Bo Jacobsen, kok og ejer af Restaurationen
Jeg har lige læst Rikke Lindhard Sengelsøs anmeldelse, omtale eller lyriske gendigtning (eller hvad det nu er) af Kødbyens Fiskebar.
Af restaurant-omtaler er det indiskutabelt det mest mærkelige jeg til dato har læst. En artikel hvor der ikke står et eneste ord om, hvordan maden smagte, var tilberedt eller så ud. Ikke ét. Der står godt nok en masse om lette vindpust, hummerhaler med Carmen Curlers (krøller en hummerhale, har den fået for meget), nænsom tilberedning, reduceret nødvendighed og konfrontation med löjrom uden udenomssnak. Ingredienserne i enkelte retter er såmænd også beskrevet - og faktisk får en enkelt vin hæftet to beskrivende ord på sig: mandler og fersken. Ellers intet.
I det hele taget er 'omtalen ' en stor gang floromvundet masturberende ordgejl, uden et gram af indhold. 'Omtalen' er vist nok positiv - i hvert fald positiv over for, at Kødbyens Fiskebar serverer fisk, men det er mig en gåde at Sengelsø helt undgår at skrive om smag og udseendet af retterne eller vinene.
Fantastisk er det også, at Sengelsø ved, hvad vinene på vinkortet smager af - nemlig den liflige smag af 'tæt på cru'erne'. Et vinkort som ivrigt beskrives at indeholde bl.a. udspilede østrigske vine og franske hædderkroninger fra f.eks. Regionen Rhöne (det må vidst være 'Inspector Clusau', der har støttet med stavningen. Det er ikke svært at finde ud af om man skal grine eller græde. Jeg er flad af grin.
I skraldespanden
Fiskebaren er - ifølge Sengelsø - ikke omgivet af Middelhavet eller Atlanterhavet og serverer derfor franske østers. Fantastisk forklaring! (Min egen restaurant ligger ikke omgivet af Titicacasøen, og vi serverer derfor gedder fra Hulsø). Der er tre slags østers, heri blandt Utah-østers, som jeg ikke kender, men måske mener Sengelsø Marenne-østers, som er på Kødbyens Fiskebars menu. De kan jo være fanget ved Utah-beach i Normandiet. Måske er forklaringen blot, at der ikke er danske østers at få lige nu?
Det er overmåde skræmmende at Sengelsøs 'omtale' i den grad udstiller det uvidende og unaturlige forhold dansken har til mad i dag. En 'omtale' af denne beskaffenhed ville aldrig vare blevet trykt for bare 20 år siden. Da ville der have været nok redaktører og læsere- med blot en flig af viden om mad - til, at den var røget direkte i skraldespanden. 'Omtalen' bliver kun trykt, fordi ingen ved nok til at tjekke indholdet.
Lige bort set fra dinosauere som mig. Men ak: »I de blindes rige er den enøjede konge.«
Hvor er det velgørende at læse Bo Jacobsens kommentar. Vi er garanteret mange som ikke kan klare alt det ”ordgejl” og ”mad er kunst-pjat”. Jeg tror nu ikke at det ville blive bedre med højstemte beskrivelser af smag og udseende.
Skønt at se, at Bo Jacobsen i dag bliver citeret i Politikens ”Godt sagt” i forbindelse med artiklen. Rart at man ikke er alene ;-)
Hov hov, Inger Sundsvald, nu skal du ikke lægge ordene i Bo Jacobsens udmærkede taster.
Hvis du ikke synes, at mad kan være kunst, så er du da fuldt berettiget til den kedelige holdning, ligesom du gerne må mene, at sanseoplevelser ikke skal beskrives med "ordgejl".
Men jeg er nu ret sikker på, at Jacobsens anke primært rettede sig mod journalist Sengelsøs åbenlyse amatørisme udi gastronomi og formidlingen af den.
Det er den amatørisme og uheldige uvidenhed, som gør det smækre vokabular og de fantasifulde fraseringer gabende tomme - ikke forsøget på at formulere sig poetisk i sig selv.
Poesi, mad og vin har masser at sige hinanden.