Kronik

Helle Helle smasker

Lydbogen er sprunget fra at være hjælpemiddel for syns- og læsehandicappede til i dag at fremstå som et medie i egen ret. Lydbogen råber på at blive ... hørt
Det giver god mening at høre Jørgen Leth læse sin biografi op. Hans snøvlende accent, hans krukkede accentuering med lange pauser, hans dybe, sprukne vejrtrækninger og hans aldrende, slidte stemme giver mindst lige så meget Leth, som de røverhistorier, han fortæller, gør.

Det giver god mening at høre Jørgen Leth læse sin biografi op. Hans snøvlende accent, hans krukkede accentuering med lange pauser, hans dybe, sprukne vejrtrækninger og hans aldrende, slidte stemme giver mindst lige så meget Leth, som de røverhistorier, han fortæller, gør.

Jeppe Michael Jensen

19. juni 2009

En lydbog er egentlig slet ikke en bog, men vi definerer den alligevel og stadigvæk som en papirbog, der er læst højt. Altså: En rigtig og primær papirbog ligger til grund for lydbogens sekundære versionering og oversættelse. Ordet lydbog indikerer netop, at mediet er en slags bog - bare af lyd. Ingen ville imidlertid stå fast på den parallelle situation, at en filmatiseret bog skulle være en filmbog, så hvorfor betragter vi lydbogen som en bog og ikke som det, den er: En lyd- optagelse

Det er der flere grunde til. Bogen, som vi kender den i dag, er et gammelt medie (500 år), mens lydoptagelsen er ny (100 år), og alder har det i denne sammenhæng med at danne hierarki. Dertil har det været endog meget trægt at distribuere bøger som optaget lyd, med radiobølger som undtagelsen. Kapaciteten på en cd eller et kassettebånd forslog som en skrædder i helvede, når en roman skulle læses op, og lydbogen i disse gumpetunge formater har klart nok ikke henvendt sig særlig bredt, og lydbogen har derfor i konkret forstand altid kommet bagefter papirbogen.

Denne tilgang til lydbogen er imidlertid utidssvarende, hvis ikke direkte misvisende: Lydbogen er i dag allestedsnærværende og skriger på en reintroduktion. For nu at tage det fra en ende af: Det kan godt være, at lydbogen i en overskuelig litteraturhistorisk horisont er en årsunge, men litteratur fandtes jo, længe før bogen blev opfundet, ja, endog længe før skriften. Den mundtlige og dermed lydbårne tradition er reelt litteraturens udgangspunkt, og mange af disse traditioner er først lang tid efter deres levetid (i mangel på bedre konserveringsmetoder, må man formode) versioneret til papir og blæk. I et totalt historisk perspektiv er det papirbogen, der kommer efter -lydbogen-.

Dernæst har muligheden for digitaliseret lyd kombineret med internettets udbredelse fjernet alle praktiske barrierer for distribution af fonogrammer. De teknologiske landvindinger har animeret til at grave den bestående orden op, således at litteratur nu sagtens kan skabes, produceres og udgives direkte som lyd uden nogen skriftlig omvej. Litterære podcasts og desiderede mp3-forlag findes i dén grad, og med i billedet hører selvfølgelig også oplæsningsscenen, spoken word , som stortrives uden at det nødvendigvis har noget med en trykt og udgivet tekst at gøre. Endelig er samarbejder mellem lyrikere og musikere boomende populære, hvilket manifesterer sig i koncerter og musikudgivelser. Hvorom alting er: Litteraturen findes og lever fint uden for papirbogens institution.

Papirbog vs. lydbog

Det er på tide at tage lyd- bogen alvorligt, måske ved at give den et bedre navn: boglyd, audiotekst, fortællegram. Sagen er, at et nyt navn skal kunne vriste sig fri af papirbogens domæne (f.eks. ved slet ikke at benytte ordet bog som element) og i stedet skabe sit eget.

Ret beset er en lydbog en lydoptagelse og har velsagtens større berøringsflade med musikoptagelsen end med papirbogen Sammenligner vi lydbogen med papirbogen, er det tydeligt, at papirbogen har en række funktionsduelige fortrin:

-Man kan uhindret bladre/springe frem og tilbage, skrive noter i margin, lave æselører - i det hele taget kan man bedre orientere sig i papirbogen. Selv om snedigt lydbogssoftware (som f.eks. Danmarks Blindebibliotek, Nota, benytter) kan kompensere, så bliver det kun kompensation og aldrig the real thing .

-Man man skimme en papirbog, mens lydbogslytteren slavisk må afvente oplæsningens linearitet og hastighed. -Lydbogen mangler papirbogens materielle fremtoning. Man kan røre eller se lydbogens cover, men ikke selve lydbogen, der kun er en usynlig bølge i luften. Omvendt kan man både røre og se papirbogen, der på en helt anden måde er implementeret i sin egen fysik.

Inden man kommer alt for godt i gang, er det på sin plads også at medregne lydbogens fortrin sammenlignet med papirbogen, for selvfølgelig er lydbogen ikke kun bagefter. Lydbogens væsentligste styrker er 1) at lytteren kan bevæge sig frit under lytningen. Boglæseren er derimod fikseret. Lydbogen tillader at lytte med reduceret opmærksomhed, og den reducerede opmærksomhedsmængde kan man rette mod noget andet: køre bil, vaske op, løbe, stryge skjorter, hvad har vi Lydbogslytteren kan selv bestemme, hvor koncentreret og udbytterig lytningen skal være, mens læseren er tvunget til at yde teksten fuld opmærksomhed. Lægger man dertil 2), at lydbogen kan bruges socialt og med fordel kan høres af flere samtidig samt 3) dens mere åbne format, hvor blinde, ordblinde og børn ikke er ekskluderet fra deltagerlisten, må man konkludere, at lydbogen er et venligere og mere imødekommende medie, end papirbogen er.

Det forhold 4), at lydbogen -kører af sig selv-, giver den endnu et fortrin. Læseren af papirbogen skal selv holde pace i sin læsning, hvorimod lydbogen har en motor til at klare dét aspekt. Det betyder i hvert fald, at det er nemmere at kapere end- sige opleve lange tekststræk i et kontinuert flow - noget, som læseren af papirbogen kun vil kunne opnå med langt større anstrengelse. Endelig 5) tilbyder lydbogen en ekspliciteret stemme oven i dét, stemmen fortæller. I forhold til papirbogen, hvor stemmen kun er implicit til stede, fremstiller lydbogen noget ekstra, nemlig auditive parametre som intonation, frasering, dialekt, accent, tempo, dynamik, stemning etc. Alt sammen forstærket i lyd- bogen og rykket helt frem i perceptionens forgrund.

Author/teller

Hvis det er forfatteren selv, der giver stemme til lyd- bogen, adderes en hel række lydbogsbonusdimensioner: Nærværet mellem afsender og modtager, som nogen vil mene er selve meningen med litteratur, bliver f.eks. særdeles tydeligt. Måske kunne man skele til genrebegrebet singer/songwriter fra musik- verdenen, der her netop betegner genrens dyrkelse af overlap mellem sang, fremførelse og sanger, og navngive fænomenet som en særlig lydbogsvariant: Author/teller

I hvert fald giver det god mening at høre Jørgen Leth læse sin biografi op. Hans snøvlende accent, hans krukkede accentuering med lange pauser, hans dybe, sprukne vejrtrækninger og hans aldrende, slidte stemme giver mindst lige så meget Leth, som de røverhistorier, han fortæller, gør. En anden ferm stemme er Helle Helle, hvis rolige snerpethed bag en markant smaskende tunge er lige så karakteristisk. Ja, man tror, det er løgn, men Helle Helle, hvis forfatterskab er mere end almindeligt optaget af rengøring, renhed og hygiejne, smasker noget så diabolsk. Hun formår (og forfølger det helt bevidst) at udvide sin fortælling med en auditiv dynamik via små og undseelige variationer i intonationen.

Tryk og pauser

Et eksempel: I lydbogen Ned til hundene (2008) møder vi i indledningssekvensen den desillusionerede hovedperson, og håbløsheden høres i oplæsningsstemmens drævende tempo, flade sætningsudgange og særlige trykmarkeringer. F.eks. lægges der overdrevent tryk på »her« i sætningen »Her er der ingen færger«, og trykket efterfølges af en lige så overeksponeret pause. Sætningen kommer dermed til at lyde mere sørgmodig sammenlignet med en mere regulær (i betydningen usynkoperet) oplæsning.

Længere fremme (lydbogens kapitel 10b, 2:44) følger vi John, der netop har tabt i Ludo, og derfor er gået i gang med indsatsen: At støvsuge (apropos rengøring). I fuld kontrast til hovedpersonens knuede figur har Putte og John det superhyggeligt: John støvsuger Puttes bagdel, og Putte sprøjter vand på John. Den opløftede stemning, varmen og pjatteriet kan høres på Helles stemme, der nu læser markant hurtigere, nærmest forceret. Stejle sætningsudgange samt en række at stærkt pointerede trykmarkeringer, herunder en sværm af bogstavrim (»vakler på stolen og vender sig mod ham med vandkanden«) opbygger en livlig rytme i sekvensen. Helle taler nu med latter i stemmen og lægger et opløftet, vittigt og kærligt filter ned over scenen. Sådanne stemmevariationer mangler papirbogudgaven af Ned til hundene selvsagt - eller i hvert fald skilter den ikke med dem på samme måde som lydbogen.

Der er en afgrund af æstetiske parametre i lydbogen, der kun venter på at blive hørt. Se så at ..., nej: Hør så at få anerkendt lydbogen! Hør så at få anmeldt lydbogen! Hør så at få lydbøgerne listet som en ækvivalent del af et forfatterskab! Hør så lydbogen!

Søren Langager Høgh er cand. mag. i dansk og litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Underviser i dansk som fremmedsprog mv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så sandelig!

Lydbogen som medie er et helt fantastisk univers at bevæge sig rundt i, og jeg undrer mig også til stadighed over, hvorfor der egentlig ikke er mere fokus på dette medie, særligt når det for rigtig mange mennesker er vigtigt at økonomisere med tiden.

Selv hører jeg via en iPod lydbøger ca. 1-2 timer inden sengetid, men lydbøger bemærker sig ved at kunne høres når som helst og hvor som helst.

Særligt spændende er det ved en ny bog, at sætte sig ind i oplæserens evner til at fortolke og betone det skrevne ord .

Nogle er ganske rigtigt bedre end andre, og min egen favoritoplæser er klart Torben Sekov, der heldigvis har fået lov til at indlæse en lang række af de bedre bøger, f.eks Stieg Larson triologien (Lisbeth Salander), og som iøvrigt burde være nogle af de første bøger i din lydbogsamling. (også selvom du har læst bøgerne og set filmen)

(Triologien fåes i Føtex/Coop på tilbud til under 100 kr stk)

En anden oplæser som jeg også synes fortjener lidt positiv omtale er Lars Lippert, der bl.a har indlæst " Balzac og den lille kinesiske kejerinden", af Dai Sijie. Hans rolige stil og tempo passede perfekt med bogens lune humor.

Så også en anbefaling til mediet herfra.

Fjernsynet er dødt, lydbogen lever ;-)