Kommentar

DRs integritet og uafhængighed er i top

DR's journalister skal ikke bruge tid på at be- eller afkræfte urimelige anklager om, at de er sorte, gule, grønne eller røde
16. juni 2009

Det er ikke nogen nyhed, at DR udsættes for kritik. Det gør alle medievirksomheder, der beskæftiger sig kritisk med det, der foregår i samfundet. I fredags blev DR tilmed udsat for et interessant knibtangsangreb fra henholdsvis Dagbladet Information og Morgenavisen Jyllands-Posten.

Information påstod i sin ledende artikel, at Pia Kjærsgaard får særbehandling af DR. I Jyllands-Posten kunne man samme dag læse, at et kritisk interview med Mogens Lykketoft forsvandt fra DR s hjemmeside, efter at han og hans hustru, Mette Holm, havde klaget over et radioindslag.

Kan ikke bevises

Problemet med den form for kritik er, at det ganske enkelt er umuligt at bevise, at der i ingen af de aktuelle eksempler er tale om at DR s medarbejdere eller ledelse har givet efter for pres fra samfundets magthavere.

Det eneste, vi kan gøre, er at redegøre åbent for, hvad der faktisk skete. I det første tilfælde, der vedrører DR s dækning af EU-valgaftenen på Christiansborg, klippede produceren i dækningen af Pia Kjærsgaards takketale til sine partifæller et billede af Helle Thorning-Schmidts møde med Villy Søvndal ind på skærmen, samtidig med at lydsiden forsatte. Kort tid efter blev der klippet tilbage til Dansk Folkepartis lokale. Det var præcis samme manøvre, som blev foretaget, da vi tidligere i programmet havde haft et billede af Pia Kjærsgaard klippet ind i dækningen af et interview med SF s Margrete Auken. Der er ingen forskel overhovedet. Men fordi Pia Kjærsgaard i de få sekunder, der gik før billeddækningen igen var tilbage hos DF, nåede at kritisere DR s prioritering, tolkes det som om, hun havde tiltaget sig redigerings retten. Det havde hun ikke. Tro det eller lad være bevise det kan vi naturligvis ikke.

På samme måde med Jyllands-Postens kritik af netversionen af et interview med Mogens Lykketoft vedrørende det grønlandske hjemmestyres finansiering af en reception i anledning af hans og Mette Holms bryllup. De er korrekt, at der i første omgang blev lagt en forkortet version af inter viewet på nettet, og at det tidsmæssigt skete senere end en samtale om sagens faktuelle forhold mellem en DR journalist og Mette Holm. Men der er ingen årsagsrelation overhovedet. Interviewet blev i genudsendelsen senere på aftenen redigeret ned af den ene grund, at programmet tidsmæssigt ellers ville overskride tiden. At det i øvrigt var en fejl, at den forkortede version blev lagt på nettet, har vi naturligvis rettet og beklaget. Igen er situationen den, at vi kan forklare, hvad vi har gjort men det er umuligt at bevise, at vi ikke har handlet på baggrund af pres fra udefra.

Det kræver stort mod og integritet at være ansat som journalist i DR, for kritikerne er ofte velformulerede, højttalende og passionerede. I DR lytter vi til enhver, der ønsker at ytre sig om vores journalistik, og vi retter fejl, hvis vi begår fejl. Men DR s journalister skal ikke bruge tid på at be- eller afkræfte urimelige anklager om, at de er sorte, gule, grønne eller røde. De skal derimod i deres daglige virke vise, at de arbejder professionelt og udelukkende anvender klassiske, journalistiske kriterier som kompas. Det forventer, støtter og værdsætter DR s ledelse. Og det forventer licensbetalerne, der heldigvis kvitterer ved gang på gang at placere DR som topscorer i undersøgelser om mediernes troværdighed.

Mette Bock, direktør for DR programproduktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Falstoft

Thomas:
Ja lad os endelig få flere kanaler fyldt med mainsteam pop og ligegyldigheder ligesom de 117 kanaler der allerede findes. Det er jo det man forstår som alsidighed og uafhængighed?

Thomas Ole Brask Jørgensen

Ole Falstoft

Er der ikke allerede det på både DR og TV2. Hvad er forskellen? Når der nu ikke er nogen forskel, hvofor så ikke gøre det muligt for befolkningen selv at foretage til og fravalg?

Dit stereotype argument holder lige så meget vand som en svamp af jern.

Niels Mosbak

Thomas Ole Brask Jørgensen

Nu har man jo bevidst fra politisk hold sultet DR, så de har færre midler at producere for, færre medarbejdere, og som bekendt koster kvalitet penge -
så hvis man ønsker højere kvalitet skal man bare til lommerne - det er ganske enkelt.