Kommentar

Oceaniske masseødelæggelsesvåben

Stopper vi ikke den industrielle overfiskning, vil havene være tømt for fiskebestande på få årtier. Der er brug for kollektiv handling, der kan stoppe en uoprettelig ødelæggelse af planetens naturgrundlag
Debat
9. juni 2009

Inden for mine forældres levetid vil vi have udslettet omkring 90 procent af havenes fisk. Inden for min egen vil vi have gjort det af med resten. Vi er på vej til at blive den generation, som udryddede fiskene fra Jordens oceaner. Det er budskabet i en ekstraordinær tv-dokumentar, The End of Line, der har premiere i denne uge.

Historien begynder i det søvnige Newfoundland i Canada. Her lå engang det globale torskefiskeris hovedstad. Så talrige var torskene i disse vande, at de nærmest kunne skovles op med de bare hænder. Men så, op gennem 1980'erne, skete der sære ting. Fangsterne blev stedse mindre. Det samme gjorde de fangne eksemplarer. Og så, i 1991, forsvandt torsken fuldstændig.

Det viste sig, at torskene var suget så hastigt op af havet, at arten ikke længere kunne reproducere sig selv. Og efterspillet er endnu mere uhyggeligt. For Canada forbød prompte al torskefiskeri i den forhåbning, at de få tilbageværende fisk med tiden ville kunne genoprette bestanden. 15 år efter er dette ikke sket. Populationen var så udtyndet, at den aldrig forvandt det.

Inden længe kan vi alle leve i Newfoundland, advarer et stigende antal forskere, deriblandt professor Boris Worm fra Dalhousie University, som har publiceret en detaljeret undersøgelse i tidsskriftet Nature. Ifølge denne vil det være slut med de globale fiskebestande i år 2048, hvis overfiskningen får lov at forløbe som nu.

Blandt de arter, hvis fremtid står på spil, er den blåfinnede tun, der på mange måder er et toppunkt i fiskenes evolutionære kæde. Denne lille skabning kan svømme med 80 kilometer i timen og accelerere hurtigere end den kvikkeste sportsvogn. Den har endog udviklet varmblodighed. Alligevel hives en tredjedel af dens bestand hvert år op af havet for at havne på vore tallerkener. Men den trafik vil snart være fortid.

Et tankeeksperiment

I hele verden, fra Den Bengalske Bugt til Barentshavet beklager fiskere sig over, at deres fangster svinder ind. Fiskeri i industriel skala begyndte først i 1950'erne, men har nu nået en effektivitet, hvor industrielle trawlere på 15 år kan reducere en fiskepopulation til 10 procent af dens oprindelige omfang.

Trawlfiskeri er et oceanisk masseødelæggelsesvåben, der raserer alt på sin vej. Charles Clover, som skrev den bog, hvorpå tv-dokumentaren bygger, drager en tankevækkende parallel. Forestil dig et kobbel jægere, der gennempløjer en kvadratkilometer terræn med et kæmpemæssigt net trukket af firehjulstrækkere. Forestil dig, at de på denne måde arbejder sig igennem hele Afrika og indfanger alt op på deres vej: løver og leoparder, vilde hunde og flodheste. På nettet sidder en massiv metaltromle, der smadrer alt, som kommer i vejen. Til sidst åbner jægerne nettet, udplukker de lækreste byttedyr og kaster de knuste rester i solen til glæde for ådselædere.

Tunlobbyen

Vi har brug for fisk. Vores hjerner fungerer ikke nær så godt uden de fede Omega-3-syrer. Så hvordan kan vores regeringer tillade disse masseødelæggelser at fortsætte? Hvorfor opmuntrer de dem aktivt ved at give 14 mia. dollar i subsidier til de fiskere, som praktiserer trawlerfangst år efter år?

Et lille antal mennesker skaber sig store profitter på denne destruktion, og de bruger disse midler til at sikre, at de kan fortsætte med at bedrive deres fangster indtil allersidst fisk. I 1992 lykkedes det for tunlobbyen at forpurre planer i USA's og Japans regeringer om at sætte den blåfinnede tun på listen over klodens truede dyrearter - ved rundhåndede donationer til alle partier. Lignende korruption har ædt sig ind i EU's fiskeripolitik.

Føj hertil det faktum, at fiskere er en determineret vælgergruppe med lige så vidtgående krav og lige så kortsigtet en agenda. De forlanger maksimale kvoter i dag, selv om det betyder ingen kvoter i morgen.

Stjæler de fattiges fisk

Vore samfund er indrettede på at imødekomme disse kortsynede råb om penge til de få på bekostning af langsigtede behov for os alle. En lille beslutsom gruppe med kontanter kan næsten altid slå en stor diffus gruppe med gode hensigter. Almindelige mennesker i de rige lande skærmes effektivt imod kendskabet til den optrækkende fiskekrise. Som vi opfisker vore egne bestande, går fiskeindustrien over til at stjæle dem fra de fattige i andre dele af verden. I dag findes armadaer af fiskefartøjer fra Europa og Amerika langs hele Vestafrikas kyst med det resultat, at de lokale småfiskere, som lever langs kysterne, må sulte. Og ikke blot stjæler vi fisk fra afrikanere, vi stjæler dem fra fremtidige generationer.

Kollektiv handling

Med fisk er løsningen endda mere ligetil end ved de øvrige økologiske kriser, som truer verden. Ifølge forskerne behøver vi blot at gennemføre to ting: For det første må vi udvide de 0,6 procent af jordens farvande, hvor fiskeri er forbudt, til 30 procent. I disse beskyttede områder vil fiskebestandene langsomt komme sig. For det andet må der i de resterende 70 procent indføres strenge kvoter på fiskeri og føres omhyggeligt tilsyn med deres overholdelse, således som det allerede sker ud for Alaska, New Zealand og Island.

Og omkostningerne ved dette program? Ja, de beløber sig til 14 mia. dollar - nøjagtig samme sum, som vi i dag bekoster på at subsidiere fiskere. Uden ekstra omkostninger kan vi altså forvandle sidstnævnte fra oceanernes røverbander til oceanernes beskyttere.

Trods sin forbilledlige fremstilling af problemet plages tv-dokumentaren af samme typiske fejl som megen anden miljøaktivistisk tænkning. Den præsenterer os for en omfattende økologisk krise og argumenterer så for, at vores primære reaktion må være at omlægge vort personlige forbrugsmønster. Den appellerer til os om ikke at købe fisk i supermarkeder, der ikke kan garantere for at fiskene er fanget under økologiske bæredygtige vilkår. Det minder om slutscenen i En ubekvem sandhed, hvor Al Gore formaner os om at skifte til sparepærer.

Den slags er al ære værd, men det er lidt som, hvis nogen i 1937 ville advare imod nazismens fremmarch ved at bønfalde folk om ikke personligt at myrde jøder, bøsser og Jehovas Vidner eller købe varer i nazistiske ejede butikker. Men hvad vi behøvede dengang, var kollektiv handling, der kunne stoppe nazisternes drab på disse minoriteter. Tilsvarende behøver vi i dag kollektiv politisk handling, der kan stoppe en uoprettelig ødelæggelse af planetens naturgrundlag. Reagerer vi som individuelle forbrugere er vi svage, reagerer vi som borgere, er vi stærke. Fiskeindustriens koncentrerede magt må druknes under et demokratisk pres for lovændringer - ikke ved svirp af kreditkort.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her