papirer stadig er klassificerede.

Ved USAs indtræden i 1. verdenskrig, blev Friedman involveret i at hjælpe regeringen, med praktisk decryptering og undervisning. Hans store fortjeneste var at kombinere mange videnskaber (matematik, statistik, linguistik). Han har modtaget stort set alle de dekorationer en civil amerikaner kan få, for sit virke som cryptolog. Hans kone var involveret i at dekode spritsmuglere under forbudstiden for FBI.

http://www.nsa.gov/about/cryptologic_heritage/hall_of_honor/1999/friedma...

De kunne ikke finde det fjerneste bevis for at Bacon havde noget med Shakespeare at gøre, og skrev efter deres pensionering en kritik af hypotesen "The Shakespearean Ciphers Examined" (CUP, 1957), som angiveligt begravede ideen for altid, men her dukker den så op igen.

Så kan driftige personer altid sælge nogen bøger på den konto. Verden vil bedrages.

Venllig hilsen

Claus

Thomas Holm

Har Information.dk ikke allerede en konspirationstråd? Mens det sikkert er interessant "at stille spørgsmål", så skal der lige være en chance for at grundlaget er korrekt.

"Ingen notits af hans død

Datidens tradition for litterære kolleger var at ære en afdød digter eller forfatter i blomstrende sætninger og rosende vers. Men da Will Shakespeare døde, var der fuldstændig stilhed. Ikke et ord blev ytret på skrift, selvom Shakespeares skuespil var meget populære og Shake-Spears Sonnetter blev rost vidt og bredt.

Denne manglende reaktion er usandsynlig, nærmest utænkelig, hvis manden fra Stratford virkelig var den sande forfatter. "

Og

"Tilsyneladende vidste den litterære elite udmærket godt, at Will Shakespeare blot var en dæk personlighed for Bacon."

--------------

HVIS det passer, hvor sandsynligt er det så lige at INGEN af dem [ De litterære og den litterære elite ] ( såvidt vides ) har efterladt blot en enkelt notits om sagen's [ i så fald rette ] sammenhæng ??? Vel nærmest nul !

Thomas Holm

Ikke et ord? Inden for ti år efter hans død blev der rejst en gravtavle for ham der samligner ham med Socrates og Virgil. Samtidigt blev der udgivet en antologi af næsten alle hans skuespil.

Det var i 1610/20'erne. Hvilke massemedier fra den tid forventer de at finde? Selv i hans aktive teater-karriere eksisterede der ikke en eneste "ægte", autoriseret kopi, men kun mere eller mindre dårlige kopier af hans stykker som rivaliserende teaterhuse eller deltagende skuespillere skrev ned fra hukommelsen.

Det var jo først i den Viktorianske romanticisme han blev så berømt. Indtil da havde han i mange litterære kredse omkring samme ry som f.eks. forfatteren for Mors Sommer Revy's forfatter har i Københavns saloner.

"Det var jo først i den Viktorianske romanticisme han blev så berømt."

Hvis man læser Boswells "Dr.Johnson" kan man se at Shakespeare havde et stort navn allerede da. Johnson ( 300 års jubilæum i år!) havde en elev i sin privatskole ved navn David Garrick, som var en legendarisk Shakespeare-skuespiller (DGs samling af første udgaver af Shakespeares værker, blev angiveligt destrueret af kokkepigen, som brugte een side af gangen til at fore pie-forme med).

Det kan undre at Information lægger kronik-plads til, for noget som ligner plat kommerciel pseudoforskning for mig.

Erich von Dämiken bliver vel den næste?

Venlig hilsen

Claus

Lars Kaaber

I 1592 skrev en døende og musindelig dramatiker, Robert Greene, en hadefuld artikel tituleret "A Groatsworth of Wit", hvori Shakespeare bliver udlagt som en opkomling - en, der ved sin mangel på videregående uddannelse ikke har adkomst til at forfatte skuespil. Shakespeares sølle 5-6 års skolegang er "anti-stratfordianernes" bedste trumfkort, men har altså været afsløret som bluff allerede i 1592.

Diana Price har med sin bog stillet sig op i køen af de forfatterskabs-debattører, som i akademiske kredse bliver affejet som 'vanvittige afvigere'. De bør beundres alene for deres udholdenhed!

Muligvist overså Shakespeare det som enhver bonde ved:

-----------------------------------------------------

Vi er ( heldigvist ) i bestandig forrådnelse

Liv uden død
er en umulighed !

Så vi ( og hver af vore dele ) er ( heldigvist )
iblandt meget andet lignede vi også forløber som:

I bestandig forrådnelse;

det' en nødvendighed
for livsforløb som vore kødelige slags.

[ og der måtte jo være en HELT naturlig
( ja: Nærmest Freja-agtig ) forklaring
på al den sumpgas vi lukker ud ]

men i med- og modspil til:

Vor bestandige forrådnelse
( denne langsomme forbrænding )
forløber vi også som opbyggelse og gendannelse -
HVIS vi æder og drikker det fornødne dertil;

men samlet set - står vi sku' da mestensdels: I forrådnelsens tegn.

--------------------------------------------------------------------------

F. Nietszche: Mht: Sygdomme - er det tvivlsomt om vi kan undvære dem;