MELBOURNE Noget helt nyt er på færde ved Harvard Business School, som er en af verdens mest prestigefyldte institutioner for vordende virksomhedsledere. Mens afgangseksaminerne afvikles for den første klasse, som afslutter sin Master of Business Administration-grad siden den globale finansielle krise begyndte, har de studerende formuleret et nyt etisk løfte, der forpligter dem til at udføre deres arbejde »på en moralsk forsvarlig måde«, til at »at stræbe efter at skabe en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig velfærd på verdensplan« og til at forvalte deres virksomheder »i god tro og være på vagt over for beslutninger og adfærd, som fremmer egne snævre ambitioner, men skader virksomheden, og det samfund, som den skal tjene«.
Ordlyden for den nye MBA-grad trækker på en lignende ed, som blev indført i 2006 af Thunderbird School of Global Management i Arizona. Men det faktum, at en af verdens mest berømte handelsuniversiteter har taget den til sig, har stor betydning.
Etisk bevidsthed
Mens dette skrives, har blot 20 procent af de studerende i afgangsklassen aflagt eden. Dette vil givetvis foranledige kynikere til at spørge: Men hvad så med de andre 80 procent Hertil er kun at svare, at de, som har aflagt eden kun er del en bredere ny tendens i retning af højere etisk bevidsthed, som er fulgt i kølvandet på den seneste flodbølge af afsløringer af uærlighed og grådighed i den finansielle sektor. Interessen i at følge kurser i forretningsetik er steget, og de studerendes aktiviteter på de handelsskoler er mere fokuseret end nogensinde før på at gøre forretninger, der tjener langsigtede sociale værdier.
Forretningsetik har altid haft særlige problemer, der adskiller sig den fra andre professioner såsom medicin, jura, teknik og lægevidenskab. Et medlem af min familie har for nylig haft et øjenproblem og blev henvist af sin praktiserende læge til en øjenkirurg. Kirurgen undersøgte øjet og erklærede, at der ikke var behov for kirurgi, og sendte hende tilbage til hendes praktiserende læge.
Det er selvfølgelig ikke mere, end man ville forvente af en læge, der er tro imod sin professions etik, fortæller min lægevenner mig. Derimod er det svært at forestille sig at gå til en bil forhandler og få det råd af denne, at man faktisk ikke har brug for nogen ny bil.
For læger går tanken om at aflægge en ed om at ville handle etisk tilbage til Hippokrates. Hver profession vil naturligvis altid have sine slyngler, uanset hvor mange eder, der så aflægges, men tilbage står, at langt de fleste i sundhedssektoren udviser et oprigtigt engagement i at tjene deres patienters bedste interesser.
Er virksomhedsledere engageret i noget som helst andet end at skabe overskud og fremgang for deres virksomhed Det ville være svært at påstå. Og faktisk vil mange virksomhedsledere da også benægte, at der skulle være nogen som helst konflikt mellem deres egeninteresser og det almene vel. Med Adam Smiths teori om den usynlige hånd, mener de studerende, at den vil sikre, at forfølgelsen af vores egne interesser i det frie marked vil bidrage til alles fælles vel.
Kætteri
I samme tradition skrev økonomen Milton Friedman i sin bog fra 1962, Kapitalismen og frihed : »Der er ét og kun ét socialt ansvar i erhvervslivet at bruge sine ressourcer og engagere sig i aktiviteter, hvis formål er at øge indtjeningen, så længe disse aktiviteter foregår efter spillereglerne om åben og fri konkurrence uden bedrag eller svig.«
For dette dogmes sande troende må den blotte forestilling om, at en virksomhedsleder skulle stræbe andet end at maksimere udbyttemaksimering for aktionærerne være kætteri.
Men samtidig med at den globale finansielle krise vitterligt blotlagde svindel i massivt omfang, var den underliggende årsag til krisen ikke så meget bedrag, som den var markedets manglende evne til at binde egen interessen hos dem, som solgte og videresolgte subprime-realkreditlån sammen med interesserne hos investorerne i de finansielle institutioner der købte dem. Den omstændighed, at det ville være kommet til en endnu større katastrofe, hvis ikke de nationale regeringer havde været villige til at trække på skatteyderne for at stille kaution for bankerne, var et yderligere slag i ansigtet på dem, som docerede, at vi bare skulle have tillid til det uregulerede marked.
MBA-eden er et forsøg på at erstatte Friedman-synet på virksomheders sociale ansvar med noget helt andet: en forvaltningsprofession, som forpligter sig til at fremme langsigtet, bæredygtig velfærd for alle. Sansen for professionel etik overføres via de klausuler i edsløftet, der pålægger virksomhedslederen »at udvikle både mig selv og andre ledere under mit tilsyn, således at virksomheden fortsat kan at vokse og bidrage til samfundets velfærd«.
Således understreges også det kollegiale ansvar, som er kendetegnende for faglig selvregulering. Med hensyn til det ultimative mål for lederprofessionen, er det, som vi har set, intet mindre end »at skabe en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig fremgang over hele verden« .
Kan et sådant kodeks virkelig finde fodfæste i et konkurrencepræget erhvervsliv Måske dets bedste håb for succes skinner igennem i en bemærkning til New York Times fra Max Anderson, en af de studerende, som står bag initiativet: »Der er en følelse af, at vi ønsker, at vores professionelle liv skal give mening på et større plan ... at organisationsledelse også må handler om at tjene almenvellet,« sagde han.
Hvis bot tilpas mange erhvervsfolk ville begynde at opfatte deres interesser i det perspektiv, vil vi måske se en etikbaseret profession vokse frem også blandt erhvervslivets ledere.
Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
