Læsetid 5 min.

Håbløshedens holdeplads

Mødet med Libanons palæstinensiske flygtninge slår for alvor fast, at håbløshed ikke er, når boligboblen brister eller forbrugsfesten forstummer. Håbløshed er, når intet gør en forskel
Et par b©™rn i Bourj el Barajneh-lejren i Beirut undet det k©°mpem©°ssige edderkoppe°©spind af ledninger, der forsyner beboerne.

Et par b©™rn i Bourj el Barajneh-lejren i Beirut undet det k©°mpem©°ssige edderkoppe°©spind af ledninger, der forsyner beboerne.

27. juli 2009

Den slidte fodbold rammer muren med et dumpt klask. Så den modsatte mur. Klask, klask, klask. Der er ikke meget mere end en meter mellem de beige-grå, afskallede mure. Gyden løber som en lang, smal tange mellem de små, ramponerede betonhuse, der ligger tæt som perler på en snor.

Ikke umiddelbart et oplagt sted at spille fodbold, tænker jeg. Men det er lige præcist, hvad de gør, de to børn. Ikke af lyst, men af mangel på alternativ. Plads, luft og grønne fodboldbaner findes ikke her i den palæstinensiske flygtningelejr Bourj el Barajneh i den sydlige del af Beirut.

Her lever omkring 20.000 mennesker presset sammen på et område ikke meget større end en kvadratkilometer - som en vakuumpakket menneskelig kødklump. Her når dagslyset næsten aldrig ned mellem de dunkle huse, der skulle have været midlertidige, men endte som permanente hjem. Her har palæstinensiske flygtninge siden 1948 oplevet drømmene rådne op sammen med de utallige skraldebunker, der ligger på de hullede grusveje med halvfyldte mudderpytter. Den sødelige lugt af råddent affald blander sig med lugten af tis og grillet kød og aftvinger en spontan rynken på næsen.

Klaustrofisk tæt

Jeg vender blikket op for at få lidt luft, et glimt af himlen, men kigger direkte op i et kæmpemæssigt elektrisk edderkoppespind - de ledninger, der forsyner lejren med elektricitet tre-seks timer om dagen, hænger på kryds og tværs som et visir over lejren og forstærker klaustrofobien. Nogle hænger så lavt, at selv de små børn kan række hånden frem og røre ved dem.

Flere steder er utætte vandinstallationer placeret klos op ad elektriciteten. Intet under at vilkårlige eksplosioner hvert år tager livet af et par uheldige palæstinensere.

Jeg mærker suset fra én af de utallige scootere med ranglede pubertetsdrenge, der drøner tæt forbi. Rundt om mig går tørklædeklædte kvinder, unge piger i stramme jeans og armyklædte militser med store geværer. Frygtindgydende ser de ud, som de trasker af sted i deres tunge militærstøvler med geværerne henslængt over skulderen.

De mange advarsler, vi fik af vores libanesiske venner og bekendte, inden vi tog ud til lejren, farer igennem mit hoved i ekspresfart: »Det er det rene anarki«, »Ingen almindelige libanesere vover sig derud«, »Den libanesiske hær og politiet tør ikke tage derud«. Men vi vælger at sidde advarslerne overhørige, mig og min veninde Ane.

Har samme drømme

Vi har taget orlov fra vores journaliststudier for at udforske Libanons umådeligt komplicerede politiske, kulturelle og religiøse kontraster og skrive en portrætbog om unge libanesere - vi har et naivt ønske om at give danske unge en forståelse af, hvordan det er at være ung i Libanon - et liv, der med krige, politiske uroligheder, bilbomber og en blodig borgerkrig er milevidt fra et beskyttet, dansk ungdomsliv.

Men som samtidige rummer de samme håb, drømme, dumme kærester, umulige forældre, den samme usikkerhed og angst.

Palæstinenserne udgør cirka 10 procent af den libanesiske befolkning, derfor vil vi også have stemmen fra en palæstinensisk ung med i bogen. Så denne torsdag eftermiddag i marts er vi i Bourj el Barajneh for at interviewe gymnasieeleven Yassin.

Jeg er forberedt på, at mødet med flygtningelejren og dens beboere vil blive en hård følelsesmæssig nød at knække. Inden vi kommer derud, har vi lavet en del research på palæstinensernes levevilkår i Libanon.

Resultatet er nedslående: Ifølge UNRWA har de omkring 400.000 palæstinensiske flygtninge begrænset adgang til lægehjælp og uddannelse og slet ingen adgang til sociale ydelser. Libanon har ikke ratificeret FN's flygtningekonvention fra 1951 og heller eller 1967-protokollen, der omhandler flygtninges status. Fattigdommen er lige så nedslående som den mangelfulde infrastruktur, der gør det næsten umuligt for ambulancer at komme rundt til dem, der har brug for hjælp.

Palæstinenserne har ikke ret til at stemme eller eje fast ejendom i Libanon, lige som der er omkring 70 forskellige job, de ikke må bestride. Hvorfor? Fordi de bliver betragtet som udlændinge, selv om de har levet i Libanon siden 1948 - mange er født i lejrene og har aldrig været uden for Libanons grænser.

Er man så uheldig at blive født som palæstinenser her, er man stavnsbundet til evig tid, fordi man ved fødslen bliver udstyret med identitetspapirer i stedet for et pas. Palæstinensere født i Libanon har derfor ingen mulighed har for at rejse ud af landet og søge et bedre liv andetsteds. De sidder fast som fluen i edderkoppens spind. Og drømmen om en dag at vende tilbage til det forjættede hjemland Palæstina, som de i sin tid flygtede fra, er lige så utopisk som chancen for, at Nasrallah og Netanyahu bliver bonkammerater.

En ting er dog at læse ord på papir og i rapporter. Da vi kommer ind i lejren, ser jeg, hvad manglen på rettigheder og håb virkeligt betyder.

Selv de små er aggressive

Store grupper af unge mænd hænger på de trøstesløse gadehjørner uden noget som helst at give sig til. Dag ud og dag ind. Måned efter måned. År efter år.

Arbejdsløsheden er tocifret, og kedsomheden uendelig. Ikke underligt at frustrationerne ofte får frit løb og manifesterer sig i form af de utallige skudhuller, der præger flere af husmurene i lejren. Voldelige optøjer er en hyppig del af hverdagen, når omkring 20.0000 mennesker er stuvet sammen på et område tiltænkt halvdelen. Her er en overflod af tid, men intet at bruge den til.

»Jeg føler, jeg lever i et fængsel,« siger Yassin. Han er 18 år og bor i lejren med sin mor.

»Et rigtigt liv er at have et hjem med plads, hvor du kan føle dig fri. Det har vi ikke, derfor er det som et fængsel. Det er et fængsel, fordi børnene ikke laver noget Når de er fire år, begynder de at kaste sten på hinanden og skubbe. Det er sådan, de leger, fordi de ikke har andet at lege med - der er ikke nogen steder at spille fodbold,« svarer han, da vi spørger ham, hvad der er det værste ved at bo i lejren.

Yassin er dog én af de få, der kan tillade sig at have håb og drømme, for han er så heldig at være født i Abu Dhabi - han har et pas og dermed billetten til at slippe ud af dette fængsel og forme sin egen fremtid.

Men for langt de fleste i Bourj el Barajneh er fremtiden lige så fastlåst som deres nuværende håbløse situation. Og intet tyder på, det ændrer sig.

De ændrer magtbalancen

Vi talte med mange libanesere om palæstinensernes levevilkår, men vi kunne ikke finde én, som blev indigneret, én som syntes, status quo burde ændres. Tværtimod. Holdningen er, at palæstinenserne ikke skal have lov til at arbejde, fordi arbejdsløsheden i Libanon er skyhøj - 9,2 procent ifølge officielle tal, men uofficielt langt højere. Mange libanesere mener ikke, de palæstinensiske flygtninge bør kunne stemme, selv ikke når de er født i landet - frygten er, at de cirka 400.000 palæstinensere vil kunne ændre landets politiske magtbalance.

Argumenter og bekymringer, som jeg på den ene side godt kan forstå, men som på den anden side ikke berettiger til at fastholde palæstinenserne som retsløse individer.

Situationens håbløshed går så småt op for mig, da vi en aften, et par uger inden besøget i lejren, drikker en øl med vores ven Khajag og hans ven, Nebi. Begge unge libanesere, begge veluddannede, og begge selv en del af et mindretal med deres armenske baggrund. Og begge helt accepterende over for palæstinensernes manglende rettigheder.

»De er så mange, at de vil overtage vores land. De kommer her og tager noget, som ikke er deres,« siger Nebi for at retfærdiggøre sit synspunkt.

På det tidspunkt forstår jeg ikke helt, hvordan netop holdninger som disse dræber alt håb om et andet liv for Libanons palæstinensiske flygtninge.

Først den dag i Bourj el Barajneh, går det rigtig op for mig, hvad håbløshed er. Mens mine øjne glider rundt på dette skidengule, drømmeløse menneskefængsel, og min næse indsnuser elendighedens sødlige råd, siver humøret ud af mig. En allestedsnærværende, almægtig modløshed siver ind. Håbløshed er ikke, når boligboblen brister eller forbrugsfesten forstummer. Håbløshed er, når intet gør en forskel. Når drømme bliver for dyre. Og når alternativer ikke længere er et alternativ.

Håbløshed er at være født som palæstinenser i en af Libanons 12 flygtningelejre.

Julie Lorenzen arbejder som journalist hos Røde Kors. Baggrunden for kronikken er to måneders tur til Libanon i 2008, hvor kronikøren havde taget orlov fra sit journaliststudie på RUC

Kronikkonkurrence 2009

Seneste artikler

  • 'Den ligner noget, der er løgn'

    8. august 2009
    »Man læser mange forfærdelige ting hver dag, men det er svært at forholde sig til ord på papir,« siger Julie Lorenzen, vinder af Informations kronikkonkurrence
  • Vinderne af årets kronikkonkurrence

    6. august 2009
    Information takker for den overvældende interesse for året kronikkonkurrence, og bringer her resultatet
  • The donut connection

    1. august 2009
    Mødet med New York er også et møde med mangfoldighedens mekka. Men det er også en by, hvor livshistorier sjældent kolliderer. Faktisk kan man leve det meste af sit liv der uden rigtig at blive konfronteret med alle de forskelle, der omgiver én. For en stund ramlede dagens skribent imidlertid lige ind i mangfoldigheden på verdens mindste kaffebar i hjertet af Manhattan
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per-Olof Johanssson
Per-Olof Johanssson

Når man selv har sendt bidrag ind til en kronikkonkurrence, er der en særlig interesse ved at læse de andres. Ikke for at dyrke nogen surhed over ikke at blive nomineret- men simpelthen fordi det er sjovt at se, hvor forskelligt man går ind i emnet!
Derfor synes jeg også det må være legitimt at være nysgerrig efter de vragedes artikler - vi har jo alle taget det med samme alvor, det er jo vores liv, der er blevet spurgt til. Avisen kan jo ikke bringe 85 kronikker på tryk - men vi ikke-nominerede kan jo godt tilbyde os på nettet! Se derfor min invitation på
http://www.information.dk/emne/kronikkonkurrence-2009