Kronik

Det attråværdige paradishotel

Realityshowet 'Paradise Hotel' trak næsten en halv million unge seere til tv-skærmene på finaleaftenen. Måske bør man begynde at tage programmet og dets deltagere alvorligt som billeder på den tid, vi lever i
Paradise Hotel ser ud til at være et godt billede på den verden som unge i dag opdrages til at være en del af og at elske ... Showet viser os faktisk paradis. Ikke forstået som et abstrakt sted som man kan stræbe efter at nå i det hinsides. Men som en ideal tilstand man opdrages til at forfølge her og nu, i det dennesidige.

Paradise Hotel ser ud til at være et godt billede på den verden som unge i dag opdrages til at være en del af og at elske ... Showet viser os faktisk paradis. Ikke forstået som et abstrakt sted som man kan stræbe efter at nå i det hinsides. Men som en ideal tilstand man opdrages til at forfølge her og nu, i det dennesidige.

Bax Lindhardt

10. juli 2009

Tv-programmer i massevis hudfletter og udlægger tidens tabere. Ikke fejlende bankdirektører, vrøvlende politikere, fuppende eksperter eller lignende figurer, hvor offentlighedens interesse er åbenlys. Men almindelige ukendte mennesker, som ikke kan tilskrives taberrollen på grund af deres profession, men alene på grund af deres utilstrækkelige udlevelse af rollen som privatperson.

Ægteparret, som ikke har styr på privatøkonomien. Den enlige unge mor, som ikke kan finde ud af at være mor. Singlepigen på 33, som har problemer med at finde en kæreste. Den unge fyr, som bor i en svinesti og er dårlig til at gøre rent.

Vi har været vidner til en sand knopskydning af føljetoner, der alle zoomer helt ind på det menneske, der falder ud og bryder negativt med gældende normer for acceptabel adfærd. I tidligere tiders samfund placeredes mennesker med suverænens magt i gabestokke på byens torv, fordi han eller hun forstyrrede den offentlige orden. I dag ser vi på et sandt mylder af tv-gabestokke, hvori mennesker ganske frivilligt lader sig fastspænde og håne, fordi de erkender, at de ikke lever op til tidens ideer om, hvordan man bør forvalte sit private selv.

Midt i dette mylder af hån og spot står imidlertid plantet enkelte gabestokke, hvor de frivilligt fastspændte ikke mestendels mødes af snotklatter og rådne æg, men derimod af klapsalver og jubel. Tv3's realityserie Paradise Hotel , hvis femte sæson blev afsluttet tidligere på året (og en ny sæson er allerede under opsejling), og som på finaledagen trak imponerende 470.000 unge til skærmen, er et rigtig godt eksempel dette.

Simpelt koncept

Konceptet er simpelt: nogle smukke og veltrænede unge mennesker placeres på et hotel på en tropeø, hvor de skal få en hverdag til at fungere sammen, mens de vimser rundt i badeshorts og bikinier og stemmer hinanden ud én for én, som ugerne går. I klar modsætning til eksempelvis antihelten Sidney Lee og de unge mødre, mødes deltagerne fra paradishotellet ikke af seernes fordømmende latterliggørelse og hadegrupper på det sociale netværk Facebook. De modtages tværtimod med beundring og står som en art rollemodeller eller idealer for, hvordan man som ungt menneske bør leve sit liv.

De utallige programmer om tidens tabere er interessante, fordi de så at sige udgraver tidens idealer negativt eller indirekte ved at fortælle om alt det, som man som privatperson tilsyneladende ikke bør bruge sin frihed til. Med Paradise Hotel er det omvendt: her tegnes idealskabelonerne for social handling direkte for øjnene af os seere. Og hvad er det så for en adfærd, der opfattes som legitim og hyldes? Hvad er det for nogle handle- og tankemønstre, som så stor en del af vores unge mellem 15 og 24 genkender fra deres egen hverdag som attråværdige og lærer sig selv at gengive ude i virkelighedens klasseværelser, diskoteker og soveværelser? Her følger tre bud.

Personfiksering

For det første er der tale om en verden, hvor formgivende strukturer sløres eller gøres usynlige til fordel for en ekstrem dyrkelse af individet. Når en deltager stemmes ud af showet, siger vedkommende som hovedregel to ting, (1) 'nogle af de andre spillere var også nogle idioter' og (2) 'men jeg kunne også godt selv have spillet bedre'.

Kritikken rettes altså dels mod andre enkeltindivider og dels indad mod deltageren selv. Men den rettes aldrig imod det strukturerende spilkoncept, som ellers, ganske åbenlyst, former og producerer deltagernes hadske og grænseoverskridende handlemønstre. Strukturerne trækker deltagerne rundt i manegen, som var de marionetdukker, og placerer dem igen og igen i uløselige dilemmaer.

Deltagerne lærer i uhørt høj grad at leve med det, der i følge den tyske sociolog Ulrich Beck er et grundvilkår for vor tids menneske, nemlig at være bundet til at skulle lede efter »biografiske løsninger på systemiske modsætninger«. Problemerne skabes konsekvent på et strukturelt plan og må lige så konsekvent løses på et individuelt niveau.

Nedbryder privatsfæren

For det andet betragtes den private sfære - dette 'helle', som mennesket kan trække sig tilbage til for at restituere i fred for verdens øjne - som en forhindring, der må brækkes op og nedbrydes med alle tænkelige midler. 'Jeg skal huske på, at det jo trods alt bare er et spil', er blevet en standardsætning for deltageren i det moderne reality-show, men det ligger i selve reality-gamets natur at gøre legen til langt mere end 'blot et spil'.

Hvis en af deltagerne opfattes som særlig provokerende og slagsmålsivrig af de øvrige deltagere, ændrer producenterne blot reglerne, således at hans chancer for at blive i spillet forstørres; hvis en deltager i særlig grad formår at charmere sig ind på det modsatte køn og efterlader piger på stribe mere afklædte, med mere spredte ben og med en højere puls, end de ellers havde tænkt sig for åben skærm, forstørres hans chancer ligeledes. Og så fremdeles.

Det handler i bund og grund om at bringe deltagerne i sådanne situationer, at de mest hengemte sider af deres private selv lokkes frem - showets kameraer må trænge helt ind i de mørkeste kringelkroge af deltagernes personlighed, slagsmål og sex må lokkes frem fra dybet, og hvis det ikke kan lade sig gøre med det regelsæt, som showet starter ud med, ja, så laves bare et nyt.

At kulisserne til Paradise Hotel ligger i direkte forlængelse af det, der blev udviklet til Big Brother, med kameraer, der filmer deltagerne overalt, også i soveværelset og i badet, er for så vidt et udmærket billedet på en af showets psykosociale grundideer: lad os bringe alle de sider af deltagerens personlighed frem i lyset, som hun tidligere skjulte bag lås og slå hjemme i soveværelset, og lad os trykke en ekstra gang på zoom-knappen, når de åbenbares foran kameraet! Det private rum eroderes og gøres til en offentlig attraktion.

Brug af fællesskabet

For det tredje opdrages vindermennesket til at benytte sit forhold til andre som et middel til at fremme sig selv. Fællesskaber, kærlighed og teamwork er vigtige ingredienser i showet, men fællesskabet er aldrig et mål i sig selv . Deltagerne slår hånd på evigt venskab, erklærer deres kærlighed til særligt udvalgte af det modsatte køn og knalder i takt under de hvide lagner. Alt sammen for at fremme de individuelle chancer for slutteligt at komme til at stå som showets vinder.

På den måde reduceres mellemmenneskelige relationer til redskaber eller midler, som deltageren kan benytte i sit eget personlige projekt: følelser og kærlighed bliver instrumenter, som deltageren kan bruge til at skabe sig selv med.

De tre forhold, som jeg her har nævnt: personfikseringen, den gradvise nedbrydning af den private sfære og den selv-fremmende brug af fællesskaber, er velkendte elementer fra nogle af de mest anerkendte og videst citerede samtidsdiagnoser, som forskere i løbet af de senere år er kommet med. Paradise Hotel ser ud til at være et godt billede på den verden, som unge i dag opdrages til at være en del af og at elske, og programmet er på ingen måde uvæsentligt at forholde sig til eller at kritisere.

Showet viser os faktisk paradis. Ikke forstået som et abstrakt sted, som man kan stræbe efter at nå i det hinsides. Men som en idealtilstand, man opdrages til at forfølge her og nu, i det dennesidige. Som en bruger formulerer det på Facebook om en af showets deltagere: »jeg elsker hans taktiske stil. Jeg vil være ham!«

Mathias Herup Nielsen er studerende ved Forvaltning på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Det kan da godt være, at Paradis Hotel giver et godt billede af den tid, som vi befinder os i, men jeg synes så bestemt ikke, at der er noget bestræbelsesværdigt i at fremme denne triste brøle-abe-adfærd i vores samfund.

Jeg kommer sådan lidt til at tænke på vore biblioteker, der i fordums tid var stilhedens refugier. I dag er de banegårde, hvor folk, der ikke magter at hengive sig i fordybelse, kan få én på opleveren - akkurat, som de kan stort set alle andre steder i det offentlige rum.

På min henvendelse til biblioteksledelsen fik jeg et svar i stil med, at "... de gerne ville følge med tiden." I stedet for at lefle for dette nye borgersegment, kunne ledelsen for eksempel i stedet for have besluttet, at "... det kan da godt være, at samfundet bliver mere og mere overfladisk, støjende og forlorent, men her på biblioteket vil vi simpelt ikke se dette forfald af vores kultur."

Men nej, sådan skulle det ikke være - og jeg kommer stort set ikke længere på noget folkebibliotek.

Mikkel Bonde

Nogle rigtig gode problemstillinger du rejser. Bruger din tekst som kronik i dansk 9. klasse - rigtig god at diskutere ud fra.