Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
25. juni 2009

Støtter Danmark forbud mod abort

Ole Thorbek, Værløse

Den Lissabon-traktat, som en række EU-lande har ratificeret, er nu bortfaldet til fordel for en ny traktat, der giver Irland en række forbehold. Af denne nye traktat, der passende kunne benævnes Dublin-traktaten, fremgår det, at Irland kan fastholde et forbud mod fri abort. Det er første gang, at en EU-traktat eksplicit understøtte fraværet af fri abort. Man kunne ellers tro, at det ikke var noget, EU skulle tage stilling til, men det er det åbenbart. Den nye Dublin-traktat, hvor EU eksplicit understøtter fraværet af fri abort, skal - selvfølgelig - nu til ratificering i alle de øvrige EU-lande, herunder Danmark.

Det bliver interessant at se, om der overhovedet er et eneste parti i Danmark, der vil anbefale, at Folketinget ratificerer en traktat, der eksplicit understøtter fraværet af fri abort.

Misforståelser om halal

Morten Bro, Broager

Alle de, som giver muslimer skylden for, hvordan kyllinger slagtes i Danmark, bør besøge et svineslagteri straks: Kyllinger bedøves af elektricitet, før de får halsen skåret op og afbløder. Grise bedøves af gas, før de får halsen skåret op og afbløder. Det ene kalder vi halal, det andet kalder vi dejlig mad. Ved ægte halal må dyr ikke bedøves før slagtning. De ting skal med i debatten om halal i Danmark.

Hjælp til Johanne

Peter Skaarup, rets- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti

Johanne Schmidt-Nielsen (JSN) fra Enhedslisten mener den 22. juni i et indlæg i Information >at kunne påvise flere punkter, hvor Dansk Folkeparti skulle have svigtet sine valgløfter. Ingen af hendes kritikpunkter holder.

Det er DFs fortjeneste, at justeringerne i efterlønnen ikke blev mere omfattende, end de blev, idet vi kæmpede bravt mod både regeringen og Socialdemokraterne i den sag. Vi var med til at sætte SoSuernes løn- og arbejdsforhold på dagordenen, hvilket resulterede i en givtig aftale, som FOA var tilfreds med. Med hensyn til skattelettelser er det et faktum, at både de nuværende og kommende skattelettelser kommer alle grupper til gode, men det er kun efter at Dansk Folkeparti fik rettet op på den sociale skævhed i det forslag fra Skattekommissionen, som Socialdemokraterne stort set >åd råt.

Og hvad angår de afviste irakiske asylansøgere er det vist JSN, der bør sætte sig bedre ind i reglerne. Humanitær opholdstilladelse gives kun ganske sjældent og efter helt specifikke regler. Den til enhver tid siddende integrationsminister kan ikke drysse humanitære opholdstilladelser ud efter forgodtbefindende - det fremgår soleklart af retsgrundlaget. De afviste irakere, der opfyldte betingelserne, >har fået humanitær opholdstilladelse, men der resterer nu en gruppe, der ikke kan >undgå retmæssig hjemsendelse til det land, der som bekendt nu har fået status af >feriedestination for herboende irakere.

Krarup

J >annik Lunn, Frederiksberg C

Hvordan i alverden skal man tage Søren Krarup alvorligt (kommentar i Inf. i går), når han udtaler sig om noget, der ligger så langt væk som Irak, samtidig med at han ikke engang kan kende forskel på Rådhuspladsen (hvor Svend Auken talte) og Christiansborg Slotsplads (nedenfor hans egen arbejdsplads)

Dræner danske lærerkræfter

Knud Henning Andersen, underdirektør for uddannelse i Finansrådet

I Inf. den 23. juni er der kritiske røster fremme over for en ny lov, der giver danske uddannelsesinstitutioner lov til at udbyde danske uddannelser i udlandet. Kritikerne frygter, at loven kommer til at medføre, at de danske uddannelser drænes for kvalificerede lærerkræfter.

Man kan med rette kritisere, som det var fremme den anden dag, at universiteterne ikke har de samme muligheder for eksport som de professionsrettede uddannelser. Men man kan - eller bør - ikke kritisere muligheden for at udbyde danske uddannelser i udlandet.

Vi vil gerne være et uddannelsesland, der er kendt ud over vores egne grænser. Vi vil gerne have et internationalt udsyn. Og vi vil gerne have verdens bedste uddannelser. Jeg mener, at fortiden har vist, at man ikke får verdens bedste uddannelser ved mere af det samme.

Derfor er muligheden for, at danske uddannelses institutioner med blandt andet danske lærere nu kan lave uddannelser i udlandet en kærkommen mulighed, for at få sat spot på hvad vi gør godt, og hvad vi kan gøre bedre. Det kan være ganske belærende at få nye aftagere til at fælde dommen. Og når vi taler om, at der er nogle, der direkte skal købe vores uddannelser, er der hurtig og kontant afregning. Endelig kunne mødet med nye kulturer, nye typer af studerende, nye krav måske ligefrem være med til at kvalificere de danske undervisere, så vi ved indsatsen ikke drænede de danske uddannelsesinstitutioner for kvalificerede lærerkræfter, men i stedet tilførte lærerkræfterne yderligere kvalifikationer. Til glæde for de danske studerende og for det danske uddannelsessystem. Det værste der kan ske er, at vi bliver klogere - og lidt rigere...

SP-penge

Marianne Nicopia, Odense M

Nu hvor SP-opsparingen er ved at blive udbetalt, ville det være interessant at vide, hvad staten har tænk sig at gøre med den store skatteindbetaling de nu uventet har fået i statskassen, eller om regeringen har indkalkuleret det i de tiltag, der er gjort?

Klimakrisen findes ikke

Peder Hvelplund, Enhedslisten

'Klimakrise'. Jo tættere vi kommer på klimatopmødet, desto oftere hører vi begrebet. Men den politiske kamp er også en kamp om dags ordenen, og derfor er det vigtigt at pointere, at klimakrisen ikke findes. Klimaet er ikke i krise. Klimaet opfører sig, som det altid har gjort - det tilpasser sig omstændighederne. Det kapitalistiske samfund, hvor markedet er kirken og den økonomiske vækst er gud, er derimod ved at kaste menneskeheden ud i en dyb, dyb krise. Ikke alene skaber den økonomisk ulighed, miljømæssigt er den ved at fjerne eksistensberettigelsen for en stor del af klodens liv og skabe ressourceknaphed.

Derfor er det vigtigt, når vi skal skabe nok løsninger, at selv de små skridt bærer i retning af det store perspektiv. Et opgør med dogmet om at producere efter profit og ikke efter behov. Et opgør med markedskapitalismen. Finanskrise - i den grad. Kapitalismekrise stærkt undervurderet. Klimakrise - ikke det der ligner.

Trykkefrihed for alle

Thue Kjærhus, forstander, Rønshoved Højskole og Jens Kvist, sognepræst, Aabenraa

For nylig var den hollandske, kontroversielle og særdeles islamkritiske politiker Geert Wilders gæst her i landet ved en konference i Landstingssalen under temaet 'Ytringsfriheden og islam'.

Trykkefrihedsselskabet var vært ved konferencen, og Geert Wilders var en af de fem oplægsholdere, hvilket en del danskere var vrede over. Denne vrede deler vi ikke, eftersom vi har grundlovfæstet forsamlingsfrihed her i landet (Grundlovens paragraf 79). Derimod undrer det os, at manden nok engang kan slippe af sted med uimodsagt at argumentere for, at Koranen skal forbydes, idet den efter hans opfattelse rangerer på linje med Hitlers Mein Kampf. Trykkefrihedsselskabet promoverer sig selv som »kompromisløse forkæmpere for ytringsfriheden«. Noget tilsvarende gør Geert Wilders. Men gælder denne ytringsfrihed ikke begge veje? Med ansvar for domstolene, naturligvis. Vi spørger bare.

Følg pengestrømmen

Sune Rastad Bahn, Søborg

Som enhver læser af kriminallitteratur ved, er den sikre vej til at finde banditten at følge pengene. Derfor virker det oplagt at kigge efter, hvor den milliard som Lars (u)Løkke har hældt i privathospitalerne er endt. Nu behøver man ikke være Inspector Morse for at regne ud, at pengene ikke bare er forsvundet fra de offentlig hospitaler og havnet hos de private hospitaler. De private hospitaler er jo netop som ordet siger private og har derfor en ejerkreds, aktionærer, som jo har modtaget denne milliard om ikke direkte i udbetalt overskud, så ihvertfald som kurssikring af nogle papirer som uden tyveriet af offentlige midler ville være langt mindre værd.

Nu skal vi nok ikke sætte vores lid til, at Lars får syv år ligesom Stein, men ikke desto mindre har han taget en milliard af vores alle sammens kasse og hældt i nogle få aktionæres lommer.

Mon ikke der var en journalist eller to, der kunne synes, det var interessant at kigge efter, hvor mange af disse aktionærer der tilfældigvis støtter regeringen.

Hvad er det nu det hedder, når der ikke er tale om bedrageri men at man skaffer sig adgang til offentlige kasser ved at betale politikere...? Det kan man læse om i kriminallitteraturen; i den slags hvor første kapitel foregår på Sicilien.

Indsigt i kapitalismen

Joachim Nielsen, Vanløse

Køber man en pakke skinke påtrykt '18-20 skiver', indeholder den yderst sjældent 20 stykker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her