Kronik

Finanskrisen kan tales op - eller ned

I USA taler man om en 'Obama-kode' for sprogligt at håndtere finanskrisen. En italesat udgave af virkeligheden kan gå hen og blive ens eget verdenssyn, hvis bare disse ord gentages tilstrækkeligt, og man selv ikke er kritisk nok til at være klar over det - men den kan også bruges positivt
Barack Obamas måde at tale om finanskrisen på kan have haft en positiv effekt i sig selv - og måske er der ræson i at studere hans måde at italesætte krisen på for andre politikere - og for medierne, mener dagens kronikør.

Barack Obamas måde at tale om finanskrisen på kan have haft en positiv effekt i sig selv - og måske er der ræson i at studere hans måde at italesætte krisen på for andre politikere - og for medierne, mener dagens kronikør.

Debat
3. juli 2009

Den økonomiske krise kradser. Den mærkes både i privaten og på markedet. Krisen har primært rod i den amerikanske økonomi, der begyndte at kollapse i George W. Bush' regeringstid. Rundt om i verden forsøger politiske instanser med politisk-økonomiske midler at bekæmpe krisen. Herhjemme forsøger man blandt andet at stimulere forbruget via det tvivlsomme SP-udbetalingsprogram. I Island nationaliserede man banker for at redde landets økonomi, og i USA, krisens hjemland ifølge mange, forsøges krisen løst med stimulanspakker. Ligeledes er stimulansplaner på banen i Kina og EU. Alle disse løsninger er praktiske politiske og økonomiske løsninger, og praktiske løsninger er det, der generelt påkaldes.

Midt i jagten på praktiske løsninger, postede den amerikanske sprog- og kognitionsforsker George Lakoff et blogindlæg 24. februar 2009, med den simple titel 'The Obama Code' på The Huffington Posts blog.

I dette indlæg diskuterer han i det, han kalder Obama-koden og kortlægger dens arkitektur. Obama-koden er ifølge Lakoff et veldesignet verdenssyns- og kommunikationssystem, som ligger bag Obama-regeringens politiske og praktiske tiltag. Et af Lakoffs hovedpunkter er, at det vigtigste redskab i politik er sproget, og at Obama gennem effektiv kommunikation kan ændre borgernes verdenssyn, og at det, blandt andet er en sådan kommunikation, der skal til for at løse Amerikas økonomiske krise.

Sproget påvirker

Indlægget har fremprovokeret forskellige reaktioner. På diverse internetfora og blogs erklærer en del sig enige med ham, hvor andre melder ud, at de ikke kan se, hvordan sprog og verdenssyn overhovedet kan være relevant i en tid med økonomisk krise.

Men hvis sprog og verdenssyn virkelig er så centrale i politik, så fristes man måske til at tænke, kan sprog og verdenssyn måske ligefrem på en eller anden måde løse finanskrisen?

Man kan som sådan nok ikke løse finanskrisen med sprog alene; der skal nok praktiske løsninger til, men gennem sprog kan man faktisk godt ændre krisens natur - eller i hvert fald folks opfattelse af den. Virkeligheden filtreres nemlig i høj grad gennem sproget og både sættes i ord og tanke samt system og struktur. Dette er i og for sig ikke nogen ny ting. Ifølge teorien om sproglig relativitet, også kaldet Sapir-Whorf-hypotesen, bliver tanke og virkelighedsopfattelse nemlig struktureret direkte gennem sproglige strukturer, hvorfor forskellige sprog og forskellige kulturer fører vidt forskellige verdenssyn med sig. En blødere version af hypotesen vil, at sprog og tanke gensidigt påvirker hinanden således, at sproget og dets strukturer formes gennem vores oplevelser ude i verden men samtidig og i og med at vi sætter ord på disse oplevelser, fortolker og former vi også denne virkelighed.

På den måde kan man beskrive det samme fænomen meget forskelligt ved at sætte forskellige ord på, og på den måde præsentere forskellige udgaver af virkeligheden, så at sige.

Et klassisk eksempel er pessimistens halvtomme glas mod optimistens halvfulde glas. Et andet eksempel er tøven med at bruge penge, som enten kan være nærighed eller 'økonomiskhed', og disse er jo vidt forskellige. Nærighed er ganske negativt og usympatisk, hvorimod 'økonomiskhed' er positivt, fornuftigt og lidt af en dyd. Et mere politisk ladet eksempel er beskrivelsen af den samme person som enten frihedskæmper eller terrorist. Hvis vedkommende kaldes en frihedskæmper, så tegnes der et billede af en slags helt, der kæmper en nobel kamp mod en undertrykker, men hvis vedkommende kaldes terrorist, er der tale om en kujon, der i en tvivlsom sags navn, ikke går af vejen for at slå uskyldige ihjel.

Italesætning

Dette kaldes framing i sprogforskningen. Framing er en præsentation af noget i et specifikt perspektiv; altså, man sætter noget i en specifik karakter, når man sætter det i ord. Framing findes overalt og kan bruges som et næsten subliminalt overtalelsesværktøj.

For eksempel blev kampen mod terrorisme af Bush-regeringen kaldt 'krigen mod terror'. Ved at få folk til at opfatte det som en krig kunne man skabe et billede af en samlet fjendehær. Til gengæld kunne man ved at kategoriser tilfangetagne for 'illegale kombatanter' i stedet for 'krigsfanger' kom man udenom internationale domstole og lignende. I debatten om hvorvidt Danmark skulle deltage i krigen, blev simple udsagn som 'hvis ikke man støtter Danmarks deltagelse i krigen, så støtter man diktatur' brugt til at fremstille en virkelighed, hvor modstand mod Danmarks deltagelse i krigen var lig med modstand mod frihed og demokrati, og i sådan en kontekst er det ret svært at være modstander af krigen.

På den måde kan man gennem sproget præsentere forskellige virkeligheder, men hvordan kommer man derfra og så til at ændre den måde, andre folk ser virkeligheden på? Svaret er gentagelse. Selvom man siger, at noget ikke bliver mere sandt af at man bliver ved med at sige det igen og igen, så bliver det på sin vis sandt, hvis det bliver gentaget igen og igen. En iordsat udgave af virkeligheden kan gå hen og blive ens eget verdenssyn, hvis bare disse ord gentages tilstrækkeligt i medierne for eksempel, og man selv ikke er kritisk nok til at være klar over det.

Finanskrisen sat i ord

På samme måde kan man forme den økonomiske virkelighed gennem framing . I forbindelse med deres skattestopskampagne rykkede Fogh-regeringen med slogans som 'flere penge mellem hænderne' og 'penge lige ned i foret' ved den generelle opfattelse af velfærd og velfærdsøkonomi. Ved at fokusere på de individuelle økonomiske her-og-nu gevinster ved skattestop og undlade at komme rundt om, at skattepenge er brændstof for hele velfærden, fortrængte man det solidariske aspekt af velfærd i manges bevidsthed.

Og finanskrisen? Der er ganske vist, og har været det siden den amerikanske boligkrise, voldsomme problemer i verdensøkonomien. Men det, der gør det til en krise, må vel være, at man har valgt at kalde situationen for en krise. Det er netop, fordi medierne italesætter status quo som en krise, at vi på verdensplan opfatter det som en krise, og denne kollektive virkelighedsopfattelse må da have smittet af på den økonomiske situation i et eller andet omfang. Det kunne have være interessant at se, hvordan krisen ville udvikle sig, hvis ikke den i første omgang var blevet betegnet som en krise, men som noget andet.

Det sprog, der bruges til at beskrive situationen, er primært negativt og ildevarslende, og vendinger som 'dystre udsigter', 'det bliver værre' og 'det ser sort ud' bruges ofte. Når et så negativt sprog tages i brug dagligt, og fremtiden italesættes på denne måde, så kan den jo kun blive dyster - det er jo allerede sat ind i hovedet på os. Og udtryk som 'krisen ruller videre' præsenterer krisen som en ustoppelig kæmpe rullesten, der tromler alt ned på sin vej.

Obama-retorik

Nu er der selvfølgelig tale om en virkelighed, der opstår inde i folks hoveder, men denne tankevirkelighed kan smitte af på virkeligheden udenfor. Tankevirkeligheden fungerer jo som det filter, hvorigennem omverden ses. Dette påvirker folks adfærd: man bliver mere påpasselig med sit forbrug, så, selv hvis SP-ordningen var mere gennemtænkt, så havde den nok ikke resulteret i det store forbrugsgilde; man vil vel hellere spare til den dystre fremtid, som medierne med deres negative og ildevarslende sprog har konstrueret.

Det er meget muligt, at den måde, krisen er blevet italesat på, har været med til at gøre tingene værre. Krisen bunder selvfølgelig i økonomiske forhold, og der skal økonomiske løsninger til, men krisen skal også bekæmpes på et mentalt, kognitivt plan. Og her kan et mindre dystert og et måske mere optimistisk sproghjælpe til. Der skal en anden iordsætning til.

Og det er en af de ting, Obama er god til med sin retorik om udfordringer og løsninger og håb forude. Positiv Obama-inspireret retorik kan, hvis medierne følger op på den, skabe et verdenssyn, hvor krisen ikke er uløselig - hvor den måske ikke er en krise.

Kim Ebensgaard Jensen er adjunkt ved Institut for Sprog og Kultur, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

De semantiske strukturer virker bag om ryggen på os; når vi tror, det er virkeligheden, vi ser for os, manifesterer denne strukturelle magt sig ved netop at forblive på det ureflekterede plan, hvorfra det virker og hvor det skjuler sig, men på en måde der også altid er latent til stede, som det vi i kraft af andre latente strukturer kan fokusere på, som det performative, italesættende, kreative plan altså i kraft af andre italesættende og mindst lige så kreative plan.

Italesættelsen, medierne og det politiske systems fokusering på det performative moment i al kommunikation, i det sociale, trænger rigtigt nok til at komme i fokus. Obama har på ingen måde opfundet den dybe tallerken. Medierne har længe været død trætte af opmærksomheden omkring deres egen performance. Og krisen har man med fuldt overlæg forsøgt at tale ned, lige fra dag et, lige som det er sandsynligt at boblen (der nu er bristet, først og fremmest er udtryk for en slags inflation, ikke bare i pengenes nominelle værdi, penge er fundamentalt set kun et kommunikationsmiddel, men også en slags inflation i andre udtryk) fra dag et var en italesættelse.

Det store spørgsmål er i den sammenhæng det om ”sandhed”. Hvis vi netop ikke konstant forvekslede vor fattige erfaring med dens genstand, så ville den intentionalitet ikke fungere, som Edmund Husserl fokuserede på hele sit filosofiske liv, og som Jesper Hofmeyer ved grød ikke kan forklare, lige så lidt som det er forfatteren til ”kulturabernes oprindelse” s arbejdsområde at forklare intentionaliteten, eller den spænding der altid udspiller sig mellem det kognitive systems to poler, kaldet noesis og noema af Husserl.

Det faktum at et kognitivt system er dømt til at ”kreere” ”sin sandhed”, og det faktum at ”erfaringen” aldrig kommer til at ”svare til sin genstand” sparker benene væk under den vestlige verdens sandhedsteorier. Korrespondensteorierne og alt deres arvegods af ontologisk nonsens er obsolet. Men det savner stadig at manifestere sig på hverdagsniveau, hvor den vestlige verdens metafysiske arvegods stadig rumsterer rundt, når vi mener at kunne forklare hvad der er sandt eller falskt.

Kronikken rammer ind i nogle påtrængende filosofiske spørgsmål, og afslører hvordan filosofien i den grad er kilden til de kreative lag i den sociale realitet. Det er værd at skrive om, forske i, for det er her det sner, uanset hvor luftigt det forekommer.

http://www.google.dk/search?hl=da&safe=off&rlz=1T4HPEB_daDK236DK236&q=+s...