Nyhed

Gid de alle var som Straarup

Debat
23. juli 2009

'Vi hjælper jer med at hjælpe os,' lød beskeden i sin tid fra partierne bag Bankpakke I og II til de danske banker. Det var, da bankerne dinglede rundt på kanten af afgrunden beruset af det økonomiske opsvings uanede muligheder for at skyde sig selv i foden.

Bankerne fik derfor to bankpakker. Ikke for deres blå øjnes skyld, men fordi de spiller en nøglerolle i samfundet. Både som benzin til motoren i kraft af deres betydning for den løbende finansiering af økonomien og - viser det sig - som brikken, der kan sætte hele spillet i stå, hvis den bliver slået hjem. Og den hjælpende hånd hjalp. Jyske Bank og Nordea har begge netop offentliggjort overraskende store overskud på 280 millioner og 4,6 milliarder kroner.

Desværre ser det ud til, at det kun er den første del af beskeden, som er sivet ind hos de danske banker. Hjælp vil bankerne gerne have. Hjælpe vil de ikke. DI præsenterede i går nye tal, der viser, at de danske banker har skruet renten på deres udlån i vejret, så den danske rentemarginal (forskellen mellem ind- og udlånsrenten) nu er langt over niveauet i resten af euro-området.

Det kommer på det værst tænkelige tidspunkt for virksomhederne. Samtidig med at de tumler med faldende efterspørgsel, er deres rentemarginal nu også over det niveau, deres europæiske konkurrenter oplever. DI konkluderer, at danske virksomheder på den baggrund er tvunget til at skære i medarbejderstaben. For Danmark betyder det 10.000 flere arbejdsløse på et tidspunkt, hvor ledigheden i forvejen skyder i vejret.

Bankerne peger selv på, at de højere rentemarginaler går til at dække deres udgifter på op mod 35 milliarder kroner til Bankpakke I. Udgifter der - som bankernes interesseorganisation Finansrådet sagde i går - »kan betragtes som liggende i den dyre ende, hvis man sammenligner internationalt«.

Et mærkværdigt argument. Både fordi det er diskutabelt, om den danske bankpakke er så meget dyrere end de tilsvarende pakker i andre lande. Kun den svenske og den britiske pakke er med sikkerhed dyrere. Dertil kommer, at de 35 milliarder kroner ikke er en pris, bankerne nødvendigvis ender med at betale. Det er kun det beløb, de hæfter for, hvis tabene i de afviklede banker når derop.

Det er også svært at værdisætte den stabilitet, som pakken har skabt på bankmarkedet. Sikkert er det dog, at Jyske Bank og Nordea ikke havde haft samme overskud uden Bankpakke I.

Heldigvis kan bankerne også få hjælp til at hjælpe. Fra samme sted, som de i sin tid fik hjælp.

Venstres Jacob Jensen siger godt nok, at han ikke vil være med til, at Christiansborg eksempelvis skal diktere et loft for bankernes udlånsrente. Det vil være teknisk umuligt og forvride konkurrencen, vurderer han.

Om den tekniske del, må man - inspireret af 40-året for månelandingen - nok have lov at svare Venstre-manden, at kan man sende en mand derop, kan man vel også beregne et renteloft - hvis nu alle gode kræfter går ind i projektet?

Om det markedsforvridende er der kun at sige, at bankmarkedet allerede er blevet forvredet i en grad, så det ikke længere giver mening at tale om, at nye politiske indgreb er dem, der forvrider markedet. Forskellen er blot, at nu er det ikke længere til bankernes fordel, men til samfundets.

Klogt og forfriskende er det derfor også, at Socialdemokraternes Orla Hav nu åbner op for at lægge loft over bankernes renter og andre tiltag, der kan presse bankerne til at drive ansvarlig forretning - de alvorlige udsigter for beskæftigelsen taget i betragtning. Om ikke andet kan de politiske indgreb få midlertidig karakter, indtil den økonomiske krise aftager.

Nok om bankerne selv. Det er også på tide, at virksomheder - og private husholdninger - gør op med deres misforståede loyalitet over for deres bank. En loyalitet, som sammenlignet med bankkunders i andre lande, er uhørt høj i Danmark - næsten på en komisk Matador-agtig måde, hvis ikke det var, fordi der stod kroner og øre på spil.

Forklaringen på loyaliteten er blandt andet, at Danmark har et ekstraordinært stort antal små banker, og 'hende den søde bankdame, der altid smiler så venligt', er svær endegyldigt at gøre det forbi med. Men forbi med hende må det være. For som en af Danmarks førende eksperter i finansiering, professor på CBS Jesper Rangvid, flere gange har slået fast, er det kun kundernes pres på bankerne, der for alvor kan skabe konkurrencen og på den lange bane korrigere bankernes priser og renter bedst muligt. Kundernes pres vil lukke flere små banker og ødelægge det personlige forhold mellem kunde og bank. Til gengæld får kunderne større, men billigere banker med folk som Danske Banks direktør Peter Straarup i spidsen. Han har gjort den upersonlige forretning til en del af deres personlighed og i offentligheden personificerer en bank, man uden at tøve gerne skifter fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her