Jeg vil gerne give Informations læsere nogle uddybende forklaringer til pressens bombastiske omtale af PET-kommissionens 'afsløringer'.
Politiets Efterretningstjeneste og skiftende toppolitikere modarbejdede aktivt VKR-regeringens påbud om ikke at registrere danske statsborgere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed?
- Jyllands-posten 24. juni 2009
Ifølge Regeringserklæringen af 30. september 1968 måtte ingen dansk statsborger registreres alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Regeringen havde et tvingende politisk behov for at begrænse PET's registreringer uden samtidig herved på væsentlig måde at skade PET's arbejde. Da regeringen over sommeren 1968 nærmede sig et kompromis med hensyn til indholdet af den kommende regeringserklæring, var det naturligt at udbede sig embedsmændenes endelige vurdering af erklæringens konsekvenser for PET. Dette skete i notatet af 14. september 1968, som blev forelagt på et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 25. september. Notatet indeholder således den af regeringen tiltrådte forståelse af den kommende regeringserklæring.
Notatet rummer derfor ikke 'hemmelige' alternative retningslinjer. Den for PET nødvendige fleksibilitet var sikret gennem regeringserklæringens brug af ordet alene og begrebet lovlig politisk virksomhed. Disse ord blev omdrejningspunkt i de kommende årtiers registreringspraksis. Der er i øvrigt ikke tale om en sensationel nyhed. Bl.a. beskrives erklæringens elasticitet i Kommissionsdomstolens beretning i 1977 i Hetler-sagen.
Jeg har aldrig set notatet, og jeg kan derfor godt forstå, at de skiftende justitsministre heller ikke havde kendskab til det.
Ligesom en radikal muslim i dag kan drømme om indførelse af kalifatet uden at begå strafbare handlinger, kunne en samfundskritisk venstreorienteret dengang drømme om den permanente revolution uden at omsætte kritikken af samfundet i vold. Men PET kunne ikke tage chancer. Visse grupper skulle følges og medlemmerne være inden for PET's bevidsthedshorisont.
Også dengang blev Vestens politik på nogle områder anfægtet, og i et demokrati var og er dette jo helt legitimt og også nødvendigt. Men Sovjetunionen - den farlige bokser i rødt ringhjørne - forsøgte med alle midler at udnytte enhver form for kritik af NATO, USA og dets allierede. Dette skete blandt andet gennem de såkaldte frontorganisationer og bevægelser, som forfulgte politisk legitime mål, men som blev sejlet under falsk flag, Også gennem de såkaldte 'active measures' forsøgte man gennem KGB at påvirke opinionen i Vesten.
PET var i det blå ringhjørne. Vi skulle have antennerne ude, herunder ikke mindst i de miljøer, hvor KGB fiskede i rørte vande. I dansk sammenhæng var PET's opgave på dette område alene at rapportere til de politiske beslutningstagere. Registreringerne var således mere registreringer af personer, der var målpersoner for KGB, end af personerne på grund af deres egne handlinger.
De røde sedler
PET-folkene stak ganske enkelt et rødt ark papir ned i de registreringssager, som Wambergudvalget ikke måtte se
- Politiken 20. juni 2009
Påstanden skal ses på baggrund af Kommissionens redegørelse om den stikprøvekontrol, som før min tid var et permanent stridspunkt mellem på den ene side Wamberg-udvalget og på den anden side Justitsministeriet og PET. Udvalget ønskede at se alle sager, medens PET mente, at ikke alle sager kunne forevises.
Lad mig illustrere dette. Hvis PET havde hvervet NN som agent, og vedkommende var medlem af DKP's Centralkomité, så ønskede PET ikke at delagtiggøre Wambergudvalget i sagen. Man kunne ikke løbe nogen risiko for en afsløring eller indiskretion, som ikke bare ville skade efterretningstjenestens arbejde, men i værste fald udsætte NN for livsfare. Ved forberedelsen af mit første møde i Wambergudvalget fik jeg forklaret, at man lagde et rødt ark ind i den slags sager. Dette var logisk nok.
Jeg afskaffede systemet. Medlemmerne af udvalget var sikkerhedsgodkendte, og jeg ville ikke bruge min tid på at udføre censur. I et enkelt tilfælde fraveg jeg dette synspunkt. Til brug for en stikprøvekontrol var man ramt ind i sagen om Gordijevski. Jeg fortalte udvalget, at det burde afstå fra at få forevist denne sag, hvad man uden videre accepterede. Jeg lagde ikke et rødt ark ind i sagen, men virkningen var den samme.
Alt dette har jeg uopfordret berettet for Kommissionen. Den medarbejder, der stod for administrationen på dette område, er afgået ved døden, og PET-kommissionen har tilsyneladende ikke - uden at jeg kender Kommissionens energi i dette tilfælde - fundet frem til endnu levende personer, der har oplevet systemet med de røde sedler, eller også har disse fået hukommelsestab. Kommissionen har dog fundet en sag med et rødt ark, som man så fantaserer over.
Arbejdskartoteker
PET opbyggede et omfattende og systematisk kartotek over personer mistænkt for undergravende virksomhed
- Jyllands-posten 24. juni 2009
Wambergudvalgets opgave var at kontrollere, at PET ikke registrerede i strid med regeringserklæringen. PET-kommissionen har beskrevet PET's berømte tromler. Man var registreret, når en strimmel papir med ens navn kom op og hænge på disse tromler. De fleste, der hang dér, var personer, der blev sikkerhedsgodkendte, bl.a. forsvarets faste personel og halvdelen af udenrigsministeriets personale. Disse registreringer var problemfrie. Det samme kan ikke siges om de belastende registreringer.
Når en person skulle sikkerhedsgodkendes, søgte man navnet i tromlerne. Det samme gjorde medarbejdere, der i deres efterretningsvirksomhed stødte på navne, som de ville undersøge nærmere. Man rumsterede imidlertid ikke rundt i skabe og skuffer ude i andre afdelinger. Her blev der per definition ikke foretaget 'registreringer' i regeringserklæringens forstand. Såfremt en medarbejder havde et arbejdskartotek (et fiduskartotek), så burde dette ikke være tilgængeligt for andre.
Wambergudvalget var klar over, at der var forskellige teoretiske muligheder for, at der i de operative afdelinger kunne etableres lokale mere uformelle 'registre'. Udvalget havde ingen kompetence til at kontrollere den enkeltes arbejdskartotek, men begyndte man at fusionere de enkelte arbejdskartoteker, ja så var det en sag for udvalget. Regionsafdelingerne udgjorde et særligt problem. Der var så få medarbejdere, at arbejdskartotekerne nemt kunne blive fælles gods. Wambergudvalget og jeg blev under rejser til regionerne klar over, at der måtte gøres noget, og jeg satte efter aftale med udvalget en proces i gang for at få fastsat retningslinjer for brug af arbejdskartoteker. Denne nødvendige reform blev afsluttet af min efterfølger. Jeg har udtalt, at jeg fortryder, at jeg ikke tidligere blev opmærksom på og fik gjort noget ved dette problem. Tiøren var for længe om at falde. Kommissionens kritik er for så vidt berettiget.
Mine medarbejdere ønskede ikke at omgå regeringserklæringen. Det var praktiske grunde, der førte til, at arbejdskartotekerne i et vist omfang pø om pø smeltede sammen. Men det var på mit initiativ, at situationen endte med at blive normaliseret.
Organisationssager
Enhedslistens Per Clausen stillede op til kommunalvalg for VS. Det fik PET til at registrere ham i arkiverne
- Jyllands-posten 25. juni 2009
Wambergudvalget var opmærksom på, at man kunne opbygge navneregistre i PET's organisationssager. DKP-sagen var propfyldt med navne. Det ville have været en omgåelse af regeringserklæringen, såfremt man havde systematiseret disse navne. Flere gange bad Wambergudvalget om at måtte se sagen, som så blev kørt ind på en sækkevogn. Man ville sikre sig imod, at der var et register i sagen.
PET-kommissionen har ikke fundet systematiserede personregistre i Centralafdelings sager, men nogle navnelister i alfabetisk orden er blevet indsendt fra PET's region i Nordjylland. Dette er ubehageligt at få at vide, men mine medarbejdere har fået disse lister fra eksterne kilder. De udarbejdede dem ikke selv. Efter min opfattelse, men ikke Kommissionens, har det en betydning, om sådanne lister havde deres lovlige eksistens uden for PET.
Jeg har udbredt mig lidt mere om disse og andre emner i et notat til Kommissionen (optrykt i bind 1, side 197 ff.). Journalister har gjort mig opmærksom på, at notatet er trykt med så små bogstaver, at man vanskeligt kan læse det. Kommissionen har kommenteret mit indlæg, men den domstolslignende instans har skuffende nok ikke givet mig adgang til duplik. Dette var ellers påkrævet.
Ole Stig Andersen er tidligere chef for Politiets Efterretnings-tjeneste under Den Kolde Krig
VKR bliver beskrevet som duksedrengene, der ikke hverken vil begrænse Pet´s råderum, eller intimidere sine legitime politiske modstandere.
Sagen er, at kommissionsrapporten ikke afslører hvilken form for samarbejde, der har været mellem skiftende regeringer og sikkerhedstjenesterne.
Regeringens, JP´s sympatier og de radikales virkelige intentioner og interesser i Pet´s arbejde er fuldstændigt ukendt land for befolkningen i dag, lige som man ikke aner, hvordan de op til 300 000 intimiderede, registrerede borgeres oplysninger er blevet brugt i den akse, som ligger mellem det politiske system og efterretningstjenesten.
Befolkningen har ingen viden om, hvor stor andel skiftende regeringer har i Pet´s intimidering af op mod 300 000 borgere. Det eneste, man ved, er, at det herskende politiske system officielt har benægtet sit kendskab Pet´s praksis, selv om kommissionen frikender efterretningstjenesten netop med henvisning til notatet af 14 september 1968, der handler om, at det politiske system har godkendt den.
Vi kan ikke vide om efterretningstjenesten stadig intimiderer den herskende ordens politiske modstandere, om Pet stiller materiale og vurderinger om potentielle modstandere til rådighed for regeringen og dens samarbejdsparter.
Mistanken, om at Pet står et sted imellem det at være en stat i staten eller det politiske systems illegitime forlængelse, kan man ikke sige sig fri for. Det politiske system har ikke givet kommissionen det mandat, der kunne have fjernet mistanken. Og alene det burde være et kæmpe problem for det politiske system – dvs. en fuldstændigt underminerende faktor for statsmagtens legitimitet.
Se mit afviste kronikforslag her: http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-63.pdf
Mit forslag bærer muligvis præg af, at jeg ikke er specielt velbevandret i detaljerne i kommissionsrapporten. Men er mine spekulationer ikke langt mere relevante, end de mange detaljer, som flyder i medierne nu?
Det er de gamle koldkrigere og de samme politiske grupperinger som under koldkrigen, der sidder ved magten endnu. Er der ikke grund til at frygte, at man på ingen måde er interesseret i at få sikkerhedstjenesternes samarbejde med det politiske system beskrevet i al offentligheden inden for en eneste af de nuværende og tidligere regeringsbærende partier? Er det ikke temmelig åbenbart, at den herskende orden ikke er interesseret i at få samtidens sikkerhedsarbejde belyst på en måde der kunne kompromittere den selv.
Den kolde krig er slut, men det er den kolde krigs vindere der tramper rundt i manegen endnu.
Den fordobling af sikkerhedstjenesternes ressourcer, som har fundet sted efter 9/11, virker på ingen måde som en sikring af vort demokrati i mine øjne.
Måske fordi jeg orienterer mig som "økofascist" med udtalt hang til at udstille problemerne omkring det eksisterende systems legitimitet! At jeg på mange måder befinder mig på grænsen til det lovlige, i de handlinger jeg kunne finde på at anbefale (civil ulydighed, sort økonomi, arbejdsskyhed m. m.). Står jeg ikke midt i det moderne samfunds angst for sig selv, og har grund til at frygte en uhellig alliance mellem FE, Pet, hele det etablerede politiske system, som er udtryk for gammelmandspartiernes potentielt selvnegerende succeskriterier osv.?
Jeg tror ikke et eneste medie eller et eneste af de gamle partier er interesseret i at få deres samarbejde med sikkerhedstjenesterne belyst, hverken som de var under den kolde krig, og endnu mindre i dag, hvor deres legitime politiske modstander står i skyggen af deres angst for sig selv.
Det forekommer mig, at jeg har en begrundet mistanke, og at alene mistanken var noget nær det mest relevante man over hovedet kunne skrive om. Det faktum, at Ínformation ikke gider trygge den, afkræfter den på ingen måde, tværtimod.
jeg håber, at jeg ser syner, men kan jeg vide det?
I slutningen af 1970´erne, hvor jeg som 16 årig flyttede hjemmefra og på kollegium, der mødte jeg erklærede kommunister, som gjorde sig vigtige ved at snakke om at de blev aflyttet og intimideret. I dag ved jeg at de havde ret. Det er en skændsel for det demokrati jeg er vokset op i. Disse mennesker var på ingen måde farlige for noget som helst. De var livsglade, langt mere økonomisk produktive end mig og så elskede de livet, Danmark og hinanden. Intimideringen af dem kan ikke legitimeres på nogen måde. Og de politikere, som sad ved magten den gang, og som spillede dobbeltspil, de ville have tabt stort demokratisk, hvis deres hykleri var blevet kendt den gang.
Fagforeningernes og Socialkammeraternes samarbejde med Pet er kun antydet. Men den smule der er kommet frem, f.eks. i Kristeligt Dagblad, antyder hvor giftigt et samarbejde der har været her imellem. Den gang som nu kan der være rigtigt meget slibrigt at afsløre. Sagen er, at vi ikke aner hvor meget der er, fordi de gamle koldkrigere kører med klatten endnu.
Steen Ole Rasmussen
-"de gamle koldkrigere kører med klatten endnu"
Netop - Koldkrigerne kører med klatten medens de maler sig selv op i et stadig mindre hjørne indtil deres eneste og sidste plads at stå på er den lille røde knap.
"Krigen mod terror" er blevet koldkrigernes forsøg på at slå hul i muren -
Resultatet er foruden det komplet overdimensionerede og urimelige overvågningssamfund bl.a krigen mod Afghanistan og Irak - det ultimative forsøg på at hypnotisere sig selv og resten verden til at tro på koldkrigernes livsfilosofi som åbenbart er "døden" og den derfra kommende frihed fra alle der ikke indordner sig koldkrigernes verdensorden.
Men hvis koldkrigernes standplads i deres opmalede hjørne alligevel bliver stadig mindre - hvad finder de så på når krigene mod Afghanistan og Irak er Vundet / Tabt ?
Og når "hullet i muren" enten forbliver eller sandsynligvis snarere tværtimod grumt ophører med at være den illusion det er ?
Kære Jens
Tilbøjeligheden til at identificere det hele med denne sejrende bærme af koldkrigere er udtryk for et sundhedstegn. Personligt identificerede jeg mig ikke med nogle af den kolde krigs sider, og var af samme grund overbevist om, at nu måtte der da for helvede ske noget konstruktivt, da mure faldt. Det gjorde der ikke. Af samme grund, som forklarer hvorfor intet medie eller nogle af de politiske kræfter med magt nogen sinde vil kræve en tilbundsgående undersøgelse af sikkerhedstjenesternes virke i dag.
Hele det moderne samfund ligger tungt funderet i de gamle koldkrigeres selvforståelse. Den livsform, som knytter sig til dette i evolutionsteoretisk forstand sejrende sekret, er sin egen største fjende. De ideologiske slatpissere forstår ikke hvor fundamentalt deres succeskriterier er sin egen største trussel, de fatter ikke det selvnegerende i deres måde at leve og orientere sig på. Og vi andre ideologiske fantompissere, som står i skyggen af deres irrationelle angst for sig selv og forklarerer dem, at lige meget hvordan de vender og drejer den, så har de sejret "ad helvede til", og uanset hvor påtrængende behovet er for mirakler og helt urealistiske løsninger, så er og bliver deres forsøg på at overleve alt andet ikke længere en option, for det har de næsten allerede gjort, hvorfor de står mutters som selve problemet, de sejrende koldkrigere uden fjende, med et toptrimmet angstfremmende sikkerhedssystem, som aldrig kan stilles tilfreds, dvs. fjerne dette samfunds angst for sig selv, ved at lave registre over os andre, de få, der står i skyggen af denne angst og fortæller dem på demokratisk vis, at deres sært stinkende form for demokrati er sit eget største problem osv osv......
Sygdommen er så tyk, udbredt og gennemsyrer alle filialer af dette samfunds selvbeskrivelse, så man er nødt til at forklare hver eneste lille filial hvilken funktion den har inden for helheden af denne elendige praksis, hvis det hele skal ændre sig mod det bedre. Det arbejder vi så på, selv om en del af løsningen er en sund form for arbejdsskyhed www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf , dvs. det forsker vi lidt i.
Filialerne er mange, her er nogle få af dem.
Medierne: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-32.pdf
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf
Det politiske system, som er så svært at adskille fra medierne: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-45.pdf
Det økonomiske system: http://www.google.dk/search?hl=da&safe=off&rlz=1T4HPEB_daDK236DK236&q=+s...
Arbejdsmarkedet: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf
Videnskaben som har tilbøjelighed til at identificere sig med naturvidenskab og teknik: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-55.pdf hvor der var brug for helt andre former for kvalificeret viden: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-10.pdf
Nu er det ikke PETs opgave og har aldrig været det at bestemme, hvilke politikere og andre, som said i Wamberg-udvalget, der måtte se hvilke sager. Når Wamberg-udvalget bad om at få alle sager, ja så skal (skulle) Wamberg-udvalget have alle sager.Og desuden har medlemmer af Wamberg-udvalget da vist tavshedspligt?
Hele denne registrering skal nok ses i lyset af aksen blå stue mod rød stue, hvor artikler i Weekendavisen bl.a. dokumenterer, at CIA og FBI antog SF og VS for at være det samme som DKP, dvs. direkte forlængelser af Moskavs linje.
Og i Weekend-avisen i går var der en gennemgang en en vis Regin Schmidts udgydelser om VS som a) er direkete misforståede eller b)direkte fejlagtige.
Det nævnes bl.a. at leninisterne i VS (som bl.a. omfattede en vis Ralf Pittelkow og en vis fru Jespersen) tabte magten i 1985, hvor jeg bestemt mener, at de gjorde de enten i 1977 eller 1979, allersenest i 1981.
Regin Schimdt tror, at fordi de står noget om den 'zionistiske stat Israel skal ødelægges', at det så betyder, at Israel skal udslettes fra landkortet. Det gør det altså ikke; meningen er at zionismen i den israelske stat skal udryddes, fjernes - og at der skal indsættes en demokratisk, verdslig, sekulær stat i stedet for.
Og så undrer det mig, at Regin Schmidt (præcis som andre borgerlige historikere) åbenbart aldrig har hørt om begrebet 'kontekst' i en historisk sammenhæng; at man forsøger, trods alt, at sætte de her udsagn i en deres rette historiske kontekst.
Socialdemokraterne i Danmark har altid været bange for DKP og Kommunisterne - uvist af hvilken årsag?
PET-kommissionen har, som jeg ser det, bare samlet PETs udgave af PETS vurdering af PETS arbejde, og nærmest givet et referat af PETS holdninger og vurderingern. Som historisk dokument er det sikkert uhyre anvendeligt; som kritisk respons til PET...ja...tænk selv her...
Kære karsten
Dine referencer til Weekend-avisen bekræfter hvor mange følelser der stadig knytter sig til det gamle modsætningsforhold fra den kolde krig, og hvordan man her sidder fast i fortidens fjendebilleder.
At socialdemokratiet har brugt Pet lige som fagforeningsbosserne har haft et samarbejde med efterretningstjenesterne omkring udveksling af oplysninger omkring kommunister og andre virkeligt venstreorienterede er vel helt naturligt. Derfor kan man heller ikke forvente en vilje hos dem til at få relationerne afklaret for offentligheden. Det var også under Poul Nyrup at kommissionens mandat blev defineret.
Det sidste afsnit i din kommentar fører præcist frem til noget jeg bilder mig ind at have tænkt som jeg tror du også har tænkt selv.