Hvem 'ejer' kirken?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad onsdag den 20. maj har Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, under overskriften "Afviste asylsøgere. Kirkebesættelse skal have konsekvenser" bl.a. udtalt:

"Jeg nærer ikke stor tillid til, at menighedsrådet i Blågårdens Sogn vil være mere villige til at finde en løsning end menighedsrådet i Vor Frue Kirke. Det betyder i sidste ende, at politiet må skride ind og fjerne besætterne uden varsel. Hverken menighedsråd eller sognepræster 'ejer' kirken - den er offentlig ejendom".

Peter Skaarup kritiserer tidligere i indlægget menighedsrådsformand ved Københavns Domkirke Ole Ehlers "og med ham sognepræst Jesper Stange", fordi de ikke ville "sørge for, at danske myndigheders afgørelser blev ført ud i livet. Hvis Danmark var en udemokratisk bananrepublik, kunne det forsvares, men i Danmark må vi være enige om, at vi har et folkestyre, og i virkeligheden er menighedsrådets passivitet dermed en hån".

Som det fremgår af de nævnte citater, er debatindlægget både velskrevet og polemisk. Men "i virkeligheden", for nu at bruge et af Peter Skaarups retoriske virkemidler, er der her tale om et frontalt angreb på danske demokratiske myndigheders forvaltning af gældende lov. Jeg tænker her på menighedsrådsloven.

Ifølge den er det menighedsrådet, bestående af de valgte lægfolk og de tjenstgørende præster, som har ansvaret for kirkebygningernes brug i det enkelte sogn. Menighedsrådets myndighedsudøvelse er et lokalt udtryk for folkestyret, som for folkekirkens vedkommende er bygget op nedefra, ikke oppefra.

Menighedsrådet er således ikke ved lov pålagt noget ansvar for, hvorvidt og hvor hurtigt en aftale indgået mellem den danske og den irakiske regering om udsendelse af flygtninge bringes til udførelse. Menighedsrådet er simpelthen ikke en del af den danske udlændingeadministration.

Tilspidset sagt ville alt andet end menighedsrådets passivitet i denne sag have været en hån mod folkestyret, en politisering af en del af det offentlige liv i Danmark, som der ikke er dækning for i dansk lovgivning, ifølge hvilken kirkerne ikke tilhører staten, men er selvejende institutioner bestyret af menighedsrådene.

Det er da også det standpunkt, både Tove Fergo som kirkeminister i 2002, hvor vi forrige gang havde irakiske flygtninge på besøg i domkirken, og Birthe Rønn Hornbech som kirkeminister i 2009, korrekt har givet udtryk for.

Kirken er åben for alle

Menighedsrådets myndighed indebærer en ret til om nødvendigt at tilkalde politiet for at fjerne folk, der ikke retter sig efter de anvisninger, de får fra kirkens side. Men det har heldigvis ikke været aktuelt hverken i 2002 eller 2009. Hvis menighedsrådet anser det for et relevant kirkeligt formål at give husly til nogen, som søger tilflugt i kirken, er det i sin fulde ret til at undlade at bede politiet om at rykke ind og rydde kirken. Det må i denne forbindelse være vigtigt at fastslå, at med menighedsrådenes tilladelse til, at nogen opholder sig i kortere eller længere tid i kirken, på vilkår som overholdes af de pågældende, er der ikke tale om "besættelse".

I Domkirken blev både morgenandagten og brylluppet lørdag og både konfirmationen og eftermiddagsgudstjenesten søndag afviklet helt normalt. Faktisk optrådte irakerne mere respektfuldt over for kirken og dens funktioner end man somme tider oplever danske dåbs- og konfirmationsgæster gøre. Irakerne er vant til at tage religion alvorligt, og de viser alt, hvad der foregår i kirken, stor respekt. Og det var på eget initiativ, at de flyttede over i Brorsons Kirke, som har bedre faciliteter.

Menighedsrådene har ikke foregøglet flygtningene, at vi kan finde en løsning på deres asylsager. Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi er "villige" til, men hvad vi har kompetence til.

Derfor var noget af det første, vi gjorde, da vi fik besøg af irakerne og deres danske støttegrupper i Vor Frue Kirke, at vi kontaktede Dansk Flygtningehjælp. Hvad vi kunne gøre over for irakerne, var at give dem den omsorg, fred og trøst, de bad om.

Kirkeministeren har undret sig over, hvorfor muslimer søger kristne kirker, hvorfor de ikke går til "deres egne". Det anser hun for "helt barokt".

Men det kunne jo være, at muslimerne fandt noget i vore kirker, de ikke kan finde i deres egne bederum.

Det vigtigste er nok, at folkekirken åbner sig for alle uden at spørge om personnummer, dåbsattest, etnisk eller religiøs oprindelse. Kirken er "offentlig" i den forstand, at den er åben for hele befolkningen og ikke stiller bestemte krav til den enkeltes tro ved indgangsdøren. Det er en del af kirkens forkyndelse af kristendommen, at den forsøger i handling at leve op til Jesus' lære om tilgivelse, nåde og barmhjertighed og alle menneskers lighed for Guds åsyn. Heraf afhænger folkekirkens troværdighed for store dele af befolkningen i Danmark - og ikke kun for dem, der er medlemmer af den.

Politik vs. religion

Så er der folkekirkens præster. Få trossamfund har så samvittighedsfulde og veluddannede præster. Mange muslimer vil hellere tale med en af folkekirkens præster end med en af "deres egne". For præsten vil aldrig være fordømmende eller moraliserende, men lytte og vejlede. Og de fleste præster er meget omhyggelige med at sondre klart mellem de religiøse og det politiske. Som den angiveligt "politisk korrekte" sognepræst Jesper Stange, som har pådraget sig Peter Skaarups kritik ved "ikke at sørge for, at danske myndigheders afgørelser blev ført ud i livet".

I sin prædiken i Domkirken søndag eftermiddag sagde han blandt andet:

"Menighedsrådet ved kirken har for et øjeblik siden udtalt, at det er i kirkens ånd, som vi forstår vor Herre, at tage os af asylansøgerne som medmennesker i nød og betryg. De er vores diakonale og sjælesørgeriske opgave ved deres blotte tilstedeværelse. En måde at udtrykke vor Herres krav på vores medleven er, at vi er forpligtet på at anvende den magt, vi har i det andet menneskes liv, til dette menneskes bedste. Det står i vores magt at hjælpe, trøste og lindre. Vi kan samtale om mulighederne for at løse den låste situation op. Men ændre den politiske beslutning kan vi ikke som kirke."

En tredje grund for ikke-kristne til at søge kirken er kirkebygningens skønhed og "hellighed" (selv om dette begreb anfægtes af en del danske teologer). Kirken er et rum så forskelligt fra dagligdagen, så præget af kunst og musik og bøn og eftertanke, at den udgør et åndeligt alternativ til en ofte hård og barsk virkelighed. Og domkirkens rige gudstjenesteliv dementerede i sig selv det indtryk af ligegyldighed over for det religiøse, som mange af vore indvandrere tror, er karakteristisk for danskerne.

Sidst men ikke mindst er mange muslimer optaget af selve kristendommens lære og ikke mindst personen Jesus Kristus. De ser ham godt nok ikke som Guds søn; men som profeten og frelseren. Ikke som den fjerne, strenge dommer, men som håbets, kærlighedens og tilgivelsens nærværende kilde. Netop de sider af Guds væsen, som er blevet totalt marginaliseret af de moderne radikaliserede og voldsforherligende islamister.

Ikke misforstået

Vi hører ikke om mange, der er gået over til kristendommen. Men der er flere, end vi tror. Nogle holder det hemmeligt, når de bliver døbt, andre bliver ikke døbt af frygt for at blive udstødt af deres sociale fællesskab, eller komme ud for endnu værre ting. Jeg har oplevet, at selv muslimer, som aldrig har overvejet at konvertere, kan være meget optaget af både Bibelen og Jesus Kristus.

Derfor kan vi ikke se vores modtagelse af flygtninge af en anden tro som et udtryk for en "misforstået humanisme", men som et vidnesbyrd vi giver om, hvordan vi forstår kristendommens værdier og bedst muligt forsøger at handle efter dem. Det er "i virkeligheden" også - mission. I dag udbredes kristendommen ikke så meget gennem overtalelse og dialog som gennem handlen. Og hvad enten man vil indrømme det eller ej, er mission en grundlæggende forpligtelse for en kristen kirke.

Karsten Fledelius er formand for Distriktsforeningen af menighedsråd i København og næstformand ved menighedsrådet ved Københavns Domkirke