Læserbrev

Et principielt spørgsmål

Debat
6. juni 2009

Hvad har 282 irakere tilfælles med Margrethe, Frederik, Mary og resten af kongehuset? Umiddelbart virker det som en absurd sammenligning, og menneskeligt har de da næppe meget tilfælles udover den store medieopmærksomhed. Men sammenligner man argumenter i udvisningssagen og debatten om tronfølgeloven, er der én slående lighed. I begge debatter finder vi nemlig en spænding mellem konkrete og principielle argumenter,

I debatten op til afstemningen om tronfølgeloven har blandt andet Det Radikale Venstres såkaldte 'nye kuld' ønsket at dreje fokus på kongehusets eksistensberettigelse.

De peger på det principielt forkerte i, at vi har en lille gruppe mennesker, som er født mere privilegeret end andre i vores samfund (det principielle argument). Modsvaret til dette er (blandt andet), at kongehuset jo netop er så lille en gruppe mennesker, så vi bør lade det ligge og lade verden gå sin gang. Videre argumenteres der med, at de kongelige er så fine og dejlige alle sammen og repræsenterer Danmark på en måde, som vi kan være stolte af (det konkrete argument).

Sagen om de irakiske asylansøgere, som skal hjemsendes til en række områder, hvor de med høj sandsynlighed vil blive dræbt, har ligeledes et principielt argument.

Endnu en lille gruppe

Kan vi tillade os at sende flygtninge hjem til et område, hvor vi ikke selv tør rejse hen? Og så endda i et land, hvor vi er en krigsførende nation? Nej, det kan vi ikke, lyder det principielle argument. På den anden side argumenteres der (om end implicit, dvs. ikke-udtalt, af mange), at det jo blot drejer sig om 282 personer. Der bor omtrent 31 millioner mennesker i Irak, og heriblandt har omtrent 110.000 irakere mistet livet siden krigens start.

Derfor kan alle og enhver jo se, at 282 ekstra døde ikke gør nogen væsentlig forskel. Det er så lille en gruppe, så vi bare bør lade det ligge og lade verden gå sin gang (det konkrete argument).

Tager vi en talfokuseret, konkret og yderst kynisk debat, er det således hverken svært at argumentere for hjemsendelsen af irakere eller kongehusets eksistensberettigelse.

Tager vi derimod en principiel debat, er det derimod vanskeligt - og jeg vil hævde også umuligt - at argumentere for nogen af delene.

Men hvem gider overhovedet tage en principiel debat, når det drejer sig om så få mennesker?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Harry Hansen

Kongehuset: Jeg stemmer ja, og i øvrigt kan intet ophidse mig mindre. Faktisk er jeg modstander af kongehusets eksistens, men det er jo ikke det, der stemmes om. Nogle vil som sædvanlig have en folkeafstemning til at handle om noget andet end afstemningens spørgsmål - hvilket som sædvanligt ophidser mig - noget.
Til gengæld er jeg vildt ophidset over, at udlændingechikanedepartementet har kvalmende medvind i debatten om irakiske kirkegængere.

Kronik: 18 grunde til nej til tronfølgeloven
http://borgerligbums.wordpress.com/kronik

Det er ikke særligt lang tid siden, at 26 mennesker døde i en eksplosion i Bagdad.

Så hvem er det, der påstår, at der stadig er ufarligt i Bagdad?

Janus Michaelsen,
Mon sikkerheden er i top i Irak?
http://www.azzaman.com/english/index.asp?fname=news\2009-06-05\kurd.htm

Det er en enorm belastning at leve i landflygtighed, og følelsen af hjemvé og savnet af den familie, der eventuelt stadigvæk befinder sig i hjemlandet vil i reglen være meget dominerende. Derfor oplever man ofte, at personer der lever i landflygtighed ofte er villige til at løbe en enorm risiko for at gense deres hjemland.

Når Ekstra Bladet og andre i den forbindelse beskylder de landflygtige for at tage på "ferierejser", er der tale om en meget ubehagelig kombination af populisme, stupiditet og hjerteløshed...

Inger Sundsvald

Jeg har kendt en iraner, som først da han havde fået et dansk pas og i øvrigt en ingeniøruddannelse følte det sikkert nok at tage hjem og se til familien. I dag er han flyttet permanent tilbage til Iran.

Han kunne ikke få arbejde i Danmark som civilingeniør. Han kan heller ikke bruge sin uddannelse i Iran, det er for farligt. Men hans familie er velhavende, og selv som ’arbejdsløs’ i Iran, er ’klimaet’ og tilknytningen åbenbart at foretrække, frem for et liv som ildeset taxachauffør i Danmark.

Men en bitter mand er han, og i øvrigt med psykiske mén fra både militæret i Iran og ’klimaet’ i Danmark.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Republikken leve!

Kære Janus,
Jeg ved ikke hvilke irakere du har talt med...men dem jeg har talt med beretter om at de irakere der blev tvangs tilbagesendt fra Sverige, har 3 begået selvmord, en meldes dræbt og en familie er på flugt igen denne familie befinder sig nu i Tyrkiet..
mvh

Kære janus,
Jeg kender godt til den artikel du henviser til. Det er en hel anden situation disse familier er i. Når man har et svensk eller dansk pas og har forbindelserne i orden, ikke mindst penge til at betale sig for sikkerhed.

hvis du har lyst til kan du besøge www.kirkeasyl.dk

Jeg har i øvrigt en irakisk veninde( det skal lige siges at hun har boet her i Danmark i 15 år og har opnået permanent opholdstilladelse) der har telefonisk kontakt med sin familie i Irak...ikke opløftende fortællinger.
Så ja jeg tror også på Irakerne selv og ikke en artikel fra Ekstra Bladet..:-)
mvh
Lea

Karsten Aaen

Der er, så vidt jeg ved, forholdsvist sikkert (hvad det så end er) i Bagdad og området omkring Bagdad. Andre steder i Irak er der altså ikke sikkert.

Og desuden er det sådan, at når man har et dansk eller svensk pas, så kan man rejse, hvorhen man vil. (og mon ikke mange af de irakere, der rejser hjem i virkeligheden er kurdere...)