Kommentar

Miraklernes tid er forbi

For det har de altid været! Så at USA’s første klimalov bestemt ikke fremviser noget mirakel, er ikke i sig selv til at græde over. Men er det nok til at glædes?
30. juni 2009

Havde den britiske premierminister Neville Chamberlain ikke den 30. september 1938 erklæret sin tro på »fred i vor tid« efter München-forliget med Adolf Hitler om Tysklands overtagelse af Sudeterlandet i det daværende Tjekkoslovakiet, var Winston Churchills årelange kamp mod eftergivenhedspolitikken over for Hitler i hvert fald ikke blevet direkte skadet af Chamberlains beroligende forsikringer. Om det havde været nok til at ’vække’ og for alvor forberede briterne – og den øvrige verden – på den verdenskrig, der brød ud et år efter, at premierministeren ellers havde lovet »peace for our time,« er ikke til at vide. I den forstand er det latterligt at fortryde på historiens vegne. Ingen kan heller med sikkerhed vide, om Chamberlain virkelig troede på det, han lovede, eller om han egentlig udmærket godt vidste, at det var tis i bukserne. Luner lidt til at begynde med over for vælgerne for siden at gøre det værre. Fordi de så stod endnu mere forsvarsløse, end de havde behøvet – da historien gav ’alarmisten’ og ’sortseeren’, ’dommedagsprofeten’ Churchill ret.

Først historien vil afgøre, om den håndfuld klimaforkæmpere har ret, som i Repræsentanternes Hus i fredags stemte imod USA’s første klimalov med den begrundelse, at målene for reduktioner af de klimaødelæggende udledninger ikke går langt nok. Og loven derfor er for eftergivende overfor dem, der udfører truslerne. Eller om det tværtimod er tilhængerne af loven, der får den historiske ret, fordi kendsgerningen, at USA omsider er på vej mod en klimalov, vil vise sig at være et afgørende gennembrud og derfor i sig selv må kaldes imponerende, alle lovens svagheder og mangler til trods.

Den evige fred

Ethvert kompromis indebærer risikoen for at sløre eller helt fornægte, hvad kompromiset gik på kompromis med. Finder det sidste sted, er det kompromitterende. For i så fald fortrænges en del af virkeligheden, og den vender altid mere eller mindre frygtelig tilbage De virkelighedsfornægtende står da endnu mere forsvarsløse, end de havde behøvet. Hvis kompromiset ikke var blevet indgået.

Men miraklernes tid er forbi. Hvad de altid har været. Det er næppe tilfældigt, at udtrykket peace for our time stammer fra den engelske kirkes bønnebog, hvor Gud bliver bedt om at give os den evige fred. Forestillingen om de evigt rigtige løsninger og frelsen til hver en tid og på alle steder ligger dybt begravet i den menneskelige antropologis indretninger og finder ofte religiøse udtryk. De kan have deres berettigelse som sådan, men breder de sig til jordiske anliggender, udgør de brolægningen til totalitarisme. I den forstand er alle moralske, æstetiske. sociale, politiske og økonomiske afgørelser, som ikke vil være fundamentalistiske, fundamentalt prisgivet kompromiset og skønnet. Det er just det økologiske! Det har aldrig nogen endelig, det vil sige: evig, løsning, fordi det uophørligt består i hinanden gensidigt påvirkende ændringer, der kræver nye svar.

Så er det ikke blot sutteklude, men skadelige sutteklude, at indgå kompromiser, der fornægter dele af virkeligheden, er det tendentielt totalitært at kræve de kompromisløse løsninger, der foregiver at være Løsningen for tid og evighed. Eller også er det bare latterligt, at stå og vifte med sine rene hænder, fordi man skam ikke vil besmitte dem med beskidte kompromiser.

Ikke Betlehem

Sutteklud eller totalitær? Historien vil vise, om Repræsentanterns Hus i fredags vedtog en skadelig narresut, som hellere burde være undgået, eller om de klimaforkæmpere, der stemte imod. var for totalitære i de krav, som de ikke fik opfyldt.

Ønsker man ikke at optræde på vegne af historien/Gud, må man nøjes med og vedkende sig skønnet i den slags afgørelser, og kvalificere det bedst muligt med argumenter – i det omfang det er muligt, gerne også med ikke-falsifiserede videnskabelige forskningsresultater – som tillige kan vedkomme andre. Skønt skønnet naturligvis altid i sidste ende også i en vis udstrækning er bundet til ens egen tid og ens eget sted.

Alt dette med henblik på det store, globale klimatopmøde i København til december. Allerede nu kan det med ret stor sandsynlighed skønnes, at bryder mødet ikke sammen af sig selv, vil der ind under jul foreligge en situation, hvor mange vil kritisere det da opnåede kompromis, som Churchill i sin tid argumenterede mod Chamberlains forsikring. Mens andre, i mindste fald de, der har indgået kompromiset, vil forsvare det. Som USA’s første klimalov forsvares.
Hvad man så selv måtte skønne til den tid – vil historien vise. Kun ét er sikkert: København overgår ikke til historien som det nye Betlehem, hvor frelsen på mirakuløs vis blev født. Der bliver nok at gøre, også efter at København for en stund har været på verdenskortet som aldrig før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu