Kommentar

Grøn Vækst-rapport er uambitiøs

Når ambitionsniveauet er så lavt som i oplægget til regerings plan 'Grøn Vækst', er det ekstra bekymrende, at planen end ikke anviser effektive midler til at realisere de opstillede mål
Enten er forslagene i regeringens rapport -Grøn Vækst- gammel vin på nye flasker eller også fremstår målene relativt beskedene.

Enten er forslagene i regeringens rapport -Grøn Vækst- gammel vin på nye flasker eller også fremstår målene relativt beskedene.

Niels Fabæk

Debat
4. juni 2009

Regeringen præsenterede for nylig sin plan for 'Grøn Vækst' hvor - ifølge planens egne ord - "et højt niveau af miljø-, klima- og naturbeskyttelse går hånd i hånd med en moderne og konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion".

Der er ikke tvivl om, at planen tilgodeser en del af landbrugs- og fødevareerhvervets ønsker: En omfattende liberalisering af landbrugsloven, en mere enkel og smidig miljøregulering, tilskud til fremme af innovation samt tilskud til miljøvenlig produktion og teknologi.

Men spørgsmålet er, om planen også opfylder målet om at være 'grøn'? Indfører den nye natur- og miljøpolitiske mål og ambitioner, og sikrer den opfyldelse af disse - og eksisterende mål - gennem effektive instrumenter?

Hertil må man svare, at der - på nær for drivhusgasser - ikke introduceres nye selvstændige mål på natur- og miljøområdet, ligesom de eksisterende mål ikke strammes nævneværdigt. Der annonceres stort set kun nye indsatser, som følger af Danmarks forpligtelser til at gennemføre EU's Vandrammedirektiv og Habitatdirektiv. Der kan endda sættes spørgsmålstegn ved, om initiativerne er vidtrækkende nok til at opfylde Danmarks forpligtelser.

Vandmiljøplan III

Lad os først se på vandmiljøet. Her lægges op en reduktion af kvælstofbelastningen af vandmiljøet med 19.000 ton årligt i forhold til i dag. For at opnå reduktionen i kvælstofudvaskningen foreslår regeringen at:

-indføre et system med omsættelige kvælstofkvoter.

-at etablere 50.000 hektar sprøjte- og gødskningsfrie randzoner langs søer og vandløb.

-dyrkningen ophører på 3.000 ha lavbundsjorde i ådale.

-der etableres 10.000 ha nye vådområder.

Af disse tiltag er det reelt kun de omsættelige kvælstofkvoter, ophør med dyrkning i ådalene og 6.000 hektar af vådområderne, som er nye. Både de 50.000 hektar randzoner langs søer og vandløb og de 4.000 ha vådområder blev introduceret med 'Vandmiljøplan III' i 2004. Initiativerne lægger således op til en hensigtsmæssig sammentænkning af 'Vandrammedirektivet' og 'Vandmiljøplan III' men er også en erkendelse af, at 'Vandmiljøplan III' reelt ikke har haft nogen effekt, siden den blev vedtaget.

Frivillige

I vores rapport om 'Økonomi og Miljø 2009' anbefaler vi, at reguleringen af landbrugets gødningsanvendelse og påvirkning af vandmiljøet opdeles i en lokal målrettet regulering og en national regulering. Den lokale regulering bør forfølges gennem effektive og kontrollérbare tiltag som etablering af vådområder og ekstensivering af landbrugsdriften i ådale. Dette er også elementer, der indgår i 'Grøn Vækst' - om end i væsentligt mindre omfang end de 75.000 hektar vådområder og ekstensiveret landbrugsdrift i ådale vi, på baggrund af analyser fra Danmarks Miljøundersøgelser, har vurderet nødvendigt.

Et afgørende problem i 'Grøn Vækst' er, at de lokale tiltag skal ske ad frivillighedens vej. Dette var også tilgangen i 'Vandmiljøplan III', som nu efter fem år endnu ikke har ført til målbare resultater. Vi foreslår derfor at effektivisere den lokale indsats ved at kombinere frivillige tilskudsbaserede ordninger med en dyrkningsafgift. På den måde gives den enkelte landmand mulighed for at indgå i et frivilligt indsatsprogram, hvor man kan udnytte hans kendskab til, hvordan produktionen bedst tilpasses de nye miljømål. Samtidigt vil truslen om en dyrkningsafgift sikre opfyldelse af målene til tiden.

Når det gælder den generelle regulering, er det godt, at regeringen lægger op til en markedsmæssig regulering af landbrugets brug af kvælstof. Men en national kvoteordning er primært velegnet til at løse miljøproblemer, hvor lokaliseringen af udledningerne er uden betydning for miljøpåvirkningen. Et eksempel er udledninger af drivhusgassen lattergas, som opstår, når kvælstof tilføres markerne. Derimod er en national kvoteordning ikke velegnet til at sikre en omkostningseffektiv reduktion af kvælstofbelastningen i de mest miljøfølsomme lokalområder, som det kræves i Vandrammedirektivet. Dette skyldes, at der er en stor risiko for, at lokale kvotemarkeder bliver for små til at skabe konkurrence om kvælstofkvoterne, samt at det vil det kræve en stor kontrolindsats, når kvoterne ikke må handles mellem regionerne.

En ekstra enhed

Også landbrugets drivhusgasudledning indgår i 'Grøn Vækst'. Danmarks forpligtelser til at reducere drivhusgasudledningen opdeler økonomien i to. Den energiintensive del af produktionen er reguleret af EU's fælles marked for CO2-kvoter, mens den øvrige del af økonomien er underlagt nationale reduktionsmål, som er aftalt i EU. Danmarks reduktionsforpligtelse i ikke-kvotesektoren skal skaffes ved indenlandske reduktioner, og her er landbruget centralt sammen med husholdninger og transport. Vi anbefaler, at reduktionen gennemføres, så det koster det samme at nedbringe drivhusgasudledningen med en ekstra enhed, uanset hvilken drivhusgas, der er tale om, og uanset hvem der foretager udledningen. Dette vil typisk være i modstrid med at opstille reduktionsmål for de enkelte erhverv, idet det ikke giver mulighed for en udjævning af reduktionsomkostningerne mellem erhvervene.

Ny natur

Desværre lægger regeringen netop op til en uhensigtsmæssig sektormålsætning for landbruget. Konkret foreslås en reduktion i landbrugets drivhusgasudledning på 700.000 ton CO2-ækvivalenter. Heraf er de 180.000 ton ikke primære besparelser i landbruget, men den besparelse, som øget brug af biobrændsel kan føre til andre steder i økonomien. I 'Økonomi og Miljø 2009' vurderer vi, at selv når der tages højde for landbrugets særlige konkurrenceproblemer, vil et reduktionsbidrag fra landbruget på én mio. ton CO2-ækvivalenter være fornuftigt. Ligestilles landbruget derimod med de øvrige aktiviteter i den ikke-kvoteomfattede del af økonomien, giver det anledning til et meget højere tal. Målet i 'Grøn Vækst' for landbrugets bidrag fremstår således relativt beskedent.

Et af hovedbudskaberne i 'Grøn Vækst' er, at der skal skabes ca. 75.000 hektar ny natur frem mod 2015. Men ses regnestykket efter i sømmene, er der et betydeligt genbrug af arealer. Den 'ny' natur er opdelt på følgende indsatser: 800 hektar bynær skov, 6.900 hektar privat skov, 13.000 hektar vådområder og ekstensivt dyrkede ådale, 50.000 hektar sprøjtefri- og dyrkningsfri randzoner langs søer og vandløb og 4.300 hektar ny natur i 'Natura 2000'-områder. Men initiativerne omkring vådområder, ådale og randzoner følger af EU's Vandrammedirektiv, ligesom den ny natur i 'Natura 2000' områder følger af Habitatdirektivet. Så det selvstændige initiativ til at skabe ny natur er meget begrænset.

Den store bidragsyder til arealet med ny natur er randzonerne langs søer og vandløb. Disse arealer må dog gerne anvendes til dyrkning af energiafgrøder, blot de ikke sprøjtes og gødskes. Det kan derfor diskuteres om de med rette kan kaldes for 'naturområder'. Reelt er det således kun de knap 8.000 hektar ny skov, som er 'ny natur'. Ambitionen bag dette mål må siges at være beskedent, idet der de sidste 15 år er etableret mere end 2.000 hektar ny skov årligt. Regeringens mål om ekstra 8.000 hektar skov fra 2010 til 2015 er således mere beskedent end en ambition om blot at opretholde den nuværende vækst i skovarealet.

Samlet set sigter 'Grøn Vækst' lavt på det grønne område. Det lave ambitionsniveau understreges, når der sammenlignes med Dansk Landbrugs udspil fra marts måned. Faktisk er 'Grøn Vækst' mindre ambitiøst end udspillet fra Dansk Landbrug. Bl.a. foreslår Landbruget, at driften på 50.000 hektar lavbundsjord ekstensiveres, hvilket skal sammenlignes med de kun 13.000 hektar vådområder og ekstensiverede ådale i 'Grøn Vækst'. Der er ligeledes et stykke vej fra de 75.000 hektar 'ny' natur i 'Grøn Vækst' op til de 83.000 hektar braklagt jord, som blev pløjet op alene sidste år.

Det er naturligvis op til de politiske beslutningstagere, hvor højt ambitionsniveauet i miljøpolitikken skal være. Men når ambitionsniveauet er så lavt som i oplægget til Grøn Vækst, er det ekstra bekymrende, at planen end ikke anviser effektive midler til at realisere de opstillede mål.

Eirik S. Amundsen, Peter Birch Sørensen, Michael Rosholm og Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er alle en del af Formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uffe Nygaard

Glimrende indlæg. Jeg nyder at se Grøn Vækst "findelt", da man som menig dansker ikke kan gennemskue hvad der er gammel vin, og nye hektarer. Herudover finder jeg det, ligesom artiklens forfattere, betænkeligt at landbruget fremstår mere ambitiøs på miljøområdet end den siddende regering. Dette blev i øvrigt understøttet af en længere debat på P1 for et par uger siden. Her var indtrykket som lytter, at landbruget var villige til at gå længere end regeringen men savnede konkrete løsninger og midler til at realisere deres mål.

Ole Davidsen

Regeringens ”grøn vækst” er ikke blot uambitiøs, men må opfattes som en krigserklæring imod naturen og imod befolkningen i landdistrikterne. Regeringen har valgt at se bort fra alle advarsler om konsekvenserne af vækstplanerne, der udelukkende vil skabe økonomisk vækst for nogle få mega-landbrug, men tilbagegang for alt andet og alle andre på landet.
Det er nu på høje tid, at befolkningen på landet og alle i byerne, som interesserer sig for deres fødevarer, deres natur og deres land vågner op og skrider til handling. Frie Bønder – Levende Land anbefaler:
- Boykot industrifødevarer!
- Flyt på landet, køb jord, og dyrk den
skånsomt!
- Benyt alle protestmuligheder til at
forhindre yderligere naturødelæggelser!
-Stem på politikere, som bekæmper
vandaliseringen af landet og naturen!

Se også: www.levende-land.dk

Ole Davidsen

Regeringens ”grøn vækst” er ikke blot uambitiøs, men må opfattes som en krigserklæring imod naturen og imod befolkningen i landdistrikterne. Regeringen har valgt at se bort fra alle advarsler om konsekvenserne af vækstplanerne, der udelukkende vil skabe økonomisk vækst for nogle få mega-landbrug, men tilbagegang for alt andet og alle andre på landet.
Det er nu på høje tid, at befolkningen på landet og alle i byerne, som interesserer sig for deres fødevarer, deres natur og deres land vågner op og skrider til handling. Frie Bønder – Levende Land anbefaler:
- Boykot industrifødevarer!
- Flyt på landet, køb jord, og dyrk den
skånsomt!
- Benyt alle protestmuligheder til at
forhindre yderligere naturødelæggelser!
-Stem på politikere, som bekæmper
vandaliseringen af landet og naturen!

Se også: www.levende-land.dk

Mona Blenstrup

Ordet vækst er det mest iøjnefaldende i denn plan.

Landbrugets industrille version har jo netop vokset sig fra alt fornuft både økonomisk og miljømæssigt gennem de sneste år. Uden at landet elllr landmændene er blevet rigere af den grund. Vøksten har ikke givet større skattebidrag til den fælles husholdning Danmark.
Væksten har heller ikke bidraget til renere fjorde og søer eller til bedre drikevand. Tværtimod.

Og eventyret med at rense gyllen gennem et biogas er rent bluff. Dels er det totalt urentabelt og dels er det miljømæssigt en katastrofe både på kortere og længere sigt.

Den massive vækst i industrilandbruget har udelukkende medført færre muligheder for naturen, mindre miiljø og drikkevand samt helt umulige situationer for befolkkningen i landområderne.
Som Ole skriver bør man flytte på landet og bruge det til skånsom dyrkning, men desværre har de griske griseproducenter snart sat sig på al den landbrugsjord, der findes i Danmark.

I Brassilien ejes over 90 % af 3 % af befolkningen.
I Danmark ejes over 60 % landbrugsjord af 2 % borgere. Og antal jordejere falder støt og roligt.

Desværre har de gunstige støttekroner som især industrilandbruget kva deres store jordbesiddelser nyder godt af, bragt de dårlige tendenser til de østlige lande. Her rer jorden billig, arbejdskraftens aflønning minimal og miljøforanstaltninger og krav endnu mindre.

Her kan fabriksproduktionen af levende dyr foregår på vilkår, der udkonkurrer det danske landbrug.
Og sådan kører tingene i ring, nu skal det danske landbrug have mere støtte for at klare sig i konkurrencen.

H.C. Andersen skrev for mange år siden Kejserens nye Klæder..

Med lidt omskrivning er dette gamle eventyr stadigt moderne - blot på en noget anderledes facon og med andre aktører.

Og hvem betaler gildet?

Steen Rasmussen

Det er åbenbart muligt, at føre en kritik af regeringens miljøstrategi over for landbruget inden for det almindeligt fremherskende økonomiske paradigme. Kritikken, som den fremføres oven over i artiklen, er helt traditionel på den måde. Jeg kunne dog godt ønske mig en langt mere fundamental kritik og beskrivelse af relationen mellem den økonomiske tænkning, som overvismanden om nogen inkarnerer, og effekterne for miljøet, som man ser som resultat af den almindelige formålsmæssighed, der forfølges inden for den herskende økonomiske rationalitet.

”Ud fra en betragtning, hvor man sammenligner de behov, der imødekommes på markedet, med dem, der imødekommes uden om markedets måde at skabe og distribuere goder på, kan man se, at det, at den pengeøkonomiske omsætning stiger, ikke er identisk med, at en udvikling går fra en tilstand, hvor færre behov imødekommes til en tilstand, hvor flere behov imødekommes, sådan som det ellers er god latin at tro inden for den dynamiske nytteoptimerende økonomiske vækstideologi.

Landbrugets måde at forvalte naturlige ressourcer på i Danmark er et eksempel. Dets intensive drift er betinget af anvendelse af miljøfremmede ”vækstfremmende” kemi, som har forgiftet grundvandet så meget, at 60 % af de boringer, vi kender i dag, ikke længere kan anvendes til drikkevand.
Hvis man, som vækstideologerne anbefaler, overlader det til landbruget og det fri marked at administrere landets natur, så vil landbruget anvende gødning og sprøjtemidler til grænsen for, hvad der kan betale sig for landbruget på kort sigt. Resultatet vil også betyde ødelæggelse af havet omkring Danmark. Mangelen på billig fisk, drikkevand samt alle de utilsigtede bivirkninger for den almindelige sundhedstilstand fører til at efterspørgslen stiger på sundhed, mad og rent vand. Produktionen af rent vand, sundhed og mad bliver dermed mere kapitaltung, pengeøkonomisk og lønarbejdskrævende, hvilket registreres som øget BNP, altså økonomisk vækst” www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-40.pdf

Jeg har adskillige gange forsøgt at få antaget artikler, som er kritiske over for den almindelige landbrugspolitik her til lands som jo igen først og fremmest styres af EU. Den er ikke bare brud med den proklamerede monetaristiske grundlov, som kommissionen ellers forfølger, men den er på mange måder så destruktiv for den generelle strukturudvikling på landet og miljøet, at man tager sig til hovedet.

Den 27/5-09 fik jeg trykt en kronik i Fyens Stiftstidende. Jeg var først meget glad for, at den var blevet antaget, især fordi det var lykkes mig at få puttet nogle kritiske betragtninger ind omkring landbruget, og især svineholdet her til lands. Til min store forskrækkelse så jeg, at redaktionen havde fjernet netop de mest kritiske udfald mod erhvervet. Det bekræfter mine værste fordomme om debatten i de traditionelle kommercielle medier. Der er ikke fri meningsdannelse omkring den uhyrlige udvikling, vi ser på landet. Jeg mener også man kan tale om, at EU-debatten lider under censur. Folkets røst og kritiske sans er understimuleret. De kritiske vinkler og de helt fundamentale spørgsmål er ikke til stede i debatten. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-59.pdf

Jeg tror ikke kun der er tale om et komplot, som styrer debatten og den almindelige meningsdannelse. Det er der klart nok også, i og med at der er kæmpe økonomiske interesser, som f.eks. styrer et latterligt medie, som Fyens Stiftstidende. Men partierne, landbrugsorganisationerne, fagforeninger og arbejdsgivere er smurt ind i gensidig forståelse for deres interesser, og de vil ikke af med flæsket fra EU´s støtteordninger, uanset hvor meget man officielt er imod dem af principielt ideologisk liberale grunde. Fiskene og grundvandet kan for den sags skyld sejle i gylle, hvis bare dette storbonde overdanmark kan få lov at sidde på flæsket og tale om økonomisk vækst i en uendelighed på overvismandsk vis og bekostning af alt andet.

Se min kommentar om perspektivet i kritikken her:

http://www.information.dk/193196

Ole Davidsen

Til Ole Steen Rasmussen, m.fl.
Det er ganske rigtigt, at det er svært at trænge igennem med grundlæggende kritiske synsvinkler på landbrugspolitikken i de etablerede medier. Det skyldes nu ikke blot lobbyisme osv., men også en massiv uvidenhed om forholdene inden for landbrugserhvervet. For det første må man skelne mellem forskellige former for landbrug. For det andet må man analysere, hvorfor industrilandbruget – i direkte modstrid med de fleste bønders objektive interesse – er blevet dominerende. Og for det tredje må man konstruere et levedygtigt alternativ til den nuværende destruktive landbrugspolitik. Det er, hvad vi er i gang med i Frie Bønder, og hvis man ønsker at deltage i dette arbejde, står vore beskedne medier, www.levende-land.dk og tidsskriftet Levende Land, til rådighed.

Steen Rasmussen

Kære Ole Kjærulff Davidsen

Jeg er fint klar over, at der er forskel på landbrug, og at det ikke er dig og dine, som sidder med magten. Jeg har svært ved at tale pænt om det grimme, dem, der sidder på flæsket. Og når jeg oplever, at Fyens Stiftstidende antager min kronik, for så at bringe den i avisen, uden at skære andet bort, end lige nøjagtigt de to bemærkninger, som sætter den generelle aktivitet og strukturudvikling i et ufatteligt grim lys, ja så bliver jeg bare så pisse sur. Det er ufatteligt grimt, det der sker på landet, og den performance de kommerciele medier og hele de politiske system står for, er grim som dagen er lang.