Klumme

Ude at gynge i mediehavet

Overalt i medieverdenen træder de p.t. vande. Ingen aner reelt noget om, hvordan fremtiden vil forme sig inden for nyhedsindustrien, og hvordan journalistikken vil overleve på sigt
15. maj 2009

I denne uge deltog jeg i et arrangement, der hedder Redaktørernes dag på Hotel Svendborg.

100 af mediebranchens ledere fra forskellige niveauer mødtes under overskriften 'Tændt i turbulente tider'. Det handlede mest om ledelse. Det er sådant et begreb, som en hastigt voksende konsulentbranche har spundet guld på i de senere år.

Det handler naturligvis mest om udfordringer. Det er sådant et ord, som nu anvendes med en sådan hyppighed, at det langsomt devalueres. Som vi ved erstattede 'udfordringer' for nogle år siden ordet 'problemer'.

Hverken mediebranchen eller den globale økonomi har naturligvis ikke længere problemer, fordi udfordringerne hober sig op.

Da den amerikanske politiske korrekthed var på sit hysteriske højdepunkt var det også forbudt at anvende ordet 'handicappet'. En person, lænket til en kørestol var 'bevægelses-udfordret' og en sinke var 'mentalt udfordret'. Deltagerne i redaktørernes dag står ikke økonomisk, strukturelt og markedsmæssigt - undskyld udtrykket - i lort til halsen. De er ved at kvæles i 'udfordringer'.

De udfordringer og udtalelser som var gennemgående på Redaktørernes dag kan ikke citeres, fordi der fra begyndelsen blev nedlagt referatforbud. Jeg er altså afskåret fra at fortælle om de mange, lange og brede erfaringer, som paneldeltagerne i en diskussion om spareplaner og afskedigelsesrunder havde. Jeg kan kun overordnet konstatere, at de af gode grunde var mange og interessante og at moderne medieledere er blevet eksperter i sparerunder.

Og det kan man jo godt forstå. Ligesom begrebet problemer er afskaffet, er begreberne læsere, lyttere og seere blev afskaffet og erstattet med brugere.

Det fremgik også af onsdagens konference i det solbeskinnede Svendborg, at begreberne radio, tv og aviser er afskaffet. Det hedder nu med et samlet ord platforme. Til gengæld afslørede redaktørdagen (stadig uden at referere noget som helst) at der er sket et ikke uinteressant skred i holdningerne til, hvordan man skal håndtere platforms- og spareudfordringen.

Piskes med 'tværmedialt'

Skal moderne journalister mestre alle medieformer, fordi journalistik er et trans-medialt håndværk, der grundlæggende er ligeglad med, hvilke tekniske distributionsformer den anvender? Altså at den professionelle journalist naturligvis kan fortælle historien på alle platforme. Og at alle historier uden større dikkedarer med en enkelt tilretning kunne tilpasses alle platforme.

For de, der allerede har gennemgået en række større sparerunder er svaret naturligvis helt i overensstemmelse med virkeligheden: Naturligvis kan journalister det. De ikke bare kan - de skal. Af den meget enkle grund, at den stærkt nedskårne stab eller ikke ville være i stand til at fylde alle platformene. Så fyldes der alle mulige smarte ord på om synergi, processer og brugervenlighed. I de mediehuse, hvor sparerunderne har været knapt så drastiske, er holdningen også i overensstemmelse med den økonomiske virkelighed: Her skal journalisterne specialisere sig. Ikke kun på stofområder, men også på platforme.

For få år siden faldt medielederne over hinanden i et næsten enigt kampråb om, at alle kunne alt og mediehusene skal ud gennem alle revner og sprækker. Journalistik er journalistik - ligegyldigt om der er deadline hvert minut på en 24-timers tv-kanal eller hver uge på Weekendavisen.

Siden er der gjort mange og dyre erfaringer: F.eks., opdagede TV2-Nyhederne, at man ikke bare uden videre kunne genbruge stoffet fra TV2 News i den store nyhedsudsendelse klokken 19. Det var måske den samme historie, men rammen og stilen samt seernes, undskyld brugernes, forventninger og krav er forskellige. Det er muligt, det hele er Mozart og alle er professionelle musikere, men celloen lyder altså anderledes, hvis det er trompetisten der spiller på den.

Men spørgsmålet om deling af indhold og journalisters udvidede platforms-muligheder (eller pligter) er kun en lille del af et helt overordnet spørgsmål i en tid, hvor amerikanske dagblade lukker, hvor danske dagblades fremtidige (eller nutidige) økonomi er truet på livet. Hvor omnibusavisen er død, og de utaknemmelige og troløse brugere suser rundt i mediehavet og ikke er til at stole på.

Vænnet til gratis fix

Brugerne er vænnet til, at nyheder er gratis - og nu rumler flere dagblade her og i udlandet igen med tanker om, hvordan man kan tage betaling for noget, som vi har vænnet os til er gratis. Nyheder f.eks.

Der vrimler med udsagn om web-strategi og nye tiltag. Ikke et eneste mediehus har knækket koden til, hvordan man tjener tilstrækkeligt med penge på nettet.

Danmarks tilsyneladende mest succesrige nyhedswebsite, Ekstra Bladets eb.dk tjener omkring to øre pr. bruger, mens avisen - trods aviskrisen -tjener to kroner pr. læser.

Der er uendeligt langt til en bæredygtig web-økonomi for mediehusene. Ikke mindst fordi nyheds- og informationsbrugerne samler sig om web-sider, som ligger udenfor de traditionelle mediehuse. Verdens største nyhedsmedie (målt på brugere) er nu Google news, som ikke har ansat en eneste journalist.

I hele denne omfangsrige diskussion, ikke blot på Redaktørernes dag i Svendborg, men overalt i medieverdenen, træder et træk mere og tydeligt frem:

Ingen aner i virkeligheden noget om, hvordan fremtiden vil forme sig.

Ingen har fundet løsningen på, hvordan den "gammeldags' nyhedsindustri og journalistikken vil overleve på sigt.

En hel masse sender skyer af varm luft udover både det hjemlige og det globale mediehav og gynger videre.

Det er ikke noget problem. Men det er en gigantisk udfordring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Larsen

Journalistikken er død, og pladsen er blevet udfyldt med ligegyldigheder.
Når Ekstrabladet kun tjener 2 øre pr læser, er det måske fordi der ikke er noget at læse. Forklaringen på, at de alligevel er størst findes nok på den virtuelle side 9. Men resten af indholdet er fuldstændigt det samme som kan findes på 100 andre sites.
Betaling eller ikke betaling så vil løsningen være den samme, journalistikken bliver nød til at genopfinde sig selv og frigøre sig fra de store mediehuset og deres kassetænkning. Ideen med at tage papiravisen og bare udgive den på nettet overlever ingen, løsningen er at udnytte mediet på mediet præmisser og kombinere det med kvalitetsindhold.
Og så stop klynkeriet om at folk er blevet vænnet til at det er gratis. Der er to muligheder lær at bruge gratispræmissen, eller udvikl en betalingsform som er brugbar, og lav et produkt der er værd at betale for.