EU-modstand er også nationalisme-modstand

Der er mange tegn på, at EU er et nationalistisk projekt. Undervisningsmaterialer, EU-flag, pas, nummerplader og fælles valuta skal skabe en egentlig EU-identitet, så de europæiske befolkninger accepterer EU og forbinder det med deres egen identitet
EU-nummerplader, EU-kørekort, EU-pas, EU-flag. Der er talrige eksempler på nationsopbyggende EU-symboler, der virker ved hjælp af banal nationalisme.

EU-nummerplader, EU-kørekort, EU-pas, EU-flag. Der er talrige eksempler på nationsopbyggende EU-symboler, der virker ved hjælp af banal nationalisme.

Patrick Blanchard
16. juni 2009

Under den netop overståede EU-valgkamp kunne man i Information læse en stort opsat artikel, der sammenlignede Folkebevægelsen mod EU med nationalisme og Dansk Folkeparti. En noget underlig påstand al den stund, at Folkebevægelsen netop betoner vigtigheden af bredt internationalt samarbejde med verden uden for EU og aktivt bekæmper EU s chauvinisme med Fort Europa, toldmure, landbrugsstøtte og unfair handelsaftaler med u-landene. Desværre forholder artiklen sig slet ikke til den nationalisme, som ses i EU-systemet. Og det er ærgerligt. Der er nemlig al mulig grund til at være på vagt over for EU-nationalismen.

At EU er et nationalistisk projekt er for mange EU-tilhængere en kontroversiel påstand, da de typisk ikke anser sig selv som nationalister. Alligevel er der belæg for påstanden, men dette kræver nok først en afklaring af, hvad nationalisme er. Traditionel nationalismeforskning beskæftiger sig typisk med fremkomsten af de europæiske nationalstater i 1800-tallet. Her var nationalismen en ide om, at de forskellige folkeslag udgjorde særegne nationer med en fælles historie, værdier og kultur, og at disse nationer derfor havde en særlig ret til at herske over sig selv. Nationalismeforskere som Eric Hobsbawm, Ernest Gellner, Michael Billig, John Breuilly med flere er dog også enige om, at nationer ikke fandtes i nævneværdigt omfang før 1800-tallet. Tværtimod blev de politisk og kulturelt konstrueret ved hjælp af historiske myter, uddannelsessystemet og opfindelsen af nationale symboler såsom nationalsange, flag, dyrkelsen af historiske helte og lignende. Tænk blot på Oehlenschlägers digt om Guldhornene! Formålet med nationale symboler er det, som kaldes banal nationalisme. Nemlig dagligt at minde folk om, at de tilhører et særligt fællesskab ...

Men nationalisme er ikke et begreb, der i tid og rum er bundet til denne særlige periode. Som sådan er begrebet væsentligt bredere og kan bedst beskrives som en politisk styret nationsopbygning, der skal opbygge eller konsolidere en national identitet hos det enkelte individ, som derefter skal bruges politisk. Det er klart, at føler man sig eksempelvis som dansker, ja, så er man ikke imod Danmark. Man kan være imod den siddende regering, måske sågar kongehuset, men ikke selve ideen om Danmark, og det er netop dette, der sker i EU i dag. Her handler det om at opbygge en egentlig EU-identitet, så de europæiske befolkninger accepterer EU og forbinder det med deres egen identitet.

EU-myter til børn

Eksemplerne på en aktiv nationsopbygning i EU er mange. I 70 erne udvikledes visionen om en europæisk dimension i uddannelsessystemerne, der skulle sikre en europæisk forståelse og bidrage positivt til Europas (EF s) opbygning. Siden da har dette resulteret i utallige programmer og undervisningsmaterialer, der alle har haft en EU-identitet som målsætning. På universiteterne har man lavet Jean Monnet-programmer, der underviser i Europas kultur, historie og politik set fra et EU-synspunkt. I grundskolerne har man lavet skolebøger, eksempelvis På opdagelse i Europa fra 2005, der er målrettet mod børn i alderen 9-12 år med en fortælling om EU som en familie, hvilket netop er en typisk nationalistisk myte om nationen som et ældgammelt slægtsfællesskab, som altså skal indgydes vores børn. Der er også talrige eksempler på opfindelsen af EU-nationale symboler såsom EU-flaget, nationalhymnen ( Ode til Glæde ), og EU s nationaldag den 9. maj, det fælles pas, EU-kørekortet, nummerplader og euroen, der alle virker ved hjælp af banal nationalisme.

Netop euroen fremstilles i debatten herhjemme oftest som et økonomisk samarbejde om at undgå vekselgebyrer og føre fastkurspolitik, men i mange af EU s egne dokumenter er det netop identitetsaspektet, der betones: At EU-borgerne dagligt har en EU-valuta i hænderne med påtrykte flag og stjerner har en stor symbolsk betydning, da de dagligt mindes om at være EU-borgere.

I 90 erne blev identitetsopbygningen forstærket i EU med Kommissionens vedtagelse af De Clercq-rapporten (1993). Denne skulle styrke EU s kommunikation og foreslog blandt andet at fremstille EU som et værdifællesskab, der taler til følelserne. Da kvinder og unge ifølge rapporten var særligt følelsesbetonede, skulle kommunikationen målrettes mod dem. Selvforståelsen i denne rapport var klar og udtryk for en svulstig tilbagevenden til kolonitidens eurocentrisme: Dybt nede i os selv er vi alle europæere, der som det misundte midtpunkt for kultur og civilisation har ret til en særlig plads i verden, som der direkte står i rapporten.

At nationsopbygningen i EU ikke bare er et overstået fænomen fra 90 erne, ses blandt andet med borgerskabsprogrammerne Aktive Unge og Borgere for Europa fra henholdsvis 2004 og 2005, der har til formål at fremme unionsborgerskabet ved »at skabe en europæisk identitet, der bygger på anerkendte fælles værdier og en anerkendt fælles kultur og historie«. Programmerne er ikke bare flotte ord. Der er samtidig afsat henholdsvis 6,8 og 1,75 milliarder kroner, og dertil kommer en række lignende tiltag. Eksempelvis blev oprettelsen af internetdomænet med endelsen .eu begrundet som et effektivt identitetsmærke.

Giv os Europa tilbage

De fleste nationalismeforskere er enige om, at alene tilstedeværelsen af en politisk styret nationsopbygning er nationalistisk, og dermed er EU nationalistisk. Nogle forskere betoner dog, at nationsopbygningen skal ske i sammenhæng med en statsopbygning, mens andre fremhæver nationalistiske argumenter i den politiske proces. Begge dele gælder også for EU. Fra begyndelsen af har Rom-traktatens præambel indeholdt målsætningen om en stadig tættere sammenslutning af landene, og over tid har EU antaget en lang række statskarakteristika. EU-lovgivningen er et selvstændigt politisk system med forrang for medlemslandenes lovgivning og egen forbundsdomstol i EF-domstolen. Med Schengen fik EU ydre grænsekontrol og med euroen en fælles valuta. Desuden er områder som retspolitik, politi, militær og udenrigspolitik alle tilstede i EU. EU s institutioner minder om klassiske statsinstitutioner med råd og parlament som et slags tokammersystem, mens EU-Kommissionen er udøvende regering. EU bestemmer i dag over 80 procent af medlemslandenes lovgivning. Ergo må man sige, at EU i dag er tæt på at leve op til definitionen af stater i nyere statsteori, hvor stater blot fremhæves som det primære politiske beslutningsniveau inden for et givent område.

Europæiske værdier

Tilstedeværelsen af nationalistiske argumenter i EU-debatten er også åbenlys. I stigende grad påberåber politikere sig selve europabegrebet eller europæiske værdier som argumenter for deres politiske program. I EU-debatten ses dette i debatten om tyrkisk medlemskab, hvor højrefløjen anfører, at Tyrkiet ikke er et europæisk land, eller når SF s Holger K. Nielsen ønsker EU som modpol til USA ud fra europæiske værdier (Politiken den 22. januar 2007). Dette er en europanational retorik, hvor EU erstattes af Europa og europæisk. Derved tages hele Europa til indtægt for en politisk dagsorden, ligesom Pia Kjærsgaard gør det i den danske debat, når hun starter sine sætninger med: »Vi danskere ...« De fleste borgere i Europa har nemlig en bevidsthed om, at deres lande ligger på kontinentet Europa, og at de derved er euro- pæere. Når dette bruges politisk, forsøger man at knytte sin politik op på folks identiteter, hvilket er en klassisk nationalisme.

EU-nationalismen er hermed åbenlys og i høj grad usympatisk både indadtil i EU og udadtil i verden. Når EU s landbrugsstøtte, toldmure og unfair handelsaftaler skaber fattigdom i Den Tredje Verden, så bliver nationalismen ekskluderende og egoistisk. Og når EU s grænseværn Frontex sender flygtninge tilbage til usikre tredjelande og opbygger et sandt Fort Europa, så må selv Morten Messerschmidt da begejstres.

Med andre ord er EU-nationalismen over os, og Folkebevægelsen mod EU er også en modstand mod nationalisme. Et passende slogan kunne være: Giv os Europa tilbage!

Jakob Lindblom er cand.scient.pol. med speciale i EU-nationalisme og medlem af Folkebevægelsen mod EU

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer