Kronik

Befolkningskontrol kræver frivillighed

Uanset hvor bydende nødvendigt det er at modvirke klimaforandringer, bør vi ikke erstatte tilliden til individers evne til selv at træffe reproduktive valg med krav om statskontrol af fertilitet
Befolkningstilvæksten  er ikke eksploderet i lande  som f.eks.Tanzania.

Befolkningstilvæksten er ikke eksploderet i lande som f.eks.Tanzania.

Sean sprague

6. juli 2009

Informations serie 'Tikker befolkningsbomben?' stiller spørgsmålet: Hvorfor ikke bruge den aktuelle konsensus om klimaforandringer til at genåbne debatten om befolkningskontrol? I min bog Politics and Development: From the Policies to the Clinics analyserer jeg befolkningspolitik som problem og familieplanlægning som løsningen. Den bygger på års feltarbejde i Tanzania og var så længe undervejs, at jeg blev bange for, at 'befolkningspolitik' skulle blive forældet som tema. Det er tydeligvis ikke tilfældet.

Præsident Obamas videnskabsrådgiver blev således John P. Holdren, professor i fysik og miljøpolitik ved Harvard, og sammen med Paul Ehrlich forfatter til et essay fra 1971, der rummede følgende advarsel: »Tages der ikke øjeblikkelige og effektive skridt for at bringe befolkningsvæksten under kontrol, vil ingen tænkelig teknologi, som menneskeheden måtte udvikle, kunne afværge fremtidig elendighed.« Nu da overbefolkningsproblemet presser sig på som klimaforandringer, må man forvente fornyet interesse i at forstå, hvilke konsekvenser globale problemer kan få for lokale befolkninger.

Organisationer som Verdensnaturfonden og FN's Befolkningsfond argumenterer for, at familieplanlægnings-programmer kan få synergieffekter - bedre reproduktiv sundhed for kvinder, øget økonomisk udvikling, bedre håndtering af klimaforandringer. Faren er imidlertid, at den påståede synergi bliver til pseudovidenskabelig begrundelse for tiltag, som afspejler andre, hovedsagelig politiske motiver. Forskellige indfaldsvinkler til håndtering af klimaforandringer indebærer forskellige afvejninger. Win-win-scenarier findes ikke nødvendigvis. Prioriteringer må opstilles, og konsekvenser ekspliciteres. Med afsæt i min forskning i reproduktiv sundhed for kvinder i det østlige Afrika vil jeg her redegøre for nogle af de indbyrdes modstridende dagsordener, vi må forholde os til.

Hvordan vi tilrettelægger den globale kamp imod klimaforandringerne, kan få stor indflydelse på dagliglivet for mennesker i tredjeverdenslande. Her kan befolkningspolitik give et unikt indblik i globale prioriteringers indvirkning på fjerntliggende lokale virkeligheder. Traditionelt anses befolkningspolitik også for en de få legitime grunde til at diskutere køns-aspekter - kvinder blev først sat i relevant sammenhæng med en udviklingspolitisk dagsorden i forbindelse med ordninger, der skulle kontrollere deres fertilitet og dermed i sidste ende befolkningsudviklingen. Befolkningspolitik er et forsøg på at bringe statsmagten ind i de mest intime sfærer af borgernes liv: soveværelset og familien.

Folk er enige

Befolkningskontrol via fødselsbegrænsning var grundpillen i befolkningspolitik frem til midten af 1990'erne. Men herefter indtrådte et skifte - paradigmatisk eller retorisk - i befolknings- og udviklingsdebatterne.

International konsensus voksede frem om at støtte ændring af befolkningspolitikkernes sigte fra demografiske og svangerskabsforebyggende målsætninger til målet om at forbedre 'kvinders reproduktive sundhed'. Kvinders myndiggørelse, reproduktive valg og den generelle sundhed for dem og deres børn blev afgørende.

De tidligere befolkningskontrol-ideologier mødte modstand i udviklingslandene, mens de aktuelle politikker med deres afsæt i hensynet til børns sundhed, husholdningers økonomiske sikkerhed og kvinders rettigheder, vækker større lokal forståelse. Som en kvinde i en afsides tanzaniansk landsby erklærede: »Folk er enige! De får så mange børn - et her, et der - at de ikke engang kan gå i marken. De er enige i fami-lieplanlægning nu. Hjælpen er der. Der er ikke noget problem at få fat på den.«

I modsætning til udbredte forventninger om, at befolkningspolitiske tiltag ville blive modarbejdet af de økonomiske anstrengelser, har Tanzania som de fleste lande i Den Tredje Verden oplevet faldende fødselstal i de seneste to årtier. Men skønt fertiliteten har været faldende, har vi også set et paradoksalt fald i den reproduktive sundhedspleje. Præventionsmidler er blevet uddelt, men der blev ikke skaffet uddannede jordmødre, som kunne deltage i fødsler og yde hjælp ved komplikationer. Tilbagegangen skyldes politiske faktorer på makroniveau, herunder en befolkningspolitik, der har begrænset sig til at tilbyde familieplanlægning og et offentligt sundhedssystem, som er bedre indrettet på at imødekomme globale sundhedsprioriteringer end lokale behov. >

Globale krav

Så hvorfor er der ikke en tikkende befolkningsbombe i Tanzania og lignende lande? At forstå de faldende fertilitetsrater kræver, at man er opmærksom på den lokale kontekst for reproduktive valg. Familieplanlægning går ikke ud på at administrere fertilitet i overensstemmelse med et abstrakt 'ideelt antal børn' (besluttet af familien selv eller af myndighederne), men er en løbende proces, hvor beslutninger træffes efter tilværelsens omskifteligheder. Moderne begreber om socioøkonomiske behov - navnlig uddannelse - i en kontekst, hvor hver potentiel graviditet må afvejes i forhold til de eksisterende børn i familien - gør gunstig timing af mange børn som de syv eller otte, som førhen var almindelige, meget vanskelig at gennemføre. Dermed bliver familieplanlægning gennem brug af traditionelle og moderne metoder en nødvendighed.

Tanzanianerne er selv blevet stadig kyndigere til at planlægge deres familier. Men deres succes risikerer at blive forpurret af globale politikker, der udelukkende prioriterer en reproduktiv sundhed, som tager sigter på fødselsbegrænsning (den gamle befolkningskontrol-ideologi, som mødte så stor modstand tidligere). Lokale klinikker er stadig afhængige af de igangværende projekters input og uddannelse til sundhedsplejen. I midt-1990'erne var familieplanlægning en substantiel leverandør af ressourcer til den offentlige sundhedssektor. Det er den ikke længere.

Lærer hiv-bekæmpelse

Nogle klinikmedarbejdere, som blev uddannet i familieplanlægning, bliver nu omskoler til hiv/aids-bekæmpelse og -rådgivning. I stedet for at integrere disse vigtige elementer i reproduktiv sundhed i rutineleveringen af familieplanlægningstjenester, ser nye krav om forebyggelse af hiv-smitte ud til at have erstattet familieplanlægningens målsætninger.

Hiv/aids truer fremskridtene ved at opsuge de midler og sundhedsarbejdere, som er så afgørende for at fastholde bredden af den indsats, som er nødvendig ved at true mænd og kvinder på selve deres reproduktive liv.

Lokale familieplanlæggere i landsbyer og klinikker har arbejdet hårdt for at forsvare deres arbejde imod anklager om at ville udøve befolkningskontrol og for at vinde respekt som moderne professionelle, der yder en værdifuld del af indsatsen for børns og deres mødres sundhed. Hiv/aids udfordrer deres evne til bekæmpe lokale stigmatiseringer, og en tilbagevenden til befolkningskontrol kan yderligere undergrave deres bestræbelser på at sikre lokal respektabilitet. Det vil kræve et virkeligt globalt skifte i forståelsen af befolkningspolitik på donor-, stat- og klinikniveau, hvis der skal udvikles nye positive relationer, opbygges tillid og forandres opfattelser.

Mange steder er den reproduktive sundhed stadig hyllet i befolkningskontrol-initiativernes tunge kappe. Og alligevel bliver familie-planlægning lokalt søgt udbredt og fortolket som del af et ansvarligt forældreskab, ikke som alternativ til det. Givet hiv/aids' realiteter og hvor få lande, der har et effektivt sundhedssystem på plads, kan arbejdet for reproduktiv sundhed i mange afrikanske lande i dag bedst forstås som en indsats for at forblive tilstrækkeligt sund til overhovedet at kunne reproducere sig selv.

Stol på individet

En tilbagevenden til 'befolkningseksplosions'-retorikken vil aldrig virkelig kunne tackle problemerne med klimaforandringer eller en international politisk orden, der legitimerer massivt ulige forbrug og produktion. I stedet får vi det sædvanlige problem med alt for mange babyer blandt fattige. Sorte kvinder i fattige lande må tage skylden. Uanset vores engagement i at mildne klimaforandringernes virkninger bør vi ikke erstatte tilliden til individers evne til selv at træffe egne reproduktive valg med krav om statskontrol af fertilitet. At skyde skylden på ofret kan kun modarbejde seriøs analyse af såvel årsagerne til vor aktuelle krise som af dennes mulige løsninger.

Lisa Ann Richey er lektor ved Roskilde Universitets Institut for Samfund og Globalisering

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu