Kanyleblå morgen

Skål i skivet, sagde jeg til mig selv og hunden, for vi var de eneste, der var tilbage på parcellen. Resten var daffet af til Sønderjylland, og det passede mig faktisk helt godt. Jeg var lige kommet hjem fra SuperBest, for jeg havde set i en tilbudsavis, at de havde dybfrosne bornholmerhaner på to kilo til salg for 40 kroner.

Og se, det er et godt tilbud. Men der var ingen bornholmerhaner; desværre, sagde den pæne unge mand, de er udsolgt, men de kommer igen på onsdag. Ja, den er god. Som om de krejlere ikke ved, at der vil blive run på, og at de derfor hellere må bestille et ordentligt læs kølebil hjem, hvis de virkelig mener deres tilbud alvorligt. Men det gør de ikke. De vil bare lokke kunder i butikken, og så må de sagesløse kulier, der slæber varer ind og ud, stå for skud. SuperBest er i særklasse de værste til den form for bondefangeri, men Føtex er nu også godt med.

Hrmf. Men hov!

I fiskedisken lå der helt friske sild til 30 kroner kiloet, og ekspeditricen, rund i form og mild i hu, smilede og sagde, at hun ikke kunne lide sild og da slet ikke sådan nogen friske nogen med hoved, ben og hale. Det er i orden, sagde jeg, fire af dem til mig og hunden, så slipper du. 20 kroner.

Og ned røg de, blankstegte med bløde løg, bornholmsk sennep på rugbrød og et par ordentlige møghunde af kold, dansk Exportakvavit. Skål i skivet, vuffer, har vi det ikke godt? Kræet krøllede sig sammen i sit yndlingshjørne med en veltilpas mavelyd. Klokken var 10.30, og ingen af os skulle noget særligt den dag, men solen strålede fra en kølig, skyfri himmel, og så slog det ned i mig: Det her, det er en kanyleblå morgen. Det må være sådan en slags morgen, hun taler om. Direkte induktion. Hvis jeg var en motor, ville jeg lige nu have 16 hypersmurte ventiler.

Alt er galt - og godt

Hun? Jeg ved ikke engang, hvem hun er. Men jeg ved, hvad hun hedder. For nylig udgav hun en bog på eget forlag, og hun bor vistnok på Frederiksberg. Bogen hedder Frihedssang mod robot og kannibal, og jeg faldt over den ved et tilfælde. Siden har jeg bladret ivrigt i den, og det er sådan et bæst af en bog, som ingen har gidet eller kunnet læse korrektur på, der er trykfejl på trykfejl og sjusket stavning; ja, alt hvad det kan være galt med en bog, er galt. Faktisk burde det ikke være en bog. Det er derfor, at hun selv har udgivet den. Jeg forestiller mig en pæn redaktrice på et nobelt forlag få det i hånden. Vedkommende ville reagere som prinsessen i Klods-Hans: "Tag det væk!"

Men skrive kan hun, I guder hvor kan hun skrive, hun kan bare ikke redigere, strukturere og stave. De kanyleblå morgener dukker op i denne sammenhæng: "...tøjrede kør der glor/ blandet mishandlede heste/ de dryppende muler fra/ kanyleblå morgener/ hvor de selv var arbejds-/ dyr i hospitalsbåse/ ætser gyldne dørbeslag..."

Litteratur til hunden

Giver det mening? Tjah. Måske ikke på den måde, som vi normalt forstår ordet mening på. Men for mig giver det nye tanker og drømme, nye måder at se verden på. Man kunne også kalde det frihed. Sætninger og udtryk som disse kan indeholde mere end en hel roman med endeløse beskrivelser af middelklassens værdiløshed, som vi kan læse om hos dagens tilbedte, litterært anerkendte bestsellerforfattere. Alt det der soap-pladder pakket ind som højlitterær fiktion er så kedsommeligt, at jeg får lyst til at give det til hunden, men den er heldigvis bedre vant, 10 år gammel, mæt af dage og stegte sild, reelle værdier. Skal man endelig læse, se noget eller høre noget, så må det da være for at få et ordentligt los i løgene - eller også har jeg ikke forstået et kvæk af det hele, hvilket absolut er en mulighed, for det virker ikke som om, at der er så forfærdelig mange, der har det, som jeg har det. Det virker snarere som om, at alle vil bekræftes i, at de er åh så litterære, så derfor gasser de sig med mere af den trenddyne, som de i forvejen er dybt afhængige af. Og lad dem da endelig gøre det, her i huset er hunden og jeg ikke kulturradikale, næh, vi lader folk have den skæbne, som de har valgt, i fred. Eller som hun også skriver, hende med kanylen: "Sådan vokser ytringslysten på linde såvel som dadler, og der er frihed & mod til at stemme årtusinddøren op og standse korstoget hvor en gravid passerer gaden."

Dagbøger af sindslidende

Engang i begyndelsen af 90'erne interviewede jeg den danske digter Peter Laugesen. Han havde en drøm om, at alle utilpassede, anderledes og sindslidende fik deres dagbøger udgivet - totalt uredigeret. Det hele skulle være med, for uden det hele kan man ikke forstå den sammenhæng, som det enestående udspringer af.

Peter Laugesen havde noget at have det i, for han havde selv fået udgivet flere bøger med uredigeret 'automatskrift', som han kaldte det. Han drømte og praktiserede den ultimative rene skrift uden filter som et ideal, hvor de enestående øjeblikke pludselig skrives frem uden formens, pænhedens og skyldsbevidsthedens filter.

Sindslidende. Ja, sindslidende er hun, eller har hun været, hende med de kanyleblå himler. Hendes digte flyder over af læger og kanyler, men også af kærlighed og frygt, for sådan er det at være sindslidende. Men det at være sindslidende er også ind imellem at se alting uhyggeligt klart, og det er dér, at vi andre kan begynde at stige på. Tag nu igen Peter Laugesen: Den bog i hans forfatterskab, der om 100 år vil blive stående, er den surreelle Katatonien fra 1970. Den talte vi også om dengang, selv om Peter Laugesen åbenlyst ikke var meget for at få ribbet op i det gamle sår igen. Nygift med sin første kone brugte han seks måneder på at ryge hash og skrive ned, hvad der skete. Det viste sig, at der ikke skete specielt meget. Men det, der skete, skrev han ned. I dag er Katatonien desværre helt uopdrivelig, den er for længst forsvundet fra bibliotekerne, og ingen synes at have lyst til at genudgive den, selv om den er et hovedværk i det 20. århundredes danske litteratur.

Og så er det bare, at hunden og jeg, her i vort selvvalgte, sildestinkende refugium føler trang til at give et fælles vuf for alt det, der er hjemløst, mærkeligt eller udenfor. Hvis hunden ikke fik nogle rå sildehoveder at sige nej til, blev vi nødt til at opfinde dem. Alle definitioner opstår ud af deres modsætninger. Normalitet ville ikke være en norm, hvis det unormale ikke fandtes. Vi er alle kun mennesker. Spørg bare Lars Løkke.

I øvrigt hedder hun, damen med de kanyleblå morgener, Liselotte Gabriel Pedersen. Hun maler også, og ud fra billedet på forsiden af Frihedssang mod robot og kannibal, som hun selv har lavet, maler hun lige så godt, som hun skriver.

Moralen? I dag finder man i stigende grad den spændende litteratur udenfor de etablerede forlag, udenfor tidens litterære kritik og forfatterportrætter i de etablerede medier. Undtagelsen er de forfattere, der i en mere favnende, kvalitetsbevidst og oplyst tidsalder for 20-30 år siden slog igennem og skabte sig et navn og dermed et indtægtsgrundlag, der aldrig kommer på højde med en blikkenslagers, men dog er nok til at leve af, hvis man ikke fordrer de store materielle højdepunkter, men priser sig lykkelig for, at man kan leve af det, som man ikke kan lade være med alligevel. Og priser sig lykkelig for, at der derfor stadig er etablerede forlag, som binder an med at lave alt det praktiske med korrektur, redigering og trykning - og endog giver én et honorar.

Jeg puffer til hunden, som kvitterer med at vende bugen i vejret, veltilfreds. Måske kan man lære noget af den indstilling: Den tænker ikke over, at det er en hel måneds vansmægten uden friske sild, den oplever kun nuets tilfredshed. På samme måde med alle os, der elsker den anderledes og frigivende, billeddannende litteratur. Hvorfor beklage sig over tidens leflen for normalitet og middelmådighed? Alt det originale er der stadigvæk, det er bare flyttet et andet og mere usynligt sted hen. Ligesom den kanyleblå morgen, der er afløst af en varm, gul forårsdag. Lige efter bogen - om jeg må være så fri.

Flemming Andersen er journalist og forfatter