Kronik

Spøgelset fra Tiananmen

To årtier efter at studenteroprøret blev knust, har Kinas herskere større grund til at frygte den økonomiske krise end de demokratiske dissidenter. Var kampen for demokrati helt forgæves?
Kina har ændret sig meget siden massakren på Tiananmen i 1989. Nye bygninger har gjort byer som Shanghai nærmest uigenkendelig for enhver, som har været væk fra dem i mere end seks måneder.

Kina har ændret sig meget siden massakren på Tiananmen i 1989. Nye bygninger har gjort byer som Shanghai nærmest uigenkendelig for enhver, som har været væk fra dem i mere end seks måneder.

Curt Carnemark

Debat
8. juni 2009

10 år efter massakren på Tiananmen i 1989 skrev jeg en bog, Bad Elements, om den skæbne, der mødte demonstranterne, dissidenterne og de frisindede kinesere, som havde ønsket at forandre deres land. Meget havde ændret sig i løbet af de 10 år, og endnu mere har ændret sig siden da. Nye bygninger, som er endnu højere og større, har gjort byer som Beijing, Shanghai og Chongqing nærmest uigenkendelig for enhver, som har været væk fra dem i mere end seks måneder. Gamle kvarterer forsvinder fra den ene dag til den anden og bliver erstattet af skyskrabere, indkøbscentre og forlystelsesparker, der nogle gange i miniatureform eller malet beton reproducerer gamle og nedrevne vartegn. Det er ikke bare et spørgsmål om økonomisk udvikling. Det er en grundlæggende forandring.

Tog jeg fejl, da jeg bemærkede en duft af forfald i den autoritære stat under min rejse rundt i Folkerepublikken Kina for 10 år siden? Var min overbevisning om, at dissidenterne stadig betød noget, misforstået? I de rige områder ved kysten er det ikke svært at finde veluddannede og velstående borgere, som vil påstå dette.

I dag vil den rejsende i Kina ofte få at vide, nogle gange på glimrende engelsk, at landet ikke er klar til frihed, som dissidenterne krævede. Kina er for stort og for gammelt, og befolkningen er for uuddannet, hører man ofte - Kina er faktisk for pokkers kompliceret til, at demokratiet kan slå rødder. Det autoritære styres pisk er stadig afgørende for at forhindre kaos og sikre velstand. Demokrati er en luksus, som først kan nydes efter velstand og uddannelse. Først mad og et tag over hovedet, og så, måske, frihed.

Kloge herskere

Et alternativt argument når stor set den samme konklusion, men lyder mere patriotisk. Ifølge dette argument har Kina allerede en slags demokrati: Et kinesisk demokrati i tråd med den lokale tradition, et kvasi-konfuciansk system, hvor kloge og velmenende herskere som følge af en slags osmose handler ud fra folkets ønsker. Og i stedet for på egoistisk vis at kræve rettigheder - som passer til vesterlændinge, men er fremmede for kineserne - ofrer de deres personlige interesser for den store nation med en historie, der går 6.000 år tilbage.

Disse argumenter bliver ofte fremført med stor overbevisning, mens ens opmærksomhed bliver henledt på de høje og skinnende bygninger og indkøbscentrene, som er proppet med den moderne verdens luksusvarer. Se, hvad Kina har opnået på 20 år! Taler tallene ikke for sig selv? Hvorfor skulle det så betyde noget, hvad så fremmedartede stemmer som Wei Jingsheng, der tilbragte 14 år i fængsel, inden han drog i eksil i USA, siger om manglen på demokrati i Kina? Eller de tidligere studenterledere fra demonstrationerne på Tiananmen, som for nogles vedkommende nu har en karriere i Vesten? Når det kommer til stykket, hører man ikke længere meget til disse stemmer i Kina. De, som blev født omkring 1989, har knap nok hørt om protesterne, og da slet ikke om de mennesker, som spillede dominerende roller dengang. Forældrene taler ikke om det for at forhindre, at deres børn får problemer. Og børnene har andre bekymringer, f.eks. at skabe sig en fremtid i den autoritære kapitalismes spændende, men ofte brutale verden.

Kritikere påpeger, at de eksilerede dissidenter ikke har nogen føling med det moderne Kina. Eftersom de ikke længere bor i landet, og de fleste ikke engang kan få lov til at tage hjem for at besøge deres familier, har de kun minderne om et land, som de forsøgte at ændre, tilbage.

Det er sandt, at Kina har udviklet sig siden Tiananmen. Men det betyder ikke, at dissidenterne er forsvundet. Nye folk er kommet på banen, advokater der modigt fører sager om korruption, miljøskandaler eller arbejderes rettigheder. På internettet eller i akademiske tidsskrifter er der endda plads til seriøse diskussioner om demokratisk teori, hvis bare kommunistpartiets overherredømme ikke bliver direkte anfægtet. Kommercielle aviser rapporterer om skandaler, og nyhederne spredes hurtigt i cyberspace. I en etpartistat er historier om sådanne skandaler det tætteste, man kommer på politisk journalistik, eftersom politik og kriminalitet ofte er tæt forbundne.

Snedigt udtænkt

Derudover er personlige friheder, hvad angår seksuelle og romantiske længsler, privatforbrug samt kunstnerisk og religiøs praksis, blevet udvidet. Aftalen mellem partiet og middelklassen i byerne er snedigt udtænkt. Enkeltpersoner har lov til at gøre og sige meget mere, end de måtte før i tiden. De kan eje deres egne huse og i en vis udstrækning selv vælge deres arbejde. Men i store træk er organiserede aktiviteter stadig underlagt statskontrol, selvom denne kontrol ikke altid bliver gennemført. Folk har kort indvilliget i at holde sig fra politik, fordi de har mulighed for at blive rige.

Størstedelen af de veluddannede kinesere af den slags, som demonstrerede i Beijing og andre byer i 1989, accepterer denne aftale. Derfor er det ikke overraskende, at de ofte fortæller nysgerrige udlændinge, at demokrati er ligegyldigt, eller at det ikke passer til kineserne. Verdenskloge og sofistikerede personer er ofte de første til at afvise dissidenternes påstande eller dem, der med stor fare for sig selv argumenterer for, at Kina kunne være anderledes, at politisk frihed burde gå hånd i hånd med økonomisk frihed, og at en etpartistat ikke er et civiliseret folk værdig.

Disse stemmer bliver afvist med særlig stor foragt, når de kommer udlandet, fra eksilerede dissidenter, som efterhånden har "mistet følingen". Og udlændinge, som påpeger Kinas politiske mangler, kan ofte regne med en udladning af vranten patriotisme: Hvordan kan han tillade sig at kommentere kinesiske anliggender, som den nævenyttige udlænding nødvendigvis er lige så uvidende som arrogant omkring?

Sådanne reaktioner er ikke helt uden grund. Mange udlændinge er bestemt både arrogante og uvidende og alt for parate til at anvende missionærens prædikende tone fra kolonitiden? Men alligevel er jeg ikke helt overbevist om, at fjendtligheden ikke har noget at gøre med et vist moralsk ubehag ved at have accepteret en politisk studehandel, som er ikke er helt reel. Mange kinesere, som er gået efter pengene efter den tragiske fiasko i 1989, kan ikke helt have glemt deres tidligere idealisme. Men ligesom andre steder, fortager idealismen sig, i takt med at folk bliver ældre. Men ånden fra 1989, længslen efter et friere, mere åbent og mindre korrupt samfund, hvor borgerne har rettigheder og ikke behøver at lyve for at undgå problemer, er helt sikkert ikke død. Den kunne meget hurtigt blive genoplivet, hvis omstændighederne ændrer sig, hvad de helt sikkert vil. Intet samfund, og især ikke Kina, forbliver altid det samme.

Ramt af krisen

Omstændighederne ændrer sig faktisk ret hurtigt. Kina har ikke undgået den økonomiske krise. Arbejdsløse vender i stort tal tilbage fra byernes industriområder og byggepladser til deres landsbyer, hvor de heller ikke kan få arbejde. De fattige, som ofte bliver snydt af korrupte chefer, der står i ledtog med repræsentanter for partiet, bliver ikke rige i nærmeste fremtid. Deres vrede eksploderer ofte i optøjer, som dog ofte kan holdes nede med magt.

Der findes et mere positivt alternativ til volden og undertrykkelsen. Det blev udtrykt med stor veltalenhed i et bemærkelsesværdigt dokument, som var underskrevet af 300 kinesiske borgere - juraprofessorer, forretningsfolk, landmænd og endda nogle få partirepræsentanter.

De 300 medunderskrivere af Charter 08, som blev udsendt i slutningen af 2008, da den internationale menneskerettighedserklæring fyldte 60 år, fik hurtigt opbakning af andre 1.000. Medunderskriverne kræver frie valg, et uafhængigt retssystem, ytringsfrihed og basale menneskerettigheder.

Men i en etpartistat er disse krav selvfølgelig radikale. Det er forkert at afvise deres krav som "vestlige". Medunderskriverne ønsker at følge Sydkorea, Taiwan og Japans eksempler. Disse lande er alle velfungerende demokratier.

Kommunistpartiets ledere kan blokere vejen til politisk frihed, men efter Tiananmen og Charter 08 kan det ikke benægtes, at mange kinesere længes efter det.

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her