Kronik

Hvorfor er vi så xenofobiske?

Jeg kunne ikke drømme om at bo i Usbekistan, men jeg kunne godt drømme om, at vi havde bevaret nogle af de dyder, som jeg faktisk tror har eksisteret engang i Danmark
Dagens kronikør kunne ikke genkende de beskrivelser af Usbekistan, som han blandt andet havde fra medierne, da han besøgte landet. Så hvorfor er vi så hurtige til at dømme andre lande og deres folkefærd? Er det for at beskytte det, vi har?

Dagens kronikør kunne ikke genkende de beskrivelser af Usbekistan, som han blandt andet havde fra medierne, da han besøgte landet. Så hvorfor er vi så hurtige til at dømme andre lande og deres folkefærd? Er det for at beskytte det, vi har?

Sean sprague

18. juli 2009

Jeg er ikke tilhænger af at bruge fremmedord, hvor vi har gode danske ord. I dette tilfælde gør jeg en undtagelse, fordi fremmedhad lyder for meget af fremmed mad, og dermed får ordet en lidt hyggelig og eksotisk drejning. Xenofobi lyder grimt, ja, næsten lige så skingert som Pia Kjærsgaards tonefald , når hun taler om muslimer. Xenofobi betyder også en sygelig frygt for fremmede og dækker dermed bedre det begreb, jeg vil diskutere her.

Jeg mener nemlig, at vi danskere som nation, som folkeslag, lider af xenofobi, og den mening er jeg kommet frem til efter at have opholdt mig i et land, hvor befolkningen er ekstremt venlige over for fremmede.

Hvor ligger det henne? Hvad fanden vil du der? Pas på terroristerne!Jeg har været tre uger i Usbekistan. Inden jeg tog af sted, var reaktionerne: Ingen vidste noget om landet. Andet end at det var muslimsk. (Det ved man!) Landet ligger nord for Afghanistan og strækker sig op til den næsten udtørrede Aralsø. Krige og uroligheder i Irak, Iran, Afghanistan og Pakistan har taget al opmærksomhed fra den del af verden, og derfor hører vi stort set intet om de tidligere sovjetrepublikker, som blev selvstændige lande i begyndelsen af 90'erne.

Hvis der endelig står noget i avisen om Usbekistan (og det gjorde der faktisk i Politiken den 8.6.09), så er det rygter om islamiske offensiver, undertrykkelse, høj arbejdsløshed og 'afgrundsdyb fattigdom'.

Fri omgangstone

Usbekistan regeres således med jernhånd af en illegitim præsident, Islam Karimov, på 17. år. På trods af sit fornavn er han ikke meget for islam, og religionen holdes i stramme tøjler. Det er forbudt for muezzinerne at kalde til bøn fra minareterne i det land, hvor 85 procent af befolkningen er muslimer. Forsamlingsfriheden er ophævet, og der er streng censur. Korruption og bureaukrati skulle være fremherskende.

Det var lidt af det, jeg vidste om landets nuværende tilstand, inden jeg tog af sted. Og jeg må sige, at jeg blev meget overrasket, da jeg først befandt mig i Usbekistan. Jeg har aldrig oplevet et muslimsk land med en sådan frihed i omgangstonen og en sådan tilsyneladende ligestilling mellem mænd og kvinder. Personer af alle aldre og køn henvendte sig til os for at hilse på os og byde os velkomne, og mere blev det som regel ikke til, fordi vi hverken talte russisk eller usbekisk, og engelsk først for nylig er blevet et skolefag der. Men smilene, vi fik, håndtrykkene, hjerteligheden, det glemmer jeg ikke.

Jeg kan ikke genkende det billede af Usbekistan, jeg havde, inden jeg kom hertil. Jeg ser et velhavende, ordentligt land med parker i alle byer, blomster, springvand, en velklædt befolkning, markeder, der bugner af varer. Der er byggeaktiviteter i gang alle vegne, og ingen ser ud til at sulte eller at lide nød.

Og der kom vi anstigende i shorts og ærmeløse trøjer til en befolkning, der for størstedelens vedkommende havde det meste af kroppen dækket. Ingen tog anstød af det, ingen nævnte det eller pegede fingre. Ikke én gang fik vi at vide, at vi ikke var særligt anstændigt klædt på i deres øjne. Og jeg måtte tænke på de piger der går med tørklæde i Danmark, et tørklæde, som ikke generer en kat, men som giver anledning til mange nedsættende bemærkninger fra os danskere.

Vores delvise nøgenhed i et muslimsk land burde virke provokerende, men når det er 41 grader i skyggen, holder jeg altså ikke ud at gå i lange bukser. Usbekerne lod sig ikke provokere.

Synet på de fremmede

En dag i Samarkand fik vi en slags forklaring på det. Vi aflagde besøg i et mausoleumskompleks, Shah-I-Zinda, et af disse fantastiske bygningsværker, hvis facader er dækket af fliser i alle mulige blå nuancer og mønstre. Den første bygning, vi kommer ind i, har en lille forgård. Her er to mænd i gang med at trække skindet af et får, som de først har hugget hovedet af. Det hele foregår stille og roligt, og der står en familie og kigger på det. Manden kommer hen til mig og spørger, om jeg taler tysk. Han spørger mig, om jeg finder det negativt, hvad jeg ser. Jeg svarer, at jeg finder det fremmedartet. Han siger, at jeg skal være glad for, at det er et dyr, der bliver slagtet, og ikke et menneske.

»Før Abraham var det mennesker,« siger han dystert.

Fåret bliver slagtet og ofret som tak for en operation, der har reddet mandens liv. Kødet vil senere blive spist af nogle af de mange fattige pilgrimme, som besøger Shah-I-Zinda, som for muslimer er et meget helligt sted. Manden viser sig at være professor i tysk fra hovedstaden Tashkent, og hans datter har studeret i Tyskland og taler også flydende tysk. Af dem får vi at vide, hvor vigtigt det er for usbekerne at behandle fremmede godt. Det er en menneskelig lov, der kræver dette, siger de. Ligesom de respekterer og ærer de ældre.

Vi bliver inviteret til at overvære hele slagtningen, men da blodet for alvor begynder at flyde, går vi nu. Vi føler os meget beærede. De inviterer os til at deltage i noget meget intimt, fordi man ikke afviser fremmede. De vil meget gerne tale med os og høre noget fra vores land. Vi afbryder dem i et ritual, og de lader sig afbryde, fordi man aldrig afviser gæster. De forklarer dog også, at gæstevenskabets lov nok hænger sammen med, at usbekerne for ikke så længe siden var nomader.

Jeg tænker på, hvem af os danskere der nogensinde kunne drømme om at invitere nogen ind juleaften eller bare til en konfirmation eller en dåb. Nej, tak, det er kun for familien. Og jeg begynder at skamme mig lidt over mit eget land.

Velfærd, rigdom, egoisme

Hvorfor medfører velfærd og demokrati en mindre menneskelig omgangstone? Hvorfor opfører vi os så hadsk over for de fremmede? Hvorfor bliver vi mere og mere aggressive også på andre områder, f. eks. i trafikken? Hvad er det, vi skal forsvare?

Lad mig ikke blive sentimental. Jeg kunne ikke drømme om at bo i Usbekistan, men jeg kunne godt drømme om, at vi havde bevaret nogle af de dyder, som jeg faktisk tror har eksisteret engang i Danmark. Jeg ser, hvordan unge mennesker ryger op fra sæderne i metroen i Tashkent, så snart der kommer en ældre, en gravid eller en mand med et barn på armen. Jeg ser de rene gader og fortove som et yderligere velkomsttegn. Jeg ved godt, at de bliver fejet tidligt hver morgen med kortskaftede koste, der medfører jammerlige arbejdsstillinger. Jeg tænker på mit eget busstoppested, der i månedsvis flyder med det samme skidt.

Hver aften på de udendørs restauranter ser jeg familier med børn komme og spise, og det ser ud, som om de nyder det. Børnene sidder ikke og kaster med maden som på danske restauranter, og forældrene råber ikke højt ad børnene. Ja, det er muligt, de får tæsk derhjemme, hvis de ikke opfører sig ordentligt, men vi ser ikke meget, der tyder på det. Usbekistan virker som et meget lidt voldeligt samfund.

Når vi betaler regningen, lægger vi et lille beløb ekstra oveni. Det slår aldrig fejl, at tjeneren kommer løbende med det beløb, når vi er på vej ud. Vi har lavet en regnefejl og givet ham for mange penge. Vi forklarer, at det er drikkepenge, men det er ikke altid, de vil modtage dem.

Vi lever i en globaliseret verden, og vi danskere rejser mere end før i udlandet. Skulle vi ikke være blevet mere tolerante over for det fremmedartede af det? Vores muligheder for at skaffe os viden om de fremmede og det fremmede er blevet meget større? Skulle det ikke gøre os mere tolerante?

Er det sådan, at vores øgede rigdom og velfærd har fremmet egoismen og ejermentaliteten? Vi vil beskytte det, vi har, og vi vil ikke lade andre få del i det. Er det derfor, vi er så xenofobiske?

Erik Skøtt Andersen er mag.art. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tanni Kromann
Tanni Kromann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er mængden, der gør det. Vi mennesker opfører os forskelligt over for andre alt efter om der er få eller mange af de andre.
Usbekistan er ikke ligefrem et trendy turistmål. Det er begrænset, hvor mange fremmede gæster der kommer til landet. Derfor er det spændende for usbekerne at møde de fremmede.
Generelt er det sådan, i hvert fald hos os, at i en lille afsides landsby vil folk bekymre sig om naboen, og være meget nysgerrige over for fremmede. I en storby er folk mere lukkede og sig selv nok. Det er mængden, der gør det. Antallet af mennesker afgør, hvordan hver enkelt person opfører sig.
Sidst i 1900-tallet var der en reel fare for, at Danmark og Vesteuropa kunne blive løbet over ende af indvandring fra fattige lande med stor befolkningsvækst. Presset på portene ind til det danske smørhul var stort, og i naiv godhed var der mange, der ville åbne portene og byde alle velkomne. Hvis denne åbenhed var fortsat, ville vi have fået en flodbølge af indvandring af fattige mennesker, der ville have beholdt deres hjemlands kultur, ville have bosat sig i kæmpe-ghettoer, og ville have destabiliseret landet ved at skabe enorme sociale og religøse spændinger. Det ville have ændret den danske befolkningssammensætning for altid, og da de fattige indvandrere ville have fået langt flere børn end de indfødte danskere, ville andelen med fremmedartet kultur have vokset sig støt og roligt til op over 50 % i løbet af nogle generationer. Resultatet ville være blevet som i Libanon. Det ville være blevet en af de største ulykker i Danmarks 1000-årige historie, og en ulykke der aldrig ville kunne forvindes.
Så galt gik det ikke. Portene blev lukket næsten helt i, familiesammenføringerne er bremset, de unge med indvandrerbaggrund finder i højere grad ægtefæller her i landet, lever sig ind i dansk kultur og tankegang, og får færre børn end deres forældre. Fødselstallene er nu omtrent det samme for dem med dansk baggrund og dem med indvandrerbaggrund. Det betyder at truslen om en stadig stigende andel af befolkningen med en anderledes kultur, er afblæst. Hvis den nuværende stramme politik m.h.t. indvandring fastholdes, vil trusselsbilledet afsvækkes, og forholdet til folk med anden etnisk baggrund vil blive mere afslappet.
Men prisen for at nå dertil, har været meget stor. Man har måttet give nøglen til dansk politik i hænderne på højrefløjen og især Dansk Folkeparti. Højrefløjen har udnyttet magten til systematisk at dreje samfundet til højre og erodere grundlaget for den skandinaviske velfærdsmodel. Privatisering og liberalisering overalt.
Miseren falder tilbage på den naive del af venstrefløjen, som konsekvent har nægtet at tro, at antallet af mennesker har nogen betydning, og at man bare kan blive ved med at invitere flere indenfor. Denne naivitet har kostet samme venstrefløj magten, og har ført til væsentlige angreb på den samfundsmodel, denne venstrefløj ellers ønsker.
Kort sagt: Når de fremmede er få og spændende anderledes, er man åben og venlig over for dem. Når de fremmede er mange og føles som en trussel, slår man 180° om. Da indvandringen begyndte at tage fart sidst i 1900-tallet, var der tale om en reel og væsentlig trussel mod alt hvad vi hidtil har værdsat som danske kvaliteter.
Man kan ikke bare appellere til folks godhed og forståelse og presse dem til at være venlige og åbne over for mennesker, der er anderledes. For man kan ikke narre folk som flest til at tro, at truslen fra de fremmede ikke er der. Men hvis man kan komme i en situation, hvor de fremmede ikke længere føles som en trussel - hvis folk med fremmed baggrund f.eks. ikke længere får flere børn end andre - så kan presset lette, så kan truslen føles uvæsentlig, og så kan man med moralske appeller til åbenhed og fordomsfrihed skabe bedre kontakt mellem befolknings-grupperne. Så kan der igen skabes en følelse af sammenhæng og solidaritet, denne gang inkluderende de nye befolkningsgrupper, og denne følelse er forudsætningen for en velfærdsstat af den type vi har opbygget op igennem 1900-tallet, og som vi gerne skulle vende tilbage til.

Glimrende artikel af Erik Skøtt Andersen. Vi kunne jo passende benytte agurketiden til at starte et længe tiltrængt opgør med VKOs neokonservative og xenofobiske ideologi.

Et andet godt indspark fra i dag er en glimrende kommentar af Mimi Jakobsen med overskriften: »Barometret står på usympatisk højrekuling«. Den kan læses på nedenstående link:

http://politiken.dk/debat/article753682.ece

Inger Sundsvald

Fin artikel af Erik Skøtt Andersen. Det kedelige er, at det i den grad har bredt sig i de seneste år. Jeg er bange for sandheden skal findes i det sidste afsnit:

”Er det sådan, at vores øgede rigdom og velfærd har fremmet egoismen og ejermentaliteten? Vi vil beskytte det, vi har, og vi vil ikke lade andre få del i det.”

Og så selvfølgelig i VOK’s interesse i at holde befolkningen i frygt og bæven, uden at føle det mindste ansvar for landet.

-ehm-

Nej, Kåre Fog og andre....

Danskerne har stort set altid være hunde-angste og bange for de fremmede....thi de ville os sjældent noget godt...

Dette stammer helt tilbage fra 1100-tallet, og i hvert fald fra 1300-tallet hvor tyskerne havde fået næsten hele Jylland i pant; i 1600-tallet kom svenskerne, i 1800-tallet englænderne og preussserne; tyskerne kom i 1900-tallet...

I de danske landsbyer (vil jeg hævde) har der stort set altid været en modvilje overfor fremmede; hvad vil de her, hvorfor kommer de her? - de tager vort arbejde og vore piger...sådan er den danske folkesjæl (hvis man da kan tale om en sådan) så angst og bange for de fremmede, og har måske været det de sidste 500, 800 eller måske endda 1000 år...

Danmark er et bondeland, og har været det (alt for længe); det har betydet, at folk har har faste bosteder og familier (klaner) har kunnet bo i mange generationer i et område; i Sverige vil jeg tro, at det måske er omvendt. Her har der måske? været en større tradition for at arbejderne vandrede fra de store herregårde til en anden stor herregård.
(Interessant er det rent sociologisk, at i Sverige er det i byerne de borgerlige partier står stærkt, mens Socialdemokraterne står stærkt påå landet; dette skyldes det svenske socialdemokratis organisering af den arbejeende befolkning på landet...)

Pointen er, at der var squ ingen danske bønder i hverken 1100-tallet, 1400-tallet, eller 1800-tallet, der ville dele deres liv og deres mad med en fremmed, der kom ind i landsbyen. Folk ville være dybt mistænksomme, og måske endda låse deres døre, for 'han var jo nok en røver - for ellers ville han jo ikke komme her og forsøge at komme ind i vore hjem'.

Jo, den danske xenofobi er dybt indgroet.... i danskerne...

PS:
Og hvad er dansk kultur....

Mht. integration mm. - det går altså forholdsvis meget godt i Sverige....

Lars-Bo Abdullah Jensen

Rigtig fin artikel.
Jeg har rejst en del, fortrinsvis i de mellemøstlige områder. Jeg kan genkende gæstfriheden som den beskrives, specielt når man kigger på velstanden i landet man finder.

Således har jeg mødt størst gæstfrihed i Jordan, Irak og Syrien, og et fravær af samme i Golf staterne.

Alfred Andersen

Hvor forudsigeligt. En skamfuld dansker med penge på lommen besøger et 3-verdens land og bliver opvartet på alle leder og kanter. Dette bruges så til, at kritisere den danske udlændingedebat.

Gad vide om usbekerne ville være ligeså gæstfrie hvis 300.000 danskere permanent slog sig ned i Usbekistan og krævede, at beholde den danske kultur med frikadeller i daginstitutionerne og modersmålsundervisning i skolen. Samt naurligvis topløs solbadning i byens parker og en øl på bænken. Det hele betalt af den usbekiske statskasse.

Hans Jørgen Lassen

Denne her studsede jeg godt nok over:

Børnene sidder ikke og kaster med maden som på danske restauranter

Jeg har aldrig oplevet børn kaste med maden på en dansk restaurant, og jeg frekventerer ellers kun jævne, folkelige steder.

Den mand giver godt nok det nationale selvhad alt, hvad den kan trække, og mere til.

Peter B. Jensen

Det er en interessant artikel og jeg tror mange har oplevet det kulturchok (specielt når de vendte hjem) ved at rejse i fattige lande. Foruden at den personlige oplevelse effektivt punkterer eventuelle fordomme, så ser vi at det vi normalt vurderer ud fra et kriterie er lige så dynamisk og forskelligartet som alle menneskelige grupperinger.

Men her er mit bud til hvorfor vi er mere xenofobiske?

Rigdom: Jo mere vi besidder des mere frygter vi at miste det vi allerede har. Derfor får vi et menneskesyn hvor vi som udgangspunkt forventer at andre vil tage fra os.
De fattige kan ikke på samme måde vurdere sig selv på besiddelser, så derfor må de differentiere og udmærke sig ved deres sociale kapital og opførsel.

Tradition: Vi lærer alle hvordan vi opfører os og hvilken målsætning vi stræber efter i vores opvækst. Danmark har i generationer taget del i den vestlige konkurrencementalitet med fokus på vindere. Det fordrer at vi snobber opad for ikke at ende som ikke-vindere (tabere er stærkt tabubelagt, og vi skal helst ikke fremhæve for kraftigt at vindere kun kan opstå ved at andre taber).

Kultur: Den danske selvbevidsthed fortæller os at vi har verdens bedste samfund. Ergo må andre typer samfund være ringere stillet end os, og i særdeleshed de samfund der minder om vores fortidige selv. De har tydeligvis bare ikke lært at tage skridtet videre for at opnå samme velstand som vores.

Misundelse: Godt nok har vi meget, men vi har ikke lært at være bedre mennesker. Selvdestruktion er en del af den danske folkesjæl og vi kan end ikke få de mest basale strukturer som familie eller medmenneskelighed til at fungere. Så det svir at se når andre har opnået hvad vi selv savner selv uden vores utrolige frihed og levestandard.

Egoisme: Folk der kender at lide nød ved fra personlig erfaring at den eneste måde at overleve er til tider at lægge sin lid til andre - og omvendt må man tage ansvar for dem når de mangler.
Vi danskere lærer at sætte os selv først. Hvis vi har brug for hjælp er det en anonym masse som forsyner - fra vores perspektiv hjælper de kun os for at vi kan styrke massen. Eller også køber vi os til den service, og så er det stadig vores personlige fortjeneste der gør det muligt.
Egoisme er den grimme tvilling til individualisme.

Abstraktion: Vi danskere står inde for en hel masse goder som aldrig bliver sat på prøve. Frihed og selvopofrelse og alle de gode idealer som vi hylder, men ikke i praksis har personlig erfaring med. Vi behøver det ikke, da vi gør det via proxy. Vi ser hvordan skuespillere og andre fortællinger gentagende gange 'gør det for os' hvilket skaber et selvbillede af at sådan er vi - uden alt det besvær at skulle gøre det selv.
I en nøddeskal er det fodboldens vi-fornemmelse. Det er stadig kun 11 spillere på banen, men de er blot repræsentanter for vores hold.

Der er sikkert også mange andre faktorer, men det var dem der lige sprang i hu. Vi skal dog huske at gruppebetegnelser ikke tager højde for den individuelle forskellighed hverken hos os eller dem.

Peter B. Jensen:

”Der er sikkert også mange andre faktorer, men det var dem der lige sprang i hu.”

Helt enig. Fin kommentar fra Peter B. Jensen, men jeg tror du glemte den vigtigste faktor, når man skal forklare årsagen til opkomsten af den danske xenofobi.

Årsagen er ganske enkelt partipolitik.

Vores naboer i Sverige, Tyskland og andre steder er jo ikke af natur mindre racistiske og xenofobiske end danskerne. Det er ikke noget, der sidder i generne.

Når danskerne så småt er ved at degenerere til at være et dybt racistisk folkeslag, skyldes det ene og alene at magthaverne i årevis har talt ned til folks fordomme og den indre svinehund.

Danmark er det eneste land i Nordeuropa hvor regeringen er afhængigt af et højreradikalt støtteparti, og derfor er xenofobien langt mere udbredt i Danmark, end i lande vi normalt plejer at sammenligne os med…

jens peter hansen

For 40 år siden var spanierne gæstfri, for 30 år siden var grækerne gæstfri, for 20 år siden var østeuropæerne gæstfri, for 10 år siden var tyrkerne gæstfri osv. For 50 år siden var danskerne det også.
Det var vi ikke på trods af en bondekultur det var vi på grund af den. Det findes endnu få steder i Danmark, men ikke blandt højtuddannede humanister, der derfor bliver overraskede over den venlighed de møder. Det er bykulturens individualisering som lukker andre ude. Indvandrerfamilier klager med god grund over at danske familier er lukkede, men deres egne er om muligt endnu mere lukkede. De bor jo heller ikke længere i landsbyen.
Den uhovskisnovski holdning der findes i alle samfund, hvor de fleste har lidt og nysgerrighed ikke forbindes med noget grænseoverskridende, men som noget naturligt, er stendød i de veluddannede bykulturer i hele verden.
Nyd derfor uzbekerne så længe de ikke er blevet blaserte.

Alfred Andersen

@Per Thomsen

Spændt på hvordan du vil forklare det norske valgresultat som, hvis meningsmålingerne taler sandt, giver det norske Fremskridtsparti omkring 30% af stemmerne.

Er den norske befolkning ligeledes ved at degenerere???

jens peter hansen:

"For 50 år siden var danskerne det også."

Nu er et altså kun gået omkring 15 år siden Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti startede den xenofobiske neokonservative kulturrevolution i Danmark...

Peter B. Jensen

@ Per Thomsen

Det tror jeg såmænd du har ret i. Danmark har opnået så meget ligevægt imellem det 20ende århundredes politiske skel at de har udspillet sig selv - og derfor gjort plads til andre partier.

Vi har endnu ikke fremtidens ideologier, så den letteste måde at møve sig ind i dansk politik er ved at spille på utilfredsheden. Det er ikke et udpræget dansk fænomen, men synes ligefrem proportionalt med hvor langt et samfund er nået i at varetage både det kollektive og individets ret.

Det gode, hvis vores formodning er korrekt, er dog at det så kan avles ud af vores kultur - omend ikke lige så let som det kan indføres.

Peter B. Jensen:

"Vi har endnu ikke fremtidens ideologier,..."

Enig. George W. Bushs Og Anders Fogh Rasmussen neokonservative ideologi er på globalt plan blevet kastet på historiens møddingen, men vi ved endnu ikke hvad der kommer i stedet.

Klassesamfundet er under hastig forandring, og vi har set at underklassen i flere nordeuropæiske lande har fået en større andel af personer med indvandrerbaggrund.

Vi har også set at der opstået decideret fattigdom og armod i traditionelle velfærdssamfund som eksempelvis Danmark.

Vi ved endnu ikke, hvordan denne sociale forandring på længere sigt vil omstrukturere det politiske landskab, men vi har allerede set, at der er opstået et stort behov for at de traditionelle venstreorienterede partier bliver langt mere rummelige og inkluderende, hvis de stadigvæk vil hævde, at de repræsenterer arbejderklassen og underklassen.

Peter B. Jensen

@ Per Thomsen
Jeg tror desværre ikke at vi finder det næste mål for menneskeheden før vi globalt set får løst det eksisterende dilemma.

Da Danmark for en kort stund oplevede en nogenlunde ligevægt blev vi et attraktivt mål for alle dem der endnu stod under selv vores svageste led. Ikke overraskende, vi har jo også som målsætning at foretage social mobilitet opad.
Modsvaret var næsten lige så forudsigeligt. Vi kæmper for at bevare positionen og går så vidt som at skabe en fortælling om hvorfor vi har fortjent at stå bedre (inklusive raceelementer, religiøs overbetoning og hvad vi mere kan hitte på).
Resultatet er at vi tager et par skridt tilbage ind i den klassedellng som vi ellers var ved at være fri af.

Neokonservativismen, og sikkert alle andre tilsvarende projekter får et skær af moderne kolonialisme. De vil ensrette verdens befolkning, ikke ud fra hvor folk i forvejen står og hvad vi kan, men fra et simpelt ideologisk forebillede om at - var det godt for os må det være godt for alle (det er jo også meget praktisk at man starter langt foran alle de andre).

Problemet herved er hvad der er objektivt godt. Vi kan fremhæve det vi har opnået, men må også forholde os til det vi har afstået og mistet hvilket er informa non grata for enhver politiker der skal vælges på sine bedrifter (eller åndsfællers tidligere bedrifter).

Men for at afslutte inden for emnet, så tror jeg at det er sundt at opleve den type 'studieture' som artiklen baserer sig på. Det sætter rigtige levende mennesker i fokus og illustrerer at ikke et eneste individ kan defineres alene af de grupperinger han tilhører.

Mikkel Kaels:

"Du mangler stadig at forklare, hvordan det så kan være at Fremskridtspartiet i Norge står til at få over 30 % af vælgerne i meningsmålingerne Per Thomsen!"

Selv om de formelt set har fået selvstædighed, så er nordmændene jo stadigvæk en slags bjerg-danskere...

Spøg til side Mikkel Kaels. Når xenofobien er så udbredt i Norge, skyldes det naturligvis, at de norske politikere ikke har haft skrupler med at spille racismekortet i lighed med deres danske kollegaer...

Alfred Andersen

@Per Thomsen

Vi bør heller ikke glemme Holland, Hvor Geert Wilders fik et glimrende EU-parlamentsvalg og står til at blive landets største parti ved det kommende parlamentvalg.

Men Holland er måske ikke rent geografisk placeret i Nordeuropa???

jamen så må det for fuldstændihednes skyld blive Danmark og Norge. Vanskeligere er det da ikke.

Og så må man retfærdigvis sige til nordmændenes forsvar, at de indtil videre hverken har haft en karikaturkrise eller et højreradikalt støttepati for deres regering.

I snakker for jeres syge moster Mikkel Kaels og Alfred Andersen.

Holland Norge og Danmark udgør en meget lille andel af Nordeuropas samlede befolkning, hvor politkerne som hovedregel har kunnet finde ud af at forblive anstændige og modstå fristelsen til at spille racismekortet.

Alfred Andersen

@Per Thomsen

Holland, Norge og Danmark udgør dog immervæk en befolkning på 25 mio.

Det er godt nok mange racister.

Det ser ud til at "kulturelt selvhad" eller "kulturel masochisme" eller "kulturel redepisseri" er blevet årets frase fra højre når der skal desavoures.

Det ligger så pænt i rækkefølgen af oikofober, nyttige idioter, islamofiler, femte kolonne og lign.

Mht. artiklen og artiklen, så er det i mine øjne en markeringstrang som mange til højre i Danmark lider under. I Tyskland bliver det gerne kaldt "Wir sind wieder wer!"-syndromet hvor den Tyske folkesjæl genopstår ligesom fønix fra asken efter "Vidunderet i Bern", det vundne verdensmesterskab i fodbold i 1954.

I årevis har de og deres ideologi følt sig undertrykt. Nu er de ved potten og så skal der prales.

Peter B. Jensen

Det er ikke et spørgsmål om selvhad, men om at bevare et realistisk billede af vores egen kultur og forudsætninger.
Der er så rigeligt med fortællinger om hvorfor og hvordan vi er overlegne mennesker som desværre skøjter alt for let hen over de mere negative aspekter af vores livsførelse.
Hvordan skal vi gøre os bedre hvis vi ikke etablerer et korrekt selvbillede?

Vi har meget godt, smukt og bevaringsværdigt men vi har ikke opnået nogen form for ophøjet tilstand af den årsag. Parallelt med vores forbedringer har vi også indarbejdet dårlige vaner og fatale forudsætninger der er langt mere truende for vores åndsfrihed end nogen udefrakommende kraft.

Om vi kan lide det eller ej så er vi nødsaget til at gøre op med et idylliseret selvbillede, og det kommer ikke overraskende nu hvor vi for første gang bliver præsenteret direkte med et modsætningsforhold. Vi har opnået globalt perspektiv, har fået kulturelle og nye sociale forskelle også i vores midte og står med et skræmmende fremtidsscenarie hvori vores eksistens som vi kender den er truet.
Du kan så selv vælge om vi går til grunde i vores eget affald, eller bliver tilsidesat fordi vi ikke har lært bedre end at lade rå magt bestemme og for sent indser at vi er et mindretal - set fra alle andre perspektiver end vores.

Det er en overlevelses- og udviklingsstrategi. Et opgør med dogmer og indoktrineret selvbevidsthed som er absolut nødvendig hvis vi skal foretage et paradigmeskifte væk fra den verden som var og ind i den verden som er, og langt væsentligere den verden vi vil skabe.

Det er ikke had. Det er skam og sorg fordi netop det vi elsker er ved at erodere bort. Det er ikke selvpineri, men et kritisk syn på bagsiden af medaljen som kun vi kan forstå den.

Alfred Andersen:

"Holland, Norge og Danmark udgør dog immervæk en befolkning på 25 mio. Det er godt nok mange racister."

Nu er de jo heldigvis ikke allesammen racister. Så langt fra.

Geert Wilders og Pia Kjærsgaard og deres venner er jo blot et meget lille mindretal, der for tiden formår at råbe meget højt og sætte den politiske dagsorden.

Og eftersom deres neokonservative åndelige Godfather, George W. Bush, er blevet sendt på pension, vil det såmænd ikke gå lang tid, før de løber tør for politisk energi og medvind...

-ehm-

Le Pens parti fik altså kun omkring 12-16% af stemmerne ved EU-valget i 2009....

Og bondekulturen, tjah, ---

Danskerne var gæstfrie på grund af den.... ja måske...men gæsten gik jo også sin vej igen....

Hvis han blev i mere end 3-4 dage, begyndte rygterne at gå....

Mikkel,

Le Pen er p.t. ikke valgt til den Franske Nationalforsamling. Han prøvede men blev afvist.

Hans parti Front National blev lige sådan stemt ud i 2007.

Jens Jacob Prasse

Det er noget sludder, at det er mængden af fremmede, der afgør, om en befolkning er xenofobisk. I Vestjylland er der meget få mennesker og endnu færre fremmede. Alligevel skal man have boet der i mindst tre generationer, før folk gider hilse på en. Og man behøver ikke være mere fremmed end fra København.
I New York er befolkningstætheden stor, og flertallet er fremmede. Alligevel møder folk hinanden med åbenhed og nysgerrighed.
Det som afgør, om en befolkning bliver xenofobisk er uddannelse og sundhed. Jo lavere uddannelse, jo vanskeligere har man ved at håndtere komplekse problemstillinger, og jo mere tilbøjelig er man til at opstille forsimplede enten-eller modsætningsforhold, når man skal gribe og forstå forskelle.
I Danmark har vi siden 1982 haft en undervisningsminister, der i praksis har haft enerådig magt til systematisk at nedbryde vores uddannelsessystem. Konsekvensen er, at antallet af funktionelle analfabeter stiger med foruroligende hast, og ingen unge gider uddanne sig til lærer - det mest forhadte erhverv, der er i Danmark. Så hellere blive protelar, hvor du både tjener flere penge og får mere respekt.
Kampen mod det offentlige sundhedssystem, og især psykiatrien betyder, at omkring 25 % af befolkningen har angstlidelser, som de ikke får behandling for. Ældre menesker, der ikke tør gå ned på gaden af frygt for at blive omskåret af muslimske terrorister, har to muligheder: De kan gå til lægen og få bedøvende medicin, eller de kan stemme på Pia Kjærsgaards xenofobiske folkeparti. Psykoterapi kan man ikke få tilskud til.
Den systematiske kamp mod det offentlige uddannelses- og sundhedssystem er årsagen til, at det danske retssamfund i dag er segnefærdig pga xenofobi.
Et fænomen som Dansk Folkeparti ville ikke kunne eksistere i et samfund, hvor alle kunne læse, hvor det kunne betale sig at tage en uddannelse og hvor man kunne få behandlet angstlidelser på lige fod med somatiske lidelser.

Jens Jacob Prasse:

"Det er noget sludder, at det er mængden af fremmede, der afgør, om en befolkning er xenofobisk."

Helt enig. Det er udelukkende mængden af "udlændingedebat" som det vist hedder, der afgør grade an xenofobi og racisme i befolkningen.

Søren Nørbak

Erik Skøtt Andersens artikel er noget vås. Jeg har rejst i hele Europa og dele af Asien og jeg har haft den samme oplevelse alle steder: folk er utrolige venlige og rare, MEN de er også dybt racistiske og chauvinistiske. Hvis man kommer udover de normale høflighedsfraser blotlægges ofte et usympatisk menneske og verdenssyn. Prøv at spørg dem hvordan de har det med kvinderrettigheder, minoritetsgrupperne eller det religiøse mindretal. At tale om at folk er åhh SÅ tolerante udenfor Danmark er noget vås, langt de fleste folkefærd er lige så intolerante og chauvinistiske som danskerne, hvis ikke mere.

Søren

Det er åbenbart xenofobisk, at forholde sig kritisk til en kultur der i mange henseender minder om den mørke middelalder. Hvis denne xenofobi er en speciel dansk dyd, bør vi derfor være ganske stolte af os selv.

Når man kan fastslå, at folk udenfor Danmark måske kan fremstå¨som ligeså eller mere chauvinistiske eller racistiske end danskerne - i danskernes øjne, forstås - handler det mest om, at folk andre steder mere umiddelbart giver udtryk for øjeblikkelige holdninger. I Danmark mener folk jo, hvad de siger! Danskerne kan slet ikke forestille sig andet end oprigtighed i handling og tale - så er man jo ikke ærlig, og det er det værste, danskere ved. Tænk af venlighed at være uoprigtig - det kan man da ikke, så hellere råt for usødet.

Søren Nørbak

Til Peter Hansen
Om danskerne er oprigtige i handling og tale, er mig uvedkommende. At mene at folke udenfor Danmark er så utrolig tolerante, modsat danskerne, er tåbeligt og tyder på at der er en del der ikke har været udenfor landets grænser. Hvis du ikke tror på mine personlige erfaringer kan du jo se på den mængde af reportager fra lande udenfor Europa hvor raceuroligheder ikke blot ender i bilafbrændinger men i menneskeafbrændinger. Er Europa eller Danmark perfekt? Nej der er stradig racisme og en udpræget antisemitisme, MEN europæerne er mere tolerante. Gæstfrihed skal ikke blandes sammen med tolerance.

Søren

Heinrich R. Jørgensen

@ Aurora Andersen

Tak for linket til en fremragende artikel. En meget præcis beskrivelse hvordan typisk dansk adfærd og selvforståelse tager sig ud for andre...

Hans Jørgen Lassen

Artiklen mangler fuldstændig at beskrive det nationale selvhad, den masochisme, den flagellantisme, der florerer f.eks. på denne blog. En alvorlig mangel.

Hans Jørgen Lassen

Med andre ord en aldeles plat omgang. Og så skal Janteloven endnu engang trækkes af stalden! Er den ikke snart ved at være slidt op af mange, mange års misbrug? Vor herre bevares for en omgang floskler og platituder.