Læsetid 3 min.

Hvad betyder omdeling af forsendelser for miljøet?

Håndtering og omdeling af breve og reklamer påvirker lige som al anden aktivitet vores økosystem. Der er dog en stor kløft mellem mange forbrugere og afsenderes opfattelse af miljøpå-virkningen og realite-terne. Det øger mulig-heden for, at vi træffer forkerte valg til skade for miljøet
29. juli 2009

Både det offentlige og private virksomheder mærker i disse år et pres for at flytte deres kommunikation fra papir til digitale medier, når de skal forbedre deres CO2-profil. Senest har det offentlige besluttet at digitalisere kommunikationen med borgere og virksomheder fra 2012. Der kan være gode grunde til at digitalisere kommunikationen, men de har ikke rod i miljøargumenter.

Breve og reklamer forårsager CO2 - men hvor meget?

Vi har i Post Danmark undersøgt CO2-belastningen for et almindeligt brev - hvor alle forhold er taget med. Og det er formentlig en overraskelse for mange, at den største belastning opstår, når brevet skrives på computer. Det skyldes, at energiforbruget fra computeren under brevskrivningen er større end miljøbelastningen fra papirfremstillingen. Miljøbelastningen fra papirfremstillingen kompenseres endvidere senere ved energigevinsten ved forbrænding eller genbrug af returpapir.

Ser vi på Post Danmarks andel til sortering, transport, distribution, og medtager papirets belastning af miljøet, bliver den samlede CO2-belastning for et typisk standardbrev på under 30 gram CO2. Det svarer eksempelvis til CO2-belastningen for en køretur på 200 meter i en ny familiebil.

Udslip og opfattelse

Grafisk Arbejdsgiverforening har undersøgt opfattelsen af belastningen for tryksager. Den viser, at en betydelig del af danskere tror, at omdelingen af reklametryksager er blandt de forhold, der udleder mest CO2 blandt en række valgmuligheder. Til eksempel er der næsten dobbelt så mange, som tror, at det årlige antal modtagne reklamer udleder mere end at skrue en grad op på radiatoren. At surfe på nettet en time mere om dagen anser næsten ingen som en miljøbelastende aktivitet. Men fakta viser noget andet. Det forårsager langt mere CO2-udslip at skrue en grad op for radiatoren end det årlige udslip for en modtager af reklamer. Udslippet fra reklamer svarer til gengæld til at være på nettet en time om dagen.

For en gennemsnitshusstand betyder det en årlig CO2-belastning på 18 kg for at sende og modtage breve. Lægges hertil reklametryksagernes bidrag på 74 kg CO2, udgør breve og reklamer i alt en belastning på 0,7 pct. af en husstands samlede udledning af CO2.

Og for nu at sætte miljøbelastningen fra forsendelsen af et brev i et yderligere perspektiv: Hvis du foretager en søgning på nettet, har du været skyld i udledningen af cirka syv gram CO2. I regnestykket indgår både netværk, servere og den hjemmecomputer, der foretager søgningen. Tre til fire søgninger på nettet udleder derfor lige så meget CO2, som at sende et brev.

Digitalt ikke bedre

Digitale løsninger giver vel store CO2-besparelser?

Sender du en e-mail, vil den største miljøbelastning være energiforbruget til computeren, når beskeden skrives, som vi også så det fra brevet. Men også den efterfølgende tid til at læse beskeden på skærmen hos modtageren har betydning. Så når det tages i betragtning, at de forskellige kommunikationsformer hver for sig har en meget begrænset miljøpåvirkning, og på forskellig vis påvirker miljøet, bliver konsekvensen af at skrive et brev frem for at sende en e-mail meget begrænset.

Det gælder også for masseproducerede breve, hvor energiforbruget til at fremstille forsendelsen bliver uden betydning på grund af automatiserede processer. Men selv her bliver forskellen mellem at anvende almindelige breve frem for en digital løsning uden større betydning. Det viser en ny undersøgelse fra e-Boks.

Brugerne af e-Boks sparede årligt under et kilo CO2 ved at modtage deres forsendelser elektronisk frem for papirdokumenter distribueret af Post Danmark. Det er i det større klimaregnskab for en husstand helt uden betydning, og det vil eksempelvis være 33 gange mere CO2-besparende at udskifte én almindelig 60W pære med en energisparepære end at få sine dokumenter digitalt.

Budskabet er ikke at bagatellisere miljøbelastningen ved fysiske forsendelser. Post Danmark skal sammen med de øvrige led i kæden hele tiden arbejde med en god miljømæssig standard og tilbyde tilfredsstillende løsninger - også miljømæssigt. Men proportionerne skal på plads, så afsendere af post og forbrugerne kan træffe valg på et rigtigt grundlag.

Søren Boas er miljøchef i Post Danmark

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Thor Hansen

Man kunne jo starte med at lade være med at sende folk alle de forpulede reklamer, som mange af os i øvrigt har sagt nej tak til een gang, hvilket ikke var nok, og nøjes med at omdele den nyttige og nødvendige post.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg ville også sætte pris på at Post Danmark ikke skulle bruge 8 mdr. på at levere en ”Rykker 1”. Selve regningen på gas nåede ikke frem, og det gav en hulens besvær da ”Rykker 2” kom en måned efter regningen skulle have været betalt.

Hvor har ”Rykker 1” befundet sig i de 8 mdr., og kan jeg se frem til en dag at modtage selve regningen?

Jeg må nok kigge på datoen inden jeg betaler.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

hehe, jeg glemte en gang at sætte frimærke på mit brev til Feriekonto.

Så fik jeg et brev fra Posten om den manglende porto, men skulle ikke betale noget alligevel, de ville bare minde mig om det!.

Jeg smilte, og undredes over den arbitrære fremgangsmåde. (samt forbruget af en åbenbart minimal mængde CO2)

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Det sikreste, hvis man ikke skal pålægges gebyrer, renter og ekspeditionsomkostninger, er nok at vælge elektronisk automatik.

Jeg får jævnligt post til folk som ikke bor her på min adresse. Så afleverer jeg det på vejen ved siden af med samme husnummer, hvis jeg kan se at det er der det skulle have været afleveret.

Sidste gang afleverede jeg noget der kunne ligne et fødselsdagsbrev eller invitation til postbudet, adresseret til en person jeg ikke kunne identificere.

Næste dag lå det igen i min postkasse. Håber ikke det var en invitation.

Her er Post Danmark dog undskyldt, for adressen var korrekt, men ikke navnet.

Brugerbillede for Jean Thierry
Jean Thierry

Hvis vi tager udgangspunkt i, at det forsvarlige udledningsniveau er 1 ton (1000 kg) CO-2 per år, så fylder de 74 kg fra reklameaviser en hel del.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

@ Niels Madsen

Jo da, et gult kort - men hvorfor egentligt? Jeg burde have fået lov til at betale for min forglemmelse. Arbitrær håndhævelse af reglen skaber forvirring hos brugeren. Hvor mange gange endnu kan jeg glemme at frankere før jeg skal betale?

Kan jeg gå på posthuset og få oplyst hvor mange ufrankerede breve pr. år jeg kan slippe afsted med?

Eller hvad un hvis det var i trafikken? En fartbøde bliver til en advarsel fordi det var lørdag? Eller fordi det er dronningens fødselsdag?

Jeg mener principielt at loven bør håndhæves ens overfor alle, såfremt der ikke foreligger en indlysende grund til ikke at gøre det.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Kurt Kristensen
Kurt Kristensen

Er det her en undskyldning for, at I sender reklamer ud til folk, uanset hvilke ordninger man melder sig til, uanset hvilke mærkater man har på sin postkasse, og uanset hvilke løfter I har givet mundtligt og skriftligt?

Det her jo rent plat. CO2 er jo kun et af de mindre forureningsproblemer, der er ved fremstillingen af papir og ved trykningen af reklamerne. Så den fornemmelse af miljøproblemer, man får, når man står der og kan lugte flerfarvetrykket, er ikke narreværk.

Men Postdanmark og deres medarbejdere tjener jo godt på omdeling af reklamer. Så til helvede med os, der gerne vil være fri for det. Sådan er det ihvertfald her i Horsens.