Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
5. juni 2009

Bendtsens slags

Joachim Nielsen, Vanløse

Konservative står i den seneste meningsmåling til 9,4 procent og altså utrolige én procent lavere end Bendt Bendtsens sidste resultat. Måske partiet skulle satse på andre end Bendtsens slags i ledelsen (for eksempel Connie Hedegaard) i stedet for flere af Bendtsens slags? Men måske er man så forhippet på at stjæle DF vælgere tilbage, at der ikke er plads til andet en laveste fællesnævner.

Overpris og underkvalitet

Troels Munk, Frederiksberg

Også Information interesserer sig for Venstres udlicitering af ledighedsindsatsen til overpris og underkvalitet. Heller ikke Information interesserer sig for de overgreb, denne udlicitering har udsat de ledige for. Information har interesseret sig for flexicuritysamfundets forfald og udlagt de 'gule' fagforeningers nasseri på overenskomstsystemet som hovedårsag.

Men når samfundets bidrag til flexicurity'en og arbejdsløshedsdagpengene, er blevet så lave, at de ikke længere kan redde nogen fra at blive sat på gaden, og når en anmodning om dagpenge resulterer i en mistænkelig- og umyndiggørelse, man troede var faldet med Muren, administreret af ukvalificerede klamphuggere til bestikkelsespris, ja - så er det måske ikke så mærkeligt, hvis folk suger på labben, SP'en eller pensionsopsparingen fremfor at melde sig ind i samfundet.

De vil gerne, de unge

Louise Hansen, stud.scient.pol. og næstformand i Frit Forum, København

De unge gider EU. Tirsdag havde vi et debatmøde om EU på mit kollegium. Ugen igennem har aviserne været fulde med statistikker om, hvor lidt unge interesser sig for EU - og nervøsiteten for hvorvidt aftenen skulle blive endnu en EU-fuser, var ikke til at komme uden om.

Men de kom - de unge; mine venner, matematikkere og dataloger i skøn forening med statskundskabere og økonomer.

Debatten blev indledt med en kort introduktionen til, hvad parlamentet egentlig er; og herefter kunne alle byde ind. Stemningen var afslappet, og kandidaterne sprudlende og seriøse. Jeg sidder nu med en fornemmelse af, at det hele nok skal gå.

Hermed er opfordringen givet videre - lav et debatmøde på din arbejdsplads, dit studie eller i din opgang. Snak om EU og udfordrer mennesker omkring dig til at have en holdning - de vil gerne!

Tørklædet igen og igen

Mogens Rukov, København V

Lise von Seelen og Mette Gjerskov (begge medlemmer af Folketinget for Socialdemokraterne) er ifølge deres indlæg i Information den 30. maj nogle af "vi Socialdemokrater, der har meget svært ved loven om - at dommere ikke må bære religiøse symboler - den såkaldte tørklædelov", står der i Information.

De er som huller i jorden. kristendommen indeholder en skelnen mellem verdslig og kirkelig magt ("Giv Guds, hvad Guds er, og Kejseren hvad Kejserens er"-), jødedommen har afsværget sig retten til verdslig magt. Islam har ikke denne skelnen. For islam er der kun Allahs lov.

Så jeg vil give Lise von Seelen og Mette Gjerskov ret, der ingen grund er til at forbyde religiøse symboler, der samtidigt tilkendegiver domstolens uafhængighed af trosforhold - altså korset og kalotten.

Lise von Seelen og Mette Gjerskov forsvarer derimod tørklædet, anarki og sharia.

Replik til Sandfort

Robert Refby, Vanløse

Om Michael Sandfort gør sig skyldig i overtrædelse af straffeloven med sine monomant gentagne hate speech mod 'venstrefløjen' med sin viderekolportering af Carstens Jensens insinuerende rendestens retorik i Inf. og koble disse synspunkter på 'venstrefløjen', vil jeg ikke tage stilling til. Mit ærinde er at pege på, at det dels, især, er udokumenteret og dels er dårlig smag i den offentlige debat. Disse mål har jeg nået og slutter hermed min nedskydning af Michael Sandforts placering af Carsten Jensen hos os.

Republik nu!

Peder Meyhoff, Hinnerup

Nu er den dér lille tronfølgelovs-afstemning ved at blive til en afstemning for og imod regeringen. Spændende. Og det kan jo nok få én og anden skabsrepublikaner til at sætte krydset ved 'nej'. Endelig kan vi få hævn for alle de tåbeligheder og ydmygelser, vi har måttet tage imod de sidste syv år. Men man behøver ikke at sige nej til den lille smule mere lighed mellem prinser og prinsesser for at få hævn. En blank eller ugyldig stemme er lige så god. For regeringen skal jo have 40 pct. af samtlige vælgere med på deres pseudo-ligheds-forslag.

Jeg vil skrive 'republik nu!' på stemmesedlen. Det er alt for forsigtigt at nøjes med at stemme blankt. Kongehuset er forældet, det er udtryk for det modsatte af lighed - og det er synd for de små prinser, at de ikke må vokse op som andre mennesker. Så lad os selv tage den afstemning, vi ikke får; sig 'republik' i stedet for 'ja' eller 'nej'.

Og at man på den måde kan give regeringen en dobbelt begmand, er heller ikke dårligt!

Andedamsagtig dækning

Kenneth R. Olwig, København K

Palle Weis ellers udmærkede leder om L212 (30.-31. maj) vidner desværre også om en vis andedamsagtig dækning af historien i Information. Sammenfaldet i tid mellem begivenhederne, der førte til Michael Martins afgang som leder af Storbritanniens underhus og Løkkes beslutning om at begrænse de danske avisers aktindsigt, er meget slående.

De danske politikere har utvivlsomt fulgt nøje med i begivenhederne i London, og det er nærliggende at konkludere, at de har vedtaget L212 for at sikre, at lignende skandaler ikke sker i Danmark. At Martins fald skyldtes især hans forsøg på at begrænse avisernes aktindsigt siger en del om forskellen mellem det britiske politiske landskab og det danske, hvor næsten hele Folketinget bakkede Løkke op og kom af sted med det!

Det hører vel også til historien, at journalistikken har fået en helt i den amerikanske journalist Heather Brooke, der har brugt år på at kæmpe for offentlig aktindsigt i Storbritannien, og som til sidst bragt dens modstandere til fald.

Nedladende USA-korrespondent

Allan Hilton Andersen, København V

På Inf. s bagside den 2. juni belærer Annegrethe Rasmussen os temmelig nedladende om, at Daily Show ikke er "repræsentativt for det folkelige USA, men bare hvad de flinke mennesker i den danske medieelite udvælger af smal liberal ... humor til danskernes aftenkaffe".

Jamen dog. Jeg føler mig næsten flov over at gå medieelitens ærinde, når jeg tekster Jon Stewart.

Men vil Annegrethe Rasmussen ikke lige forklare mig, hvilken forskel der er på 'medieeliten' og hendes egne redaktører?

Alle skal tage stilling til organdonation

Sofie Carsten Nielsen, spidskandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre

Hver dag dør 12 mennesker i EU, mens de venter på et organ. Der ligger et kæmpe potentiale i at samarbejde europæisk. Det ser Karsten Skawbo-Jensen (K) fuldstændig bort fra, når han i Information den 2. juni kritiserer mit forslag om formodet donorsamtykke i alle EU-lande.

Han ser også bort fra, at jeg har fremlagt en hel plan for flere organtransplantationer gennem øget udveksling, fælles donorregister, fælles donorkort, og et hold af koordinatorer, der tager rundt og taktfuldt informerer de pårørende til potentielle donorer.

Jeg vil ikke tvinge nogen til at donere organer. Det står enhver frit for at sige nej. Men jeg vil tvinge folk til at tage stilling. 19 europæiske lande har allerede formodet samtykke. Fordi det i modsætning til pjecer og plakater virker. Det får os nemlig til at træffe det vigtige valg - vil vi donere organer eller ej. På søndag står valget mellem de politikere, der vil gøre noget ved problemet og så dem, der blot skyder alle ideer til hjørne.

Opfordring - redefineret

Mathias Johan Aarup Hansen, København Ø

Tak til Jørgen Hagmunds ironiske opfordring (3. juni) til at stemme ved Europa-Parlamentsvalget på søndag.

Han har ret i, at danske mandater repræsenterer 1,65 pct. af parlamentet, men glemmer at Danskerne 'kun' udgør 1,1 pct. af den samlede europæiske befolkning.

Så Jørgen Hagmund, tag venner og familie ved hånden og udnyt din komparative fordel. Danskernes stemmer tæller jo mere end for eksempel tyskernes, der udgør 16,4 pct. af europæerne, men må tage til takke med 13,4 pct. af mandaterne. Og hvis Jørgen Hagmund tvivler på den danske politikers evne til at lade sig høre blandt 'de store', så glem ikke Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og andre politikere, der har formået at sætte et så 'lille og politisk ubetydeligt' Danmark på europakortet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu