Kronik

Ud med sproget - eller er det ét fedt?

Mens vi både har et konstruktivt sprog til at tale om hinandens alholforbrug og efterhånden også har nogenlunde sproglige redskaber til at regulere samværet mellem rygere og ikke-rygere, har vi endnu ikke udviklet et sprog til at tale med hinanden om overspisning og for lidt motion
22. maj 2009

Danske mænd bliver i dag i gennemsnit 76,1 år, mens kvinderne, der ifølge mine fordomme er mere til broccoli, bliver 80,7 år.

Personligt vil jeg godt leve lidt kortere, hvis jeg livet igennem kan slippe for at spise denne afskyelige grøntsag - broccoli - der smager ganske vederstyggeligt. Jeg vil gerne leve et langt liv, men omvendt mener jeg, at kvaliteten er mere interessant end længden.

Regeringen nedsatte i begyndelsen af 2008 en Forebyggelseskommission bestående af kloge koner og mænd, der godt et år senere konkluderer, at fed kost, rygning, alkohol og for lidt motion er en dårlig cocktail, der fører til alskens sygdomme og for tidlig død. Kommissionen har derfor formuleret 52 forslag, der skal gøre deres til, at danskernes levealder øges i løbet af de næste ti år.

Spørgsmålet er, hvor meget der er tilbage af de gode intentioner, når regeringen har nærlæst de kedsommelige og forudsigelige forslag. Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har allerede skudt en del af forslagene ned.

Det virker, som om kommissionen konstant har arbejdet med automatpiloten slået til, og man kommer uvilkårligt til at tænke på en af Storm P's fluer:

"Du, hva' er en akademiker?"

"Det er, når man har læst sig til det, vi andre ved."

Forebyggelseskommissionen vil tilsyneladende ikke ud med sproget. Det kan også tænkes, at de ikke har det - altså sproget - og synes, det er ét fedt.

En festlig dansker

Vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var en god repræsentant for Forebyggelseskommissionen. Han lignede - og ligner - en asket, der aldrig har spildt sin dyrebare tid ved pølsevognen eller fadølsanlægget. Afløseren, Lars Løkke Rasmussen, er hans direkte modstykke. Han har - ligesom Forebyggelseskommissionen - ikke sproget, der gør forskellen.

Kommissionen foreslår bl.a., at der skal skræmmebilleder på cigaretpakningerne. Det kunne f.eks. være kulsorte rygerlunger. Hvorfor skal der ikke være skræmmebilleder på fløde-, smør- og baconpakkerne? Det kunne være illustrationer af hjerte-kar-sygdomme, amputerede ben etc.

Nogle af os er i øvrigt så heldige at have gener, der gør, at vi både kan ryge, drikke, hore og spise flæskesvær, uden at det har voldsomme konsekvenser.

'6 om dagen'-kampagnen arbejder for at få danskerne til at spise mere frugt og grønt. Asketen Anders Fogh Rasmussen kunne med vægt og sindsro sige "seks om dagen", for han kunne løbe fra os alle sammen, og når han ikke løb, så cyklede han. Jeg kan blive helt forpustet over at tænke på hans fysiske præstationer.

Med Rasmussen den tredje er det en anden sag. Han er prototypen på en almindelig, leverpostejfarvet gennemsnitsdansker. Han er festlig, og han drikker og ryger for meget, selv om han har forsøgt at leve op til kravene fra kommissionen. Han er (vist nok) holdt op med at ryge, og han drikker ikke længere - i hvert fald ikke offentligt. Men selv om han flere gange er blevet set - og fotograferet - som cykelrytter, så tror vi ikke rigtig på ham. Han ligner ikke én, der kan bære Forebyggelseskommissionens førertrøje. Både kropssproget og sproget som sådan taler imod.

I dag kræver vi Obama-typer. Folk, der både kan sige, hvad de gør, hvad vi burde gøre og selv gør det.

"Mit sprogs grænser er min verdens grænser, og sproget er for tanken, hvad buret er for fuglen," sagde Ludwig Josef Johann Wittgenstein (1889-1951) - en østrigsk filosof, der har haft varig indflydelse inden for specielt sprogfilosofi, logik og bevidsthedsfilosofi.

Madpolitiet

"Nu har du vist fået rigeligt," siger bartenderen til en person, der har svømmende øjne, uklar tale og svært ved at holde balancen. Alkoholsnak er kommet på formler: Vi ved, hvad vi må drikke, og vi blander os, hvis børn køber alkohol, før de er gamle nok. Vi skrider også ind, hvis en ven har fået for meget indenbords ved at tage hans bilnøgler, eller vi får fat i en taxi.

"Er det i orden, at jeg ryger?"

Efterhånden er der også nogenlunde faste rammer for rygningen, så vi kan vejlede om, hvordan rygere og ikke-rygere kan være sammen ud fra en positiv kontekst. Vi kan i sproget tage positivt hensyn. Det er legalt for ikke-rygere at bede rygere om at dyrke deres last udendørs. Men når det drejer sig om mad, har vi intet positivt sprog.

Forestil dig, at du til konfirmationen siger:

"De, der ikke kan klare at spise for fedt, sidder på højre side af bordet, og de, der kan tåle mere almindelig mad, sidder til venstre."

Vi har ikke mulighed for at tale om hensigtsmæssig spisning med konstruktive ord. Vi kan i hvert fald ikke tale om det, når der er overvægtige tilstede, for så overtræder vi - i bedste fald - nogle personlige grænser.

Vi kan ikke sige til moster Lise, at hun er i en vægtklasse, der gør, at vi til konfirmationen har sat hende på skånekost og gulerødder. Selv om det både er for at vise ansvar over for hende og for at vise os som gode forbilleder for vores børn.

"For din vægtklasse serverer vi desværre ikke dessert."

Hvordan ville du reagere, hvis tjeneren på restauranten konstaterede, at du vejede over 100 kilo og derfor ikke havde godt af en sød kaloriebombe?

Kan vi melde en tjener til madpolitiet, hvis han serverer endnu en portion flødestuvede kartofler til onkel Knud, der for mange år siden passerede de 90 kg?

Eller hvad ville du sige til, at IBM under et kursus delte frokostbordene op efter BMI, så maden, der blev serveret ved de enkelte borde, afhang af deltagernes BMI?

Forandringsskaber

Vi danskere er alt for fede - eller godt på vej til at irritere badevægten.

Hvis vi skal tale pænt om det, så spiser vi for meget eller motionerer for lidt. Det er usundt, og det kan både ses og mærkes. Det ved både Forebyggelseskommissionen og alle vi andre.

Der bliver gjort en del - i hvert fald for børnene.

Vi snakker med vore egne børn om kost og motion. Men vi må ikke snakke med andres børn - og slet ikke voksne - om deres overvægt, for det kan vi ikke. Vi har ikke et sprog til det.

Som behandler er jeg meget optaget af at være forandringsskaber for familier, der har det svært. Jeg ser, at forandringer lettest skabes i en sammenhæng, hvor processen kan beskrives positivt.

Jo mere tydeligt målet kan beskrives, desto nemmere er det at nå frem til målet.

Hvis forældrene f.eks. er enige om, at deres mål er, at deres datter skal lære at læse, så kan de se meningen med at læse sammen med hende 20 minutter hver dag. Og forældrene kan se, at hun udvikler sig. Som forældre kan de se det fornuftige i at ændre på handlingsmønstrene i familien, og vi kan sammen finde frem til de konkrete værktøjer, der skal til for at nå målene.

For misbrugeren er det endnu vigtigere, at han kan se - eller næsten dufte - målet. I den sammenhæng har det været vigtigt at skabe et konstruktivt, beskrivende og anerkendende sprog, der hele tiden understøtter udviklingen.

Vi kan tale om rygning og alkohol, men vi kan ikke tale positivt om overspisning kombineret med for lidt motion. Hvorfor kan vi ikke det?

Ludwig Josef Johann Wittgenstein ville nok sige, at det er fordi, vi endnu ikke har udviklet et sprog, som anerkender disse dilemmaer og italesætter dem, så kommunikationen bliver dialogorienteret frem for fordømmende.

John Falkenberg er psykolog og har arbejdet som familieterapeut siden 1985.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu