Kommentar

En tur i den lokale Gud-biks

Skal folkekirken hænge fast i en tradition, der ikke ser ud til appellere til ret mange, eller skal den ændre sig til en slags moderne virksomhed? Man får lyst til at stille et mere direkte forslag i forhold til den nuværende folkekirke. Måske var det på tide helt at slippe den løs fra dens forbindelse med staten
Debat
1. juli 2009

I den verserende debat her i avisen mellem religionsvidenskabsstuderende Stine Kähler Madsen (SMK) og sognepræsten Jens Kvist (JV) kan det virke svært at vælge side.

Som man kan læse ud af hans indlæg i nærværende avis 29. juni 2009, står sognepræst Jens Kvist for et standpunkt, man har hørt mange gange før - nemlig, at det væsentlige ved folkekirken er gudstjenesten og evangeliets ord, som det hedder.

Og det er jo nok det, der er grunden til, at folk generelt ikke er ved at falde over hinanden for at komme ind i kirken, og ikke behøver at kæmpe om siddepladserne heller.

Men man kan da godt forstå, at en præst fastholder det synspunkt. Det kan vel kun virke rimeligt, at en præst, der mener noget alvorligt med tingene, ikke ønsker at folkekirken skal handle om alt muligt andet end de kristne kerneværdier. Problemet er bare, at der så ikke er så mange, der har givet navn til bemeldte folkekirke, der synes at være lige så interesserede i det kirkelige indhold, som folkekirkens egne repræsentanter er det.

Få solgt 'varen'

På den anden side står så folk som Stine Kähler Madsen, som i sin kronik 25. juni 2009 mener, at staten »kunne lave en resultatkontrakt med et mediecenter for kirkelig kultur«, således at folkekirken kunne blive en kulturinstitution på linje med f.eks. museer.

Dette skulle så angiveligt give samme kirke en mulighed for at udvikle en såkaldt 'eventkultur' - et udtryk, som næsten kunne få en ateist til at blive kristen af spænding og interesse.

Hvis man skulle følge SKM's tanker, så kunne man måske forestille sig, at folkekirken kunne peppe tingene lidt op ved at kalde dens aktiviteter for henholdsvis 'Guds-events', 'jule-happenings' og 'dåbs-shows'?

Man kommer næsten til at føle en vis sympati for de præster, der ikke kan tage den slags tale.

Og SKM fortsætter med at erklære, at brugerne i dag vælger »de oplevelser, som tiltaler dem og taler til deres identitet. Man skal som institution skabe en historie, som er tiltalende for både brugerne og medierne«.

Man må vel konkludere ud fra kronikken, at hun ikke synes at se nogen forskel på, om man ønsker at markedsføre og sælge karamelstænger, biografbilletter eller en tur i den lokale Gud-biks. Man skal brande , ramme segmentet, medieformidle og få solgt varen. Og i øvrigt tilpasse varen til det folk gerne vil have, fordi vi nu engang lever i demokratiske tider, og fordi vi betaler skat, som blandt andet går til folkekirken, som dermed er vores. Så har de også at producere den vare, vi som forbrugere efterspørger.

Det moderne dilemma

Hvis nu den oven for citerede debat blot var et udtryk for to menneskers forskellige syn på folkekirken(hvad den selvfølgelig også er), så kunne det gå være, men mon ikke den meget godt illustrerer et for folkekirken stort og tilsyneladende uløseligt dilemma?

Nu om dage må man vælge mellem at få færre og færre interesserede medlemmer, hvis man insisterer på at blive ved at tilbyde folk det, som man synes, at de burde have, men som de ikke rigtigt gider have, eller at få mange medlemmer og deltagere, hvis man 'popper' varen op til ukendelighed og pakker den smart ind.

Hvad enten man vælger det ene eller det andet, ser det nok ud til, at den danske folkekirkes storhedstid er forbi, og den tid, hvori man både havde mange medlemmer og betød noget i åndelig forstand for disse medlemmer, kommer næppe tilbage foreløbigt.

Drop statskirken

I stedet for at fortsætte denne vanskelige debat om folkekirkens indhold og fremtoning i et moderne samfund, hvor den nok ikke passer så godt ind mere, så kunne vi måske i stedet skære denne gordiske knude over, ved simpelthen at afskaffe folkekirken i det hele taget.

Så kunne vi langt om længe lade handling følge ord, og gøre Danmark til et samfund, hvor stat og religion er adskilt, hvilket vi så ofte i forvejen går og siger, at det er.

Så kunne kirken organisere sig, som den ville - forblive i traditionen, eller forny sig efter forgodtbefindende - og om man som (eventuel) kirkegænger ville blive mødt med 'vejen, sandheden og livet' eller spaghetti og saftevand, kunne afgøres fuldstændig af kirken selv, uden at andre end kirkens medlemmer behøvede at mene noget om det.

Thomas Dam Olsen er cand.mag.hist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Hvad der forhindrer en sådan ellers på alle mulige måder ønskelig løsning er vel i sagens natur de 78-79% skruebrækkere som af gud ved hvilke årsager endnu ikke har meldt sig ud. For at hjælpe tingene på vej kunne man passende begynde med at separere kirkeskatten fra den øvrige skat og i stedet udsende en årlig eller halvårlig regning, så skulle piben nok få en anden lyd.

Heinrich R. Jørgensen

Thomas Dam Olsen:
"[...] gøre Danmark til et samfund, hvor stat og religion er adskilt, hvilket vi så ofte i forvejen går og siger, at det er."

Der er mange fremragende grunde til at få indføre en formel og reel adskillelse af stat og kirke.

Norge og Sverige er godt i gang med sådanne processer, og det lader til, at det i praksis tager et par årtier at få gennemført både det praktiske og det formelle, herunder folkeafstemninger, forfatningsændringer m.v.

Så det er bare med at komme i gang med processen.

Michael Skaarup

Thomas Kyhn Rovsing, i Hjørnet. "separere kirkeskatten fra den øvrige skat og i stedet udsende en årlig eller halvårlig regning, så skulle piben nok få en anden lyd." - Sikkert.

Normaliser folkekirken, og byg golfbaner nu

Steen Erik Blumensaat

Statskirke, statskirke, hvornår lærer i det, det er en statskirke.
Alteret for de underjordiske guder, er navneord for kvindens kønslæber ( skamlæber).

Steen Erik Blumensaat

Det skinhellige kristne, er som vi ser i disse tider,
præget af, Hovmod, Liderlighed, Misundelse, Vrede, Dovenskab, Gerrighed og Frådseri.

Steen Erik Blumensaat

De, der tror på noget større end gud, hvilken ansætelseog løn skal dè have!

Selvfølgelig bør stat og kirke adskilles - det er et middelalderligt arrangement vi har i Danmark - Hvordan moderne politikere kan anerkende at staten skal understøtte en religion er en gåde af de store - et kirkeministerium endnu mere underligt - og opretholdelsen af et teologisk fakultet på et moderne universitet er rent hokuspokus...

Gorm Petersen

Hold op for en gang rygklapperi.

Fjern militærudgifter fra skatten og udsend en årlig regning til hver enkel. Så skulle piben nok få en anden lyd (så sjovt er det heller ikke at skyde arabere).

Når jeg selv ikke går i kirke (andet end lejlighedsvist juleaften) skyldes det ikke mangel på tro, men at præsterne er så vage. De har mere uld i mund end Nyrup nogensinde havde.

Alternativet til en eller anden form for religion er ateistisk metafysik, hvor den skændigste af alle forestillinger er forestillingen om "den frie vilje". Den er af videnskaben modbevist gang på gang.

Hvor religiøse forestillinger i det mindste kunne være rigtige (de kan som bekendt ikke modbevises) er forestillingen om menneskehjernen som et metafysisk objekt, der ikke er underkastet naturlovene lige så betingelsesløst som alle andre materielle legemer, den værste af alle trosretninger.

Forbyd humanisme - mennesker er som alle andre dyr stendøde kemiske eksperimenter.

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Ateistisk metafysik, det lyder rigtig nok ikke rart.

Inger Sundsvald

”Forbyd humanisme”.

Jamen du godeste dog! Hvad skal dem der er født humanister og betingelsesløst underlagt naturlovene så gøre? Skal de i fængsel?

Gorm Petersen

Ikke alle ateister er fantasiløse. Nietzsche foreslog f.ex. at det der skete når man døde var, at man vendte tilbage til der hvor man kom fra. Altså tid og sted for fødsel.

Man var altså tvunget til at tage den samme inkarnation om og om igen. Den forestilling kom vel at mærke før relativitetsteorien gjorde tidsbegrebet til en slags fysisk eksisterende dimension.

For Nietzsche var det en frygt - han mente at have levet et ulykkeligt liv han ikke havde lyst til at gentage.

Der er dog også håb om frygt for de, der har levet et lykkeligt liv (der rimer meget godt med de symmetriprincipper der gælder inden for fysikken):

I stedet for evnen-til-at-opleve springer buk gennem rumtiden direkte tilbage til fødselstidspunkt og sted, tvinges man til at "bakke tilbage" gennem 4-d pølsen (tiden går baglæns) idet alle sansninger skifter fortegn - smerte bliver til velbefindende, velbefindende bliver til smerte.

Hvis man har haft et lykkeligt liv i fremløbet, kan man i det mindste glæde sig over, at rejsen tilbage (som ikke bliver spor rar) stopper ved ankomsten til fødselstidspunktet, hvorefter vi tager den kendte tur igen - i fremadgående retning.

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Hvor har Nietzsche foreslået det?

@Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Den evindelige genkomst

som dog ikke nødvendigvis kun blir Nietzsche's
evindelige genkomst ;-)

Men helt ærligt: Vi kan ikke VIDE noget blot nogenlunde sikkert om det/den evt. evindelige genkomst -

så sats IKKE på den !

Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet

Kim Gram,

Ja – men grunden til jeg spurgte var blot at Gorm Petersen præsenterede det som noget nær reinkarnation, hvilket der dårligt kan siges at være tale om.

Forskellen ( den teoretiske ) til reinkarnation er:

Der er ingen væren for den og den - imellem de to genkomster,

og

Der er tale om monistisk materialisme.

"Der er ingen væren for den og den - imellem de to genkomster"

Hvilket jo har den fordel at man m/k er fri for at sidde utålmodigt og trille tommelfingre i de trilliarder i trilliardtenede år - der nødvendigvis må gå imellem de to genkomster ;-)

Derimod vil der hurtigere og oftere fødes mere/mindre varierede(!) udgaver af en selv -

hvilket jo for så vidt ER det vi hver især - også her og nu - ER af hinanden. Hvad man måske ku' udlede en etik udfra ;-) , men netop fordi de andre jo er omtrent som en selv - skal ingen satse på fred og fordragelighed - så længe der består klasseskel.

Gorm Petersen

Fandt det om Nietzche ude på wikipedia (jeg tror ganske rigtigt det kaldes den "evindelige" genkomst).

Problemet er at alle uanset religiøst tilhørsforhold begynder at beskæftige sig med metafysiske overvejelser senest når manden med leen sig nærmer.
Nogen tror man bliver "pakket ind i vat" a. la. forestillingen om dyb narkose (m.a.o. manden med leen viser sig at være en flink narkoselæge når kraniemasken er trukket af). Sådanne mennesker bør bruge livet på elastikspring og den slags da der bliver rigelig tid til at sove bagefter.

Andre tror ikke på denne fred (hvordan kan man finde fred når man ikke eksisterer ?). De forestiller sig døden som et brølende inferno - en slags ekstrem febervildelse. Sådanne mennesker bør bruge livet på at sove til middag, da der bliver rigelig action senere (løvens visdom ?).

Begge teser bygger på den forudsætning at det "ikke-eksisterende" er blevet presset gennem tiden fra fortiden frem til fødselstidspunktet. Derefter bliver man eksisterende og presses gennem tiden på normal vis frem til dødstidspunktet. Til sidst skal det "ikke-eksisterende" blive presset fremad gennem tiden så det "ikke-eksisterende" i takt med de efterladte bevæger sig længere og længere væk fra dødstidspunktet.

Da disse forestillinger bygger på den antagelse, at "det ikke-eksisterende" presses fremad gennem tiden i samme tempo som det eksisterende, er der flere der rent filosofisk foretrækker, at lade subjektet være "fanget" i tidsrummet mellem fødsel og død.

Hvis denne "indkapsling" er en sand forestilling er man nødt til at opleve det samme igen og igen - enten forlæns eller på pingpong-vis.

For at kunne flygte fra indkapslingen ville det kræve, at man før og efter livet eksisterer i tilstrækkelig omfang til at kunne blive presset gennem tiden (først fra fortid og frem til fødsel - og senere fra dødstidspunkt og fremad i tid).

Det er næsten så nemt, at det er svært:

Hvis man ikke er i stand til at flygte fra den rumtid der indkapsler ens adfærd i tidsrummet mellem fødsel og død - ja så er man ikke i stand til at flygte fra den rumtid der indkapsler ens adfærd i tidsrummet mellem fødsel og død.