Der er ingen vej uden om. Hvis du i disse dage siger Italien, siger du også 'Cirkus Silvio'. Et antikt, publikumsappellerende og ikke helt almindeligt cirkus. Cirkus Silvio ruller dagligt igennem mediernes manege.
Med professionel sans for tryllekunst bl.a. med krav om censur af de kompromitterende fotos fra luksusvillaen på Sardinien med letpåklædte unge piger og politikere i underbukser, bragt i den spanske avis El Pais og publiceret på bl.a. Facebook og YouTube, videoer som på mystisk vis censureres bort efter kun 24 timer.
Der er også savsmuld og lettere dramatisk linedans udført af hovedaktøren i Cirkus Silvio, ministerpræsident Berlusconi, dog tilsyneladende med et fasttømret sikkerhedsnet, opretholdt af spidserne for det tidligere AN (Alleanza Nazionale), nu forbundsfæller i Berlusconis regeringsparti i køb for en nylig vedtaget sikkerhedslov, der for alvor slår fast, at udlændinge i Italien uden opholdstilladelse er kriminelle.
De illegale indvandrere har i forvejen en ugleset position i det italienske samfund, særligt er de ikke populæreblandt husmødrene i Syditalien, som supplerer ægtemandens indtægt med en rengøringstjans i nogle af de rige advokaters villaer eller som 'nattevagt' hos en af de syge ældre i nabolaget, et nødvendigt job, fordi den syges sønner og døtre har et vigtigt og travlt hverdagsliv og helst betaler andre for at tage sig af det ubehagelige. Og mens en napolitansk husmoder tidligere fik 20 euro pr. nat for at våge over den ældre, er den ukrainske kvinde, som lever i en lille lejlighed med sammen fem-seks andre ukrainske kvinder, villig til at acceptere 10 euro i betaling. Valget er dermed ikke vanskeligt for advokaten, som ikke får moralske skrupler af at stikke 10 euro i den ukrainske kvindes lomme uden om skattevæsnet.
Da jeg under et ophold i en af de napolitanske forstadsbyer, Terzigno, lejede et værelse hos en lokal familie, hørte jeg dagligt husmoderen Lucias bitre beklagelser over de 'beskidte udlændinge, som skød op som rotter overalt' og fjernede en stor del af husstandens i forvejen sparsomme indtægter.
Dødens kvinde
un cineseLucia havde ellers et godt ry i byen, godt nok var hun i en kort periode kendt som 'dødens kvinde', da alle de ældre, som hun sad vagt hos, døde på stribe. 'Hvis det fortsætter sådan, er vi nødt til at få ' (en kineser).
I Terzigno bor der mange kinesere, de ernærer sig som handlende, nogle har egen forretning, nogle står op før daggry og transporterer på vogne enorme mængder beklædningsgenstande og tasker til de lokale markeder. De mere velstående kinesere sparer op og tager til Norditalien i håb om en bedre fremtid, men børnene bliver ofte efterladt hos de lokale husmødre, som ikke længere kan finde rengøringsjob og mod en månedlig betaling glædeligt tager sig af at opfostre de kinesiske børn. En god forretning for begge parter.
Med Berlusconis sikkerhedslov er opholdstilladelsen noget, man må købe sig til, regeringen ønsker at komme af med de kriminelle udlændinge og skabe større gennemsigtighed.
Det er en uklar logik, der ligger bag, for man må formode, at de ulovlige aktiviteter netop vil øge og styrke de kriminelle organisationer, i takt med kravet om enorme summer for en opholdstilladelse, som i forvejen har været forbeholdt de få.
Der slås også hårdt ned på de italienere, der støtter de illegale indvandrere ved at betale dem for at rengøre huset og poolen eller ved at leje dem en lejlighed. Omtalen af sikkerhedsloven bliver dog holdt i kulissen.
Handlingens mand
Cirkus Silvio ruller videre, overskrifterne i dagspressen handler om ministerpræsidentens forhold til de letpåklædte unge piger med den samme banale drøm om berømmelse og glamour, fløjet til villaen på Sardinien måske med et af statens militærfly. Deres eks-kærester og fædre interviewes til pressen: »Hun kaldte ham papì«, siger én. En escortpige udtaler, at Silvio bad hende vente på sig i den store seng i ministerboligen i Rom.
Et grotesk og absurd scenario? Måske vil gennemsnits-italieneren trække på skulderen, nogle er måske vrede og forlanger, at ministerpræsidenten svarer på de kritiske spørgsmål, som avisen La Repubblica med insisteren trykker dagligt.
Andre ville måske gerne give Silvio et klap på skulderen, for dem er han stadig 'handlingens mand', ham, der kom fra ingenting, ham, som så mulighederne og udnyttede dem, måske nok til egen fordel, men det er blot en ubetydelig detalje.
Omverdenen videregiver skandalerne, Cirkus Silvio har konstant mediebevågenhed og når måske ud til det sladderhungrende publikum, som måske undrer sig, griner lidt af 'de skøre italienere' og ministerpræsidentens vandreture med mobiltelefonen, der i en direkte linje når selv Tyrkiets ministerpræsident, hvis der skulle være behov for det.
Brudte løfter
For nylig blev der afholdt topmøde i Aquila, verdens rigeste lande var samlet for at diskutere spørgsmål som klimaet og den finansielle krise. Rammerne var sat midt i jordskælvets ruiner, og spidserne blev af den lille mand med den sikre hårpragt vist rundt mellem murbrokkerne af det, der var, og teltbyerne, som repræsenterer det, der er.
Løfter om hjælp til genopbygning blev givet mens Frankrigs ministerpræsidentfrue måtte fælde en tåre. Det syntes dog at vække større glæde i teltene, da superstjernen George Clooney aflagde området et visit og lovede at vende tilbage for at indspille sin næste film allerede sidst på sommeren. Blandt mange italienere er Berlusconi populær, netop fordi han med jordskælvet i Abbruzzo har udvist slående handlekraft.
Måske har særligt billederne af Silvio, der ankom til ruinerne i helikopter og iført beskyttelseshjelm lovede ofrene en sommerferie ved kysten: »Husk solcremen«, fæstnet sig stærkt i erindringen. Fakta er dog, at de jordskælvsramte stadig bor i teltene, som i sommerheden udvikler sig til regulære saunaer, og at de ikke har set skyggen af den økonomiske hjælp i form af 100 euro per måned, de var blevet lovet måneder forinden.
For Silvio Berlusconi var topmødet en succes, måske var han selv forundret over, at ministerkollegaerne ikke kommenterede skandalerne men holdt sig til det, som virkeligt burde tælle.
Det glemte Tjernobyl
Når man netop diskuterede spørgsmål om klimaet, og hvis mødet havde strakt sig over mere end tre dage, kunne Berlusconi have valgt at tage politikerne med på en udflugt til regionen Campanien, hvor herrerne i jakkesæt med egne øjne kunne have iagttaget, hvorledes store dele af landbrugsjorden i periferiområderne af Napoli og Caserta er omdannet til lossepladser. De kunne have iagttaget de farvede røgsøjler, som fortsat stiger op fra nattens afbrænding af giftigt industriaffald midt i den hidtil så frugtbare landbrugsjord. Afgrøderne bliver dog høstet og solgt og spist. Dødsfald pga. den usynlige pest stiger fortsat. Ulovlighederne bliver dagligt rapporteret i form af billeder og videoer lagt ud på bl.a. hjemmesiden www.laterradeifuochi.it, et desperat forsøg fra de lokales side på at brænde sig igennem i omverdenens, politikernes og mediernes bevidsthed.
Men verden vil hellere se Cirkus Silvio. Det hedder sig fortsat, at skraldekrisen er løst, til trods for at man senest også på Sicilien har haft en mindre katastrofe med skrald i flere meters højde.
Biutiful CauntriJeg har igennem det sidste halve år forsøgt at presse på for at få Danmarks Radio til at vise den prisbelønnede dokumentarfilm , som kritisk og uden filter tager seeren med på en rejse til »det glemte Tjernobyl« i en af Europas baggårde. Filmen er efter måneders vurdering blevet afvist med den begrundelse, at den ikke kan hænges op på en aktualitetskrog.
Der er rigtig nok ikke noget nyt i, at lokalbefolkningen i Campaniens provinsområder så at sige er blevet gidsler i deres eget hjem og må indånde lugten af giftigt industriaffald og dagligt må samle døde dyr op for markederne. Intet nyt under solen, det er hverdagskost, man overlever eller forsøger på det, under umenneskelige vilkår.
Min italienske drømMen selv om problematikken ikke er ny, er den ikke mindre aktuel netop i disse tider, hvor opmærksomheden er samlet om klima og miljø. Måske vurderer DR, at den almene fjernsynsseer hellere vil se eller følge med i de korte indslag om Cirkus Silvio, som uden tvivl har en større underholdningsværdi end synet af brændt industriaffald og døde dyr?
Cecilia Banfi læser italiensk på KU og har i flere år boet og arbejdet i Napoli
