Kommentar

Så er der hul i den cubanske mur

Borgerkrigen og Francos undertrykkelse drev mange spaniere til Cuba, ikke mindst socialister og kommunister. Nu kan de og deres efterkommere frit vende hjem som spanske statsborgere, og det tilbud benytter rigtig mange sig af - til Castro-regimets fortvivlelse
13. juni 2009

Ny spansk lovgivning åbner muligheder for, at op mod 200.000 cubanere kan forlade Cuba. Det er så meget som to procent af befolkningen.

De nye muligheder er en konsekvens af loven om Memória Historica, der blev vedtaget for et års tid siden med det formål at give oprejsning til taberne i Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) og dem, der af politiske grunde blev forfulgt og undertrykt under general Francos efterfølgende 40 år lange diktatur.

Et led i rehabiliteringen var at give de hundredtusinder, der var flygtet til udlandet under og efter krigen (samt efterkommere til og med børnebørn) mulighed for spansk statsborgerskab og dermed også spansk pas. Ordningen, der fik tilnavnet børnebørnsloven, trådte i kraft 29. december 2008. Man regner med, at den især får betydning i Latinamerika, fordi efterkommerne af det flertal af flygtninge, der søgte til Frankrig, ikke har samme behov for at benytte sig af spansk statsborgerskab, da de som EU-borgere allerede frit kan slå sig ned i Spanien og næppe længere har spansk som modersmål.

Størst betydning får ordningen for cubanerne, fordi de ikke som andre latinamerikanere kan rejse frit ud af deres eget land. 35.000 har allerede indgivet ansøgning i årets første fem måneder. Der er køer uden for de spanske konsulater i Cuba, og Spanien har måttet forøge personalet for at klare presset.

Lysten til at komme væk

Situationen har også sat pres på de cubanske folkeregistre og andre dele af bureaukratiet, som skal sørge for nødvendig dokumentation til ansøgerne for deres familiemæssige forhold. Det mest ubehagelige for Castro-regimet er imidlertid ikke, at så mange søger, men at billederne af lange køer foran de spanske konsulater demonstrerer for alverden, hvor stor lysten er til at forlade landet.

Ubehaget bliver ikke mindre af, at den spanske nyordning falder sammen med, at Cuba netop nu har alvorlige økonomiske problemer og har måttet skære drastisk i elforsyningen. Hvilket blandt andet betyder indskrænkninger i bus-, togdrift og i aktiviteterne i flere produktionsvirksomheder. Hvortil kommer nedsat produktivitet som følge af, at medarbejderne sveder kraftigt fra kl. 8 til kl. 13, fordi de ikke må tænde for deres air condition!

En af de første, der fik statsborgerskab, var en 38-årig kardiolog, hvis farfar kom fra De Canariske Øer. Da han fik sit pas efter at have aflagt ed på Spaniens forfatning og svoret kong Juán Carlos troskab, råbte han 'Viva España' foran de tilstedeværende fotografer og journalister og erklærede, at hans hensigt var snarest muligt at rejse til Spanien, hvor han allerede har tilbud om job.

Situationen er også pinlig for Spanien, der som følge af en indenrigspolitisk begrundet beslutning er kommet til at udstille den manglende tillid i Cubas befolkning til en betryggende fremtid i deres eget land.

Cubas regering kan ikke skrue tiden tilbage til før loven, men forsøger med let tilslørede trusler om fratagelse af sociale ydelser og andre goder at lægge hindringer i vejen for ansøgerne og har direkte forbudt medlemmer af kommunistpartiet at søge om spansk statsborgerskab.

Dybt paradoksalt

Det er naturligvis et skræmmende perspektiv for regimet, at op til to procent af befolkningen teoretisk set vil kunne forlade landet - og det er som bekendt især de ressourcestærke, der udvandrer. Men som Spaniens vicekonsul i Havana, Raquel Gómez for beroligende udtalte til dagbladet El País, så er det "ikke alle nye spaniere, der indtil nu har ansøgt om pas. Og måske er der en del, som ikke vil gøre det, fordi de ikke har brug for det."

Efter hendes vurdering er der "ikke noget, som tyder på en masseemigration af cubanere".

Men foreløbig er der fart i ansøgningerne på 'spaniolerfabrikken', som cubanerne har døbt det spanske konsulat i Havana, og man skal ikke overse, at spansk pas også betyder fri indrejse uden visumtvang for at besøge og måske blive hos venner og familie blandt Floridas mange eksilcubanere. Alt i alt en bevægelsesfrihed, som andre cubanere ikke har. Man skal heller ikke overse, at cubanerne allerede kender til høj arbejdsløshed, og at de derfor ikke skræmmes bort af den høje arbejdsløshed i Spanien.

Og, at de dér har alle rettigheder (til velfærdsydelser etc.) fra dag ét plus fri adgang til EU. Det ved vicekonsulen selvfølgelig godt. Det cubanske regime ved det også. Man husker udmærket de tidligere økonomiske kriser i 1980 og 1994, hvor titusinder sejlede til USA på tømmerflåder - og krydser fingre for, at vicekonsulen får ret i sin diplomatiske optimisme.

Der er i øvrigt noget dybt paradoksalt over situationen: Spaniere flygtede til Cuba på grund af Franco-regimets forfølgelse og søgte beskyttelse hos kommunister, som Franco afskyede mere end noget andet parti blandt sine modstandere.

Nu giver Francos efterfølgere de flygtede og deres børn mulighed for at tage væk fra den skrantende kommunistiske økonomi og komme tilbage til et land, som for tiden regeres af en anden af diktatorens yndlingsaversioner: Spaniens Socialistiske Arbejderparti.

Ole Olesen er cand.polit. og Spanien-kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Lindstrøm

Ole Olesen skriver bl.a. "Størst betydning får ordningen for cubanerne, fordi de ikke som andre latinamerikanere kan rejse frit ud af deres eget land."

Han skriver ikke, hvordan en spansk lov kan ændre på det, men lader det fremgå at det er en af virkningerne af Memória Historica loven.

Hvordan kan det lade sig gøre?