Kronik

Opdager præstestyret afgrunden?

Folkeopstanden i Teheran må forstås som 'det fortrængtes tilbagevenden' fra 1979-revolutionen. Den viser, at islam rummer et ægte potentiale for frigørelse
Folkeopstanden i forbindelse med det iranske valg minder i følge filosof Slavoj Zizek og revolutionen i 1979.

Folkeopstanden i forbindelse med det iranske valg minder i følge filosof Slavoj Zizek og revolutionen i 1979.

ABEDIN TAHERKENAREHEPA

27. juni 2009

Når et autoritært regime går ind i sin sidste krise, forløber dets sammenbrud som regel i to faser. Før dets faktiske kollaps, indtræffer først et ejendommeligt skred: Lige pludselig indser folk, at spillet er slut. De er ganske enkelt ikke længere bange. Det ikke blot sådan, at styret har sat sin legitimitet over styr. Det er selve dets magtudøvelse, der herefter opleves som afmægtige panikreaktioner.

Vi kender alle den klassiske scene fra tegnefilm: Katten når til en afgrund, men fortsætter ud i den blå luft uden at have indset, at den ikke længere har fast grund under sig. Først i det øjeblik, da den kigger ned og opdager dybet under sig, begynder den at falde. For at få den til at falde, kræves altså blot, at man får den til at kigge ned.

I den Shahernes Shah - Ryszard Kapuscinskis klassiske reportagebog om 1979-revolutionen - registrerer forfatteren skreddets præcise øjeblik: Ved et vejkryds i Teheran nægter en enkelt demonstrant at flytte sig, da en politimand beordrer ham væk. I stedet ender det med, at politimanden trækker sig beskæmmet tilbage. Inden for få timer kender hele Teherans kogende menneskehob til episoden, og skønt gadekampene fortsætter i uger fremover, ved alle på en eller anden måde, at for shahdømmet er spillet ude. Er det noget lignende, vi er vidne til i disse dage? Nu findes der flere versioner af de aktuelle begivenheder i Teheran.

Et væld af fløje

Nogle ser protesterne som det seneste udslag af provestlige 'reformbevægelser' i stil med 'farverevolutionerne' i Georgien, Ukraine etc. De opfatter dem som en sekulær reaktion imod arven fra Khomeini og dem som et skridt i retning af et nyt, liberalt, demokratisk og sekulært Iran, der omsider kan blive lykkeligt befriet for muslimsk fundamentalisme.

Over for denne position står en skeptisk fløj, som mener, at Ahmadinejad meget vel kan have været valgets retmæssige sejrherre, ja, at han bakkes op af et klart folkeflertal, hvorimod Musavis støtte stort set begrænser sig til storbyernes middelklasse og dennes jeunesse d'orée. Kort sagt: Lad os droppe alle illusioner og forholde os til den kendsgerning, at i Ahmadinejad har Iran den præsident, det fortjener.

Så er der dem, som afviser Musavi som bare endnu et medlem af den klerikale elite, der kun adskiller sig fra Ahmadinejad ved kosmetiske forskelle: Også Musavi vil videreføre atomprogrammet. Også han er imod at anerkende Israel. Og nød han måske ikke Khomeinis fulde støtte, da han var premierminister under krigen mod Irak?

Ahmedinejads sejr

Endelig er den sørgeligste gruppering af alle. Ahmadinejads venstreorienterede tilhængere, for hvem det reelt er Irans selvstændighed, som står på spil her. Ahmadinejad vandt, fordi han turde slå et slag for denne selvstændighed, eksponere eliternes korruption og bruge olieindtægterne til at forbedre kårene for det fattige folkeflertal - dette er, vil man have os til at tro, den sande Ahmadinejad bag det det vrængbillede af en holocaustbenægtende fanatiker, som de vestlige medier beflitter sig på at tegne. Ifølge dette synspunkt er det, som foregår i Iran lige nu, en de facto-gentagelse af omvæltningen af Mossadegh i 1953 - et vestligt orkestreret kup imod den legitime præsident.

Folkerejsning

Men denne udlægning lader ikke blot hånt om kendsgerninger: Den høje valgdeltagelse - 85 procent imod de vanlige 55 procent - kan alene forklares ved et meget stort antal proteststemmer. Den udstiller også sin blindhed for en ægte manifestation af folkelig vilje, når den patroniserende går ud fra, at for de tilbagestående iranere kan Ahmadinejad være god nok - de er ikke endnu modne at blive ledet af et sekulært venstre.

Hvor indbyrdes modstridende de end er, har de førnævnte fire versioner det til fælles, at de alle forstår de iranske protester ud fra modstillingen mellem islamiske fanatikere versus provestlige liberale reformister. Dette forklarer, hvorfor det falder dem så svært at placere Musavi. Er er han en vestligt støttet reformator, som vil indføre mere personlig frihed og markedsøkonomi? Eller er han så indgroet del af den gejstlige magtelite, at hans mulige sejr ikke på nogen afgørende måde kan rokke ved styrets natur? De ekstreme udsving mellem disse versioner afslører, at de misforstår protesternes sande karakter.

Den grønne farve, som Musavis tilhængere har taget som emblem, og Allahu Akbar-råbene, der genlyder fra Teherans tage i nattemørket, indikerer tydeligvis, at de opfatter deres aktioner som en gentagelse af 1979-revolutionen. Som en tilbagevenden til dens rødder og som en bestræbelse på at rulle dens senere korruption tilbage. Og denne tilbagevenden til rødderne er ikke kun programmatisk. Den farver adfærd og formsprog i menneskemængdernes aktiviteter: den eftertrykkelige påberåbelse af folkets enhed, den altfavnende solidaritet, den kreative selvorganisation, de improviserede protesformer og den unikke blanding af spontanitet og disciplin, som den f.eks. kom til udtryk i en ildevarslende manifestation, hvor en tusindtallig skare marcherede igennem gaderne i fuldstændig stilhed. Vi har at gøre med en ægte folkerejsning, der har mobiliseret Khomeinis-revolutionens svegne og desillusionerede tilhængere.

Heraf kan der udledes to væsentlige pointer. For det første, at Ahmadinejad ikke er de fattige muslimers helt, men derimod en ægte fordærvet islamo-fascistisk populist - en slags iransk Berlusconi, hvis blanding af klovnet selviscenesættelse og hensynsløs magtpolitik endog fremkalder ubehag blandt hovedparten af ayatollaherne. Hans demagogiske uddeling af krummer til de fattige bør vi ikke narre os: Bag ham står ikke kun et repressivt magtapparat og en temmelig vestlig pr-organisation, men også en stærk nyrig klasse - resultatet af styrets tiltagende korruption. Således er Irans Revolutionsgarde på ingen måde en arbejderklassemilits, men et megaselskab og landets stærkeste center for rigdom.

Forandrende kræfter

For det andet bør man skelne nøje mellem Ahmadinejads to hovedmodstandere, oppositionskandidaterne Mehdi Karroubi og Mirhossein Musavi. Karroubi er i praksis en reformist, der grundlæggende står inde for den iranske version af identitetspolitik og udlover fordele til særlige grupper.

Men Musavi er noget ganske andet: Han repræsenterer den originale genoplivelse af den folkelige drøm, som holdt 1979-revolutionen i live. Selv om denne drøm måtte være illusorisk, bør man heri genkende den genuine utopi, som er indeholdt i selve revolutionens væsen. Det ligger heri, at Khomeini-revolutionen fra 1979 ikke kan reduceres til fanatiske islamisters magtovertagelse - den var meget mere end det.

Tiden må nu være inde til, at vi erindrer os den ufattelige frembrusende kraft, som kom til udfoldelse i revolutionens første år med dens betagende eksplosion af politisk og social kreativitet, med dens organisatoriske eksperimenter og debatter mellem studerende og almindelige mennesker.

Selve dette forhold, at denne eksplosion måtte kvæles, viser, at 1979-revolutionen var en autentisk politisk begivenhed - en forbigående åbning der slap socialt forandrende kræfter af uhørt styrke løs, og skabte et øjeblik, hvor 'alt forekom muligt'. Hvad der herefter fulgte, var en gradvis lukning af disse muligheder, efterhånden som den islamistiske elite satte sig på den politiske kontrol. For nu at sige det freudiansk: Disse dages protestbevægelse er 'det fortrængte, der vender tilbage' fra 1979-revolutionen.

Og sidst, men bestemt ikke mindst: Vi kan af dette lære, at der findes et ægte befrielsespotentiale i islam - at det med andre ord ikke er nødvendigt at gå tilbage til før det 10. århundred for at finde en 'god islam' - vi har én her, lige for øjnene af os.

Fremtiden tegner usikker. Efter al sandsynlighed at dømme vil det lykkes for magthaverne at inddæmme den folkelige eksplosion. Katten vil ikke falde i afgrunden denne gang, men genvinde fodfæste på fast grund. Men regimet vil have ændret karakter. Det vil ikke længere være revolutionens arvtager, men blot endnu et gennemkorrupt autoritært styre blandt så mange andre. Hvad det endelige udfald end bliver, er det afgørende vigtigt at indprente sig, at vi netop har været vidne til en stor emancipatorisk begivenhed, som ikke kan presses ind i rammen af kampen mellem provestlige liberale og anti-vestlige fundamentalister.

Hvis vores kyniske pragmatisme får os til at miste evnen til at erkende denne emancipatoriske dimension, på dette tidspunkt, kunne det tyde på, at vi i Vesten selv er på vej ind i en postdemokratisk tidsalder, hvor vi må forberede os på at få med vore egne Ahmadinejader at gøre. Italienerne kender allerede hans navn: Berlusconi.

Flere er på vej.

Slavoj Zizek er slovensk filosof. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Thomsen

En god analyse, synes jeg.

Det er "folkets vilje", det drejer sig om hér - og ikke et spørgsmål om for og imod vestlige værdier.

Advarslen om, at vi kan være på vej ind i en post-demokratisk tidsalder her i Vesten, skal nok tages alvorligt.