Rummet bliver en losseplads

I 1965 tabte den amerikanske astronatur Edward White en handske i rummet, og lige siden har den kredset om vor klode med en hastighed af over 27.000 kilometer i timen. Det kunne lyde som et gakket Trivial Pursuit-spørgsmål hvad er jordens mest dødbringende beklædningsgenstand? men sagen er, at vi risikerer, at denne handske kommer til at give os alle et slag i ansigtet af galaktiske dimensioner.

For handsken har nu fået selskab af så meget rum affald, at forskerne advarer om, at det kan true de satellitter, som vi er afhængige af hver dag og efterlade os fanget her på en planet under faretruende ophedning.

Efter blot 50 års rumfart har menneskeheden dumpet så meget som 600.000 stykker skrot i rummet, der roterer omkring os med superhastighed. Så hurtigt suser det af sted, at når en ubetydelig rest maling på en millimeter rammer, vil det svare til at få en kaliber 22 kugle skudt igennem sig på klos hold. At kollidere med en hårdkogt ært er lige så farlig som at kollidere med et pengeskab på 200 kilo. Og et stykke metal på størrelse med en tennisbold er så eksplosivt som 25 stænger dynamit.

Sværme af ragelse

Og hele tiden føjer vi stedse mere nyt affald til rumlossepladsen. Der findes ingen internationale aftaler om ikke at forurene himmelrummet over os alle rumfartsnationer er fuldkommen hæmningsløse. Forskere tilknyttet organisationen The International Association for the Advancement of Space Safety (Det Internationale Forbund til Fremme af Rumsikkerhed) advarer om, at med det nuværende tempo vil mængden af rumaffald vokse til det femdobbelt inden for indeværende årti. Stadig flere rummissioner efterlader stadig mere skrot, og stadig flere lande ynder at teste deres tjekkede nye våbensystemer ved at sprænge gamle satellitter i luften og derved skabe nye sværme af ragelse.

Dette skaber både en lille fare og en større fare. Den er en lille fare for, at dette affald vil kollidere med mennesker, når fragmenter af det kommer ind i jordens atmosfære. I marts 2007 var vraget af en sovjetisk spionsatellit således faretruende tæt på at støde ind i et passagerfly på vej over Stillehavet. Til dato har dog kun et menneske fået rumaffald på sig, nemlig Lottie Williams fra Oklahoma, som blev ramt blidt på skulderen af et forkullet stykke rumraket på størrelse med en hånd. Hun blev ikke såret.

Men der er en større fare for, at der sættes gang i en kædereaktion, som ikke kan afbrydes: Affaldet risikerer at smadre ind i andre stykker affald, hvorved det sprænges til mindre dele, der igen støder ind i hinanden og så fremdeles, indtil koden bliver omgivet af en ring af uigennembrydelige metal partikler, som vil forblive deroppe i årtusinder. Der er (omdiskuteret) frygt for, at denne proces kan være begyndt allerede i februar i år, da en gammel russisk satellit stødte ind i en amerikansk satellit højt oppe over Sibirien.

Mister adgang til rummet

Dr. Marshall Kaplan fra Johns Hopkins Universitys laboratorium for anvendt fysik siger, at vi står over for en kommende katastrofe .

»Hvis vi ikke får ryddet op i det her over de næste 20 år, risikerer vi at miste vor adgang til rummet,« advarer han.

Og Vladimir Solovjov, den russiske rumfartschef er enig: »Skyerne af affald udgør en alvorlig for kommunikationssatellitter og positionsbestemmelse på jorden.«

Fjerne affaldet

Hvad vil det betyde? Vor globaliserede verdens superhastighed er totalt afhængig af satellitter. Hvis de bliver pillet ned fra himmelrummet af en spærreild af affald, der tordner afsted med 27.000 kilometer i timen, kan du godt sige farvel til din mobiltelefon, din GPS og til vejr udsigter ting, som vi alle vil få hårdt brug for i dette århundrede. Vi vil være fanget på Jorden og aldeles afskåret fra at udforske rummet.

Hvad kan vi gøre nu? Der har været forslag fremme om at fjerne affaldet ved at udvikle en række laser våben, der så at sige kan feje affaldet tilbage ned i vor atmosfære, hvor det meste af det vil brænde op. Men den videnskabelige plausibilitet anses for tvivlsom, og det er i bedste fald lange vej endnu, før det vil kunne lade sig gøre.

Kræver selvbeherskelse

Den mest presserende opgave må være at stoppe den pågående forurening, men de 20 nationer, der bedriver rumfart, nægter at tage skridt til noget sådant. De vil ikke indgå i nogen forhandlinger med hinanden, for de ønsker ikke at fortælle hinanden, hvor deres spion satellitter befinder sig og ej heller gå med til ikke at sprænge dem i luften, hvis de får lyst til at afprøve deres funklende nye våben.

Denne affaldsmur, der kredser om os alle, forekommer at være som et symbol på de store dilemmaer, menneskeheden står over for i det 21. århundred. Vi er blevet i stand til de mest forbløffende teknologiske gennembrud men vi saboterer dem ved at vise os ude af stand til at pålægge os selv blot de mest elementære former for selvbeherskelse.

I sejrens stund, falder vi tilbage i primitivitet. Vore frontallappers bedrifter bliver undergravet af vores binyrers tilbagestående stade.

Denne historie udfolder sig med mindre variationer igen og igen i dette århundred. Vi har på dramatisk vis forbedret det menneskelige helbred men ser nu ud til at skulle koge det under et tykt tæppe af vores egne kul stofudledninger. Vi har gjort det muligt at fiske og bedrive landbrug langt mere effektivt end nogensinde før så effektivt, at havene snart er opfisket og jorden udpint.

Det behøver ikke at være sådan. Vi kan opøve tilstrækkelig selvbeherskelse til at redde vores satellitter og til at redde vores økosystem. Individer er gang på gang i stand til at beherske sig selv. Hvorfor kan vi ikke gøre det kollektivt?

Eneste alternativ er at blive en art, som heroisk rækker ud efter stjernerne for kun at støde ind i en mur af vores eget affald.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen