Kronik

Tvivl og tillid i krisens tid

Økonomerne forklarer verdenskrisen med kreditter til amerikanske husejere, som ikke var i stand til at betale, og til investeringer på finansmarkederne, som ingen var i stand til at forstå, iblandet en god del svindel, som ingen opdagede i tide. Det eneste, en ærlig økonom kan sige om fremtiden, er, at jo større afkast du ønsker, jo større risiko må du løbe - det ser vi nu
Under mottoet -Kapitalsime er krig og kaos- gik titusinder gennem Berlins gader fredag den 1. maj.

Under mottoet -Kapitalsime er krig og kaos- gik titusinder gennem Berlins gader fredag den 1. maj.

Fabrizio Bensch

Debat
4. maj 2009

Økonomerne klamrer sig i denne tid med finanskrise og fallitter til målelige størrelser som rentesatser, valutakurser og priser. De afviser eller nedvurderer kultur og værdier, tvivl og tillid som bestemmende faktorer i verdensøkonomien.

Men det gør Barack Obama ikke. Han nævnte i sin indvielsestale ikke de konkrete planer, han sammen med Kongressen nu er i gang med at gennemføre: investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed og renovering af den finansielle sektor. Han talte derimod om gode gamle dyder og værdier som flid, ærlighed, mod, retfærdighed, tolerance og tillid.

Der hvor økonomerne ofte tager fejl, er, når de undervurderer sandsynligheden for fejl og risiko i de tiltag, de foreslår.

Helt tilbage i 60'erne, da jeg læste udviklingsøkonomi på Princeton University, blev økonomerne på en vis måde forført af naturvidenskabens imponerende resultater.

Naturvidenskaben taler ikke om sandsynlighed, men om vished: Hælder man saltsyre på kridt, kommer der CO2 - ikke som regel, men altid. Og skulle det en gang mirakuløst vise sig ikke at ske, må vi i gang med at lave om på den kemiske teori.

Økonomerne begyndte at tro, at økonomien ligeledes kunne behandles og forstås på samme måde. Det drejede sig blot om lidt finjustering hist og her, så ville man for altid kunne undgå de økonomiske kriser ved en passende blanding af penge- og finanspolitik. De tog eklatant fejl.

Prisen på æbler

Hvad de overså, var, at mens naturvidenskaben beskæftiger sig udelukkende med den materielle verden, drejer økonomi sig om mennesker. Og vi er uforudsigelige i vores tillid eller tvivl.

Kommer der en masse æbler på markedet, vil de fleste økonomer tage det for givet, at prisen vil falde. Men hvis samtidig alverdens tv -studieværter får besøg af læger, der fortæller, at et æble om dagen sikrer helbredet og et langt liv, er det sandsynligt, at efterspørgslen og dermed prisen på æbler i stedet stiger.

Endnu værre er det på finansmarkederne, hvor faldende aktiepriser ryster tilliden, og folk sælger ud i stedet for at købe de billige aktier. Man kan altså aldrig med fuld sikkerhed forudsige resultatet af et økonomisk tiltag.

Stor afkast, stor risiko

Det eneste, en ærlig økonom kan sige om fremtiden, er, at jo større afkast du ønsker, jo større risiko må du løbe, og at en fornuftig investor altid sørger for at satse på både gyngerne og karrusellerne, altså investerer i både aktier og obligationer, har både kontanter og fast ejendom, og hvis bankkontoen er stor nok, sørger for at dele den op i både danske kroner og fremmed valuta. En sund økonomi må baseres på forbrugernes tillid. Hvis jeg skylder dig 100 kroner og derfor rækker dig en seddel med det pålydende, er det afgørende, at du faktisk har tillid til, at du med det stykke papir kan købe goder til en værdi af de 100 kroner. Det mener du måske, er selvindlysende, men det er det rent faktisk ikke.

Tillid til penges værdi

Hvis der, siden du lånte mig pengene, har været inflation, så har de 100 kroner ikke længere den oprindelige værdi.

Og den proces kan gå grassat, så pengene mister al værdi. Det ser vi i øjeblikket i Zimbabwe og har oplevet tidligere i lande som Kina og Tyskland. Tilliden til pengene blev afløst af en tvivl så stærk, at økonomien gik fallit.

Samtidig er der nu sket det, at vores nationale økonomier er blevet globaliserede. Og det er først og fremmest denne globalisering, der har gjort den nuværende krise til en verdenskrise. Det vil derfor kræve globale tiltag at overvinde krisen.

Rent logisk kræver et globalt tiltag en form for verdensregering, og en sådan findes ikke. FN har ingen indflydelse på vores økonomiske handlinger. Forsøget med G20 går i den rigtige retning, men holder sig stadig til alt for vage hensigtserklæringer.

Så Obama er i klemme. Den tillid, han selv udstråler, skal nok sikre, at hans planer i en eller anden form vil blive gennemført i USA, men han har brug for - om ikke hele resten af verdens så i hvert fald - de førende økonomiske spilleres samtykke for at komme frelst ud af krisen. EU får han vel efterhånden med på det meste, selv om Tyskland stritter imod, men hvad med Kina og Mellemøsten?

Kina ejer nærmest USA

Obama bør sætte sig ned med Kinas præsident, Hu Jintao, og blive enig med ham om et par økonomiske spilleregler dem imellem.

Kina bør gøre sine penge dyrere og dermed dollaren billigere, så USA kan forøge sin eksport til Kina. Den proces er i gang, men er omgivet af for meget politisk manøvrering fra begge sider. Og der er grænser for, hvor billig dollaren skal blive. For Kina sidder på milliarder og atter milliarder af dollar i amerikanske statsobligationer og vil selvfølgelig ønske at bevare så meget af deres oprindelige værdi, som en passende balance i de to økonomier tillader. Kina og USA er i dag de to afgørende magter i verden. Merkel, Sarkozy og Brown vil gerne være med i spillet, men i de afgørende tiltag er deres rolle marginal.

Så skal der laves en aftale med Mellemøsten om faste oliepriser. Obama har sagt, at han ønsker at "behandle muslimske lande i gensidig interesse og med respekt".

Hvad respekten angår, er det umuligt at forestille sig, at Obama har ment, hvad han sagde. Han kan ikke tænkes at godtage lande, som diskriminerer halvdelen af deres befolkning, og som ikke behandler deres indbyggere lige uden hensyn til deres religion.

Men den gensidige interesse er klar. Lande som Irak, Iran og Saudi-Arabien har brug for at sælge deres olie. Vi har brug for at købe den, mens vi samtidig fremmer vedvarende energikilder. Når olieprisen ligger omkring de 100 dollar pr. tønde, er vind-, vand- og solenergi konkurrencedygtige, og investeringer i dem vil finde sted uden behov for statsstøtte. 100 dollar for en tønde sikrer stadig olielandene formidable indtægter, så der skulle være god basis for en aftale, der ville være i alles interesse.

Og Obama har om nogen magten til at få den i stand.

U-lande glemmes i krisen

I hele denne økonomiske sammenhæng er u-landene stort set glemt. De er uden skyld i krisen, men bliver uretfærdigt ramt hårdere end alle andre, når råvarepriser, turisme, pengeoverførsler fra gæstearbejdere i Vesten og Mellemøsten og udenlandske investeringer alle svækkes. Obama har lovet at give en hjælpende hånd, men USA er stadig målt pr. indbygger det nærigste donorland i den rige del af verden.

Mens den rige verden nu laver hjælpeprogrammer til sig selv af størrelsesordenen 3.000 milliarder dollar (16-18.000 milliarder kr.), sidder den samlede u-landshjælp stadig fast omkring de 100 milliarder.

Den faktor 30 er næsten symbolsk u-landene og os imellem. Vi er 30 gange så rige, vi sviner 30 gange så meget med CO2-udslip, og vi tildeler os selv 30 gange så meget, som vi under dem.

Verden er i sandhed af lave. Global uretfærdighed af dimensioner.

Mangel på tillid

Allermest drejer krisen sig om at fjerne frygten og tvivlen, som nu har fået de fleste økonomier til at gå i stå. Tillid er mangelvaren.

Om nogen kan genskabe den, må det være Obama. Han er det globale menneske. Han er opvokset i Indonesien og på Hawaii, han har gået i både muslimsk og katolsk skole, han er både hvid og sort og har familie og søskende i snart sagt alle regnbuens farver. Det ville jo være fantastisk, om han kunne være præsident for ikke bare USA, men for den økonomiske krise så klart ville gøre ønskværdig.

Det er desværre kun en drøm.

Sven Burmester er forfatter og udforsker, bosat i Kina

PAGE

- PAGE 6 -

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her