Læserbrev

Der skal holdes snor i demokratiets kamphund

21. juli 2009

Den nyklækkede student, Jacob Nyrup, beklager sig i Information over, at hans nummer er kommet ud i værnepligtslotteriet (i en kommentar i gårsdagens avis). At han er skuffet over, at det har besværliggjort en del af hans planlægning er da helt okay, men at det får ham til at fremsætte et dårligt reflekteret krav om nedlæggelsen af værnepligten, er skuffende.

Værnepligten er vigtig af flere grunde. Først og fremmest fordi den styrker det direkte forhold imellem demokratiets øverste autoritet - vælgeren - og demokratiets ultimative magtsignal - våbnet. At slå andre mennesker ihjel på fællesskabets vegne, om det så er nok så meget i selvforsvar, bør aldrig overlades udelukkende til en lukket kreds af mennesker, der anser det for en attraktiv karriere. Når demokratiet beslutter at gribe til våben over for en fremmed nation, så skal indsatsen ikke bare være en flok frivillige, som de fleste kan overbevise sig selv om, har valgt jobbet med klar forståelse for risikoen.

Hvis man virkelig mener, at en krigshandling kan legitimeres, så må man også være parat til at risikere både eget og andres liv, og er man uenig i flertallets beslutning om at føre krig, så kan man jo - for det første - begrænse sin risiko, ved at blive våbennægter, og - for det andet - bruge situationen til inspiration til at kæmpe lidt hårdere politisk imod flertallets beslutning. Og det sidste er vigtigt, for selv om det går henover hovedet på de fleste, så er alle medlemmer af et demokrati lige ansvarlige for dets handlinger, uanset om de går ind for dem eller ej.

Dertil kommer så den lille detalje, at ved at fastholde værnepligten, tvinger man militærapparatet til at forholde sig bare en lille smule til det civile samfund. Ganske vist synes de fleste unge mænd, der aftjener deres værnepligt, nok at påvirkningen kun går én vej, og at det er dem, der bliver kørt rundt med af officerer og befalingsmænd, men i realiteten gør værnepligten, at der er grænser for dette forhold. De forhold, som unge danskere aftjener deres værnepligt under i dag, er modereret meget i tidens løb. Som værnepligtig har man stadig krav på rimeligt hensyn til en liv, ære og velfærd - og protester mod umenneskelig behandling kan ikke blot afvises med, at så har man nok valgt det forkerte job.

Og det kan jo virke ret ligegyldigt - hvorfor skulle Jacob Nyrup bekymre sig om 'det psykiske arbejdsmiljø' inden for militæret? Det skal han af den simple grund, at det miljø bestemmer, hvordan vores soldater bliver som mennesker, og dermed hvordan de behandler andre mennesker - herunder de mennesker de møder fra modstandernes side i en væbnet konflikt.

Militær er - i sin natur - født til at blive en stat i staten, og kun ved at fratage dem retten til at bestemme hvem der får et kig på gulvplan inden for kulisserne, kan vi holde styr på denne demokratiets kamphund.

Sven Karlsen, Brøndby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

Så det er for at holde demokratiske hundekampe vi har det ?
Der findes en anden måde at styre Stater i Stater :
Nedlæg lortet !!
Det hjalp ikke en disse i 1864 og heller ikke i 1940 .

Rasmus Lund-Hansen

Jeg synes Sven Karlsens argument rammer ved siden af.

Medmindre Danmark pludselig bliver invaderet, så kommer værnepligtige ikke i kamp, og de slår ikke nogen ihjel. Når danske soldater slår andre mennesker ihjel, er det altså udelukkende "en lukket kreds af mennesker, der anser det for en attraktiv karriere", der er i kamp.

Heinrich R. Jørgensen

Som sædvanlig er Sven Karlsen leveringsdygtig i sammenhængende og logiske argumenter for et synspunkt.

Et andet aspekt ved "demokratiet vagthund" bør desuden være, at deres vigtigste opgave er ikke blot at forsvare staten, men statens lovformelige indretning. Et militær i en demokratisk stat, skal hverken være en stat i staten, eller regeringens bidske kamphund, men demokratiets og statens forsvarer.

En forfatningsdomstol, der om fornødent kan sætte (militær) magt bag en beslutning om at afsætte en regering der vedholdende ignorerer landets love, og beslutte at nyvalg skal foretages, er en hensigtsmæssig indretning i ethvert demokrati.

Hvis landets militær således har en hypotetisk vigtig funktion, med noget så ophøjet som at være den instans der ultimativt at sikre demokratiets og forfatningen, kunne værnepligten måske også opleves som noget andet en oplæring i at dræbe andre mennesker - nemlig en oplæring i, at om fornødent kan landets borgere på lovformelig og korrekt vis, afsætte despoter, og sikre at folkestyret kan forblive en realitet.

Argumenterne her er langt mere vægtige end i den tidligere tudeartikel, men rækken af eksempler på, at man sagtens kan have en professionel hær og et veludviklet demokrati, er lang.

Hvis det virkelig var så stort et problem, burde politiet jo også udgøres af værnepligtige.

Sven Karlsen

Kære Kim Vibe,

der er den væsentlige forskel på militær og politi, at politiet i langt videre udstrækning omgås civile i hverdagen, - i militæret kan man nemmere isolere sig i egen klike.

Skal vi have professionel militær i DK, med egne isolerede samfund i små forstadskarikaturer á la dem de har i USA, hvor ikke bare militærpersonellet, men også deres ægtefæller og børn, lever under særlovgivning (naturligvis af hensyn til rigets sikkerhed)?

Sven Karlsen

Kære Rasmus Lund-Hansen,

de fleste menige/konstabler og befalingsmænd i de stående styrker, har aftjent deres værnepligt.

Værnepligten har dermed været deres indføring i det danske militær, og dermed er vores styring af denne del af militæret med til at bestemme de senere professionelle soldaters oplevelse af det danske forsvars grundindstilling.

Nu er danmark et lille land, og USA er nok ikke det rigtige at sammenligne med.

Holland og Belgien er måske mere relevant.

Det er kun i de geografisk meget store nationer, at baserne er indrettet, som du beskriver dem. Sådan ville det aldrig blive i DK, hvor soldater er lønslaver som alle andre, og hvor afstande er relativt små.

Vi har allerede i dag en hær, der er 60-80 procent stående styrke, og de isolationstiltag, du nævner, er på ingen måde aktuelle.

I samme åndedrag må man jo også konstatere, at i USA, Canada og GB, som har den mere baseagtige tilgang til kasernelivet, fungerer stat og militær udemærket sammen, uden at det giver demokratiske problemer.

Lars R. Hansen

Værnepligten bidrager naturligvis til 'sammenhængskraften' mellem samfundet og forsvaret samt en social differentieret rekruttering, men demokratisk kontrol...?

...Er ærligt talt et pseudoargument.

De som jeg kender, der ikke har haft værnepligten som indgang til forsvaret, er sgu ligeså demokratiske som alle andre.

I øvrigt har flertallet af diktaturlandene værnepligt; Iran, Nordkorea, Libyen, Vietnam, Hviderusland, Cuba, Sudan, mv.

Det eneste diktatur jeg umiddelbart kan komme på som ikke har værnepligt er Saudi Arabien - der i øvrigt viser en ren hvervet hær ikke nødvendigvis er en omkostningseffektiv eller kapabel hær.

Travis Malmzon

@Kim Vibe
Til gengæld giver i hvert tilfælde US og GB's styrkers opførsel i forbindelse med deres missioner, anledning til at overveje om det er et produkt af mangel på omgang med civilister i dagligdagen.

Sven Karlsen

Kære Kim Vibe,
at der ikke er problemer med forholdet imellem det civilie og det militære i hverken USA eller GB, er da også et synspunkt ;-)

... overfor den opfattelse, kommer jeg naturligvis ikke langt med mine argumenter ;-)

Sven Karlsen

Kære Lars Hansen,

at de militærpersoner du kender, som ikke har værnepligtsbaggrund, er ligeså "demokratiske" som alle andre du kender, er næppe et modargument overfor mine synspunkter, al den tid jeg jo netop påstår at det i en vis grad er en konsekvens af, at værnepligten eksisterer ;-)

Sven Karlsen

Og ...

så skulle jeg måske også lige fastslå, at jeg anser det for forkert, at der ikke indgår værnepligtige i vores internationale aktioner ... og lad nu være med at argumentere imod det med, at risikoen er for høj - den er vist ikke højere end for de militært utrænde civile i de områder hvor vi sender vores hårdt bevæbnede "fredsskabende" styrker hen.

Lars R. Hansen

Kære Sven Karlsen

Tja...jeg siger ikke værnepligten ikke - i et eller andet omfang - har en slags demokratiserende virkning på forsvaret, blot at man uden værnepligt ikke har en - målbar - øget risiko for kup, diktatur, mv. i Danmark.

SK:"...værnepligtige i vores internationale aktioner..."

Det har nok ikke så meget med risikoen af skaffe, men dels det politiske bekvemmelige i, at politikerne ikke skal tvinge folk ud, og dels det faktum, at frivillige kæmpe bedre end tvunget - i hvert fald i udenlandseventyr.

Lars R. Hansen

P.S.

Som Kim Vibe også nævnte udgør de værnepligtige kun 2.500 af omkring 25.000 årsværk i forsvaret - vi har med andre ord allerede et professionelt forsvar i dag.

Og så skal det jo også nævnes, at det jo nærmest kun er en juridisk ting, at værnepligtige ikke er mede på missioner.

Tager du en fuld frivilig værnepligt i dag indeholder den en mission, hvorefter du går tilbage til civilsamfundet. At vi så kalder det noget andet og giver lidt mere i løn, er jo ikke andet end teknikaliteter.

Travis,

Antallet af den slags sager er proportionalt med antallet af soldater. Hvis man sender 125000 mand, kommer der uværgeligt nogen sager. Det kan næppe undgås helt, når man har med mennesker at gøre.

Martin Kaarup

Tiden virker vel moden til at give våbennägterne mulighed for, at afsone deres samfundstjeneste på en uddannelsesinstitution efter eget valg.
Imens kan de resterende afsone på kasernen.

Militæret som "demokratiets kamphund" og "demokratiets ultimative magtsignal" - den får ikke for lidt her med følelsesladet retorik fra Sven Karlsen, Brøndby. Undertegnede har nu altid set militæret som demokratiets fallit - et grumt redskab som vor nuværende regering alt for nemt svinger omkring sig med, når den ikke orker at finde andre løsninger.

Det er nemlig - også i følge Sven Karlsen, Brøndby - gået helt henover hovedet på mig, at jeg som medlem af vort demokrati er fuldt ansvarlige for dets handlinger, uanset om jeg har stemt imod dem. Gunikkenej! Vore politikere lader ikke som om, at de repræsenterer hele folket. Jeg har ikke skrevet under på en sådan kontrakt, og at diverse regeringer dræber folk i fjerne lande sker absolut ikke med mit mandat.

Mit medansvar som bekymret borger består udelukkende i på en hver måde at undergrave sådanne magtfuldkomne regeringer, der sviner Danmarks omdømme til på den tyndest mulige parlamentariske grundlag. Med lidt demokratisk logik burde det at sende soldater i krig kræve væsentlig større folkelig opbakning - som jeg naturligvis også ville arbejde imod.

Inspiration til at få bedre snor i militæret - indtil vi får det helt afskaffet - kan studeres på Grønland. Her markerer vi dansk suverænitet på en international anerkendt måde med slædepatruljer. Med hjul under slæderne kunne en tilsvarende flok frivillige spejdere snildt vogte også langs de hjemlige danske kyster.

Og så lige med en atombevæbnet amerikansk base.

Det er Amerikanerne, der har fyldt det sikkerhedspolitiske vakuum, vi har efterladt i Nordatlanten, og de ville helt sikkert gøre det samme i Danmark.

Tror du, at de ville gøre det gratis?

Med al demokratisk logik kræver krigsindsats 90 mandater i folketinget, medmindre Danmark var under angreb, i hvilket tilfælde det kræver 0.

Sådan skal det selvfølgeligt være. Alt andet ville omdanne folketinget til en polsk rigsdag uden handlekraft. Det er nationen ikke tjent med.

Sven Karlsens indlæg om kæft-trit-og-retning præsterer det kunstsykke samtidigt at argumentere for, at militæret er en stat i staten, som PET er, og at påstå, at denne enevældige krigsmaskine er såre demokratisk, en strålende kampagne for Dansk Folkeparti og de dannebrogs- og våbenføre mænd og kvinder af etnisk herkomst. Igen sætter SF VC i gabestokken i stedet for at føre dem til skafottet ligesom de unge mænd til Afghanistan.
Straks efter Besættelsen fik landet et forsvars- og netop ikke det gamle krigsministerium, og da "værnet for hjemmet" blev dannet, besøgte jeg (privat) en af fortalerne, den første sektionsleder i Nordjylland og sener oberst, der få år forinden havde tilhørt en af de af Karlsen omtalte flok frivillige, der åbenbart intet evner med deres modstand. Jeg tvivler på, at han nogensinde forestillede sig, at vi selv blev en besættelsesmagt, og at hjemmeværnet blevt brugt i fremmede krigszoner. Også dengang fandtes militærnægtere, eftersom vi, husker jeg, fra statsskovene fandt skovarbejde på Livø og i Kompedal plantage til disse første nægtere, der på krop og sind skulle mærke militærets arrogance.
Vi var kommet ud af en krig, og de senere 50 år er ikke gået sporløst hen over landet med et nyt protestparti, der er blevet populært ved at spitte verden. Derfor sig nej til værnepligten, hvortil partiet har næget muslimerne adgang med ytringsfrihedens sædvanlige berufsverbot. Pacifisme er ingen forudsætning for militærnægtelse, begge er demokratiske valg. Som dannebrog har mistet farven har militæret efterhånden karakter af et partiorgan: l'état c'est moi!

Mmmh efter det hidtil bredeste forsvarforlig i Danmarkshistorien, er det nok kun et enkelt nicheparti, der står bag.

Inger Sundsvald

Sven Karlsen

Jeg var lige ved at købe dit argument. Og så alligevel ikke.

Der bliver sorteret med hård hånd mellem de værnepligtige. Er de for ”venstreorienterede”, og har ordene i deres magt, bliver de hjemsendt ret hurtigt, med besked om at Forsvaret alligevel ikke har brug for dem. Den ”dårlige” indflydelse de har på andre er ikke ønskværdig. Jeg ved ikke om 4 dage er rekord, men det er hvad jeg er vidende om.

Inger Sundsvald

Det er utroligt at Kim Vibe kan blive ved med at tale om ”VI”, når han påstår, at han ikke er ansat i Forsvaret.

Dansk Folkeparti taler i nationalistiske vi-pronomer og under logoet 'dannebrog'. Derfor tillader jeg mig at gentage mit indlæg om Sven Karlsen og DF (med et par mindre rettelser):

Sven Karlsens indlæg om kæft-trit-og-retning præsterer det kunststykke samtidigt at argumentere for, at militæret er en 'stat i staten', som PET er, og at påstå, at denne enevældige krigsmaskine er såre demokratisk, hvilket er en skjult kampagne for Dansk Folkeparti og de dannebrogs- og våbenføre mænd og kvinder af etnisk herkomst. Uden blusel sætter DF igen VC i gabestokkken i stedet for at føre dem til skafottet ligesom de unge mænd til Afghanistan.
Straks efter Besættelsen fik landet et forsvars- og netop ikke det gamle krigsministerium, og da "værnet for hjemmet" blev dannet, besøgte jeg (privat) en af fortalerne, den første sektionsleder i Nordjylland, der få år forinden havde tilhørt en af de af Karlsen omtalte flok frivillige, som åbenbart intet evner med deres modstand. Jeg tvivler i dag på, at denne senere oberst nogensinde forestillede sig, at Danmark selv blev en besættelsesmagt, og at hjemmeværnet blev beordret til de fremmede krigszoner.
Fra begyndelsen fandtes militærnægtere, eftersom jeg husker fra mit arbejde i statsskovene, at det hørte til opgaven, at finde skovarbejde på Livø og i Kompedal plantage til disse første nægtere, der mere og længere end i dag på deres krop skulle mærke militærets magt.
Vi var sluppet ud af en krig, og de senere tres år er ikke gået sporløst hen over landet med det nye protestparti, der er blevet populært ved at splitte verden. Derfor, uanset marginaler, sig nej til værnepligten! DF har med en egen forståelse for ytringsfriheden gjort det nemmere at tage stilling for muslimerne med et berufsverbot.
Pacifisme er ingen forudsætning for militærnægtelse, men en demokratisk forståelse for krig og menneskerettigheder. Med Sven Karlsen alias DF har dannebrog mistet farven, og militæret har fået karakter af et partiorgan: l'état c'est moi!

Så kan vi jo også gentage kommentaren:

Mmmh efter det hidtil bredeste forsvarforlig i Danmarkshistorien, er det nok kun et enkelt nicheparti, der står bag.

Jeg tror egentlig godt vi forstod det første gang. Giver det en ekstra bonus, når man gentager sin kommentarer?

Forestiling om værnepligten som et demokratisk indslag er naiv.
I praksisk har Danmark en professionel hær, og har haft det i mange år.
Værnepligten er bare en tynd fernis som skaffer bevillinger og giver de professionelle noget at øve sig på. Altså kanonføde.

Sven Karlsen

Man kan da heller ikke gå ud og tjene lidt til føden, uden at blive overvældet af en lavine af replikker, - hvor dejligt!

Tom Påmand og Per Diepgen påpeger - på hver deres måde - at jeg vel implicit godkender eksistensen af en krigsmaskine, når jeg slår til lyd for værnepligtens bevarelse.

Det vil jeg gerne tilbagevise, - også jeg så gerne en verden uden militær. Eller rettere: allerhelst en verden uden vold af nogen art. Men jeg er også pragmatiker.

Grundlæggende mener jeg nok, at den person der lader sin frihed begrænse,af frygt for at blive udsat for agressioner (f.eks. ikke besøger moster på Nørrebro, fordi det er utrygt), er med til at styrke voldens magt. Men jeg er samtidig tilstrækkeligt forstående overfor mine medmennesker, til ikke at fordømme dem for sådan en handling ... at jeg ikke selv lader mig skræmme, giver mig ikke ret til at skose andre.

Så vi har altså volden i vores samfund, selvom det er et demokrati. Og vi har altså en voldsfuldmægtig myndighed til at /prøve på) at styre det. Men at der er vold i et demokrati er ikke en falliterklæring, - blot et udtryk for at mennesket ikke er nået langt nok til at erkende det anakronistiske i volden.

Og ser vi på Verden som et samfund (omend ikke et demokratisk ét), så gælder de samme mekanismer. Der er stater og grupper som ikke er indstillet på at løse problemer ad parlamentarisk vej, og dermed opstår der (tydeligvis, - men ret mig gerne hvis jeg tager fejl) et udtalt behov blandt medlemmerne af ellers fredelige samfund for, at have et værn imod disse trusler.

Derfor mener jeg at det er utopisk at sigte mod en nedlæggelse af militæret i selv så lille en nation som Danmark, og vælger istedet en kompromissøgende indgang til problemet: jeg tror ikke på at der kan rejses bare 15% tilslutning til et forslag om nedlæggelse af Forsvaret, og derfor prøver jeg istedet at lede efter måder at sikre at det ikke bare bliver en nødbremse som politikerne kan trække (at skabe fokus på et udenrigspolitisk brændpunkt, for at aflede opmærksomheden på deres indenrigspolitiske inkompetence).

Så meget pro et contra militærvæsen per se ... ;-)

Sven Karlsen

... og så tager jeg lige replikkerne lidt ad hoc:

Inger Sundsvald mener at værnepligtige bliver hældt gennem et sindelagsfilter. Jeg kan ikke udtale mig om hvordan det er idag, men for ca. 30 år siden, da jeg selv var til session, gjorde jeg hvad jeg kunne for at overbevise læger og kommission om, at jeg var uegnet til militærtjeneste, og ligemeget hjalp det, da det nummer jeg trak, var lavt nok til at placere mig blandt de udvalgte.

Det skal ses i lyset af, at jeg var politisk aktiv socialist, og kendt som en rød hund på Fremtidsvej (Politiet i Søborg). Alligevel blev jeg opfordret til selv at fremsætte et ønske om hvor jeg ville aftjene mine 9 måneder, og da jeg , i min naivitet, svarede Livgarden (jeg troede at de kun gik rundt og så højrøvede ud, og aldrig åd hverken mudder eller sne), fik jeg - desværre - mit ønske opfyldt.

Én ting er så, at jeg ikke fandt mange meningsfæller i den klub (og en anden ting er, at oplevelsen svarede til skolens gymnastiktimer i 8' potens), men jeg kunne kæfte op som jeg ville, om mine venstreorienterede overbevisninger, og fik alligevel "betroede" opgaver (f.eks. tog man chancen, og lod undertegnede beværte regenten under hendes besøg på kasernen - uha-uha ;-)

Men nok om det, - kære Inger Sundsvald, jeg beder dig ikke om at overveje for eller imod militær, blot om at overveje for eller mod en voldsinstitution, hvor kun de, der går ind for institutionens eksistens, får adgang (i.e. den højt besungne "professionelle hær").

Sven Karlsen

Og så lige en kort kommentar til det dårligste og værste af alle argumenter imod værnepligt: nemlig at værnepligten er uøkonomisk i forhold til et professionelt forsvar.

Jeg husker ikke forfatteren, jeg husker ikke det nøjagtige tidspunkt, men engang i 1800-tallet var der en engelsk forfatter der skrev en bog, hvori han anbefalede at man begyndte at spise børnekød. På det tidspunkt var de fattiges børn nemlig noget der fandtes i overflod, og de færreste mennesker fra middelklassen og op, mente at det kunne være deres (økonomiske) problem.

Jeg tror nok at hans pampflet var ironisk ment ...

Men det samme gælder her, når vi taler om værnepligt. På den ene side, så påpeger modstanderne af værnepligt, at den udgør en betydningsløs lille del af det samlede antal årsværk, og uden smålig skelen til selvmodsigelser, så mener de, at man ved at afskaffe denne lille del, ville få råd til at gøre vores militær meget mere professionelt.

Sven Karlsen

Og så lige en enkelt replik til Per Diepgen:

vær gerne (rygende - for den sags skyld) uenig med mig, men undlad venligt at tillægge mig politiske tilhørsforhold, som du intet aner op. FYI så er jeg erklæret socialdemokrat (hvilket betyder at jeg bekender mig til den socialdemokratiske idé, - ikke at jeg nødvendigvis er tilhænger af de residerende repræsentanter for partiet), og desuagtet at jeg aldrig har været en tilhænger af Poul Nyrup Rasmussen, så er jeg dog enig med ham i én ting: DF bliver aldrig stuerene, hvorfor jeg på det skarpeste frabeder mig at blive slået i hartkorn med dem ;-)

Sven Karlsen

Også den sidste lille - men meget vigtige . ting, om demokratisk ansvar:

hvis man bekender sig til et demokrati, så må man også stå bag enhver beslutning der træffes, uanset om man er enig eller ej.

Og det er vist en af dagens store problemer, - især for unge mennesker ;-) Demokrati er pragmatisme og kompromis, - man kan ikke få en konstruktion som lige nøjagtigt passer til ens personlige skabelon for, hvordan verden skal se ud, opføre sig og regeres.

Derfor må man beslutte om man vil acceptere demokratiets vilkår: at bøje sig for de andres flertal, som man forventer at de andre bøjer sig, når man selv er i flertal.

In essens: i et parlamentarisk demokrati er præmisset, at mantaler sig frem til en løsning (for det meste et kompromis), og når den er nået, så står alle sammen om den ... ganske vist kun udadtil - internt kan man fortsætte med at være rygende uenige, men det ændrer ikke på konceptet.

Det viser sig nu, at også Sven Karlsen, Brøndby, lever i den skræmmende verden, hvor personer lader deres frihed begrænse af frygt, og således ikke tør besøge så utrygge distrikter som Nørrebro. Jeg har selv boet de sidste år midt i al utrygheden, og kan ikke bekræfte en sådan røverhistorie.
Min egen tryghed rundt om i verden, og selv på Nørrebro, ændrer naturligvis ikke på andres indbildte frygt. At jeg ikke selv lader mig skræmme - eller overhovedet kan finde grunde til det - får mig blot til at undres over hvilke kræfter, der næres af at opbygge en sådan frygt.
Uden en livskraftig angst for alt fremmed, havde Pia ikke mange vælgere. Og uden en tilsvarende frygt er det svært at mobilisere hære. Til gengæld kunne tillidsfulde mennesker være med til at mægle i denne verden, i stedet for at styrke frygtens armeer.

PS: Din engelske forfatter fra 1800-tallet hedder Jonathan Swift, bedre kendt for Gullivers Rejser, end for den nævnte og lige så fornemme satire.

Sven Karlsen

Kære Tom paamand,
ja- jeg lever i den virkelige verden, hvor uoplyste mennesker tror, at de risikerer at blive skudt ned, hvis de f.eks. bevæger sig ud på Nørrebro efter mørkets frembrud. og på trods af, at jeg ved at deres frygt er urealistisk, så respekterer jeg dem, for uden en respektfuld dialog, har jeg ingen chance for at begrænse de negative effekter af deres paranoia.

Idag sidder der tusinder af mennesker i Danmark og ser programmer om kriminalitet i f.eks. USA, og - om du kan lide det eller ej - det skræmmer dem. De mennesker råber på hurtigere og hårdere straffe (kun for de lovovertrædelser de ikke selv begår, selvfølgelig), og hvis du bare råber tilbage, at de er jord i hovedet, så vinder de ... for de er desværre i flertal!

Det er nemt nok at leve i en selvretfærdig opfattelse af at "de andre" tager 100% fejl, men et sundt demokrati forudsætter at alle er parat til at give køb på mindst 33,33% ;-)

Inger Sundsvald

Sven Karlsen
Ja, for mange år siden var det ikke så let at slippe udenom. Dengang blev alle jo ”taget”, hvis de ikke havde et eller andet handicap, og hvis de ikke sørgede for at gøre sig selv umulige, blev de også tvunget videre i systemet.

I dag vil man åbenbart ikke have ”dårlig påvirkning” af de menige, som kunne finde på at oplyse om idiotien i at slå andre mennesker ihjel og nedkæmpe en ”fjende” = børn, kvinder, gamle og unge, i diverse krigsforetagender, for at tilfredsstille nogle statslederes ambitioner eller paranoide forestillinger.

Det blev jo bekræftet af Kim Vibe, at sådan er dét. Man spilder ikke tid og penge på fornuftige mennesker ”når vi kun skal bruge ti procent af en mandlig ungdomsårgang”.

Hvis det virkelig forholdt sig som du siger, ville jeg nok overveje min opfattelse. Det kunne måske bringe lidt sundhed ind i foretagendet.

Sven Karlsen, Brøndby, fremturer med en abstrakt holdning til det danske demokrati, om at alle villigt ikke alene skal underkaste sig flertallets diktat, men også understøtte dette. Dette håndhæves med besvær i partier på yderfløjene, ikke mindst DF og tidligere i DKP, hvor folk villigt underkaster sig ved indmeldelsen.
Foreningen Danmark bliver vi indlysende nok tvangsindmeldt i, og først når et loyalitetsløfte (som samme DF plæderer for) bliver indført som lov, vil samme diktat kunne gælde os alle. Ind til da har vi som frie borgere ret og pligt til både at forsøge at overholde lovene, samt konsekvent at brokke os højlydt over dem - ud ad til og ind ad til.

Samme naivitet gælder, når Sven Karlsen, Brøndby, forsøger at tøjle militæret. Og lige som han og jeg ikke nærmer os en givtig dialog, når han pådutter mig dumme holdninger om jord i hovedet og selvretfærdighed - gælder det samme for de mange andre alt for bange mennesker.
Jeg er en varm tilhænger af en positiv naivitet, på troen i det gode i alle mennesker. Jeg ved og stoler fuldt og fast på, at alle - også hjemlige Jonni Hansen og Pia Kjærsgaard over Anders Fogh Rasmussen til George W. Bush og Vladimir Putin - alle søger at skabe en bedre verden til gavn for deres børn og mange venner.
De voldelige og barbariske metoder alt for mange anvender for det angivelige gode mål, er jeg naturligvis en dyb modstander af. Lige som den yderst begrænsede vennekreds, en del af dem ønsker at reservere verdens goder til. Hvilket jeg selvretfærdigt opfatter som en 100% fejl hos "de andre" :).
Og jeg ser fortsat ikke værnepligten som en fordel i dette spil - verden rundt trives diktaturer fint både med hvervede og med indkaldte hære, uden at der er en afgjort demokratisk forskel at se.