Kronik

Rejsebrev fra ruinerne af Motor City

Detroit var engang indbegrebet af vækst, fremdrift og velstand i De Forenede Stater. Men i takt med at den amerikanske bilindustri styrer mod sin undergang, er storbyen blevet et symbol på en mere dyster tidsalders fremskredne forfald
Detroit har været ved  at gå under, lige så længe  nogen kan huske.

Detroit har været ved at gå under, lige så længe nogen kan huske.

JEFF KOWALSKY

Debat
22. juni 2009

Ruinerne af Detroit er ikke mindre spektakulære, ikke mindre hjertegribende end dem, man kan finde i svundne rigers hovedstæder.

Dens neoklassiske hovedbanegård, hvis etager har stået tomme i to årtier, er i fremskredent forfald og skæmmes af vandalismen med knuste vinduesruder. Jernbanesporene er for længst revet op. Et forhenværende palads af et biografteater, som blev opført på selve det sted, hvor Henry Ford byggede sin første bil, er nu et forladt parkeringshus.

Pragteksempler på industriel arkitektur forvitrer i det grelle solskin og går til grunde i det urbane vildnis, som dannes af de grønne, affaldsbestrøede græsarealer, der omkranser byens hovedfærdselsåre.

Storbyens forsvindingsnummer matches af dens undergangstruede institutioner.

Hvad Chrysler og General Motors skæbne angår, afhænger den af den amerikanske konkurslovs afsnit 11, der fastsætter betingelserne for om strukturering af et selskab, der har misligholdt sine forpligtelser.

Hvad Ford angår, forsøger man desperat at klare sin omstrukturering selv. Det er muligt, at legionerne af sindrige konkursadvokater for det meste huserer i New York (hvor processen skal forestille at forløbe hurtigere og relativt mindre smertefuld), men Motor City er ofte anledningen til deres sammenkomster.

Raves og avantgarde

Arbejdsløsheden i det centrale Detroit nærmer sig 14 procent ' det højeste i USA ' og stiger støt. Bystyrets kasser står gabende tomme. Byens vise fædre ' de, som ikke har måttet gå af under indtryk af de utallige skandaler om utroskab, en nøgendansers død, en upassende sms-besked og så videre og så videre ' må slås med et budgetunderskud på 300 mio. dollar. Og folketallet falder. Den by, som kunne mønstre næsten to millioner sjæle i 1950, tæller i 2009 under en million.

Og dog lykkedes det i denne måned for Red Wings ' byens højtelskede ishockeyhold ' at vinde Stanley Cuppen for andet år i træk i et nervepirrende slutspil.

Tiltroen til Obama er også fortsat høj hos byens over vejende afroamerikanske befolkning trods følgerne af den amerikanske regerings 'administrerede' konkurser.

Og på en Memorial Day i maj strømmede over 75.000 fans af elektronisk musik til Hart Plaza på den nyrenoverede havnepromenade, hvor de dansede sig til ekstase i skyggerne af byens tomme skyskrabere.

Unge Detroit-borgere praler hellere af, at verdensteknomusikken kom til verden i deres by end af, at det var her, samlebåndet blev opfundet og Nation of Islam blev grundlagt ' det sidste skete i 1930'erne i byens Linwood-kvarter.

Hvert år afholdes en af verdens største festivaler for elektronisk musik, og hver gang hylder man her den lille gruppe afroamerikanske producere og dj's, som fusionerede de lokale traditioner for funk og Motown med avantgarde-electronica fra Europa i de tidlige 1980'ere. Snart bredte den nye lyd sig til de hippeste klubber, til underground raves og til avantgarde-pladelabels verden over.

En af disse pioner-dj's, Derrick May, kalder fænomenet en »total fejltagelse« ' »lidt som hvis George Clinton og Kraftwerk stødte sammen i en elevator med kun en sequencer til at holde dem ved selskab.«

Ikke desto mindre passer denne usandsynlige fusion ' æterisk og pulserende, futuristisk og vintageagtig, konceptuel og masseappellerende ' umådelig godt til Detroit. Dens nyeste standardbærere tæller Carl Craig, som er lige så fortrolig med at remixe Ravel og Mussorgsky, som han er med at fyre op under et dansegulv, og Jay Dilla, en hiphop-producer, som nåede transcendens, da han opdagede nogle obskure soulplader og gav sig til at sample dem til perfektion.

Forfald og kollaps

Som Venedig har Detroit været ved at gå under, så længe nogen kan huske. Dens officielle motto er Speramus meliora; resurget cineribus (Vi håber på bedre ting, de vil rejse sig fra asken) ' en optimisme, som allerede er 200 år gammel og henviser til en ildebrand, der næsten lagde byen øde i 1805. Tilsvarende ligger GM's hovedkvarter i Renaissance Center, en klynge af glødende glastårne og et velkendt bagtæppe for den seneste tids dystre nyhedsindslag i tv.

En genfødsel venter Detroits borgere sig ikke, men downtown viser tegn på liv ' et renoveret teater, et restaureret hotel, renere gader. Og dog vandrer byens tusindvis af hjemløse rundt i dens få parker, og yderligere tusinder har slået sig ned i de forladte ejendomme. Hele kvarterer af byen venter på nedrivning. I sidste ende tegner der sig en fremtid med græstilgroede tomter og ruiner af statelige hjem. Ingen bevæbnede kriminelle, ingen giftig industri, ingen overfyldte sociale boligbyggerier ' ja, ingen borgere overhovedet.

Chokoladeby

For mange hvide detroitere var det kritiske øjeblik race urolighederne i 1967. I de senere års bedste Detroit-roman, Middlesex af Jeffrey Eugenides, får disse forfærdelige optøjer deres første skønlitterære behandling.

»Åh Gud, det er som i Smyrna! Som tyrkerne brænder de alt,« udbryder Desdemona Stephanides i de tidlige timer af opstanden, idet hun påkalder sig de traumatiske begivenheder, der drev romanens græske indvandrerfamilie til Amerika i første instans.

Eugenides skildrer forpintheden i Detroits hvide middelklasse, som skulle flygte én masse i de følgende år. Skønt polariserede racerelationer længe har hjemsøgt byen ' lige siden tilstrømningen af sorte fra Sydstaterne til byens bilfabrikker skærpede konkurrencen om jobbene ' kom efterdønningerne af 1967 til at signalere et definitivt mønster af 'chokoladeby og vanilleforstæder'. Og en ny atmosfære af indgroet mistillid.

For at holde trit med den hvide flugt rykkede også bilindustrien ud af byen ' Chryslers hovedkvarterer til den hyggelig forstad Auburn Hills, Ford til Dearborn, og GM truede med at flytte til det nærliggende Warren, da konkursen kom. Det var i Highland Park, en nu stærkt forarmet sort enklave i selve Detroit, at den industrielle arkitekt Albert Kahn opførte den visionære fabrik, som kunne udspy et eksemplar af den berømte Model T på præcis et minut. Bygningen er nu et lurvet og uelsket lagerdepot.

Det mest uhyggelige, ikke mindst i lyset af dette års konkurser, er det memento mori, man møder på East Grand Avenue i selve Detroit. Her ligger den tidligere fabrik og hovedkvarter for Packard Motor Car Company. Det vældige kompleks, som rummer 47 bygninger spredt ud over 32.000 kvadratmeter, har været i forfald siden Packards krak i 1956, da luksusmærket bukkede under i konkurrencen med De Tre Store. Stedet blev senere yndet for Detroits illegale rave scene.

Indkøbsvogne i træerne

Detroit er formentlig Amerikas bedst kendte eksempel på en krympende by, og den befinder sig stadig i frit fald. Derfor har den heller ikke fået meget ud af sin omfattende officielt sanktionerede fornyelsesplaner. Byens få lyspunkter er eksperimentelle projekter i mindre skala. Indvandringen ' især fra Afrika og Mellemøsten (Dearborn er nu det anerkendte centrum for det arabiske Amerika) ' er et håb, mange klynger sig til. Måske kan en grøn og elektrisk bilindustri rykke ind med grønne jobs. Produktion af højhastighedstog er en anden mulighed, man taler om.

På den deprimerende East Side har Tyree Guyton og andre kunstnere forvandlet et afsnit af den forladte Heidelberg Street til et kæmpemæssigt kunstprojekt. Dusinvis af kasserede udstoppede dyr hænger ned af facaden af et tomt hus. Regimenter af defekte støvsugere vinker med handsker fra deres mundstykker i en tilgroet have. Indkøbsvogne trodser tyngdekraften i trætoppe.

Resultatet er mere uhyggeligt end smukt. Kunstnerne leverer kommentarer, der ledsager forfaldet eller vrænger af det hendøende lys, men ikke noget ophør for forfaldet selv.

Ross Perlin er amerikansk sprogforsker

© Open Democracy og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her