Kommentar

To fortællinger - én nation

Blev De Forenede Stater grundlagt af kristne, gudfrygtige mænd - eller blev det grundlagt af oplysningstænkere med et blik for religioners splittelsespotentiale?
Debat
12. maj 2009

Et af problemerne ved at være journalist er, at folk har det med at gå ud fra, at man ved langt mere, end man faktisk gør. Mange beder os derfor om hjælp til at få offentliggjort deres bogmanuskripter.

En ven har sendt mig først udkast til en bog, han skriver på, og som har fået titlen Deism: A Journey of Reason. I dette tilfælde er jeg kun glad for at hjælpe, for min ven er en tænksom fyr, der har en skarp pen. Dog vil han gerne have mine råd til, hvordan han kan skærpe sin prosa endnu mere. Skal jeg være til nogen hjælp, må jeg imidlertid først forstå problematikken, og det har fået mig til at gennempløje stakke af bøger om det 17. og 18. århundrede om religion og filosofi og om amerikansk historie.

Et spændingsforhold

Hans ærinde har, som De måske har gættet, en del at gøre med politik. Mere specifikt interesserer han sig for den aktuelle politiske brudzone, som ser ud til at drive USA's evangeliske kristne endnu længere mod højre og sætte dem desto mere uforsonligt op imod et mere eller mindre sekulært, mere eller mindre moderat religiøst centrum-venstre.

I et vist omfang beror dette spændingsforhold på to rivaliserende fortolkninger af Amerikas historie: Var vores grundlæggere kristne mænd, der var inspireret af kristen teologi, som mange insisterer? Eller var de i hovedsagen deister, dvs. repræsentanter for oplysningstænkningen, hvis primære sigte var at sikre freden indadtil på disse himmelstrøg ved at sætte absolut skel mellem kirke og stat?

Religiøse krige

Min ven, deisten, er utvivlsomt blevet inspireret af sidstnævnte position til at formulere sit forsvar for guddommelig minimalisme. Rammen for den opfattelse, han artikulerer, er således en meget amerikansk 'rejse' for at finde de svar, han søger.

Europæere, der er fortrolige med deres historie, kender langt bedre end jeg konsekvenserne af religiøse stridigheder og de sammenstød med sekulære ideologier, der har udmøntet sig i forskellige former for sociale velfærdssystemer.

Herovre har vi været tilbøjelige til at udvikle bestemte fortællinger om vores nationale fortid, og de har generelt fungeret udmærket for os selv, om ikke altid for andre. En version lyder, at USA blev grundlagt af gudfrygtige mennesker, som søgte religiøs frihed, herunder såvel frihed fra undertrykkende religion som frihed til at praktisere religion efter deres eget valg.

Vi har skændtes om mange ting, men har sjældent om overhovedet nogensinde har vi grebet til våben imod hinanden i rent religiøse krige. Et biprodukt af at holde statsmagten ude for religion, har været, at religionen har kunnet stortrives hertillands.

Stærkest i syd

På udpræget amerikansk manér er vores tilgang til religion ofte som forbrugeres er til mærkevarer. Vi shopper på det religiøse marked, hvor vi søger en tro, der kan gøre os til bedre mennesker, hvad enten det sker i kraft af et eller andet religiøst ritual eller ved at føre os igennem et mønster af øvelser til selvhjælp. Amerikanere elsker historier om forløsning, fortællinger om mennesker, som først er faldet dybt for siden at nå højderne efter at fundet den helt rigtige tro.

En ny undersøgelse viser, at omkring halvdelen af os skifter religiøst tilhørsforhold mindst én gang i vort liv. De af os, som ikke vil vide af nogen religiøs tilknytning, er steget til 15 procent fra 8,2 procent i 1990, mens 12 procent hævder at tro på en upersonlig guddom, deriblandt er utvivlsomt min ven, deisten.

Omkring tre ud af fire voksne amerikanere erklærer sig for kristne - i 1986 var det tilsvarende tal 86 procent. Forskellene slår også igennem regionalt: Religiøsiteten er stærkest i Sydstaterne og svagest på Vestkysten og i Nordøst. I New England, især, er Gud i lav kurs, mens hans andre steder er en væsentlig spiller. Set over hele landet kan de kirker, som betegner sig selv om 'evangeliske', rapportere om en stærk tilgang af nye troende, mens den såkaldte 'mainstream'-kirke er i støt tilbagegang for medlemmer.

Det okkulte

Kuriøst nok ser vi også ud til at være overdrevent til fals for tro på det overnaturlige. Omkring halvdelen af os tror på, at der findes spøgelser, og 40 procent af os er bekymret for at blive bortført af rumvæsener. Interessen for det okkulte meldes ligeledes at være stigende.

Disse statistiske data får mange mennesker til at himle op. Nogen læser tallene sådan, at vi driver imod sekularisme, eller som det hedder med et af tidens buzz-ord: imod European style socialism. En hel del amerikanere betragter Europa som et kontingent fyldt med hedninge, hvilket muligvis modsvares af, at adskillige europæere ser os som håbløst overtroiske og bibeltro ignoranter - det skal jeg ikke kunne sige.

Men på den anden side ser disse tal også ud til at vise, at vi fortsat er stærkt religiøse i dette lande, og at vi amerikanere, uanset hvor meget vi så skifter religiøst tilhørsforhold eller menighed, fremdeles holder fast i den amerikanske forkærlighed for religiøs og spirituel identitet.

Lincoln

Vores nye præsident vakte en vis opmærksomhed, da han i sin indsættelsestale i januar erklærede: "Vi ved, at vores brogede baggrunde er en styrke, ikke en svaghed. Vi er en nation af kristne og muslimer, jøder og hinduer - og ikke-troende."

Næppe just et kontroversielt udsagn, men alligevel usædvanligt i sin ligefremme konstatering.

Barack Obama valgte også at aflægge sin kontinent med hånden på den samme bibel, som præsident Abraham Lincoln i sin tid brugte. Lincoln var imidlertid en troens pragmatiker. Blandt historikerne ser det ud til at være konsensus om, at hans anskuelser lå tættere på deismens end på kristendommens. Sendte den nye præsident et kodet budskab til deisterne og tvivlerne iblandt os eller var det blot politisk teater?

Fortsæt søgen

Vi har tydeligvis ikke nået det punkt (og når vi det nogensinde?) hvor en erklæret ikke-troende eller for den sags skyld en teologisk docerende prædikant kan blive valgt til De Forenede Staters højeste embede. Men lige fra første færd, begyndende med Washington, Adams, Jefferson, Madison og mange flere, har vi betroet vor republik til ledere, som næppe ville være veget bort i rædsel, dersom de var blevet citeret i min vens bog om deisme.

Som kristen selv håber jeg på, at amerikanerne vil fortsætte med at søge inspiration, den være sig guddommelig eller sublim, i fortsat åndelig nysgerrighed uden at frygte for hverken videnskab, sekularisme, deister, teister, spøgelser eller for den sags skyld skræmmende europæere.

Paul Ashdown er professor i journalistik på University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her