Kronik

Hvorfor skal man være helt ude at skide, før hjælpen kommer

Statsfinansieret terapi gjorde Ea Ørum til en mønsterbryder, der i dag kan kalde sig historiker, selv om hun både har gennemlevet anoreksi og angst. Derfor er det ren galimatias og en dyr løsning, når samfundet dropper hjælp og uddannelse i tide
Hvor syg skal man være, før man får hjælp, spørger Ea Ørum, der selv er taknemmelig for terapi og uddannelse.

Hvor syg skal man være, før man får hjælp, spørger Ea Ørum, der selv er taknemmelig for terapi og uddannelse.

Bax Lindhardt

26. juni 2009

Flere får afvist den økonomiske hjælp, som har hjulpet mig gennem mit studie. Det drejer sig om revalidering under uddannelse og handicaptillæg til SU'en. Den slags ydelser kræver nu, at man er helt ude at skide.

Jeg vil derfor gerne sige tak for, at jeg blev født de år tidligere, så jeg kunne få det godt og ikke koste kassen i det lange løb. I stedet har jeg brudt min sociale arv, og bidrager derved til samfundet på længere sigt. Faktum er, at jeg formentlig ellers ville have kostet jer kassen.

Så tak for jeres tro på, at jeg kunne blive til den dannede mønsterbryder, som jeg er i dag. Var det ikke også det, som vi ville med velfærdssamfundet, individualismen og liberaliseringen? Altså komme ud over klasse- og kassetænkning

Jeres skattekroner og en fornuftig fordelingspolitik har i hvert fald gjort forskellen for mig. Mønsterbryderen har sagt særdeles farvel til ungdommens anoreksi og andre diagnoser og er i dag en flittig specialeskriver.

Tildækkede spejle

Takket være psykologhjælp, ungdomsrevalidering og den slags tabuting kan jeg nu kalde mig: Historiker, journalist, glad for mig selv og andre mennesker, nysgerrig, stærk, sund og rig på lyst til livet. Den hjælp, som jeg har fået, har ført mig gennem universitetsstudiet og livets totalt mørke sider.

Der er perioder af mit ungdomsliv, som jeg stort set ikke husker, og det er desværre ikke, fordi jeg festede årene væk. Det er fordi jeg lukkede døren til verden og enhver følelse, som var uhåndterlig. De svage erindringer har jeg lært at vende til selvstændighed og en tro på min ufravigelige vilje.

Min historie er ganske kort: Jeg var nok lidt anderledes som barn - i hvert fald en lille smule anderledes tænkende. Jeg var dygtig - virkelig dygtig i folkeskolen, og de andres misundelse var grov. Derhjemme havde jeg en mor og en hund. Ingen af dem gik på arbejde. Min far kendte jeg ikke, før jeg var godt 20 år, og han hverken var eller blev en fornøjelse, da jeg mødte ham. Ham vender vi tilbage til.

I gymnasiet var jeg også sød og nem. Masser af kor og elevrådsarbejde. Jeg klarede det hele nogenlunde. Man kaldte mig enspænder og nørd, hvilket var helt ok med mig. (Der er dog lige en episode, hvor én fra min klasse hælder en skraldespand ud i hovedet på mig - det var ikke ok).

Jeg var godt nok begyndt at have mange sygedage, hvor lyset skulle være slukket, for hovedet gjorde ondt. Spejlene skulle dækkes til, så jeg ikke kunne se mig selv!

Men jeg fik det aldrig sagt til nogen.

Jeg fandt et arbejde efter gymnasiet og sparede sammen til at tage på højskole.

Optur blev til nedtur

Højskole kan sikkert være godt for nogle. Helt sikkert. Men for mig blev det en lang påmindelse om, at jeg aldrig havde lært de sociale regler, fordi jeg altid havde følt mig udenfor fællesskaber. Den dag i dag kan jeg godt forstå, hvorfor jeg blev enspænder: Jeg kunne jo ikke omgås folk socialt. Den slags er jo ikke medfødt, det skal læres.

Jeg kortsluttede mentalt på højskolen og tænkte, at det nok ville hjælpe, hvis jeg blev smukkere. For alle kan lide de smukke piger. Sådan begyndte den tåbeligt tidskrævende motionsdyrkelse og de uendeligt lange forklaringer på, hvorfor jeg ikke var sulten.

Komplimenterne blev flere, og de fortsatte, selv om menstruationen holdt op, og koncentrationen forsvandt - for jeg havde jo været drønsulten i flere år (fornem følelsen af, at du ikke har fået frokost og gang den med en trillion.)

Endelig blev jeg smuk som idealet, og i vores kultur er det nemt at forveksle smukhed med at få kærlighed. Jeg valgte derfor at blive endnu smukkere.

Det blev blandt andet bifaldet af min nye far, som jeg 'endelig' var blevet forenet med. Og som han sagde, sånød han at gå med sin datter under armen, når folk kiggede beundrende.

Faktisk blev han så begejstret, at han ikke kunne holde fingrene væk. Men det er en helt anden historie.

40 kilo og studerende

På det tidspunkt begynder jeg på Københavns Univer sitet. Jeg er ved at blive faretruende tynd, men prøver stadig at arbejde ved siden af studierne. Til sidst knækker filmen.

En læge, som jeg opsøger på grund af den manglende menstruation, siger, at jeg kan dø at et hjertestop. Men ærligt talt, så er jeg (lige der) mere optaget af, at mit hår falder af i store totter - for så er jeg jo ikke spor smuk. Vægten er cirka 40 kilo, og jeg sidder fast i et sygt syn på krop og socialt liv.

Her prøver jeg stadig at få studierne til at lykkes, for jeg skal i hvert fald ikke være et offer, ligge nogen til last eller spørge nogen om hjælp.

Diagnoser som angst og anoreksi ryster jeg på hovedet af. Og det gør jeg også lige præcis i det øjeblik, hvor jeg havner hos en dygtig psykiater, der hurtigt sender mig i en terapigruppe, samtidig med at jeg får økonomisk hjælp til at klare studierne ved siden af terapien.

Tak for det! Jeg ville have været endnu mere bange for at tage hjælpen til mig i dag, hvor der virkelig skal plages, før hjælpen gives. Det er ikke en hjælp. Skal vi bare lade de næste 'ofre' gå til i kviksand

Den hjælp, jeg fik, betød, at jeg ikke skulle arbejde ved siden af studierne, således at jeg fik mine bøger betalt, og jeg i stedet kunne passe min terapi og blive glad i låget på en sund måde.

Kampen herfra har været hård, men også spændende. Og jeg har vitterlig sejret over forskruede kropsidealer og de ellers kroniske følelser af at være ensom og underligI stedet har jeg fået et fantastisk socialt liv.

Jeg fik tiden til at få det godt i terapien, hvor jeg blev bakket op i min uddannelse og, hvor jeg kunne øve mig i at være social og blive stolt, og blive … glad!

Vanskeligere at få hjælp

Jeg har mødt flere, hvis historier ligner min, men som ikke har kunnet få samme hjælp. Ligeledes finder min gamle psykiater det vanskeligere at få tildelt økonomisk hjælp til hendes patienter nu end tidligere.

Vi ved, at det generelt er blevet vanskeligere at få en revalidering. Men at SU-tillægget til unge med psykiske problemer også er blevet strammet, virker absurd i en tid, hvor man samtidig vil have de studerende hurtigt igennem uddannelsessystemet.

En oprigning til SU- styrelsen fortæller, at ingen regler er ændret, men praksis tyder altså på noget ganske andet. Så hvad sker der?

Ud af offerrollen

Jeg mener ikke, at samfundet skal klientgøre, eller at det på nogen måde er lukrativt at diagnosticere unge som ofre, der partout skal hjælpes.

Jeg er derfor for så vidt enig, når den danske historiker, Henrik Jensen, kritiserer samfundsudviklingen i sin bog, Offerets Århundrede: »Offerrollen giver resul- tater - begyndende med den umiddelbare opmærksomhed fra omgivelserne, der for et øjeblik trækker en person ud af den grå masse og ind i lyset.«

Offerets Århundrede beskriver den udvikling, der gør, at hvis man i dag ikke kan få succes, så kan man få succes med at være offer.

Jeg kan godt se, at det er en hamrende uheldig udvikling. Men derfra og så til at fjerne hjælpen, synes som en grotesk løsning, der fastholder folk i en dyr situation.

Hvis man mener, at hjælpen gør folk til ofre, må måden, hvorpå der hjælpes, kunne ændres?

Og nej, vi skal ikke gøre nogen til ofre eller være overforstående humanister - men vi må heller ikke undlade at hjælpe, til det næsten er for sent, og det er den strategi, som vi åbenbart vælger lige nu.

Vi skal ikke ofre de svageste, fordi vi er bange for at være i offerets århundrede .

»Det ligger os lige under huden: Vi er ofre for vores forældre…For trafikken, for ægtefællen, for staten og for samfundet i almindelighed. Eller vi er ofre for sexisme, racisme og nationalisme, ofre for de herskende skønhedsidealer for 'noget' indeni…«.

Ja, men derfra og til så at konkludere, at vi som samfund må lade stå til og ikke prioritere at uddanne, er håbløst. For uddannelse i vores samfund er med til at give selvværd og skabe socialt liv, hvilket ofte mangler i de unges liv.

Ea Ørum er specialestuderende i historie og journalitsik på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når jeg i dag i alle medier må se med på virkningen af et enkelt menneskes død, en såkaldt legende/idol/symbol, kunne man få den tanke, at her er brug for alverdens psykiatere. Men det er vel ikke den naturlige tilværelse uden kunstige midler, som vi i stedet for og uden at vide det eftersøger?

Hugo Barlach

Men vi har ikke glemt positivlisterne omkring uddannelse med baggrund i det forhold, at arbejdsløse ikke skulle kunne konkurrere med folk i arbejde. Ressourcespild rent ud sagt på bureaukratiske vilkår. Hvad er det, der er så forkert ved kvalificere sig, at man behøver stopklodser vilje til viden?...

Hvorfor skal man være helt ude at skide, før hjælpen kommer?

Det er en direkte følge af klaus hjort frederiksen's socialpolitik.

Ikke mange er vel uenige i at det skal kunne betale sig at arbejde, men denne udtalelse er samtidg venstres begrundelse for at tvinge psykisk syge i arbejde, ja oven i købet selv visse kræftpatienter.

Det skal ses i den sammenhæng, at arbejdsgivernes tidligere mangel på arbejdskraft skulle dækkes, uden at indføre mere arbejdskraft.