Kronik

Den umulige ufreds advokater

Når Israel for alvor er truet
De drakoniske foranstaltninger imod bombningerne graver imidlertid blot konflikten mellem israelerne og palæstinenserne farligere og mere uløselig og afgrunden dybere - bogstaveligt med muren som højst håndgribelig metafor for denne.

De drakoniske foranstaltninger imod bombningerne graver imidlertid blot konflikten mellem israelerne og palæstinenserne farligere og mere uløselig og afgrunden dybere - bogstaveligt med muren som højst håndgribelig metafor for denne.

Menahem Kahana

20. juni 2009

Det er jo udgangspunktet: Drømmen om den jødiske stat, hvor et plaget folk omsider slog sig ned ' de af dem hvis rødder var skåret over i deres afvisende hjemlande; de af dem der var i området i forvejen; og de af dem der havde overlevet rædslerne i Europa og nu slap af sted på plimsollere over Middel- havet, trodsede englændernes indvandringsforbud og byggede og dyrkede landet med geværet i den anden hånd.

Efter Anden Verdenskrig stod jødernes ulykke klart selv for antisemitter; fra de dage de mistede landet der flød med mælk og honning, og den evige jøde var født, da romerne herskede. Ahasverus på evig vandring skiftende land hyppigere end sko. Til alle tider levede håbet om igen at tage det tabte land tilbage: næste år i Jerusalem. Hvad diasporaen har kostet jødiske mennesker, er ikke muligt at gøre op af millioner af dræbte, mishandlede, voldtagne, ydmygede og udplyndrede mennesker. Fra romernes overgreb til Middelalderens jødebål; brutaliteten i Centraleuropa rundhåndet inspireret af Luther, uddrivelsen af Spanien, pogromerne i Østeuropa og Rusland, jødehadet i Frankrig, udrensninger i Sovjet under Stalin; og endelig det store nummer i den etniske udrensnings historie før og under Anden Verdenskrig og som ekstranummer selve Holocaust med seks millioner ofre. Røster resjer sig og benægter fortsat omfanget, eller at der overhovedet skete folkedrab på jøder. Modspørgsmålet lyder, som Frederik Dessau engang formulerede det: Jamen, hvor tog de så hen Holocaustbenægtelsen minder i moralsk kategori om vore dages mest ihærdige antiislamister som den skræmmende hollænder Geert Wilders. Et sort kronisk segment af menneskeheden helligt overbevist om egne vrangforestillinger, parate til med vold og magt, såfremt der hersker politisk rygvind, at gøre disse, vrangforestillingerne, universelle.

For tiden falder de antiislamistiske strømninger sammen ' dels med den ekstreme højrekristendom, der ganske vist er på tilbagegang i moderlandet Amerika, men langtfra kuet; dels med det stærkt formulerede forsvar for den israelske stats ret til at foretage sig stort set, hvad det skal være. De folk der med sandsynlighed før i tiden ville have været antisemitter og i velkendte ord og vendinger hævdet den nationale pligt til at forsvare nationens egenart, dens påståede værdier og sammenhængskraft over for det farligt fremmede, har transformeret disse udslidte og umulige urimeligheder til andre, hvor argumenterne imidlertid ligner til forveksling. Eftersom araberne som regel er af den islamiske tro, og eftersom en fortvivlende støjende og synlig del af de mest højlydte også er rabiate og dødsens farlige ' er det gamle islamiske fjendebillede nærliggende. Omvendt må folkene i forreste frontlinje, israelerne, blive gjort til sakrosankte allierede med retten til landet deponeret i de kristne himmelske tekster.

Skævvredet debat

I den vestlige debat, især i lande der har højrestyre støttet på yderligtgående små- eller mellemstore partier som vi kender det hjemmefra, skævvrides debatten om Israels rolle i disse år. Konstant forbigås eller nedtones den tragiske kendsgerning at der dagligt begås uret på uret mod de palæstinensere der i dag er fanget i et stort udendørs fængsel på Vestbredden og i Gaza. Det kan ikke siges for ofte: disse mennesker holdes inde eller ude bag et futuristisk mareridt af en mur, eller et hegn som man med en eufemisme kalder det, hvis konstruktion og forløb gennem landskabet er af en sådan art at en bæredygtig palæstinensisk infrastruktur er umuliggjort.

Der er grunde til at muren/hegnet er bygget. Gode grunde. Selvmordsbombere spredte død, lemlæstelse og rædsel i Israel. Ingen kunne vide sig sikker. Almindelige civile mennesker i busser, på caféer, i restauranter, under indkøb på markederne blev midt i deres fredelige hverdagssysler i næste sekund revet i bogstavelige småstykker af selvmordere og mordere med bomber i et bælte omkring livet. Ingen stat kan finde sig i og forholde sig passivt til den slags, det kan enhver indse. En stat der ikke i rimeligt omfang kan sikre sine borgere i deres egne gader, er næppe nok en stat. Mindeplader i Jerusalems og Tel Avivs gadebilleder erindrer om døden der i et splitsekund flænser ubeskyttet kød og blod og afstedkommer det uoprettelige.

Naturlige bosættelser

De drakoniske foranstaltninger imod bombningerne graver imidlertid blot konflikten farligere og mere uløselig og afgrunden dybere ' bogstaveligt med muren som højst håndgribelig metafor for denne. Dertil kommer de ulyksalige bosættelser ' i virkeligheden det af det mellemøstlige problems utallige hårde nødder, der er den hårdeste. Israels førstemand Bibi Netanyahus tale forleden åbnede en kattelem for tostatsløsningen, men låste den hurtigt igen med bemærkningen om at bosættelserne kan fortsætte, hvor det er naturligt , som det hed. Naturligt lader det til at være, hvor det generer palæstinenserne mest: på bakketoppe og andre strategiske steder. Talen var også et svar til præsident Obama, som efter Bush-årenes skændige passivitet i Mellemøsten nu forsøger at genoplive freds- processen, som mere er det af navn end af gavn. Den israelske højrefløj med premierministeren i spidsen synes at følge det velkendte mønster, når amerikanerne lægger pres på Israel. De forhaler ganske enkelt processerne, tiden er deres forbundsfælle. Amerikanske præsidenter med ambitioner om at gøre noget har kun et smalt vindue hvorigennem de har chancer for at handle. I Obamas tilfælde er vinduet som tidligere: inden næste midtvejsvalgkamp, som begynder om mindre end et år. Allerede nu anklages Obama fra den højrefløj, der traditionelt var ærkeantisemitisk i USA, for at være skabsmuslim og jødehader. Angrebene føres med fynd og klem i Fox News og andre ekstremistiske medier i USA. Anklagerne er paradoksale, al den stund at en forsvarlig og fair tostatsløsning ikke alene er palæstinensernes mulighed for et bedre liv og en lysere fremtid, men også Israels eneste chance for varig fred. Hvis man skal sætte det på spidsen og kigger lidt dybere i krystalkuglen, er det også garanten for Israels eksistens på acceptable vilkår. Måske ligefrem eksistens som samlet nation.

Israels enøjede apologeter burde tænke sig om og forsøge at begribe den kendsgerning at en tostatsløsning er den eneste langsigtede garanti for det israelske samfunds sikkerhed. Men det koster. Blandt andet bosættelser. Når den israelske rabiate fløj ruller sig ud, er der ikke meget håb at hente. Disse farlige tosser hylder den opfattelse at Israels eksistens er betinget af kamp ved bogstavelig læsning af skrifternes hævdelse af et Stor-Israel, der gudsbestemt ikke giver ved dørene.

Obama forbereder givetvis at gøre som præsident Bartlet i den berømte tv-serie West Wing : invitere parterne til Camp David og ikke slippe dem ud, før der foreligger en aftale, der kan tolkes som en sejr for både palæstinenserne og Israel såvel som for USA selv. Obama bliver for resten sideløbende med alle andre slags stadig mere groteske anklager også beskyldt for naivitet. Naiviteten består snarere i troen på at Israel opnår sikkerhed uden en fredsaftale med modparten med dennes lige ret til et selvstændigt land.

Så enkelt er dét i en konflikt der ellers ikke er det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er snart længe siden, jeg har takket Metz for hans ugentlige saltvandsindsprøjtning. Det være hermed gjort!

Vilhelm von Håndbold

http://poyapakzad.blogspot.com/2009/06/genoptagelsen-af-fredsprocessen-i...

"Der er en mulighed for at håndtere denne konflikt på en anden måde end den Israel, og bag det, USA er i færd med i dag. Der er en mulighed for at opnå en palæstinensisk national enighed om et politisk program baseret på 1967-grænserne, og dette er en ekstraordinær omstændighed, i hvilket de fleste palæstinensiske kræfter, herunder Hamas, accepterer en tilstand baseret på grænserne fra 1967 .... Der er også en arabisk konsensus om dette krav, og dette er en historisk situation. Men ingen udnytter denne mulighed. Ingen er i bevægelse for at samarbejde med denne mulighed. Selv dette minimum, som er godkendt af palæstinenserne og araberne er blevet afvist af Israel og USA." - Hamas, Khaled Meshaal, Damaskus