Kommentar

Lad os tilbyde de polske arbejdere at lære dansk

Ideen om, at selvforsørgelse er lig med integration, er et problem i dansk integrationspolitik. Sproget, derimod, er en nødvendig forudsætning
25. juni 2009

For tiden arbejder 25.000 polakker her i landet. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Mange af dem har ægtefælle og børn med, og de har valgt at bosætte sig permanent i Danmark. Det betyder, at vi må tage opgaven på os med at integrere de nye medborgere på bedste vis. Blandt andet ved at tilbyde dem undervisning i dansk, så de kan begå sig som ligeværdige medborgere i det danske samfund - også uden for en arbejdsplads.

De polske arbejdere er en relativt veluddannet gruppe. Undersøgelser viser, at de ældste polakker er de bedst uddannede, mens de helt unge polske arbejdere under 20 år i langt højere grad har en uddannelse på grundniveau. Vi har en forestilling om, at det primært er håndværkere, der er kommet hertil fra Polen. Forestillingen kan ikke entydigt bekræftes. Tværtimod synes der at være mange, som har en helt anden uddannelsesbaggrund, og der er f.eks. en overrepræsentation af polakker med en gymnasial uddannelse i Storkøbenhavn.

Det nødvendige sprog

De polske arbejdere har altså gode forudsætninger for at modtage undervisning, og vi må forvente, at alle, der ønsker at arbejde i Danmark, også vil bruge tid og energi på at lære det danske sprog. Ved at tilbyde de udenlandske arbejdere at lære dansk, så åbner vi muligheden for et bedre samarbejde mellem dem og deres danske kolleger.

Vi åbner også muligheden for, at de udenlandske arbejdere gennem sprogundervisningen kan få gode kort på hånden for at klare sig i det danske samfund - både på kort og på længere sigt. Samtidigt undgår vi at gentage integrationsfiaskoen fra 1970erne, hvor blandt andre gæste arbejdere af tyrkisk oprindelse blev inviteret til Danmark for at tage del i produktionen uden at få den danske uddannelse, der er nødvendig for at klare sig på arbejdspladsen og i samfundet i almindelighed.

Moralen er, at arbejde alene ikke er vejen til integration, mens sproget derimod er en helt nødvendig forudsætning for en ordentlig integration.

Fejlagtig konklusion

I dag færdes østeuropæiske arbejdere dagligt på de danske arbejdspladser. De er her for at tjene penge i en kort periode, og fejlagtig troede vi, at de efter en periode ville vende hjem til familien igen. Den fejlagtige konklusion har derfor været, at de nye udenlandske arbejdere heller ikke behøvede at lære dansk. Når man er selvforsørgende, så er det at lære dansk en frivillig sag. Man er integreret, når man er selvforsørgende. Også den siddende regering har haft den opfattelse, at selvforsørgelse er lig integration.

Der er en række eksempler på, at udenlandske arbejdere er tilknyttet en dansk arbejdsplads i flere år uden at kunne et eneste ord dansk. Det kan eksempelvis være i et rengøringsjob, hvor det at kunne tale dansk bliver betragtet som over flødigt.

Der skal fri adgang til

Nutidens udenlandske arbejder bliver tilbudt tre års danskundervisning fra det øjeblik, hvor han eller hun har fået opholdstilladelse. Men hvis vedkommende først efter to års arbejde finder ud af, at han eller hun har brug for danskundervisning, så er der kun ret til et enkelt års undervisning. Hvilket, for så godt som alle, er alt, alt for kort tid til at lære sproget i.

Det er blot en af flere faldgruber. Faktisk er faldgruberne så mange, at selv om danskuddannelserne er rigtigt gode indholdsmæssigt, så er der et væld af forhindringer for at deltage i dem. Derfor risikerer mange udenlandske arbejdere på grund af økonomiske, tidsmæssige eller andre barrierer at ende som sociale tilfælde uden statsstøttede muligheder for at tage en danskuddannelse på et højere niveau.

Med den nyligt vedtagne lov om danskuddannelse til voksne udlændinge med flere, hvor også EU-grænsependlere har samme ret til danskuddannelse, som de udlændinge, der har opholdstilladelse og bor i Danmark, handler det ganske enkelt om fra dag ét at tage imod tilbuddet. Der er altså brug for er at indføre fri adgang til danskuddannelserne uden de økonomiske eller tidsmæssige barrierer, som forhindrer, at nogle bliver afskåret for at tage imod tilbuddet om danskuddannelse.

Hanne Pontoppidan er formand for Uddannelsesforbundet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvorfor nøjes med et tilbud? Hvis arbejdsløshedskurven stiger kunne man jo, for at bremse tilstrømningen udefra, kræve at nutidens billige udenlandske arbejder skal kunne et minimum af dansk for at få arbejdstilladelse, og vi taler altså ikke om en gymnasial uddannelse, men om et minimum: Goddag, mit navn er, hvor stor er lønnen?, mine børn har det godt, jeg handler i NETTO og et par sætninger mere, eventuelt gradueret så prøvens sværhedsgrad stiger i takt med det lønniveau man lægger billet ind på. På den måde bliver det også lettere senere at opnå statsborgerskab, hvor man jo ikke kun skal kende sproget men også danske samfundsforhold.

Sprogundervisning for udlændinge som arbejder i Danmark er en fin ide. Måske kunne man udvide konceptet og sørge for at svenske undervisere ved universiteterne efter en årrække (eventuelt 5 år) tilegnede sig beherskelse af dansk. Med al respekt for den fællesskandinaviske broderånd, så forekommer det besynderligt at det er nødvendigt først at lære svensk for at få lov til at studere polsk på Københavns Universitet. Det kan selvfølgeligt godt lade sig gøre, men kvaliteten af undervisningen bliver ringere når de studerende skal bruge energi på at forstå en eller anden svensk dialekt frem for det emne som der undervises i.

Christian Olesen

Hanne når frem til at "selvforsørgelse ikke alene gør det". Der skal dansk sprog til! Der skal altså både job og sprog til. Det er hele 2 ting på en gang, nej, hvor komplekst!!!!

Jeg undrer mig lidt over den konklussion, for jeg ser mange 2. og 3. generationsindvandrere, som har job pg taler fint dansk, men som ikke er godt integrerede, f.eks. i forhold til kønnenes ligestilling.

Myten om sprogets betydning har (sand eller usand) floreret lige så længe, som vi har diskuteret indvandrere og flygtninge i Danmark. Skiftende regeringer har med vold og magt og varierende held forsøgt at trække det danske sprog ned over de forskellige grupper af indvandrere i landet.

Alligevel ser vi i dag parallelsamfund af 2.-3. generationere som taler fint dansk, men som i øvrigt forekommer at være skidt integrerede.

Sprog er i mine øjne kun en af mange faktorer som spiller ind. Skal der absolut puttes overskrift på, så er samhørighed kontra marginalisering snarere nøglebegrebet.

I kraft med den "frie tone" i den danske indvandrer debat har taget til, har mange indvandrere i større og større grad følt sig uden for det danske fællesskab. Når man ikke føler samhørighed med resten af samfundet, så føler man selvsagt ikke ansvar for fælleskabet og så er der ikke langt til bandekriminalitet, vold o.lig.

Manglende ligestilling i forhold til religionsdyrkelse (modstand mod kirker og begravelsespladser), den evige mistænkeliggørelse af tørklæder og mediernes overdrevne fokusering på tvangsækteskaber og de meget få æresdrab, som vi har haft i Danmark er også med til at øge indvandrergruppernes oplevelse af marginalisering.

I takt med at "det gamle Danmark" på denne måde tager voldsomt og demonstrativt afstand fra nydanskernes livsstil - den højt besungne frie tone -kommer den danske måde at leve på, til at fremstå som et fjernt og urealistisk alternativ til de parallelsamfund, som vi ser blandt invandrere, og som vi desvære også kan komme til at se blandt de nyeste nydanskere fra østeuropa. Jeg forstår det sgu gpdt! Hvis nogen i grove vendinger kritisere min danske kultur vil jeg selvsagt fastholde den med endnu større iver - om ikke andet, så i trods!

Den "frie danske debat" om indvandrere er altså i mine øjne direkte medvirkende til at fastholde indvandrergrupper i parallelsamfund. Gensidig respekt for hinandens kultur, tro og livsstil er i mine øjne den mest fundamentale forudsætning for vellykket integration, og jeg tror derfor ikke at fortsat fokusering på sprog (eller beskæftigelse) vil være specielt frugtbart i forhold til velslykket integration. Det har vi prøvet i 35 år!

En debat om den danske grundlovs manglende beskyttelse af mindretals rettigheder kunne være et godt sted at starte, og så bør vi alle fokusere på det vi har til fælles, i stedet for forskellighederne.

Travis Malmzon

"Den "frie danske debat" om indvandrere er altså i mine øjne direkte medvirkende til at fastholde indvandrergrupper i parallelsamfund. "

Vi må godt nok tale højt her i landet, siden det kan høres både i Rosengården og Val Fourré i Mantes-la-Jolie.

Men til gengæld forstår de åbenbart dansk og kan organisere deres egne parallelsamfund som konsekvens af 'tonen' i den danske debat.

Peter Jensen

Per Thomsen skrev :
"Meget saglig og velskrevet kommentar af Christian Olesen."

Ja, hvis "integration" = "assimilering" ..
I det hele taget lugter kommentaren langt væk af et der skulle findes en eller anden "danskhed" der er fælles for alle "rigtige" danskere; det gør der ikke, der er MASSER af "parallel-samfund" i Kongeriget . Det hænger måske sammen med at der stadig er omkring 25% af os (De der ikke er medlemmmer af 3/4-samfundets ta'selv bord for folk med slavementalitet) der har betydeligt mere til fælles med diverse "u-integrerede" indvandrere end vi har med rigsfører Pia, Rasmussen I+II,Tøger Zeitungsfaden,Nasser et al ..

I øvrigt er jeg fuldstændig Græsk-Katolsk over for om folk er Polakker,Tyrkere Fjeldaber eller hvad .. bare de ikke kommer her som løntrykkere; uheldigvis er det vist den bedste beskrivelse af hvad der reelt sker .

Jeg kender til, at kurserne er tilrettelagt på en måde, så de i praksis er vanskelige at deltage i. Min mand kom til Danmark for ni år siden fra Tyskland. Han er læge, dengang ret nyuddannet, og fik en stilling på et stort hospital i en af landets største byer, hvor han havde skiftende arbejdstider med mange aften- og nattevagter. Dette er helt normalt for unge læger, og mange af de udlændinge der kommer til Danmark er netop læger.
Da han kun havde lært dansk i tre måneder, inden han begyndte, ville han gå på et danskkursus på den lokale sprogskole. Han forstod en del og kunne også udtrykke sig, men ville gerne være bedre. Der var endda et særligt akademikerhold. Men da undervisningen foregik fire timer to sene eftermiddage om ugen fra 16-20, blev han nødt til at melde afbud temmelig ofte.
Da de faktisk var et par kolleger sammen på holdet, som var i samme situation, og hospitalet havde forståelse for deres problem, prøvede de at skrive frem og tilbage med skolen, om man kunne finde en mere fleksibel løsning, evt. med noget egenbetaling.
Men det kunne ikke lade sig gøre, sprogundervisningen var gratis og i kommunalt regi, hvilket var forholdsvist nyindført dengang, så de skulle følge bestemte regler om holdstørrelser, undervisningsdage m.m. Og fordi det var gratis, var markedet for seriøse private sprogkurser væk.
En dag, mens han var på arbejde, blev jeg ringet op fra sprogskolens kontor. - Ja, nu havde han igen ikke været der aftenen forinden. - Jo, sagde jeg, - men har han da ikke meldt afbud? - Jojo, men det kan man ikke bare gøre gang på gang - han skulle jo forstå, at bare fordi det var gratis, betød det jo ikke, at det ikke kostede noget, det var bare skatteyderne der betalte - om jeg ikke ville forklare ham det.
(Som om han ikke selv betalte skat... som om han kom fra et land uden skat og omfordeling og ikke forstod, hvordan den slags virker)
Da han kom hjem, og jeg refererede samtalen for ham, skrev han med det samme et brev til skolen om, at han ikke havde tænkt sig at komme mere overhovedet.
I dag, ni år senere, klarer han sig nogenlunde godt sprogligt. Men man kan godt mærke, at han mangler struktureret undervisning i udtale, grammatik og retskrivning.
Det er måske bare så godt, som det kan blive. Men man kan i hvert fald ønske, at den sprogskole, han dengang gik på, i mellemtiden har fået et mere differentieret syn på sine kursister.