Kronik

Der er alternativer til militarisme i Afghanistan

Skal dansk forsvar også i de næste 10-15 år deltage i kontinuerlige krige og højintensiv 'oprørsbekæmpelse' rundt om i verden?
Med droneangreb og raids over grænsen til fra Afghanistand ind i Pakistan ser vestlige efterretningsfolk paralleller til Vietnam. Men der findes alternativer til militær aktion, mener dagens kronikør.

Med droneangreb og raids over grænsen til fra Afghanistand ind i Pakistan ser vestlige efterretningsfolk paralleller til Vietnam. Men der findes alternativer til militær aktion, mener dagens kronikør.

Peter Graff

Debat
7. juli 2009

Det netop indgåede forsvarsforlig frem til 2014 er med rette blevet kaldt historisk. Som ventet samlede forliget alle politiske partier i Folketinget minus Enhedslisten, som med sin principielle automat-modstand imod NATO uden besvær igen kunne sættes uden for indflydelse.

For første gang er et forsvarsforlig i udpræget grad både økonomisk og mht. materiel blevet tilpasset de skønnede behov i en igangværende, til tider højintensiv krig med aktiv dansk deltagelse - i Afghanistan. Allermest bemærkelsesværdigt er det dog, at denne tilpasning af dansk forsvar efter alt at dømme fra forligspartiernes side ikke er tænkt som en éngangsforeteelse. Det fremgår af beretningen fra den politiske Forsvarskommission, som barslede i maj måned, at forligspartierne og forsvarsledelsen i de kommende 15 år er indstillet på mere af det samme, uanset de højst problematiske erfaringer med den vestlige, amerikansk anførte krigsførelse i Irak og i Afghanistan i de senere år.

Det hedder i kommissionsberetningen, at »udviklingen peger på, at længerevarende militære operationer vil være reglen snarere end undtagelsen«, og at »udviklingen af evnen til at virke i højintensitets-konflikter vil være central« for det danske forsvar frem til år 2025. Lidt længere fremme uddybes det, at »det stigende antal højintensitetsoperationer (...) forudses at ville blive langvarige (...) i klimatisk og geografisk udfordrende miljøer«. De op til 2.000 danske soldater, som skal kunne indsættes samtidig, vil bl.a. blive brugt til »oprørsbekæmpelse«, »asymmetriske konflikter« og til indsatser, »der både er langvarige og periodevist højintensive«. Intetsteds fremgår det, at det skal være en betingelse for dansk deltagelse i militære operationer af den nævnte type, at de er godkendt af og reelt underlagt FN's Sikkerhedsråd som den eneste folkeretligt legitime instans i spørgsmål om internationale konflikter.

Skepsis i CIA

Men hvad siger erfaringerne fra snart otte års krig i Irak og - mest aktuelt - Afghanistan, altså den såkaldte 'krig mod terror'? Er oprørerne blevet nedkæmpet med de militære midler? Er det alle oprør, som kan - og bør - nedkæmpes, og skal det da ske militært? Har den vestlige militærindsats, som Danmark er en del af, været den mest hensigtsmæssige konfliktløsningsmetode? Eller har den snarere - foruden et uvist, men utvivlsomt, sekscifret antal dødsofre - skabt flere oprørere og styrket dén islamistiske ekstremisme og terror-fare i og uden for regionen, som indsatsen skulle bekæmpe? Vestlige efterretningstjenester - herunder danske - har for længst peget i bekræftende retning på i hvert fald det sidste spørgsmål.

I efteråret 2008 erklærede den britiske ambassadør i Kabul, at de vestlige koalitionsstyrker i Afghanistan snarere var en del af problemet end en del af løsningen. Udviklingen siden da, herunder eskalationen i Pakistan, har bestyrket den opfattelse. CIA's tidligere missionschef i Kabul og fhv. næstformand for CIA's National Intelligence Council, Graham E. Fuller, sammenfattede i maj i år situationen: »Den amerikanske politik har nu båret den afghanske krig ind over grænsen til Pakistan med sine militærraids, drone-bombninger og mordaktioner - det klassiske svar på manglende evne til at håndtere oprør i ét land. Husker man invasionen af Cambodia for at redde Vietnam?« Den amerikansk/vestlige politik har drevet lokal nationalisme, fremmedhad og islamisme til feberhøjder i regionen, mener den fhv. CIA-chef, som er forfatter til flere bøger om Mellemøsten og islam. Fuller konkluderer, at »først tilbagetrækningen af amerikanske og NATO-støvler fra jorden vil kunne starte en proces, hvor de anti-amerikanske impulser og ekstremistiske følelser dæmpes, og regionen vil begynde at køle ned«.

Kompromis med Taleban

Fullers analyse underbygges af en bemærkelsesværdig afghansk opinionsundersøgelse i alle landets 34 provinser i begyndelsen af 2009, bestilt af BBC News, ABC News og det tyske ARD. I de områder, hvor USA/NATO har gennemført luftangreb, støtter 44 pct. af afghanerne angreb på de vestlige styrker. 36 pct. af alle afghanere lægger størst skyld for volden i landet på USA/NATO og den afghanske hær, mens 27 pct. lægger størst skyld på Taleban. Ifølge undersøgelsen mener kun 18 pct., at USA/NATO burde sende flere styrker til Afghanistan, mens 44 pct. siger det modsatte. Frem for en militær optrapning mod Taleban mener ca. to tredjedele af afghanerne, at Kabul-regeringen bør forhandle en aftale med Taleban, hvor Taleban får politiske poster til gengæld for at stoppe kampen.

Netop en sådan forhandlingsløsning med Taleban bad præsident Karzai - der ellers er Vestens mand i Af-ghanistan - forgæves om det internationale samfunds støtte til på den internationale sikkerhedskonference i München i februar. Karzais nære rådgiver, ambassadør Jaweed Ludin, gentog udtrykkeligt ønsket om en forhandlingsløsning med Taleban i et interview med Information den 4. juni (det folkevalgte afghanske parlament gjorde i øvrigt det samme allerede for to-tre år siden).

Helsinki-model

Herhjemme har det nyligt stiftede Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) i foråret peget på ideen om en bredt baseret international 'Konference for Sikkerhed og Samarbejde i Sydvestasien', med deltagelse af alle relevante lande og bevægelser i regionen samt af de vigtigste stormagter. 'Modellen' er den europæiske Helsinki-konference i 1970erne, som med sine aftaler om bredt økonomisk-politisk samarbejde, fredelig bilæggelse af territoriale konflikter og forpligtende respekt for menneskerettighederne i høj grad bidrog til nedtrapningen af Øst-Vest-spændingen i Europa og til processen, som førte til Den Kolde Krigs fredelige afslutning tiåret senere. En sådan sydvest-asiatisk konference skulle ledsages af en gradvis, men snarlig tilbagetrækning fra Afghanistan af USA/NATO-styrkerne, som erstattes af veludrustede sikkerhedsstyrker i klart FN-regi fra neutrale og muslimske lande som f.eks. Indonesien, Bangladesh, Indien, Iran, Tyrkiet, Marrokko.

Alternativer til den nuværende strategi findes altså, og de har lokal opbakning. Men fra forsvarsforligspartierne hører vi stadig kun om den yderligere militære optrapnings vej. Dét på et tidspunkt, hvor antallet af dræbte civile afghanere (og pakistanske pashtunere) siden nytår er skudt i vejret med raketfart og sandsynligvis vil vokse yderligere i de forestående kampe under amerikansk ledelse mod Taleban og de øvrige oprørere. Taleban og al Qaeda vil dermed have optimale - og reelt uendelige - rekrutteringsmuligheder blandt vrede, unge ludfattige mænd i hele regionen. De historiske erfaringer - ikke mindst fra Afghanistan - viser som bekendt, at oprørsstyrker ikke behøver at vinde. For dem er det i sig selv en sejr ikke at tabe; og tiden er altid på oprørernes side.

Brud på tradition

Så nedslående urealistiske ser perspektiverne ud til at være for en fortsættelse af den såkaldt 'aktivistiske' danske udenrigspolitik, som snarere burde kaldes 'den militariserede udenrigspolitik'. Historisk forskning har påvist, at under Den Kolde Krig førte Danmark, loyalt forankret i NATO-medlemskabet, en selvstændigt profileret og til tider aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik, bl.a. karakteriseret ved FN- og CSCE-baseret konfliktforebyggelse, mægling og ikke-militære løsninger, herunder et uforholdsmæssigt stort dansk (og nordisk) militært bidrag til FNs blå-hjelmede fredsbevarende operationer.

I disse debatlammende konsensus-tider forekommer der at være hårdt brug for en kritisk diskussion om, hvordan de bedste traditioner i nyere dansk (og nordisk) udenrigspolitik drages frem af den historiske glemsel og tilpasses det 21. århundredes internationale konflikter. I modsætning til samtlige vore nordvesteuropæiske nabolande har Danmark i en årrække ikke haft akademiske centre eller institutter for international freds- og konfliktforskning. Til gengæld har vi, i tidens ånd, fået et Institut for Militære Studier.

Der er hverken brug for dogmatisk NATO-fjendskab, blåøjet pacifisme eller enøjet tro på vestligt dikterede militariserede 'løsninger'. Der er brug for mere sikkerhedspolitisk realisme - og historisk bevidsthed.

Poul Villaume er dr. phil. og professor i samtidshistorie, bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Villaume:

"En sådan sydvest-asiatisk konference skulle ledsages af en gradvis, men snarlig tilbagetrækning fra Afghanistan af USA/NATO-styrkerne, som erstattes af veludrustede sikkerhedsstyrker i klart FN-regi fra neutrale og muslimske lande som f.eks. Indonesien, Bangladesh, Indien, Iran, Tyrkiet, Marrokko."

Og hvorfor tror Poul Villaume at de nævnte muslimske lande skulle ønske at optræde som håndlangere for NATO?

Og hvorfor tror Poul Villaume at afghanerne ville være tilfredse med at én besættelsesmagt blot bliver udskiftet med en anden?

Afghanerne har i flere generationer kæmpet for at smide fremmede besættelsesmagter på porten, og det vil de såmænd nok fortsætte med en rum tid endnu.

Afghanerne ved nemlig, at de altid vinder på den lange bane. De bankede englænderne og russerne, og det er også kun et spørgsmål om kort tid, før NATO bliver tvunget til at indgå en "ærefuld fred" i stil med den fred amerikanerne indgik i Vietnam...

Dorte Sørensen

Tak til Poul Villaume og Information for at bringe den kronik. Jeg ville håbe at regeringen og Folketinget ville høre mere på disse betragtninger.