Kronik

Er ideologi stadig noget bras

Lad de forskellige ideologier komme frem til diskussion, så vi kan vælge imellem dem, dele os efter anskuelse. Det er ideologi som skjult dagsorden, der praktiseres i dagens Danmark
Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen (t.h.) er tilsyneladende enige om, at man ikke skal tale for højt om ideologier. Men ideologierne findes stadig i den politik, der bliver ført.

Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen (t.h.) er tilsyneladende enige om, at man ikke skal tale for højt om ideologier. Men ideologierne findes stadig i den politik, der bliver ført.

Ernst van Norde

23. juni 2009

»Ideologi er noget bras,« sagde daværende statsminister Poul Schlüter tilbage i 1983. Heller ikke i dag synes ret mange optaget af de overordnede ideer, som engang var drivkraften for de politiske partier. Er de da døde, ideologierne, som forestillinger om, hvordan menneske- og samfundslivet bør indrettes og udvikles

»Jeg kan slå Fogh,« sagde Helle Thorning-Schmidt, da hun i 2005 over for sine socialdemokratiske partifæller argumenterede for sine kvaliteter som partiformand. Hun sagde andet, men det var den lovede sejr over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der stod tilbage som det markante (og udslaggivende ) løfte for fremtiden. Sagde hun det, fordi hun mener, at valg afgøres af fængende punchlines Og blev det stående, fordi hun har ret Politik som talemåder og fremtrædelsesformer Man kunne fristes til at tro det. Og føle sig bekræftet af politikernes ageren, som den opleves i det daglige. Flertallet synes at bevæge sig om hinanden i trin koreograferet med angst for at træde ved siden af den almindelige offentlige mening. Stemmerne og magten skal hentes, hvor de fleste borgere befinder sig. I den dominerende middelklasse. Som skal tilfredsstilles. Den bestemmer taburetternes bemanding. Den er ikke interesseret i ideologier. Den giver magten til de politikere, der har fristende bud på løsning af de her-og-nu-problemer, der præger hverdagen. Børnepasning, hospitalernes ventelister, ældrepleje, folkeskolen, integration, bandekrig. Samfundet som servicemaskine. Det skal fungere. Partierne repræsenteret i Folketinget, og dem uden for, der gerne vil ind, byder sig til med løsninger. De har hver deres. Men ingen forstyrrende ideologiske begrundelser. De ligger gemt i løsningerne. Samfundsudviklingen bestemmes af svarene på aktuelle udfordringer. Politikere rundet af borgerlighed har borgerlige svar på tidens spørgsmål. Socialister har andre bud. Politikerne kan afstå fra ideologiske manifestationer. De kan, som Schlüter, fornægte deres relevans. Men Schlüter, Nyrup, Fogh og Løkke har givetvis engageret sig i politik med et ønske om at fremme de ideer og holdninger, de identificerer sig med.

Et ideologisk valg

Skattestop og reduktion af skatten kan ligne pragmatisk imødekommelse af middelklasseønsker om mere til køkkenerne, bilerne og alle de andre fristelser, borgerne viftes om næsen med. Men skattelettelser er en blomst fra det liberalistiske væksthus. Den er fristende at tage til sig, men prisen er sat af grønfingrede ideologer. Lader man sig forføre, har man foretaget et ideologisk valg. Man har givet køb på den solidaritetstænkning, der er velfærdssamfundets fundament.

Vi mærker det allerede. Resultatet af det valg, der har bragt den nuværende regering til magten. De fælles, de offentlige institutioner forfalder. Men der er alternativer. Tilbud kreeret af liberalistiske forestillinger om samfundets ideelle indretning. Liberalisterne vil en forskellighed, der kontrasterer mod den lighedstænkning, som var ideal for det velfærdssamfund, vi havde. Lige adgang til samfundets velfærdsinstitutioner for alle borgere uanset indkomst. Liberalisterne vil også have adgang for alle til den service, borgerne har brug for gennem livet. Men på forskellige betingelser. Skolerne, hospitalerne, børneinstitutionerne, ældreplejen osv., som vi forestiller os dem med ensartede tilbud for alle, har fået private modstykker. For dem, der har forsikringer eller råd til dét, de private institutioner kan tilbyde.

Målrettet støtte

I et frit samfund kan man ikke hindre private alternativer til de institutioner, der er skabt af og for fællesskabet. De har altid været der. Det nye, som den nuværende regering har ført med sig, er den målrettede støtte til private velfærdsvirksomheder, der fremmer og fastholder borgernes forskelliggørelse. Valgfrihed er manøvrens kodeord. Uskyldigt, som det lyder, ligner det andre kodeord ved at være vildledende. For de fleste borgere, dvs. dem, der ikke har en arbejdsgiver, som forsikrer dem, eller ikke har råd til private løsninger, er valgfrihed friheden til at vælge det, de hele tiden har haft adgang til. De offentlige institutioner. Men der er forskel fra tidligere: Faldende kvalitet af det, de får tilbudt.

Regeringen kan sige, hvad den vil om stadig voksende bevillinger til offentlig service. Resultatet af den førte politik er borgernes virkelighed. Flertallet oplever lange ventetider til behandling på sygehusene, skoler i forfald, nødtørftig ældrepleje osv. For at imødekomme det rimelige folkelige krav, at mennesker med alvorlige sygdomme skal behandles hurtigt, udstedes behandlingsgarantier. De realiseres ved udbygning af kapaciteten på de private sygehuse. Til sikring af privathospitalernes belægning indføres statsstøttede forsikringsordninger for mennesker med godt og vellønnet arbejde på store arbejdspladser. De uforsikrede, de mindrebemidlede, de fattige bidrager til arrangementet med deres skat.

Det er liberal politik i den danske hverdag.

Ideologi er noget bras, men forestillinger om samfundets rette indretning er vel enhver seriøs politikers inspiration og drivkraft. Strategiske overvejelser af taktik og fremgangsmåde, der skal anvendes for at erobre magten kan føre til fortielse af idologisk standpunkt. Men det er der. Synet på staten som udtryk for landets regering, administration og offentlige institutioner varierer efter ideologisk ståsted.

Statens magt

Liberalismen har mange ansigter, men et gennemgående træk er begrænsning af statens magt. Ordet statsmagt kan lyde overvældende i den enkelte borgers ører. Men som udtryk for fællesskabets vilje har den enkelte del i magten og indflydelse på omfanget af den magt, der delegeres til fællesskabets institutioner. Velfærdsstaten, som vi kendte den, er en samfundsform, hvor staten overdrages ansvaret for borgernes økonomiske og sociale tryghed med udbygning af den offentlige sektor til følge. Samfundsformen kan diskuteres og bliver det selvfølgelig. Også den er udtryk for en ideologi, en forestilling om, hvordan samfundet bør indrettes. Med sin holdning til statsmagt må liberalisten se kritisk på velfærdsstaten.

Markant kom kritikken til udtryk og handling i 1980ernes Storbritannien og USA med den britiske premierminister Margaret Thatcher og USAs præsident Ronald Reagan som bannerførere. »Staten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet«, var Reagans verbale fanfare i kampen for reducering af statens indflydelse og privatisering af offentlige serviceydelser. I Thatchers og Reagans aftapning af liberalisme skulle f.eks. statens velfærdsforpligtelser begrænses til samfundets allersvageste. De andre måtte klare sig selv. Hvad de selvfølgelig også kunne, ifølge liberalistisk logik, når der ikke var anden udvej. Belønning og gulerod var klækkelige skattelettelser størst selvfølgelig til de velhavende. Velstand er i nyliberalistisk tænkning udtryk for den formåen, der tjener medborgere som eksempel og løfte om belønning. Ideologi. Blot en anden end den, der ligger til grund for velfærdsstaten, som vi kendte den.

I sin bog fra 1993, Fra socialstat til minimalstat, tonede Anders Fogh Rasmussen rent flag i sin holdning til velfærdsstaten. Der var ingen tvivl at spore i hans mening om omfanget af statens forpligtelser over for borgerne. Bogens indhold er en argumentation for dens titel. Det var ni år, før han kunne sætte sig i Statsministeriet. I de ni år fik spindoktorer og partistrateger lært ham betingelsen for magtovertagelse i Danmark. Middelklassens tryghed. Han afideologiserede sin og Venstres facade. Minimalstatsvisionen blev sløret med løfter om velfærdsstatens ukrænkelighed. En fælde for de mange, der lod sig forlede til at tro på pragmatisk neutralitet som politiks drivkraft.

Ideologi er noget bras. Eller ...

Ideologi er forestillinger om samfundets indretning. Lad de forskellige ideologier komme frem til diskussion, så vi kan vælge imellem dem, dele os efter anskuelse. Det er ideologi som skjult dagsorden, der er noget bras.

Borgere, der tror på ideologifri politik, er naive.

Niels Kølle er redaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak for den kronik.
Bare en lille tilføjelse om regeringens og DF s meget opreklamerede frie valg Udover det nævnte .frie sygehusvalg med de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer og med skattefradrag kan nævnes at det frie valg i ældreplejen kun omfattet valg af leverandør og ikke hvad og hvornår den ældre ønsker det og det udført. Derudover står der i loven som regeringen og DF vedtog, at den kommunale hjemmepleje IKKE må udbyde ekstra ydelser (som et ekstra bad end visitationen har bevilget ol. ydelser) for brugerbetaling. Så her får den ældre ikke frit valg og kommunerne får ikke fri konkurrence mulighed.
Ligeledes har den ældre der søger ind på en af de nye private plejeboliger ikke et reelt frit valg, da det alene er den private plejebolig der bestemmer om de vil give den ældre en plejebolig.
Bare 2 andre eksempler på regeringens og DF s frit valg ordninger.

Nille Torsen

Fin artikel.

Niels Kølle rammer noget helt centralt med bemærkningen:

"Sagde hun det, fordi hun mener, at valg afgøres af fængende punchlines Og blev det stående, fordi hun har ret Politik som talemåder og fremtrædelsesformer".

I sidste halvdel af 1800-tallet var amerikansk politik præget af valgmøder med mere end tusinde tilhørere som hørte to kandidater debattere. Det interessante er at hver kandidats indlæg nemt kunne vare 1/2 time. Nogle af indlæggende er bevaret og det er overraskende i hvilken dybde de gik i samfundsanalyse og etik. Det ville være utænkeligt nu om dage, men retfærdigvis skal det siges at der dengang var meget lidt underholdning så folk var næsten tvungne til at beskæftige sig med noget alvorligt for overhovedet at få tiden til at gå!