Amerikas angrende synder

For de fleste nulevende amerikanere var netop afdøde Robert Strange MacNamara for længst skikkelse fra historiebøgerne. En af den slags, man husker fra sin barndom på lige fod med navne som Herbert Hoover, Dean Acheson og Harry Truman, der for mine forældres og bedsteforældres generation var figurer af enorm betydning.

De fik alle et langt liv, og deres navne kunne fremkalde en slags isnende spænding i lokalet, som havde det med at stige for til sidst at udløses i en eksplosion. Deres navne blev altid ledsaget af et eller andet ukvemsord for kun at udløse et glødende forsvar fra andre.

»Hoover? Den gamle skiderik? Udrettede han overhovedet andet end at føre os ind i Depressionen!«

»Ja, og han ville have fået os ud af Depressionen igen, hvis det ikke havde for Franklin Forbandede Roosevelt!«

»Acheson? Det kommunistsvin kostede os Kina! Ham og hans makker Truman.«

»Helvedeshunden Truman? Vi kunne godt bruge en mand af hans støbning nu.«

Som barn lærte man hurtigt at krybe i skjul, når de højrøstede diskussioner blev til råbekonkurrencer.

Med McNamara vil det muligvis gå anderledes. I højere grad end de fleste politiske figurer i vor tid er McNamara en amerikansk myte.

Han kom fra Vestkysten og blev født i San Francisco i 1916 som sønnesøn af irske indvandrere. McNamara var lynende intelligent, studerede økonomi og filosofi på University of California i Berkeley og fik en MBA-grad på Harvard.

Af uddannelse og gemyt var McNamara en af de nye ledertyper, som bragte videnskabelige ideer med ind i det amerikanske erhvervsliv. Sådanne typer var ikke videre populære blandt tidligere generationers selfmade men , der havde grundlagt virksomheder på ren foretagsomhed og instinkt snarere end efter matematiske modeller.

Som krigsforbrydere

Under Anden Verdenskrig skabte McNamara sig et navn ved at inddrage økonomisk statistik i luftkrigsovervejelser. Bombardementer blev en samlebåndsoperation, og som loyal medarbejder for det amerikanske luftvåbens general Curtis LeMay bistod han bl.a. med at tilrettelægge brandbombningen af Tokyo.

Millioner har i dag set Errol Morris' dokumentarfilm fra 2003, The Fog of War , hvori McNamara kan høres sige: »Vi brændte 100.000 civile ihjel i Tokyo - mænd, kvinder og børn. LeMay sagde dengang til mig: »Hvis vi havde tabt krigen, ville vi alle være blevet retsforfulgt som krigsforbrydere.«

Det tror jeg, han har helt ret i. Han og - må jeg tilføje - jeg selv opførte os som krigsforbrydere.«

Hvilken sjælden oprigtighed.

Den amerikanske myte

Efter krigen fik McNamara ansættelse på Ford Motor Company, og han steg hurtigt i graderne og blev, kortvarigt, bestyrelsesformand, før han blev udnævnt til forsvarsminister af præsident John F. Kennedy. I den konstellation af 'de bedste og de klogeste', som den unge præsident stykkede sammen, var McNamara den mest lysende stjerne af dem alle.

Resten er historie. McNamara skulle tjene som forsvarsminister i en rekordlang periode på syv år, før Lyndon Johnson sparkede ham over i et formandsskab for Verdensbanken. Han blev, muligvis med urette, kaldt 'Vietnam-krigens arkitekt' - en krig, der undertiden også simpelt hen blev omtalt som 'McNamaras krig'. McNamaras solskinsoptimisme, der byggede på bjerge af forfalskede data og - skulle det senere vise sig - elendigt efterretningsarbejde veg dog efterhånden langsomt for desillusion og i sidste ende desperation.

Da McNamara i 1995 pludselig dukkede frem igen som forfatter til I tilbageblik: Læren af Vietnams tragedie blev han øjeblikkelig til vor amerikanske Hamlet. Den lære, han formodes at have uddraget, var, at vi ikke evnede at forstå vore modstandere og handlede i god tro på baggrund af mangelfulde informationer. Sagt med andre ord blev vi ofre for den velkendte gamle bussemand: amerikansk provinsialisme.

I et interview, han gav ved bogens udgivelse, udtalte McNamara disse ord, som skulle blive berømte: »Vi, som tjente under Kennedys og Johnsons regeringer handlede i overensstemmelse med, hvad vi troede var vort lands principper og tradition. Men vi tog fejl. Vi tog grueligt fejl.«

Var dette så en tilståelse? Nuvel, ikke helt. McNamara tilstræbte et afbalanceret syn på historien. Men det spillede ingen større rolle, for han var nu McNamara, den amerikanske myte, og man kunne læse alt ind i ham, som man ønskede.

Tudeprins

Morris' film er et stykke fængslende teater, hvor en aldrende McNamara ses sjoske rundt i Washington i slidt regnfrakke som en anden forvirret kommissær Columbo. Men de, som har set filmen, har set vidt forskellige film. For nogle er McNamara en mand, der nages af skyldfølelse og søger forløsning. På venstrefløjen ses han som en afskyvækkende figur, der aldrig helt har villet indrømme de mængder af blod, han har på sine hænder, og som var for meget af en kujon til at offentligt at gå imod krigen, da han først havde indset, at den var tabt. For højrefløjen var han 'en tudeprins' (ingen anden offentlig figur har da heller haft så let til tårer, så vidt jeg kan erindre) og en tøsedreng, som ikke kunne stå distancen. For andre igen var han en omvandrende tragedie, en slags sindbillede på den amerikanske supermagt.

Omflakkende pilgrim

McNamara var grundlæggende et anstændigt menneske, som ikke egnede sig til den form for kyniske kalkuler, han blev bedt om at gøre gældende over for medmennesker snarere end produktionsenheder. Han var ikke nogen Dr. Strangelove.

I ham forenedes flere ædle 'amerikanske' egenskaber - idealisme, ildhu, entusiasme, intelligence, ja endog medfølelse. Vi elsker også vore angrende syndere, og det var han næsten.

Han stod også for det, vi frygter mest: Maskinen, der gør det af med sin skaber, manden, der suges ind computeren, den fortabte Kurtz i Conrads Mørkets Hjerte , hvis sidst ord var: »Rædslen! Rædslen!«

Han var denne sælsomme blanding af en tekniker, firmaets tro mand og en omflakkende pilgrim, der bestandig søgte en transcendent dimension i tilværelsen - som den filosofistuderende han havde været som ungt menneske.

Paul Ashdown er professor i journalistik ved University of Tennessee

Oversat af Niels Ivar Larsen