Læserbrev

Læserbreve

Debat
4. juni 2009

At afvise

Peter A.G. Nielsen

Nu fik vi så svar fra Nikolai Thyssen. Jeg opfordrede ham til at forklare, hvorfor han i Bøger den 7. maj kaldte mig "Den jyske skændsel" ... Han undgår behændigt i sin 'anmeldelse' af bogen med alle mine sange den 28. maj. Lader bare som om, han aldrig har sagt det. Og sådan er det med tøsedrenge. De spiller seje, men lusker, når det gælder.

Men noget skal redaktøren for digitale medier jo finde på. Så griber han til det ældgamle trick: at bebrejde poesien dens barnlige væsen.

En tredjedel af 'anmeldelsen' bruges på at fortælle om de store slikbutikker, Nikolai Thyssen åbenbart besøger jævnligt, for han ved, det er de voksne, der blander slik, og han kender navne på den slik, de blander. Der bliver plads til lidt indeklemt rysten på hovedet over blandt andet navnet 'Hundeprutter'. Og så får vi at vide, hvordan slikket indtages, i selskab med hvilke digitale medier. Det ved han jo noget om, redaktøren for samme.

Det er næppe Peter A.G.'s skyld, at voksenlivet er blevet barnligt, indrømmer Thyssen. Men det er det så alligevel. Peter A.G. er eksponent for fænomenet. Og så kommer der nogle linjer fra 70'er-sangene "Komsammen-sang" og "For glæden og kærligheden".

Han glemmer bare helt, at disse sange bevidst er lavet, som de er, ind i en kynisk politisk virkelighed, hvor man hele tiden forsøgte at fratage de skabende kunstnere deres personlighed og personlige indfaldsvinkel til fællesskabet. Helt galt går det for tossen, undskyld Thyssen, når han gør "Lav sol over Århus" til et børnerim. Det er sgu ikke noget børnerim, det er en sang om ensomhed, en spadseretur igennem Århus ved nytårstid.

"Det klæder ikke Peter A.G. at springe ud som digter, og det pynter ikke på dansk poesi at inkludere ham i samlingen," skriver Thyssen. Til det skal jeg bare anføre, at tekstsamlingen udtrykkeligt taler om sange, ikke digte. Digterbrochen, det er en F.P. Jac vil smide om min hals. Og den tager jeg ydmygt imod i tiltro til, at een, som er død for poesien nok har lidt mere forstand på den slags, end en tøsedreng af Nikolai Thyssens støbning. Jeg skal ikke forsvare mig yderligere blot afslutte med et lille digt af Shuntaro Tanikawa. Han anses for at være Japans største nulevende digter.

At afvise

Bjerge

afviser aldrig

poesi,

heller ikke skyer

heller ikke vand

heller ikke stjerner

Mennesker

afviser altid

poesi

af frygt

af had

med snak.

Shakespeare og det ubegribelige

Arne Katholm, dramatiker og dramaturg, ph.d.

Shakespeares værk er ubegribeligt i sin kunstneriske klarhed. Den gåde løses ikke ved at fremtrylle den gamle konspirationsteori om, at det er Francis Bacon, der har skrevet Shakespeares værker, som Ross Jackson gør i Information den 14. maj 2009.

Det er en myte, at vi ikke ved noget om Shakespeare! Vi ved en forfærdelig masse.

Men Shakespeares ubegribelige sans for skønhed har blændet os. Sociale og kulturelle fordomme har stået i vejen. Desuden lærte Shakespeare tidligt at slette sine spor. For tiden var rå. Hvis ikke man brugte sit hoved med omtanke, risikerede man, at det endte på en stage på Tower Bridge.

Og det var først, da teaterforskningen fik knyttet hans liv sammen med hans virke som skuespiller og dramatiker i det hektiske elizabethanske teater, vi fik et billede af manden. Det skete i løbet af 1900-tallet.

Kort om de påstande Ross Jackson klynger sin teori op på:

"Ingen dokumentation for at Shakespeare fik løn som skuespiller." Ren nonsens. Vi har masser. I Hofregnskabet for 1595 er for eksempel anført en udbetaling til Lord Kammerherrens tjenere "Willm Kempe, Willm Shakespeare og Richard Burbage" for to forestillinger den 26. og 27. december 1594.

"Aldrig et eneste brev," påstås det.

Men måske skrev Shakespeare slet ikke breve. Han skrev ikke pamfletter. Han skrev ikke artikler. Han skrev ikke forord. Alt hvad han har at sige, har han skrevet ind i sit værk. Hans sorger og glæder, hans skuffelser og håb.

Det findes alt sammen i hans værk.

"En berejst verdensmand," er en anden af de gamle påstande. Den går ud på, at det kræver en lærd person, en verdensmand som Bacon. Hvis det er sandt! Hvorfor skrev han dem så ikke?

"Ingen notits af hans død". En gammel skrøne, der fremhæver den store festivitas i London omkring Ben Jonsons død og den tilsvarende stilhed omkring Shakespeares. Forklaringen er enkel. Shakespeare havde på det tidspunkt for længst trukket sig tilbage til Stratford, hvor han døde, og hvor han som bekendt også er begravet.

Der er flere konspirationsteorier på den konto, at det ikke er Shakespeare selv, der har skrevet sine skuespil:

En af dem går på, at det er hans samtidige Christopher Marlowe, og at mordet på denne er et arrangeret plot, der skulle gøre det muligt for ham, hemmeligt at skrive Shakespeares værker. Men Marlowes retoriske stil er anderledes. Den dur ikke!

Så er der den om, at det ikke er Shakespeare, men en anden, som imidlertid også hed Shakespeare. Den er i det mindste morsom.

En tredje - der findes hele fire, hvis jeg skal tro et gammelt udklip i mit arkiv fra 1994 og en udsendelse på BBC's Channel Four, som jeg så i London - er den såkaldt 'Oxfordianske'.

Ifølge den er den virkelige forfatter Jarlen af Oxford, som ganske vist døde 14 år før Shakespeare, men det klarede man ved at ændre på dateringen af de senere skuespil. Og det er ganske vist, at en efterkommer af denne Jarl, Lord Burford, stadig rejser rundt på amerikanske universiteter og Shakespeare Societies og holder foredrag om sin forfaders bedrifter som den virkelige forfatter til Shakespeare.

Den fjerde er så den om, at det skulle være Francis Bacon.

Den er - som enhver god konspirationsteori - baseret på at finde krypterede budskaber i Bacons videnskabelige arbejder, hvor man igen og igen finder budskabet: Jeg skrev Shakespeare!

En vis Delia Bacon skrev angiveligt en bog om det, og efter at være blevet totalt latterliggjort blev hun - igen ifølge mit udklip - lige så skør som teorien.

Og teorien er skør! Francis Bacon har sikkert været en stor filosof og haft megen viden om mange ting, men han var totalt uvidende om teater.

Det samme er de mennesker, der fremfører påstanden om, at det var ham, der skrev Shakespeares værker.

Ligestilling og mandehad hører sammen

Kåre Fog

I kronikken "Kvinder, der hævner sig på mænd" (den 28. maj) omtaler Helle Birk bøger og sange, hvor kvindelige hovedpersoner slår mænd ihjel. Hvordan kan det være, at der er kommet millioner af kvindelige læsere til den slags bøger, spørger Birk, og hun svarer, at måske er det fordi, der stadigvæk er et stykke vej til, at kvinder kan siges reelt at være ligestillede med mænd.

Personligt vil jeg konkludere diametralt modsat.

Sverige er nok det land i verden, hvor ligestillingen er kommet længst. Så det passer meget dårligt med Birks teori, at netop i Sverige står hævnfølelse vendt mod mænd særlig stærkt.

Birk omtaler også tyskeren Dückerts novelle "Marmorkuchen", hvor hovedpersonen, en kvinde, er underdirektør, men manden er sekretær og tjener kun en tredjedel af hendes løn. Han er så svag, at han lader sig udelukke fra sammenkomster med kvinder i sit hjem. Om en anden tysk forfatter hører vi: "Hos Noll er mændene svage, latterlige, bedrageriske - og i konstant livsfare."

De mænd, der slås ihjel her, er altså det stik modsatte af dominerende undertrykkere. Jeg tror, at den egentlige grund til, at de skal slås ihjel, er, at de er svage. At de er bedrageriske, er forfatterens påskud, der tjener til at legitimere drabet.

Hos mange mænd siger deres logiske tankegang, at hvis man vil have et godt forhold til en kvinde, skal man være sød mod hende, opføre sig eksemplarisk, ikke sætte sin vilje igennem og ikke dominere. Erfaringen viser imidlertid det modsatte af logikken - hvis en mand fremstår som svag, ikke viljestærk, selvbebrejdende og selvundertrykkende - altsammen for at tækkes kvinden og leve op til idealer om ligestilling - så vil det meget ofte udløse foragt og had hos kvinden. Mange kvinders dybe behov er en viljestærk og selvsikker mand, og når manden i misforstået godhed undertrykker netop de sider af sig selv, udløser det hån, foragt, latterliggørelse og had hos den kvinde, der hævner sig, fordi hun ikke får sine behov opfyldt. Min teori er derfor, at det netop er moderne mænds eftergivenhed og selvundertrykkelse i ligestillingens navn, der udløser mandehadet. De eksempler, Birk citerer, giver et vist belæg for den teori.

Som mand vil jeg derfor nødig leve i en fremtidig verden, hvor ligestillingen drives endnu længere frem. Det bliver livsfarligt.

Europæiske anliggender

Europæiske anliggender

Rasmus Steffensen

I Bøger den 28. maj kommer Peter Nielsen med en lovsang til de små skyspredere - det vil sige de små forlag, der trodser tidsånden og fortsat insisterer på vigtigheden af at gøre stor europæisk litteratur tilgængelig på dansk. Jeg tilslutter mig lovsangen, men undrer mig alligevel.

Dels over, at Nielsen helt formår at forbigå Basilisks fremragende Babel-serie. Her var ellers et forlag, der kunne bruge noget opmærksomhed for deres perlerække af fremragende verdenslitteratur i smukke bind og til lave priser.

Derudover forundres jeg over Nielsens nedladende bemærkning om, at forlaget Batzer & Co skulle have udviklet sig til et forlag for "primært norske anliggender". Ja, der er kommet mange norske udgivelser på Batzer, men Norge er vel også en slags Europa, og selv om sproget ligger tæt på dansk, skulle man mene, at Batzers indsats for at gøre fremragende norske bøger tilgængelige på godt dansk i høj grad også er et dansk anliggende.

At Batzer i den grad skulle have ændret profil er i øvrigt diskutabelt. Enmandsforlaget har altid brændt for såvel den norske litteratur som den europæiske. For nogle år siden var det så Imre Kértesz, der skaffede Batzer overskifter. I dag er det Per Petterson. Men den europæiske litteratur er stadig stærkt repræsenteret. Inden for de seneste par år har vi blandt andet fået bøger som Leonid Tsypkins En sommer i Baden-Baden og Bruno Schulz' Sanatoriet under timeglasset. Mesterværker i det 20. århundredes europæiske litteratur, som Batzer har haft modet til at gøre tilgængelige på dansk for første gang. Og forlagets oversigt over kommende udgivelser forsikrer om, at der er meget mere i vente. En hyldest kunne være på sin plads!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birger Bonsvig

Det er en misforståelse at forestille sig de politiske partier placeret på en vandret linje, med de mest ekstreme socialister yderst til venstre og de højreorienteret nationalister helt til højre.
Denne linje har aldrig eksisteret, idet den altid burde have været tegnet som en cirkel, hvorved de mest venstreorienteretde og højreorienteredes ideologi således ligger tættest op af hinanden.