Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
1. juli 2009

Skaldede musikere med små tissemænd

Mikkel Müller Hansen, København N

Rune Lykkeberg beskriver den 27. juni, at populærmusikkunstnere tillægges autenticitet i fremstillingen af kunstnerne i deres sangtekster. At kunstnere ofte udtrykker sig om deres egen musik i begreber som »dette album har været som en dagbog for mig» og »det var noget, jeg bare måtte have ud«, er ofte hørte fraser, når kunstnere skal udtale sig om deres egen musik.

Det er nærmest blevet et karakteristika, hvis man skal være 'kunstner' i populærmusikkulturen. På trods af dette, lyder teksterne bare ofte ens. Hvis det er så personlige tekster, hvorfor er der så aldrig nogen, der er kede af at have for lille tissemand, er ved at blive skaldede eller har hængebryster? Sker den slags ting virkelig ikke for popidoler, eller er deres tekster overhovedet så personlige, som kunstnerne udtrykker?

Det var ikke så godt, Kurt Strand

Flemming Seiersen, journalist

Det er dog en mageløs påstand, Deadline-redaktøren, Olav Skaaning Andersen, kommer med den 26. juni i Information, nemlig: »Kurt Strand lavede et kritisk interview,« nemlig interviewet med den hollandske politiker, Gert Wilders. Jeg respekterer, at han som redaktør forsvarer sin medarbejder. Jeg må så håbe, at der har været en ganske alvorlig efterkritik i afdelingen bagefter om et aldeles ukritisk interview.

Selv om man som journalist selvfølgelig ikke kan kende alle statistikker, så skriger det dog til himlen, at Gert Wilders kan komme af sted med at sige, at 70 pct af alle indsatte i de danske fængsler er muslimer. Af en journalist som Kurt Strand må man forvente, at han dog har et vist minimum af paratviden, så han straks kan høre, at det her er helt galt. Det handler ikke om at have mod og overskud til at spørge, som siger Kurt Strand siger. Det handler bare om gemen journalistisk interview-håndværk: At lytte og spørge kritisk ind.

Det var i hvert fald det, vi krævede af radio- og tv-journalister i DR, da jeg underviste i interview fra 1976 til 1988 i Danmarks Radio.

Jeg har dog bemærket, at stilen er blevet en helt del blødere siden - bl.a. takket være Kurt Strands undervisning i interview - men det fratager ikke journalistens evne til hurtigt at tænke sig om, være skeptisk og kritisk i enhver situation. Det er efterhånden blevet en mangelvare. Ikke mindst i interview i radio og tv.

Sæt fokus på Flygtningenævnet

>Ellen Rohde. Frederiksberg

Det kan ikke være rigtigt i et demokratisk land som Danmark, at tre mennesker plus en minister skal kunne afgøre usikre og fortvivlede menneskers skæbne .

Mennesker, som er kommet hertil for at søge hjælp.

Vi må forvente og forlange af vores folketingsmedlemmer, ikke mindst af SF, som nu er et parti med mange anstændige tilhængere, at de arbejder for en lovændring, der ét: udvider antallet af medlemmer i Flygtningenævnet, så der er et rimeligt antal medlemmers bedømmelse af sagerne og to: en ændring der giver mulighed for at anke en afslået sag.

Det både forargeligt og grotesk, som lovene er nu.

Medfølelse med andres lidelser

Marina Jakobsen, København Ø

At man håner og latterliggøre mennesker, der bliver ømme om hjertet og som udløser en tsunami af tårer ved synet af de børn, som skal deporteres til en usikker fremtid i Irak, kan man acceptere omend med stor undren, hvis man tager i betragtning, at Danmark har været med til at ødelægge Irak, skabe millioner af interne flygtninge og belaste Iraks nabolande med millioner af mennesker på flugt fra utålelige forhold med sin deltagelse i en grundlovsstridig krig.

Men det lader til, at man ikke kan nøjes med spotte og latterliggøre mennesker, som ikke viger tilbage for anstændighed og næstekærlighed. De skal kriminaliseres. De skal regnes som forbrydere, fordi de bryder udlændingeloven.

I 70'erne var der nogle benhårde militære diktaturer i Latinamerika, og man blev anklaget for at være subversiv og kriminel blot man blev taget i at synge en forbudt sang eller havde en forbudt bog i lommen - forbudt ved et en eller anden obskur ad hoc censurlov. Det var barbarisk. >

Der er handlinger, som aldrig kan blive civiliseret, uanset hvor meget civilisatorisk fernis de får, som f.eks. deportation af børn som følge af love vedtaget med et parlamentarisk flertal. For de ødelægger menneskeliv og kriminaliserer dem, som kæmper imod denne ødelæggelse.

Hvis man begynder at håndhæve obskure love, når mennesker viser medmenneskelighed, næstekærlighed, ja miskundhed, åbner man en ladeport for dehumanisering og barbari. Og det kan ingen være tjent med. Det tror jeg, at selv Peter Skaarup kan forstå. Man kan med skam acceptere at loven findes som en form for trøstende formalisering af had og afsky for det andet, det anderledes, og at lovgiverne har mistet moralsk fodfæste, men ikke at den skal hindre mennesker i at udfolde noget af det meste grundlæggende vi har - og som kendetegner vores humanitet: medfølelse med andres lidelser.

Plummer som vognstyrer og Bock som konduktør

Hans Henrik Clemensen, Virum

Jamen hør nu her: Det kan da ikke komme som nogen overraskelse for, at Kenneth Plummer logrer med halen over for DF og skider på frygten for selvcensur. Han er ansat til det.

Hans indgangsbøn i sin tid var en udtalelse om, at orienteringsjournalisterne lavede udsendelser med politisk slagside. Og det har siden været hans mål at hælde så meget talent som muligt ud med DR's badevand med finanserne som undskyldning. Og de tilbageværende dygtige og kritiske folk skal så kyses til at holde sig inden for dydens smalle vej. Og set ud fra den vinkel gør han det jo rigtigt godt med Mette Bock som villig vagthund. Vi andre må blot måbende se til fra sidelinjen og konstatere, at det som Ernst Bruun-Olsen kaldte 'fordummelsesprocessen' kører derudaf for fulde gardiner. Med Plummer som vognstyrer og Bock som konduktør.

50'ernes glanshelvede

Kamilla Kraft, studerende og bachelor i Socialvidenskab og Engelsk, RUC

I artiklen »Ligestillingskampen har ødelagt kvinders omsorgsgen« fra 29. juni opridser Lone Nørgaard sine holdninger til forholdet mellem kvinder, arbejde og børn. Hertil må jeg spørge: Hvad er kvinders såkaldte 'omsorgsgen'?

Dette begreb er blevet populært i den moderne diskurs, og lige netop diskurser er vigtige, da det, vi siger, med tiden bliver toneangivende og dermed samfundskonstituerede.

Så hvis der fortsat fremtures med 'kvindelige omsorgsgener', 'destruktive ligestillingskampe', etc., ender vi et 50'er glanshelvede, hvor kvinders berettigelse til en samfundsrolle udelukkende findes i moderskabet.

Det er dejligt, at kvinder i dag kan vælge deres familie, deres karriere eller begge dele. Her i Danmark har vi et unikt system, ofte henvist til som flexicarity ('flexi' for fleksibelt og 'carity' for omsorg), hvoraf børne- og ældrepleje udgør en stor del. Dette system sikrer, at kvinder får børn, selv om de også har en karriere.

Hvis kvinder skal tvinges til at vælge ender det som i Sydeuropa, hvor fødselstallene er alarmerende lave, fordi kvinder vil respekteres i deres egen ret.

Så drop nu ideen om 'elitekvinder' og karrieremænd. At skabe en diskurs, der tvinger forskellige køn til at agere på bestemte måder, hører ikke til i et moderne samfund. Vi er alle sammen mennesker med forskellige interesser, og vi skal have lov at vælge vores liv ud fra det.

PET

Bo Warming, Nørrebro

PET bør registrere for alt og ikke spørge. Folk skal stå ved sandheden. Der er ikke noget at skamme sig over ved at være medlem af ekstremt parti.

Jo mere viden PET har, jo bedre kan de forebygge ekstrem forbrydelse, og de dømmer jo ikke, så lad dem.

Ikke mere rød og blå stue, tak

Gitte Olsen, Skerninge

Jeg finder det væsentligt, at den danske befolkning har en naturlig interesse for det politiske liv. Det fordrer, at de mennesker, som ofte optræder i medierne, bruger et sprog, som giver politik status som noget, man tager alvorligt. Også selv om der ind i mellem er politikere, der ikke selv lever om til dette.

Jeg hørte P1 debat i søndags, og igen igen igen bliver begreberne 'rød stue' og 'blå stue' anvendt med den største naturlighed. Det var måske morsomt en kort overgang, men at det er trådt ind i sproget, som måden man omtaler de politiske fløje på, mener jeg er uheldigt - og umodent.

Hvis vi ønsker, hvilket jeg gør, at befolkningen, ikke mindst mine egne halv- og helvoksne børn, skal tage vores politiske system alvorligt, må det også komme til udtryk i vores sprog.

Satire og kvikke bemærkninger på rette tid og sted er velkomne, men ikke på bekostning af seriøs politisk debat. Ikke mere børnehavesnak, tak!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her