Kommentar

Nationen på godt og ondt

National samhørighed er det politiske demokratis grundforudsætning, men den nationale samhørighed er under nedbrydning - hvordan kan vi genskabe den?
2. juni 2009

I den senere tid har Sveriges rigsdag og regering holdt en betragtelig mængde møder med henblik på at gøre Sverige til en nation. Eller i det mindste indskærpe over for landets indbyggere, at Sverige er en nation, hvis de nu skulle have glemt det. Eller ikke længere være interesserede. Eller ikke længere forstår, hvor vigtig og betydningsfuld en nation er.

De mest konkrete resultater af disse mødeaktiviteter har været, at Sveriges nationaldag (den 6. juni, red.) i 2005 blev gjort til helligdag, uden at de fleste egentlig var klar over, hvordan det gik til eller hvorfor. I al fald var det få, som havde krævet en sådan helligdag og formentlig endnu færre, som havde krævet, at pinseferien skulle afkortes for at få den.

Det kan forekomme noget paradoksalt al den stund, at Sverige er en af Europas ældste nationer og længe har klaret sig ganske udmærket uden en officiel nationaldag (en sådan indførtes først i 1986, red.). Hele øvelsen virker desuden noget passé, eftersom alt det der med nationer og nationale identiteter i en vis forstand skulle forestille at spille en stadig svindende rolle i takt med europæiseringen og globaliseringen. Og i takt med at stadig flere af Sveriges medborgere har deres oprindelse i andre nationer og dermed ikke selvfølgelig deler de historiske myter og traditioner, som en gang blev taget i brug for at støbe Sverige sammen som nation.

Fælles værdigrundlag

Men sådan ser man altså ikke på sagen i Sveriges regering og rigsdag, som med den nationale helligdag har villet fremhæve den nationale identitets voksende betydning "i en tid med tiltagende nationalisering" og dermed også den betydning, som tilkommer "det svenske sprog, den svenske historie, den svenske kulturarv og det svenske samfundssystem."

Det er ikke svært at se, hvad regering og rigsdag opfatter som problemet i denne sammenhæng. Problemet er, at ikke tilstrækkeligt mange svenskere deler grundvolden i den svenske nationalidentitet, og at det kit, som forbinder medborgerne i Sverige, dermed er blevet svækket, hvorved behovet for en officiel nationaldag er blevet desto større.

I den hensigt at styrke det nationale kit vil regeringen desuden forstærke det fælles værdigrundlag i Sverige. Det står ganske vist ikke klar, hvordan et fælles værdigrundlag skal kunne stadfæstes, eller på hvilke måder det påberåbte fælles værdigrundlag tænkes at adskille sig fra de fælles værdier, som allerede kommer til udtryk i nationens love og regler, men den bagvedliggende tanke og hensigt er til at forstå. Et samfund forudsætter samhørighed. Et nationalt demokrati forudsætter national samhørighed. Bag den svenske regerings omsorg for den nationale identitet anes en bekymring for, at den nationale samhørighed kan være i fare.

Den sociale separation

Denne uro deler jeg. Jeg deler også opfattelsen af, at den nationale samhørighed har fået en voksende betydning i en tid med voksende internationalisering. I særdeleshed i en tid, hvor internationaliseringen befinder sig i krise, og nationalstaterne har vist sig som de eneste nogenlunde handlekraftige aktører på banen - eller i al fald som de eneste aktører, som medborgerne forventer sig noget af.

Dette kan forekomme både utidigt og utilstrækkeligt i en tid, hvor medborgerne i en nation er blevet stadig mere afhængige af medborgerne i en anden, men nationalstaten forekommer fremdeles at udgøre den form for ydre grænse for medborgerlig samhørighed som er den ultimative forudsætning for det politiske demokrati. Ideelt set burde det politiske demokrati have overskredet nationalstaten grænser, i takt med at magten over samfundet har gjort dette - men det politiske ideal er ikke altid det menneskeligt mulige.

Dermed være ikke sagt, at den nationale samhørighed kan tages for givet, og dermed heller ikke det nationale demokrati. I særdeleshed ikke i en tid, hvor gamle nationalstater gennembrydes af nye kløfter og sprækker - og det ikke bare i form af etnisk og kulturel segregation, men også i form af økonomisk og social separation. Det er blevet stadig lettere for nationens medborgere, nye som gamle, at flytte væk fra hinanden, at slippe for at møde hinanden, at forblive uvidende om hinanden, at dyrke fordomme om hinanden, at føle mistro til hinanden, at foretrække de nemme fællesskaber frem for de mere krævende.

Almen samfundstjeneste

Alt dette er unægtelig et problem for den nationale samhørighed og demokrati, men som jeg ser det næppe et problem, som en officielt indstiftet nationaldag eller et oppefra påbudt værdigrundlag kan udrette ret meget ved.

Problemet er nemlig højst håndgribeligt: Hvordan kan vi få medborgere, som ikke vil eller ikke behøver at lære hinanden at kende, og endnu mindre føler nogen samhørighed med hinanden, til alligevel at gøre det?

Den mulige løsning er dermed også højst konkret for ikke at sige håndfast: Medborgerne må gives en tvingende anledning til at lære hinanden at kende, om det så vil det eller ej. En tvingende anledning til at mødes og nødes på tværs af etniske, kulturelle og sociale grænser, en tvingende anledning til at opdage og erfare deres afhængighed af hinanden og dermed også deres medborgerlige samhørighed med hinanden.

En sådan tvingende anledning kunne være indførelsen af en obligatorisk og almen samfundstjeneste.

Den almene samfundstjenestes fremmeste opgave skulle være at styrke båndene mellem medborgere og samfund og mellem medborgere og medborgere.

Hvordan det mere præcist kan foregå i praksis, vil jeg vende tilbage til i min næste klumme.

© Dagens Nyheter og Information

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu