Kronik

Iranske kvinder kræver indflydelse

Krisen i Iran handler ikke kun om fløjpolitik. En mere grundlæggende konflikt er mellem kulturer og udlægninger af islam. I den konflikt spiller kvinderne en central rolle
Mange moderne iranske kvinder er trætte af et system, der ikke behandler dem på lige fod med mænd. De udgør en vigtig del af en spirende demokratisk bevægelse under et udemokratisk styre. Protesterne foregår verden over - her er det iranske kvinder i Washington D.C:

Mange moderne iranske kvinder er trætte af et system, der ikke behandler dem på lige fod med mænd. De udgør en vigtig del af en spirende demokratisk bevægelse under et udemokratisk styre. Protesterne foregår verden over - her er det iranske kvinder i Washington D.C:

Nicholas Kamm

Debat
2. juli 2009

»De prostitueredes revolution,« hedder en iransk video, der florerer på nettet. Den er én af mange videoer, der ikke bliver omtalt i de vestlige medier. Videoen er et sammenklip af billeder af unge piger, der støtter den 'moderate' politiker Mir-Hosein Musavi: Tørklæder er skubbet helt tilbage og viser afblegede lokker; de har flere lag make-up på, smiler med røde læber og kigger udfordrende ind i kameraerne. De repræsenterer noget af det, som Irans konservative hader allermest: De er som ludere, mener mange.

Efter Khatamis valg i 1997 oplevede Iran en lempelse af sociale restriktioner. En bølge af aktivitet i civilsamfundet, i pressen og blandt studerende blev mødt med de islamistiske militsers jernnæve. Og på gaderne tog unge iranere en daglig kamp med 'moralske patruljer' ved at udfordre grænserne for offentlig adfærd og påklædning.

Globalisering er fjenden

Den nyfundne dristighed blev set som en trussel af mange iranere: De så udviklingen som den vestlige kulturimperialismes angreb på islamiske værdier, og de fandt en stemme i Ahmadinejad. Op til valget i 2005 så man billeder af stærkt sminkede piger, der viftede med valgplakater for Rafsanjani, Ahmadinejads modkandidat. For mange var det dråben: Den moralsk og økonomisk korrupte elite skulle standses; Irans skæbne stod på spil. Ahmadinejads stemmer steg angiveligt fra fem mio. i første runde til 17 mio. i anden.

Selv om Ahmadinejad i de sidste fire år har gennemført en række tiltag for bekæmpelse af 'lovløshed' og 'moralsk fordærv', så er der stadig mange, der føler sig truede af globaliseringens tsunami af amerikansk satellit-tv, mobiltelefoner, internet, popmusik, ungdomsoprør og løssluppenhed.

Fatemeh Rajabi er en af Ahmadinejads stærkeste støtter og berygtet for sin skarpe tunge og pen. Hun har bl.a. krævet, at Khatami skulle smides ud af præsteskabet for at give hånden til en kvinde i Italien og foreslået dødsstraf til Musavi for at opildne til optøjer. For kvinder som Rajabi har Vesten smittet Iran med ateisme, vestlig feminisme, promiskuitet, prostitution, narkomisbrug og AIDS. For Rajabi er Ahmadinejad 'århundredets mirakel': Den bedste mand til at forsvare Iran.

Men der er også mindre rabiate stemmer blandt de islamistiske kvinder. På bloggen 'Piger Med Slør' skriver de om sløret som et symbol på global modstand mod kvindeundertrykkelse, og om hvordan en dansk buschauffør afviste en muslimsk kvinde pga. hendes tøj. På 'Kvinde-blog' er der karikaturtegninger af Irans rigmænd, der suger på statskassen og vil lave business med USA. På andre hjemmesider fortælles om, hvordan profetens datter Fatemeh kæmpede for at skabe et sundt samfund.

Plastic-læber og solbriller

Den kulturelle kløft er heller ikke altid synlig. F.eks. er ikke alle Ahmadinejads kvindelige støtter indhyllet i den sorte chador-dragt. På nettet er der billeder fra Ahmadinejad-kampagnens fester hvor piger med mindst lige så meget sminke som deres 'moderate' modstandere fejrer præsidenten. Der er plasticlæber, plukkede øjenbryn og modesolbriller. De taler i mobiltelefon, laver peace-tegn og griner. Andre billeder viser kvinder i chador, som protesterer for Musavi.

Musavi var med til at bygge den islamiske republik: Han var med i kulturrevolutionen, der i starten af 80'erne forfulgte liberale og sekulære politikere, kunstnere, intellektuelle og forskere. Musavi udstedte også retningslinjer for påklædning. Ikke desto mindre er han, og andre fra hans generation, i de seneste år blevet mere reformvenlige. I dag er Musavi kendt som 'moderat' og repræsentant for en protestbevægelse.

Et tegn på forandring

Musavi så et stort stemmepotentiale i Irans kvinder. Han talte om kvinders rettigheder og kritiserede en tradition, der tillader mænd at tage 'midlertidige' koner. Han sagde også, at han ville afskaffe de moralske patruljer. Men vigtigst var billedet, hvor han holder sin kone, Zahra Rahnavard, i hånden. Politiet irettesætter ofte unge for at holde i hånd, og traditionelt tænkende iranere ser ned på den slags offentlig adfærd.

Rahnavard betegner sig selv som en islamisk feminist. Hun er intellektuel, Koran-ekspert og den islamiske republiks første kvindelige universitetsrektor. For mange kvinder blev hun i perioden op til valget et tegn på forandring. En anden forgangskvinde var Rafsanjanis datter Fa'ezeh Hashemi. Hun var redaktør på Irans første kvindeavis, der brød en masse tabuer, før den blev lukket ned af staten. Da hun var i færd med at føre an i en demonstration i Teheran i sidste uge, blev hun for en stund arresteret.

Rapporter og billeder fra Irans større byer har vist, at kvinder spillede en vigtig rolle i mobiliseringen af de gigantiske demonstrationer, der de sidste to uger har været med til at ændre Iran. Billeder af Neda Agha-Soltani, der angiveligt blev skudt af militsen, er nu brændt ind i nethinden på mange kvinder i og uden for Iran.

Da en gruppe 'sørgende mødre' i lørdags mødtes i en park for at mindes de døde, blev de angrebet af politiet, og mere end 20 blev arresteret.

Den iranske kvindebevægelse startede for 100 år siden, da en gruppe kvinder deltog i Grundlovsrevolutionen. Kvinder var også aktive i den næste revolution, der væltede shahen. Siden er forholdene for kvinderetsaktivister blevet forværret. Men trods restriktioner, intimidering, overvågning og arrestationer har bevægelsen alligevel gjort fremskridt de sidste par år.

Én kampagne søger at samle en million underskrifter for ændring af kønsdiskriminerende love. Grupper som 'Mødre for Fred' og de adskillige 8. maj-demonstrationer, der er blevet knust med vold, er andre eksempler. Kampagnerne har til formål at oplyse iranske kvinder om deres rettigheder og presse staten til reformer. Aktivisterne anser sig selv for ægte muslimer og ønsker ikke et vestliggjort samfund.

Den kulturelle kløft

Kvinderne kræver ligeret i ægteskab, skilsmisse og i tildeling af blodpenge. De vil afskaffe polygami, midlertidige ægteskaber, stening og nedslag i straffen for mænd, der begår æresdrab. De vil hæve den kriminelle lavalder og hjælpe kvinder ud på arbejdsmarkedet. Kvindeaktivisterne så en reform af arveloven, der blev gennemført tidligere i år, som en sejr. Sammen med kvinderne i de seneste demonstrationer udgør de en voksende bevægelse.

Et af de mange paradokser ved Iran er, at halvdelen af universitetsstuderende er kvinder, men at kun en lille brøkdel af disse nogensinde kommer på arbejdsmarkedet. Det betyder, at Iran har en voksende masse af højt uddannede kvinder, der har svært ved at få deres stemme hørt. Nogle har på det seneste valgt at bruge demonstrationerne som et udtryksmiddel.

Disse kvinder repræsenterer ikke alle iranere. Ahmadinejad har sine kvindelige støtter: De er bekymrede for, at deres samfund er truet af en dekadent vestlig kultur. De anser Koranen for verdens første og bedste deklaration af kvinderettigheder, præsteskabet som kvindernes forsvarer og Ahmadinejad som en progressiv mand. De anser Musavis kone, Rafsanjanis datter og den Nobelpris-vindene advokat Shirin Ebadi for landsforrædere.

Med de seneste protester har visse vestlige medier tegnet et billede af et oprør mod islam. Sandheden er, at bevægelsens ledere - Musavi og præsten Karubi - også selv er islamister, og at alt tyder på, at de fleste demonstranter ikke vil have en sekulær revolution. Det er heller ikke en simpel kamp mellem rig og fattig, by og land, som nogle vestlige observatører påstår; det er ikke en kamp mellem sminkede tøjter og chador-klædte søstre. Alle grundige studier af Iran viser, at de modstridende holdninger og den kulturelle kløft skærer ujævnt igennem landets geografi og klassestruktur.

Men en - i disse dage meget tydelig - sandhed er også, at mange iranske kvinder er trætte af et system, der ikke behandler dem på lige fod med mænd. De udgør en vigtig del af en spirende demokratisk bevægelse under et udemokratisk styre. De seneste protester har med al tydelighed vist, at disse kvinder vil have deres stemmer hørt. Også hvis det skal koste dem livet.

Rasmus Chr. Elling er ekstern lektor ved Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her