Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
30. juni 2009

Ja tak til debat

Claus Cornelius Hansen, Hørsholm

Til Karen Vibeke Klausen (26 juni): Søren Krarups mulighed for at ytre sig i den mindst ringe bør ikke indskrænkes endsige fjernes, så ville vi miste hans præcise formulering af, hvad der foregår i hovedet på ham og hans ligesindede. Vi skal derimod gøre vort bedste for at vise ham tilrette (som Allan Danfær gør det i sit indlæg samme dag) - og så gider han i øvrigt gerne svare for sig (og dét er da både underholdende og oplysende).

Derimod kunne man gerne undvære Thue Kjærhus' pseudoakade-miske eufemismer i 'Andetkammeret': fra ham kan man f.eks. næppe forvente et fornuftigt (endside oplysende) svar på Mogens Lindstrøms spørgsmål i spalterne samme dag - men det er en anden historie.

Et højdepunkt

Klaus Rifbjerg, forfatter

Med det yndige billede på forsiden af Information d. 27 - 28. juni når avisen et højdepunkt i bladets begejstring for og tilslutning til Dansk Folkeparti. Her ser man alle de kæres kontrafejer i en ramme af lyseblå vægmalerier, guld og prismelysekroner med djævleuddriveren Jesper Langballe på den yderste højrefløj, mens hans sorte fætter som en anden Chr. d. IV i Elverhøj titter frem bag skulderen på partiets to iskolde Leibstandartenführere Skaarup og Thulesen Dahl. Her må overdemagogen Søren Espersen heller ikke mangle, og den eneste man savner er egentlig Mogens Camre, som jeg ikke kan få øje på, mens hverken Rune Lykketoft eller Bent Vinn Nielsen af gode grunde er til stede, de har jo længe trællet i den ideologiske kælder i St. Kongensgade til de reaktionære og xenofobiske kræfters forfremmelse på bladet og i partiet.

Måske har Ole Hyltoft fået fuldskæg og skjuler sig bag det, men han har nok snarere travlt med at få indført ægte censur i DR i stedet for den selvpåførte. I midten på første række troner natrurligvis Mørkets Dronning omgivet af et rosenflor af unge kvinder, som sikkert - hvis de kendte deres besøgelsestid - ville have mere fornøjelse af en vals i armene på en arabisk sheik end at sidde og smile anstrengt under mutters opsyn. Opskriften på sucessen leverer underteksten med næsten rørende uskyldighed: »Partiet har med sin venstreorienterede velfærdspolitik og højreorienterede værdipolitik stor tilslutning i det danske samfund.« Jeg siger ikke noget men minder blot om, hvilken succes et tilsvarende parti syd for grænsen i 12 år havde med en tilsvarende politik. Indtil det hele endte i støv og aske med 50 millioner døde heraf ca. seks mio. jøder i dertil indrettede KZ-lejre.

Gulvtæppet lugter stadig

Jørgen Lehrmann Madsen, Svendborg

At Nyrups udtalelse om DF's manglende stuerenhed er noget af det dummeste, han nogensinde har sagt, betyder ikke nødvendigvis, at det var forkert. Det var bare dumt at sige det.

I Andreas Relsters artikel om DF (Inf. 27. juni) stiller politiske kommentatorer op på stribe og bedyrer, at DF'erne sandelig nu er stuerene - »om ikke før, så nu, hvor de sidder helt inde i maskinrummet i vores samfund«, som Niels Krause-Kjær udtrykker det.

Må jeg - uden sammenligning i øvrigt - gøre opmærksom på, at Hitler og hans kumpaner i 1933 pludselig på fuldt demokratisk vis sad helt inde i det tyske samfunds maskinrum, naturligvis uden at det gjorde dem spor stuerene. De politiske kommentatorer har en endimensional og teknokratisk tilgang til sagen, som tilsyneladende gør dem blinde for den mulighed, at DF's politiske udsagn aldeles ikke er blevet stuerene. Der er blot sket det, at Fogh så en mulighed for at nå den så hedt begærede magt, hvis han gjorde dette snæversynede, småborgerlige og fremmedangste partis politik til sin.

Efter otte år med nærmest ubegrænset adgang til medierne kan det godt være, at det ser ud, som om »DF har sejret ad helvede til« (Erik Meier Carlsen). Men vi er mange, der stadig synes, at gulvtæppet lugter - og som aldrig vænner os til stanken.

Kære studenter

Martin Willemoës og Michael A. Sørensen, begge er lektorer på Biologisk Institut, KU

I et tosiders interview i Information fredag den 26. juni, er Helge Sanders eliteforsker Milena Penkowa (MP) citeret for at karakterisere et elitært forskningsmiljø som noget, der giver mindelser om en blanding af en børsmæglervirksomhed, med grådige, forfængelige, selvcentrerede og opadstræbende aktiehandlerfløse -fløsinder i bedste Jan Sonnergaard-stil, og en anstalt ude af kontrol og med blodet drivende ned af væggene. Til sidst i interviewet udtaler MP den sympatiske tanke at hvis blot én student kan inspireres af interviewet til en forskerkarriere har det været den afsatte tid værd.

Kære studenter, alle I andre, kom frisk! Der findes masser af uddannelses- og forskningsmiljøer på universiteterne, hvor I kan hente inspiration til et spændende liv med forskning på et højt, og endog elitært niveau. Miljøer med fokus på samarbejde, både nationalt og internationalt, uden massiv egoisme og grådighed, retssager og sabotage. Hvis det lyder beroligende, kan I - i bedste fald - så bare se interviewet som et praj om, hvilke steder, der ikke er noget for jer. Det miljø, der beskrives i Informations interview, er ikke et eliteforskningsmiljø; det er en højkompetitiv, markedsstyret og skævvreden parallelverden til det universitet I vil møde, når I kommer til september -velkommen!

For lige at foregribe en evt. respons: Nej, vi når ikke MP til sokkeholderne ... det ved vi.

Bladdød

Joachim Nielsen, Vanløse

I en tid med generel bladdød er der én type aviser, der enten holder oplagstallene eller sågar stiger lidt. Det er aviser, der har et unikt indhold og er uundværlige for deres læsere: Weekendavisen, Information, Kristeligt Dagblad og Børsen. Det generelle omnibus indhold i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten er ikke unikt nok, og derfor taber de oplag. Hos reginalaviserne Nordjyske, Århus og Fyns Stiftstidende er det lokale indhold nok unikt, men den store lokalfokus synes ikke uundværlig for læserne i et globaliseret Danmark anno 2009.

Dobbeltarbejde

Carsten Ploug Olsen, Odense NØ

Stor tak til Lone Nørgaard for hendes modige og visionære tanker om ligestillingens utilsigtede og uheldige konsekvenser (Inf. 29. juni). Ja, der er jo intet i vejen for at kvinder kommer på arbejdsmarkedet, men man må vælge: Enten børn eller karriere. Hvis både mor og far arbejder ude, resulterer det i dobbeltarbejde, både ude og hjemme for både mænd og kvinder, hvilket vi i dag ser som stress, psykiske og fysiske nedbrud, brudte hjem, omsorgssvigtede, institutionaliserede børn og dårlig samvittighed. Rigtig meget kunne vindes for samfund, mænd og kvinder og børn, hvis Nørgaards tanker blev implementeret i flere hjem. Som det er nu, sejler mange familier ulykkeligt og stressede af sted, og mange kuldsejler. Det er ikke tilsigtet, og kvinder handler i dag sikkert ud fra de bedste tanker og hensigter. Men der er en pris at betale. Og det er både mænd, kvinder, børn og samfund, der betaler den.

SF i regering for enhver pris?

Eva Dragheim, medlem af SF

I januar 2009 erklærede SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen, at »der er et reelt behov for, at der investeres i nyt forsvarsmateriel, så de udsendte soldater kan få en ordentlig uddannelse, før de sendes af sted og så de får maksimal beskyttelse ...« og senere: »Men forsvaret skal som helhed ikke have flere penge. I en tid, hvor der skæres ned i mange kommuner på basale velfærdsydelser, er det helt uholdbart, at forsvaret tilføres flere penge.«

På den baggrund troede jeg knap mine egne ører, da jeg erfarede, at SF er gået med i et forsvarsforlig, der betyder ekstra 3,5 mia til forsvaret. Og så kalder Holger K. Nielsen det en kæmpesejr for SF!

Begrundelsen er ifølge SF's pressemeddelelse: at det er »en vigtig milepæl i bestræbelserne på, at SF kan gå med i en regering efter valget. Forhandlingerne er derfor en succes.«

Jeg synes ikke, vi skal i regering, for enhver pris. Vores søsterparti, SV i Norge, er med i en centrum-venstre-regering uden at have opgivet kerneværdier i deres sikkerhedspolitik.

Grønland i verdens brændpunkt

Tove Overgaard, København V

David Rehling nævner i sin fine artikel om Grønland kolonihistorie 24. juni, at Danmark har fået rabat på »de krav, USA stiller til NATO-medlemsskabet«. Et forhold som ofte diskuteres i grønlandsk politik. Denne rabat må kunne opgøres i kroner og ører. Hvor meget har Danmark sparet?

Når et koloniregnskab skal gøres op, må alle tal vel for en dag. Det er klart, at dansk erhvervsliv bl.a. i forbindelse med minedrift, fiskeri, handel og håndværk har tjent penge. Disse indtægter er betingede af, at den danske stat sikrede infrastruktur og retsforhold. En del af den danske stats udgifter til kolonien er altså gået i lommerne på dansk erhvervsliv. Fint nok, eller - sådan er det grundlæggende forhold nu engang mellem kolonimagt og koloni.

Det er også klart, at moderniseringen fra 60'erne og frem har kostet skattekroner. Men … denne rabat på NATO-medlemsskabet; er det muligt at sætte tal på?

Hvad, der er sparet, er tjent, så - hvor meget har den danske stat tjent på den lille, store koloni, som set fra en geopolitik synsvinkel ligger i verdens brændpunkt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu