Kommentar

Barnets reform skal være for barnets bedste

Det er på tide at få en øget viden om årsager til stigningen i antallet af anbragte børn, hvilket vil give en mulighed for at tilrettelægge en ny, målrettet social indsats
Debat
8. juni 2009

Der forhandles aktuelt om en ny reform for børn med behov for særlig støtte. Den skal følge anbringelsesreformen fra 2006, som fulgte reformen fra 2001. Den kaldes ‘Barnets reform’.
Et godt udgangspunkt for en reform er at gøre status. Antallet af anbragte børn udenfor eget hjem ligger nogenlunde stabilt på ca. én procent af alle børn. Antallet af hjemmeboende børn, som modtager hjælp, var i 1993 ca. 5.500 børn. I 2005 var tallet ca. 16.000, hvilket er en tredobling på 12 år. Der er ca. 10.000 flere børn i børneforsorgen end der var i 1993.
Stigningen i antallet kan skyldes, at børns vilkår er blevet dårligere. En aktuel analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at antallet af børn, som lever i fattigdom steg med 12.500 (39 pct.) fra 2001 til 2006. Fattigdom er ofte forbundet med isolation og manglende adgang til de aktiviteter børn normalt deltager i.
Et andet udtryk for børns vanskeligheder er det stigende antal, der modtager psykiatrisk behandling. Ifølge ministeriernes optællinger er antallet næsten firedoblet fra 1997 til 2006, hvortil kommer over 2.500, der venter på at blive undersøgt. Det følges af et øget forbrug af stærk, psykiatrisk medicin (Ritalin), som ifølge lægemiddelstyrelsen i 2002 blev givet til 2.900 og i 2006 til 8.300 børn og unge.
Det er kun et par indikationer på udviklingen i børns vilkår, som kan have betydning for det stigende antal børn i børneforsorgen.
Særlige børn
Stigningen i antallet af børn i børneforsorgen er fulgt af en stigning i definitioner af, hvem der skal have hjælp.
Der er flere som har behov for vidtgående specialundervisning i skolen. De er ifølge undervisningsministeriet steget fra 1,2 pct. til 1,5 pct. af alle børn fra 1997 til 2007, og de amtslige udgifter på området er mere end fordoblet. Det tyder på, at skolerne nu definerer flere børn som anderledes end tidligere.

Større opmærksomhed

I samme periode er der kommet nye diagnoser af børns tilstand og adfærd. Den mest brugte er ADHD, men også aspergers syndrom, autisme og tourettes-syndrom er kendt af de fleste fagfolk. De nye kategorier betyder, at flere børn bliver rubriceret med krav om særlig behandling. Hvorvidt det stiller børn bedre end tidligere, er der ikke lavet undersøgelser af. På det psykiatriske område er der f.eks. stor usikkerhed forbundet med langtidsvirkninger af ritalinmedicinen. Love og regler har i de sidste 15 år i sig selv fremmet opmærksomheden på især forsømte børn. Der er kommet regler om samarbejde mellem socialvæsen, skole og politi. Der er indført et tværfagligt samarbejde mellem lærere, pædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere. Der er lavet regler om skærpet indberetningspligt for borger og især for professionelle. Der er kommet regler om tidlig opsporing med fokus på misbrugende mødre.

Opret et børneinstitut

Det har samlet set øget opmærksomheden på børns forhold, og øget muligheden for at se problemer, som tidligere var skjulte. Måske har det ført til, at forhold som tidligere blev betragtet som mindre alvorlige, nu gøres til genstand for kategorisering og behandling. Måske behandles problemer som tidligere forsvandt af sig selv. Det vides ikke.

Det er sandsynligvis en kombinations af forandringer i børns vilkår, af nye definitioner af børn og en større professionel opmærksomhed, som får antallet af børn i børneforsorgen til at stige.

I reformarbejdet arbejdes der videre med forebyggelse og anbringelser. Det er socialvæsnets traditionelle spor, der ikke forhindrer børn i at (for)blive en del af børneforsorgen. Det er på tide, at få en øget viden om årsager til stigningen, og dermed mulighed for at tilrettelægge en ny social indsats.

Dertil kommer, at den forskning, der aktuelt gennemføres kun får ringe betydning for de som arbejder med børnene. Den retter sig mod statens embedsmænd og folketingspolitikere.

Et alternativ til ovenstående er, at etablere et Børneinstitut, som forsker i både årsager, handlinger og resultater. Et institut som har relevans for de socialarbejdere, kommunale embedsmænd og lokale politikere, som har det daglige ansvar for arbejdet med børn. Et institut, som lokaliseres tæt på uddannelsen af de professionelle på en professionshøjskole – ikke et universitet, ikke en fritstående enhed og ikke et sektorforskningsinstitut, men et sted hvor viden, kommer i arbejde direkte med de medarbejdere, som handler på området. Et sted, der kan betyde, at barnets reform ikke blot bliver en reform, men nu og fremover bliver til barnets reform.

Frank Ebsen er chef for Videnscenter for Socialt arbejde⁢

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her